Jeg husker, hvordan det er at køre langs markerne i larmende mørke, hvordan hvert strå, der bevægede sig, satte sig i kroppen. Jeg husker, hvordan røgen over skorstenen lignede djævelen i solnedgang.

Jeg husker, hvordan det er at gå, som om nogen er efter dig, som om nogen altid er efter dig, og du mærker dem i nakken, lige inden du tænder for lyset eller hopper over dørtærsklen og tror, at det ikke kan følge efter dig ind.

Jeg husker, hvordan det er at komme hjem og ikke vide, hvad du kommer hjem til. Jeg husker, hvordan luften var tyk og tydelig i sit sprog, når man ikke skulle gå ovenpå. Jeg husker råbene, og døre der smækker, jeg husker at løbe ud over markerne, jeg husker at være stille.

Jeg er vokset op langt ude på landet for enden af en grusvej, fyldt med huller. Jeg er vokset op på en kæmpe gård, uden dyr. Jeg er vokset op med en mor og en far, en lillebror og en hund. Jeg er vokset op i et hjem med mange lædermøbler, jeg er vokset op i et hjem uden ret mange venner.

Min mor malede væggene med hænderne, hun hørte Nik & Jay, når hun gjorde rent, vi løb på rulleskøjter rundt om kogeøen, jeg fik kvalme af at spille computer, min lillebror var smuk, og jeg fik altid mandlen til jul.

»Hvordan er det at opdage, at ingen nogensinde har passet på dig?«, siger min terapeut, mens hun venter på, at mine kinder bliver våde. »Hvordan er det at opdage, at du har været helt alene?«.

Det er røvnederen. Jeg er begyndt i terapi, og det er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Det føles, som bliver jeg losset i mellemgulvet en gang om ugen, frivilligt. Jeg knuger det kæmpe krus med kaffe og fokuserer på mine hænder, der brænder.

Jeg fortæller hende om skænderier, hævede knive og hænder om halse. Jeg fortæller hende om at blive forfulgt, om forældre der forsvinder om natten. Jeg fortæller hende om druk og trusler, og så fortæller jeg hende, at jeg ikke er vokset op i et voldeligt hjem, som sådan. Så råber hun. Og går rundt om sig selv og råber lidt mere for at få mig til at forstå, hvad det er, jeg lige har sagt.

Jeg var 12 år, da mine forældre blev skilt. Vi pakkede bilen og kørte i natten.

»Skal vi tage hjem eller køre videre?«. Min mor vender hovedet og ser på mig. Jeg ville videre, jeg holdt sådan af at være på tur. Jeg vidste godt, at vi var på flugt. At intet herfra helt ville kunne fortrydes, at nu kom det brag, de sidste mange år havde ledt op til.

Jeg husker at ligge i mine bedsteforældres seng. Jeg husker ikke, hvor længe vi var der, hvor mange dage, men jeg ved godt, at det bliver de sidste. Jeg tager mine høretelefoner på og venter. Der er råb i gangen, hænder om min morfars hals, politi, psykiatrisk afdeling. Så tog vi på krisecenter.

Jeg kan ikke huske alt det gode. Jeg har fået stjålet mine minder. Jeg kan ikke mærke en skid. Jeg kan ikke få lov til at blive vred. Jeg forstår ikke, hvorfor hele verden ikke brænder.

Der var rart på kvindehjemmet. Der var lunt og vammelt, alle kroge lugtede af karry, men der var trygt, og vi passede på hinanden. Jeg lyttede til triste Christina Aguilera-sange på badeværelset og hev mig selv i kinderne i spejlet. Jeg fandtes stadig, og verden stod, og udenfor var ingenting i brand. Nogle gange græd vi, til tider så vi julekalender, og tit var dagene bare en dag, og det var okay.

Jeg kan huske, hvordan det var at komme tilbage til skolen. Jeg lærte aldrig tysk. Vi græd til skolehjemsamtaler. Jeg husker alle dem, der forsvandt. Alle dem der ikke kunne holde til, at jeg nu var sådan en, der havde ondt.

Jeg husker, hvor vred jeg blev, da min lærer indberettede os til kommunen. Jeg husker, hvor vred min mor blev. Jeg følte, at hele mit skind var gennemsigtigt, hvor alle ord pludselig hang fast. Jeg husker, hvordan der blev råbt: »Er du bange for din far?« efter mig på gangene. Jeg var ikke en skid bange.

Jeg var et tillidsfuldt barn. Jeg har altid stolet på, at verden nok skulle gribe mig. Jeg havde tiltro til skoven og til vandet, og jeg forestillede mig at bygge store huler og bo i træstammer. Haven var hellig, og jeg plukkede æbler fra de øverste grene og drømte om at slikke på de røde bær. Jeg var venner med stenene og begravede dem blandt venner, når jeg havde glemt at se til dem. Min lillebror kom engang hjem med en død kælerotte. Der var smukt på landet.

Der er mange ting, der er begyndt at falde på plads. Hun er dygtig, terapeuten. Jeg er dygtig for at gå til hende, terapeuten. Hun tvinger mig til at mærke alt det, jeg nægter at mærke. Hun overbeviser mig om, at det er vigtigt. At jeg er vigtig, og at det er vigtigt at kunne mærke og fortælle for ikke at genskabe hele lortet.

Det skræmmer livet af mig. At kigge en, jeg holder af, i øjnene og forklare, hvorfor jeg nogen gange ikke kan sove. Hvorfor jeg ikke ved, at de holder af mig, hvis ikke de siger det højt. Jeg forventer, at de løber, når de opdager mig, jeg giver dem ikke lov til at vælge. Hun siger, at alt kan blive noget andet, terapeuten, hold kæft hvor er det vigtigt at bede om hjælp.

Jeg husker, hvordan det er at tro, at man kan klare det hele selv. Jeg husker følelsen af at være frosset fast, jeg husker ikke at kunne mærke mine tænder.

Man skal altid kunne mærke sine tænder.