JEG HUSKER

Jeg husker, hvordan det er at køre langs markerne i larmende mørke, hvordan hvert strå, der bevægede sig, satte sig i kroppen. Jeg husker, hvordan røgen over skorstenen lignede djævelen i solnedgang.

Jeg husker, hvordan det er at gå, som om nogen er efter dig, som om nogen altid er efter dig, og du mærker dem i nakken, lige inden du tænder for lyset eller hopper over dørtærsklen og tror, at det ikke kan følge efter dig ind.

Jeg husker, hvordan det er at komme hjem og ikke vide, hvad du kommer hjem til. Jeg husker, hvordan luften var tyk og tydelig i sit sprog, når man ikke skulle gå ovenpå. Jeg husker råbene, og døre der smækker, jeg husker at løbe ud over markerne, jeg husker at være stille.

Jeg er vokset op langt ude på landet for enden af en grusvej, fyldt med huller. Jeg er vokset op på en kæmpe gård, uden dyr. Jeg er vokset op med en mor og en far, en lillebror og en hund. Jeg er vokset op i et hjem med mange lædermøbler, jeg er vokset op i et hjem uden ret mange venner.

Min mor malede væggene med hænderne, hun hørte Nik & Jay, når hun gjorde rent, vi løb på rulleskøjter rundt om kogeøen, jeg fik kvalme af at spille computer, min lillebror var smuk, og jeg fik altid mandlen til jul.

»Hvordan er det at opdage, at ingen nogensinde har passet på dig?«, siger min terapeut, mens hun venter på, at mine kinder bliver våde. »Hvordan er det at opdage, at du har været helt alene?«.

Det er røvnederen. Jeg er begyndt i terapi, og det er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Det føles, som bliver jeg losset i mellemgulvet en gang om ugen, frivilligt. Jeg knuger det kæmpe krus med kaffe og fokuserer på mine hænder, der brænder.

Jeg fortæller hende om skænderier, hævede knive og hænder om halse. Jeg fortæller hende om at blive forfulgt, om forældre der forsvinder om natten. Jeg fortæller hende om druk og trusler, og så fortæller jeg hende, at jeg ikke er vokset op i et voldeligt hjem, som sådan. Så råber hun. Og går rundt om sig selv og råber lidt mere for at få mig til at forstå, hvad det er, jeg lige har sagt.

Jeg var 12 år, da mine forældre blev skilt. Vi pakkede bilen og kørte i natten.

»Skal vi tage hjem eller køre videre?«. Min mor vender hovedet og ser på mig. Jeg ville videre, jeg holdt sådan af at være på tur. Jeg vidste godt, at vi var på flugt. At intet herfra helt ville kunne fortrydes, at nu kom det brag, de sidste mange år havde ledt op til.

Jeg husker at ligge i mine bedsteforældres seng. Jeg husker ikke, hvor længe vi var der, hvor mange dage, men jeg ved godt, at det bliver de sidste. Jeg tager mine høretelefoner på og venter. Der er råb i gangen, hænder om min morfars hals, politi, psykiatrisk afdeling. Så tog vi på krisecenter.

Jeg kan ikke huske alt det gode. Jeg har fået stjålet mine minder. Jeg kan ikke mærke en skid. Jeg kan ikke få lov til at blive vred. Jeg forstår ikke, hvorfor hele verden ikke brænder.

Der var rart på kvindehjemmet. Der var lunt og vammelt, alle kroge lugtede af karry, men der var trygt, og vi passede på hinanden. Jeg lyttede til triste Christina Aguilera-sange på badeværelset og hev mig selv i kinderne i spejlet. Jeg fandtes stadig, og verden stod, og udenfor var ingenting i brand. Nogle gange græd vi, til tider så vi julekalender, og tit var dagene bare en dag, og det var okay.

Jeg kan huske, hvordan det var at komme tilbage til skolen. Jeg lærte aldrig tysk. Vi græd til skolehjemsamtaler. Jeg husker alle dem, der forsvandt. Alle dem der ikke kunne holde til, at jeg nu var sådan en, der havde ondt.

