DET GODE LIV

14808934_350953815248874_1786289347_oFor du som er død, er det gode liv måske at leve?


Det gode liv kender man ikke, før man har levet det, det gode liv kender man ikke før man ikke har levet det, det gode liv kender man ikke før man har levet det og mistet det, det gode liv kender man ikke hvis man har levet det og ikke helt levet det, levet det som de uden det gode liv, ville leve det.

Det gode liv findes, det gode liv findes måske i alt, det gode liv findes ikke helt, jeg ved ikke hvor det gode liv findes, jeg ved ikke hvor jeg skal finde det gode liv/ hvor findes det gode liv/ findes det gode liv?

I går fandt jeg det gode liv, i går fandt det gode liv mig, da jeg stoppede med at lede efter det gode liv, fandt jeg det gode liv, jeg fandt det gode liv på en mark, livet var den mark og jeg var livet på den mark, og vi levede sammen og jeg levede kun i mig selv og i ingen andre på den mark, og på den måde fandt jeg det gode liv i det liv, der var.

I dag fandt jeg mørket. Mørket fandt mig da jeg befandt mig på marken. Marken var ikke hvad marken var før, og livet og det gode liv, på marken, var væk. I dag fandt mørket mig, da jeg befandt mig i mig selv, der hvor det gode liv lå. Inde i mig og mørket fandt jeg det gode liv, i dag fandt jeg det gode liv i mig.

Det gode liv er kedeligt, det gode liv keder mig, det gode liv er livet i én form, det ensformige liv keder mig, det keder mig at leve, hvis dét at leve kun er at leve godt. I lykken findes mere lykke i mørket findes både lykke og livet, livet findes, der hvor det gode liv ikke længere findes, tror jeg.

Det gode liv findes i lysten til at leve, i lysten til livet findes lysten til at lede efter det gode liv. Det gode liv er at søge det gode liv, det gode liv er aldrig at finde det gode liv.

   

PLEASER-GENET

Jeg har aldrig helt fundet ud af om jeg hellere ville være det helt foruden. Det der pleaser-gen. Bristen der placerer hele verden på mine skuldre og aldrig tillader mig at være utilfreds over noget. Selvforskyldt, ganske, men virkelig svært at slippe af med, når først det bor i din person. Jeg har aldrig været et vredt menneske. Heller ikke når der har været noget at være vred over. Jeg har ikke levet sådan et liv, der ikke har budt mig ret meget at have ondt over, tværtimod. Men af en eller anden grund, finder jeg altid en måde at vende det indad. Det er måske også min skyld, at du ikke brydes dig om måden jeg går på (ikke et fortænkt eksempel.)

Jeg ved godt at det ikke er særlig konstruktivt, det der med vrede, men til tider virker det en del mindre destruktivt at kunne fyre en knyttet næve i væggen, fremfor at rette fire mod dig selv. Jeg misunder ikke grundlaget for at blive vred, men jeg kan virkelig misunde muligheden. For sammen med muligheden for vrede, kommer også muligheden for et udlad, og muligheden for at kunne fortælle folk, når de byder dig noget, der bare ikke er i orden. Jeg bliver højest stille. Og stilheden er måske i virkeligheden det mindst håndgribelige.

Jeg ved ikke om jeg er konfliktsky. Jeg tror det ikke. Der skal ikke herske tvivl om, at min største frygt i livet er, at der er nogle der ikke kan lide mig. Hele min verden kan ramle, hvis der er nogen der råber ad mig på cykelstien, fordi at jeg ikke kan finde den kortvarrige vrede frem der skal til, for at kaste det af mig og køre videre. Istedet tager jeg det med mig videre, og jeg tager det med i seng, og pludselig ser jeg på mig selv som sådan en der måske bare ikke bør cykle. For tænkt hvis ham cyklisten, der måske bare havde en dårlig dag, kører hjem til hans søde kone og fortæller hende, at der var en kæmpe spasser der ikke trak ind (fordi hun er fra landet og endnu forsøger at gennemskue cykelhierarkiet i byen) og så er der pludselig to mennesker, der sidder derude over deres kylling i karry og ryster på hovedet ad mig.