Jeg husker, hvor vred jeg blev, da min lærer indberettede os til kommunen. Jeg husker, hvor vred min mor blev. Jeg følte, at hele mit skind var gennemsigtigt, hvor alle ord pludselig hang fast. Jeg husker, hvordan der blev råbt: »Er du bange for din far?« efter mig på gangene. Jeg var ikke en skid bange.

Jeg var et tillidsfuldt barn. Jeg har altid stolet på, at verden nok skulle gribe mig. Jeg havde tiltro til skoven og til vandet, og jeg forestillede mig at bygge store huler og bo i træstammer. Haven var hellig, og jeg plukkede æbler fra de øverste grene og drømte om at slikke på de røde bær. Jeg var venner med stenene og begravede dem blandt venner, når jeg havde glemt at se til dem. Min lillebror kom engang hjem med en død kælerotte. Der var smukt på landet.

Der er mange ting, der er begyndt at falde på plads. Hun er dygtig, terapeuten. Jeg er dygtig for at gå til hende, terapeuten. Hun tvinger mig til at mærke alt det, jeg nægter at mærke. Hun overbeviser mig om, at det er vigtigt. At jeg er vigtig, og at det er vigtigt at kunne mærke og fortælle for ikke at genskabe hele lortet.

Det skræmmer livet af mig. At kigge en, jeg holder af, i øjnene og forklare, hvorfor jeg nogen gange ikke kan sove. Hvorfor jeg ikke ved, at de holder af mig, hvis ikke de siger det højt. Jeg forventer, at de løber, når de opdager mig, jeg giver dem ikke lov til at vælge. Hun siger, at alt kan blive noget andet, terapeuten, hold kæft hvor er det vigtigt at bede om hjælp.

Jeg husker, hvordan det er at tro, at man kan klare det hele selv. Jeg husker følelsen af at være frosset fast, jeg husker ikke at kunne mærke mine tænder.

Man skal altid kunne mærke sine tænder.

 

RUM

Gangene er tomme og snor sig om hinanden. Her er luften tyk og man går hurtigt for at gå igennem den. Her er hundrede døre og ingen svar bag nogen af dem, her er sort i alle kroge og ingen siger noget. Alle udgangene er lavet af glas, og bag dem står du med horn, altid dig med horn og man åbner ikke men løber videre og kigger bag de andre.

 

Hans hænder er en bekymret mands. Neglene er flossede og går i eet med bar hud. Her sidder alle med ryggen til, og væggene sveder, de løber og taber sig selv på gulvet.

 

Vinden er så tydelig i sit sprog

natten er så fyldt med vilde dyr

træerne er ikke dine venner

vandet er ikke din ven

kilometervis af landskab folder sig ud foran os

vi betræder det med respekt

lang hud så meget ny hud

kryb ud af dit skind kryb

ud af det gamle rynkede skind

der er kun læder kun læder her hvor vi bor

 

Kirken er mørk og oplyst at sang. Her er lange gange og mænd på rækker. De nynner i eet og ved ikke hvad de vil, her er ingen indåndinger. Rummet er en lørdag og luften er parfumeret. Alting runger og det er et stort ingenting

 

Alting runger, eet stort ingenting

 

Vi skøjter rundt i hud. Kilometervis af hud ligger foran os som et åbent landskab. Porerne er fyldt med regn, det sprøjter når vi lander i dem. Jeg vil have en drengekrop.

 

Sengene er alle i brand. Afsked er det eneste smukke vi får

 

Væggene er fire slags blomstret her, i hjørnet står en stol. Dit hoved virker tungt og hviler sig mod venstre. Hvis vi åbnede vinduerne nu, ville det minde os om martsluften.

 

Hvedens blomst er sød og prikker på tungen

 

Lige inden søvnen lugter jeg noget brændt eller en duft som om noget skal til at brænde, der lugter af svovl men det er ikke en lugt der er, det er en tanke med noget andet, det lugter som et varsel, som noget der ikke er sket men er lige ved at ske som om at nu brænder du nu brænder vi snart.

 

: vand springer ud fra væggene, gulvet er altid tørt

 

HVORFOR ER GULVET ALTID SÅ TØRT

 

jeg slukker en cigaret med mine læbers bløde

 

jeg vågner med vabler på mine fingre

 

de væsker og laver pletter hvor mit hoved lå

 

alt er så vådt

 

græsset er betændt og bløder når jeg går

 

Når kornet blomstrer bliver det højt, højt som os, hvor vi alligevel er så små, vi dækker hinanden. Så kan man gå på markerne selvom man går langs markerne, men man går der og ødelægger andres afgrøder men det er ikke en destruktiv handling det er en helt fri handling hvor man går hvor man vil og ingen kan se det, man er lige så høj som kornet og kornet er lige så højt som en og det hele er din ven og det bærer dig og du er skjult der i kornet.

 

DET GODE LIV

14808934_350953815248874_1786289347_oFor du som er død, er det gode liv måske at leve?


Det gode liv kender man ikke, før man har levet det, det gode liv kender man ikke før man ikke har levet det, det gode liv kender man ikke før man har levet det og mistet det, det gode liv kender man ikke hvis man har levet det og ikke helt levet det, levet det som de uden det gode liv, ville leve det.

Det gode liv findes, det gode liv findes måske i alt, det gode liv findes ikke helt, jeg ved ikke hvor det gode liv findes, jeg ved ikke hvor jeg skal finde det gode liv/ hvor findes det gode liv/ findes det gode liv?

I går fandt jeg det gode liv, i går fandt det gode liv mig, da jeg stoppede med at lede efter det gode liv, fandt jeg det gode liv, jeg fandt det gode liv på en mark, livet var den mark og jeg var livet på den mark, og vi levede sammen og jeg levede kun i mig selv og i ingen andre på den mark, og på den måde fandt jeg det gode liv i det liv, der var.

I dag fandt jeg mørket. Mørket fandt mig da jeg befandt mig på marken. Marken var ikke hvad marken var før, og livet og det gode liv, på marken, var væk. I dag fandt mørket mig, da jeg befandt mig i mig selv, der hvor det gode liv lå. Inde i mig og mørket fandt jeg det gode liv, i dag fandt jeg det gode liv i mig.

Det gode liv er kedeligt, det gode liv keder mig, det gode liv er livet i én form, det ensformige liv keder mig, det keder mig at leve, hvis dét at leve kun er at leve godt. I lykken findes mere lykke i mørket findes både lykke og livet, livet findes, der hvor det gode liv ikke længere findes, tror jeg.

Det gode liv findes i lysten til at leve, i lysten til livet findes lysten til at lede efter det gode liv. Det gode liv er at søge det gode liv, det gode liv er aldrig at finde det gode liv.

LØRDAGSDIGTER | SOFIE DIEMER

123432_4804_e1feb4360f6f4e0593915d65393f8090_original

20-årige Sofie Diemer fra København studerer til multimediedesigner, og så har hun, hvad jeg bedst kan beskrive, som et ganske eksisterende forhold til bananer. Derudover er hun dét menneske der kan rocke udgroninger og leopard, og i år debuterede hun som forfatter med digtsamlingen LOL-LITA. I dag er hun på besøg som ugens lørdagsdigter, og det er jeg så glad ved.

 

Sofie om digtet: Noget af det der kommer bag på mig gang på gang på gang er, hvor meget meningen og fortolkning der bliver lagt i mine tekster af andre.

Et eksempel kan være, at der engang var én som udtalte; Sofie bruger nok smeltet ost i sine digte, fordi der er noget tabubelagt over smeltet ost.

Hvor jeg nok mere har det sådan, at jeg har brugt 4år af mit liv på at kigge på foodporn i cyberspace, hvor det er uundgåeligt ikke at falde over smeltet ost på fx pizza eller nachos – så for mig har det en visuel betydning mere end nået andet.