Pleaser-genet bliver især synligt, når der opstår en konflikt, som jeg virkelig ikke føler mig skyldig i. Små, småligegyldige uvenskaber, som opstår, når man har folk tæt på livet. Ofte er modellen sådan: Jeg bliver spurgt hvorfor jeg er stille, jeg forsøger at ytre mig, jeg bliver irettesat, jeg tager det tilbage og siger undskyld. Og så sidder jeg der, efterladt med en følelse af, at det egentlig bare er lidt uretfærdigt. Uretfærdigt at jeg finder det nødvendigt at udglatte situationen i en sådan grad, at jeg til sidst undskylder for noget, jeg egentlig selv havde brug for en undskyldning for.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at pleaser-genet udelukkende var et udtryk for ønsket om at alle har det godt, og det er det også i høj grad, men det er også et udtryk for frygten for, at der er nogen der føler at jeg gør noget galt, for tænk hvis? Tænk hvis jeg ikke er ligeså nice som jeg går og tænker jeg er. Gisp. Undskyld!

Jeg synes jeg forsøger at stå på mit, men indtil videre tror jeg ikke det er lykkedes mig helt at trumfe igennem med noget der virkelig har gået mig på, i hvert fald ikke hvis det ikke med det samme er blevet modtaget af et: undskyld! Jeg husker meget tydeligt en situation da jeg gik på højskole, hvor en mand der gjorde mig meget ked af det, nægtede at undskylde. Det var et princip. Han forklarede, at han godt vidste, at han havde ageret ufint, men at det han havde gjort ikke var forkert, og så længe det ikke var forkert, kunne han ikke få sig selv til at undskylde. Det er stadig i dag noget af det sværeste for mig at forstå. Der findes ikke det i verden jeg ikke undskylder for. For mig handler et undskyld om at man har såret nogen, og hvorfor, er mig egentlig ligegyldigt. Jeg undskylder for meget, uden tvivl, men hellere ti gange for meget, end én for lidt.

Jeg ved ikke hvordan man kommer videre herfra. Det er ikke et særlig sexet sted at stå, det der hjørne, hvor man bare føler sig trådt på. Trådt på fordi man ikke giver folk en chance for at vide, hvad der er galt, men også fordi at folk bare til tider larmer for meget, til at lytte på de der er stille. Jeg ønsker mig et sæt sylespidse albuer i julegave, og indtil da, er det godt at have en blog at brække sig på.

VENUS – LET’S TALK ABOUT SEX

venus_hovedstill

En ny kvinde i stolen. Og så en ny. Nogle af dem er sjove. Salen griner. Nogle af dem er sjove, salen griner, hendes øjne bliver våde, og salen slår blikket ned.


“Mere end 100 unge kvinder dukker op, da filmens to instruktører søger medvirkende til en “erotisk film på kvinders præmisser”. Over de kommende måneder fortæller kvinderne om deres seksuelle oplevelser og fantasier til filmkameraet. Efterhånden som tiden går og historierne bliver flere, begynder en ramme langsomt at tage form, og instruktørerne indser, at de uden at vide det, allerede er i fuld gang med optagelserne til deres film. En ærlig, oprigtig og sårbar fortælling om kvindernes forhold til sex, om lysten, ulysten, fantasierne, følelserne, opdagelserne og alt det, vi aldrig taler om.”