Et andet eksempel var en anmelder, som skrev, at jeg nok brugte hvalen som gennemgående objekt i min bog, fordi det repræsenterede livmoren. Det havde jeg ikke lige tænkt over, men når man ser det på den måde er det jo pretty genialt.

Jeg tror det har været et meget gennemgående tema i min bogproces med min redaktør, at han tit spurgte ind til hvad specifikke ting betød, hvor jeg tit har svaret; aner det ikke med det lyder fedt. Det er også kommet bag på mig, hvor svært det er at komme af sted med netop dette udsagn, når man skriver poesi – fordi i lige præcis poesi skal alle ord have en dybere mening – men sådan tænker jeg bare slet ikke.

Jeg føler mig ret tit som en hybrid mellem Medina og Nik og Jay med et skud line Knutzon. Sidste nævnte fordi  hun er crazy og absurd og jeg føler mig også fucking absurd på tekst engang i mellem – især når jeg sms’er.


jeg ånder

al havluften ind

som jeg sidder her

smager

alt salt

jeg ikke kan græde

får lyst til

chips med dip

og pommes

følelsen af at slikke

fedtstoffet og saltet

af fingrene

som det nærmeste

man kommer på sex

jeg vil bolle med havet

havet er i mig

som squirt

små oceaner

af ord man ikke

må sige

ting man ikke

må føle

som sort-hvide nøgenbilleder

man tager

i Photo Booth

lægger på sit skrivebord

så hver gang man

lukker et Word-dokument

ser man på sin

nøgne krop

jeg vil tage nøgenbilleder

med chips

jeg vil bolle

med pomfritter

som var de

tusinde fingre

der aldrig

kunne få nok

af mig

jeg vil bygge et

aquaponicsystem

af pomfritter

og have en hval

svømmende rundt

i det

jeg vil altid

have det ligesom nu

hvor alt kolliderer

til en koncentreret masse

som kan skraldes

og spises som en banan

slut


Køb LOL-LITA (Affiliate link)

Følg Sofie Diemer på Instagram 

Læs alle lørdagsdigterne:

Sidsel Welden

Josefine Ayyad

Rebekka Bundgaard

LØRDAGSDIGTER | REBEKKA BUNDGAARD

c

19-årige Rebekka Bundgaard kommer fra Frederikshavn i Nordjylland, hvor hun bruger sine dage på at rengøre hotelværelser og rejse væk for udkommet. Håbet er, at finde ud af hvad resten af livet skal byde på, indtil da, skriver hun ord ned på papir, og viser det sjældent til nogen. Det gør hun nu, og det er jeg glad for.

Rebekka om digtet: Jeg skrev dette digt fordi jeg ikke havde lyst til det. Jeg tror på, at det der er vigtigst og mest relevant at skrive og dele med omverdenen, er de emner som gør en smule ondt at skrive om. Dette digt handler om en forelskelse i en mand, som jeg på ingen måde burde være forelsket i. Udover, at ingen ville forstå hvorfor, hvis jeg sagde det højt, så var det også forbudt. Derfor sagde jeg det aldrig til nogen; jeg turde knap nok nedskrive dette digt, fordi det på en eller anden måde ville virkeliggøre situationen på det andet niveau. I flere år påvirkede det mit liv meget og udviklede sig til et åbent sår i sjælen. Jeg følte mig som verdens største kliché og jeg kunne hverken flytte mig frem eller tilbage, hvilket derfor endte med at jeg løbe i ring og hev efter vejret. Det er dét, digtet handler om: At være forelsket uden at kunne gøre noget som helst ved det, udover at pine sig selv ved at tage de brudstykker af glæde man kan få, selvom det på ingen måde er nok.