– Doxbio

Martsluften er skiftende, varmen fra solen møder noget der ligner storm, og forvandler København til en skizofren zone imellem korte ærmer og armygrønne flyverdragter. Jeg er landet for tidligt. Jeg sætter mig ved et cafébord foran Grand og tænder den første cigaret. Overfor mig sidder fire kvinder. De er skingre og deres stemmer både forhøjes og forsvinder i vinden. De snakker om en fælles veninde. Hun er her ikke, hun er sammen med Morten, igen. Cigaret nummer to. Jeg har taget for meget læder på i dag. Det er som om at en krop som min, kun kan bære enten en læderjakke eller et par lædersko. Jeg venter på min veninde. Vi har ikke set hinanden længe, og om en halv time skal vi ind i salen. I mit hoved nynner jeg en melodi, jeg ikke kan huske hvordan ender. Jeg tænder cigaret nummer tre, og støtter hælene på stolen overfor mig. Vinden har tænder nu. Sofie ankommer lige til tiden. Hun har heldigvis også taget læder på. Sæderne er fløjlsrøde, vi sidder for langt fremme. Vi skal se en dokumentar. Det overrasker mig at den er dansk. En kvinde bliver placeret på en stol: hvor er du lige nu? lyder en stemme bag kameraet. Kvinden bider sig i læben og slår blikket ned. En ny kvinde i stolen. Og så en ny. Nogle af dem er sjove. Salen griner. Nogle af dem er sjove, salen griner, hendes øjne bliver våde, og salen slår blikket ned. Kvinderne skifter. De snakker om sex. De snakker om lyst og de snakker om skam. Det er virkelig sjovt, og virkelig seriøst, og et sted i midten, er der noget smukt. Sidste gang jeg følte mig allermest sårbar, rejste han sig op og gik. Det må man ikke. Det var helt forkert. Knuden bor i maven. En tåre undslipper mit panser af eyeliner. Salen summer mens skærmen bliver sort. Cigaret nummer fire. Jeg holder fast i Sofie. Jeg kan ikke skilles, vi har lige delt noget, som vi er nødt til at tale om. Vi går i cirkler. En større og større rundkreds. Da jeg kysser hendes kind farvel ved hovedbanegården, er jeg mæt. Jeg går mod Vesterbro, og i mit hoved spiller jeg scenerne igen og igen. Jeg ved ikke om det er lykke eller vemod, men et sted i midten, er der noget smukt.

Se traileren til Venus – Let’s talk about sex

   

DET DER MED AT BO MED NOGEN

roomieJeg er ikke sådan en der bor med nogen. Det var jeg i hvert fald ikke, lige indtil jeg pludselig var sådan en der var. Jeg har drømt om at have mit eget sted i samme grad som småpiger drømmer om deres store bryllup. Jeg vidste præcis hvordan det skulle være. Jeg skulle bo for mig selv, i en lille lejlighed i byen. Højt oppe fra jorden, og med en altan. Jeg skulle have en dalmatinerhund eller en perserkat. Nu har jeg en lejlighed på jorden, med en have med døde tomater, en Trine, en Alfred og en Blop. Blop er, uden at sige for meget, ikke en perser.

Jeg havde ikke gjort mig mange tanker, før jeg pakkede taskerne og flyttede til Sydhavnen. Der gik maks to uger fra jeg første gang drak en flaske rødvin med Trine, til jeg drak den næste. Jeg var kommet ind på mit studie, og tingene skulle gå lidt stærkt. Vi gav hånd på at vi ville starte med at give det et halvt år. Det første jeg gjorde var at male de lyserøde vægge hvide, mens Trine observerede med våde hundeøjne. Trine er, uden at sige for meget, ikke en dalmatiner.

Det halve år er gået. Sommeren er på vej tilbage. Køkkenet dufter varmt, og minder mig allerede om noget, jeg kun lige har oplevet. Ingen har bragt det halve år på banen. I stedet snakker vi om hvad vi skal plante i haven til sommer, og om mænd med skæg. Rigtig meget om mænd med skæg.