Natteluft

Du er alt det jeg indånder

når jeg bruger døgnets sidste minutter

med hovedet ude i mørket

mens din kulde river mit ansigt i stykker

mens dit mørke smager på mit kraveben

og mine fregner bliver gennemsigtige

du er lige så uhåndgribelig som natteluft

jeg holder mig vågen

i håbet om

at du vil komme til mig

når mit vindue er det eneste der står åbent

vinduet lukker varmen ud eller stilheden ind

og jeg

jeg indånder udånder kold luft

som gav jeg byen kunstigt åndedræt

som pustede jeg liv i dine glasøjne

Jeg tager varmt imod hvad du sender mod mig

et blik, et spørgsmål

jeg æder det råt

selvfølgelig sulter jeg

når du fodrer mig med ilt

selvfølgelig sulter jeg

for hvad betyder det

når jeg sammenligner vores sameksistens

med at stikke tungen ud ad vinduet

der er jo intet tilbage

udover faretruende lav puls

KLOKKEN KVART OVER TI

Klokken er kvart over ti. Det er ikke sent, men lige nu føles alting for sent for tidligt. Jeg er gået igang med at bage ting. Alle mulige ting, som egentlig ikke skal bages. Min havregrød, en banan. Muffinsforme omformer den til to go og det giver mening nu. Jeg bager bønner i fade og forstår ikke helt hvorfor. Jeg overvejer hvorvidt at det er vigtigt, helt at vide, hvad den germanske lydforskydning er, og kommer frem til, at det må være nok at nogen ved det. Jeg bager ting for at forsøge at holde mig vågen, og for at acceptere, at forældre også bare er mennesker og at jeg stadig overvejer hvad jeg skal sige, hvis jeg nogensinde ser min ekskæreste igen. Jeg tænker på alle de mænd jeg burde elske men ikke elsker, og fortæller én af dem at jeg savner ham. Nu skriger ovnen for at fortæller mig, at der er gået femogtyve minutter, og min banan stadig er en banan, bare mere flydende og mindre to go end før. Nu savner jeg alle, og især min mor som er i stykker og langt væk mens jeg er i stykker lige her. Jeg overvejer hvordan man kan, på en krea måde selvfølgelig, forære hende en moderbinding i fødselsdagsgave. Jeg kommer kun på klamme forslag, og tænker, at jeg skylder hende at pakke hele verden ind. Mine øjne svier, ekstra nu af dyr øjencreme, som jeg købte i Matas af en flot pige i dag, da jeg var afsted for at købe noget gerne hidsigt afførende grøn the. Hvis man siger monoftongering mange gange bliver det ikke mere et ord. Tyve minutter senere er bananen igen en form, og jeg er løbet tør for ting at bage.

LØRDAGSDIGTER | JOSEFINE ZENA MØLLER AYYAD

josea

21-årige Josefine Zena Møller Ayyad, er fra et sted imellem Frederiksberg og Valby, og så arbejder hun til dagligt som personlig assistent/pædagogmedhjælper i en 2. klasse. Mest af alt er hun dog poet, og så er hun et af de fineste mennesker jeg kender.

 

Josefine om digtet: Digtet er taget ud af en samling af tekster, der alle kredser sig om de samme emner. Det handler om den daglige indre kamp, man kan have med sig selv og sin krop. Om at være overvægtig og gentagende gange prøve at overbevise sig selv om, at man er okay som man er. Om ’rundkredsen’, som jeg ofte bruger som betegnelsen for den gruppeterapi jeg gik i, da jeg blev behandlet for en spiseforstyrrelse. Om hvor paradoksalt det er, at prøve at opnå en selvaccept og accept i det hele taget, når det kan føles som om, at omverdenen til tider ikke er enig i, at man har ret til den. Det handler om, hvordan vi ser kroppen, og hvad vores egne og andres tanker om vores kroppe kan gøre ved vores psyke.


Samosadage
på gentofte station spiste jeg en samosa imens jeg smed en anden ud
gentofte station bus busk rundkreds

morgenvågne kærtegne alt det hængende på mine knogler tænke det er bare krop det er okay
ny morgen ny okay ny morgen ny okay   ny knogle ny hængende ny mere ny mindre hængende og
mere okay nu føltes det som da min mor kiggede på mig på min fødselsdag sagde   hvor ser du godt ud puttepige    du har tabt dig
hvad har jeg tabt hvem mig selv men jeg hænger jo bare på ny hver dag tænker ny morgen ny krop hver dag er mit ansigt modelleret på ny   jeg må være okay

det hænger sammen hvor meget der hænger i forhold til hvor okay det er
min krop og jeg ned af gågade råb fra ansigter jeg ikke kender
råb om fedtet på min krop som om det har omslugt dem taget noget fra dem
og jeg står op igen og mærker og kigger og tænker det er okay og jeg tager toge og

ind i tog skifte gentofte station samosa bus busk rundkreds
en kvinde i kredsen undrer sig over at jeg tør gå i buksedragter og jeg vil ikke være hendes spørgsmål   jeg aer min buksedragt på ny min krop er udover rummet jeg er direkte i mit tøj

ny morgen ny okay ny knogle ny hængende ny beklædningsgenstand ny tanke følende på det hængende tænke på knoglerne at de gør det knogler vel skal gøre ny knogle ny okay

står der i en fyldt kupé en mand stående med sin computer på håndfladen   han tøver stønner som om noget ikke vil gå op   jeg dingler mellem mennesker mærker skub en ung mand siger fjern dig tykke men jeg er så meget i min krop at det ikke går op for mig at henvendelsen var til mig   han kigger spørgende på mig som om hallo tykke så fjern dig for jeg burde jo vide at det var mig   at jeg jo selv måtte definere mig selv med alt det hængende og jeg svinger kroppen rundt i kupeen.

LØRDAGSDIGTER| SIDSEL WELDEN

SIDSEL

24-årige Sidsel Welden studerer til dagligt journalistisk på RUC, hvor hun er ved at specialisere sig i litteratur og medier. Ved siden af arbejder hun som freelance journalist, og så er hun digter. Jeg har bedt Sidsel dele et digt efter eget valg, og knytte et par ord til teksten, i håbet om, at blive inviteret endnu tættere på.

Sidsel om digtet: Jeg skrev den her tekst da jeg var 22, og i en periode af mit liv, hvor sorg konstant boede i min krop. Jeg var syg af sorg og den lå under min hud som små hårde knuder der skød rundt i mine blodbaner. Digtet er skrevet efter tabet af min far, men repræsenterer også alt hvad der følger med sådan et tab, som mennesker heldigvis ikke er i stand til at forestille sig, medmindre de oplever det på egen krop. Hvorfor man også rent psykisk og fysisk længe kan gå i en choktilstand over, hvad det betyder, og gør ved dig som menneske, at miste en, der spiller så vigtig en rolle i ens liv. Teksten handler om at miste, at miste sig selv, den uskyldige barndom og desperat forsøge at klinge sig til noget, der umuligt kan blive igen. Det er erkendelsen af et evigt tabt og en evig sorg, at noget er væk fordi evigheden har slugt det:


Og jeg ligger lige her

i min nærmeste gråmelerede fantasi

hvor kun din smagrad

grønne uldsofa lyser op

og kradser på min kind når jeg prøver

at finde ro

nikotin gult  sofafyld kaster den bulimisk op fra store trævlede huller præcis som jeg gjorde det

engang

og jeg stryger den med hårene

lukker øjnene for at mærke dig

ligger i skærsilden mellem Roskildevej og Valbylanggade

men jeg har sat bilerne på pause

og osen fylder nu min næse med lugten af benzin

bedre end stanken af whisky

jeg presser mine øjenlåg hårdt sammen

fordi jeg frygter at du står der hvis jeg åbner dem

jeg aner silhuetten af dit slidte tøj der går ud i ét

med alle afskygninger af røg

men det er også det tætteste jeg kommer på dig

knuger sofaens opkast til mig

lader det omfavne mig

fordummende skumramme med mig som det gyldne snit


Ønsker man at læse mere af Sidsel Welden, kan det gøres her, her og her.