Jeg bliver ofte spurgt, om ikke hellere jeg ville bo for mig selv. Havde du spurgt mig for et halvt år siden, havde jeg taget det som en fornærmelse. Nu er jeg ikke længere så sikker. Jeg kunne slet ikke forestille mig, ikke at være hvor jeg er, lige nu.

Selvfølgelig er det ikke gnidningsfrit, det der med at bo med nogen. Jeg kæmper rigtig meget med skyldfølelse, når jeg glemmer mine nøgler, eller når jeg brænder en gryde på, der ikke er min – men det er alt sammen noget, der sker indeni mig. I virkeligheden har vi ikke rigtig nogen problemer, hende og jeg. I hvert fald ikke nogle, der ikke kan løses over en cigaret eller med en GIF af en kat der brækker sig.

Jeg er sikker på, at tanken om at bo med nogen heller ikke var hendes førstevalg. Det er sgu da skide irriterende at skulle til at deles om pladsen, når nu man var vant til at have et sted at spise der ikke var ens seng og sådan. Trine og jeg er lige fortiden begge sådan nogle typer, der er hjemme mere eller mindre hele tiden. Vi arbejder begge fuldtid på bloggen, og på papiret kunne det godt være småirriterende – dét der med at man aldrig kan tisse med åben dør, eller se porno med lyd – måske jeg bare er heldig at være landet sådan et sted, hvor det ikke er nødvendigt at have den anden ude af huset, for at gøre selv samme. Der kan være dage i streg, hvor vi næsten ikke ser til hinanden, men bare bor bag hver sin dør, men hvis der går en del timer, hvor jeg ikke har sagt pip, kan jeg tælle sekunderne til at der tikker en besked ind på min telefon hvor der står: er du ok?

De uger hvor vi også har en 4-årig her, er historien selvsagt lidt anderledes – der er helt sikkert ikke en del timer, hvor der ikke bliver sagt et pip. Og generelt INGEN lukkede døre. Der er pasta i loftet og ’jorden er giftig’ puder fra min seng og helt ud i køkkenet, og til tider får man et papsvær i lysken under morgenkaffen.

Jeg er nok ikke som folk er flest, vi er helt sikkert ikke, men det kan sgu godt fungere, det der med at bo med nogen. Også selvom det måske ikke var dét jeg svarede, da jeg engang blev spurgt, hvor jeg så mig selv om fem år. Det er svært at give gode råd til hvordan man får sådan noget til at fungere. Sandheden er, at dette ligeså godt kunne være endt i ragnarok.

Rummelighed. Rummelighed er essentielt, når man skal dele alt hvad der er dit, og låne noget der er nogens. Uanset om det er en gryde eller en skulder at tude ved.

Det er også virkelig forskelligt, hvad man ønsker sig af sådan et forhold. Jeg har mange veninder, der bor med nogen, og den eneste relation de deler er en væg – og de trives fint i det. Jeg ville ikke trives i det. Jeg ville være helt stille, så jeg kunne høre, hvornår nogle forlod det ene rum, så jeg kunne luske mig ud i det næste – og sådan må det ikke være.

Nu skal jeg se x-factor, for Trine er ikke hjemme, og jeg lader som om at jeg er sådan en der ikke ser x-factor.

KUNSTNERMØDE | PONTUS KJERRMAN OG TINE HECHT-PEDERSEN

img_3359-1img_3373img_3325-2img_3386img_3398img_3371img_3401img_3435-2img_3425img_3444img_3460img_3488img_3456img_3485

Væggene fortæller historier om middage med Strunge, rejser til Kina og et helt liv i kunsten. Hjemmet tilhører kunstnerparret Pontus Kjerrman, billedhugger og lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, og Tine Hecht-Pedersen, billedhugger og underviser ved arkitektskolen. Sammen har de inviteret mig indenfor til en snak om kunsten, kærligheden og fabeldyrene.


Emilie: Kan i huske jeres første møde med kunsten?

Tine: Jeg havde en lærer, Jan, han var ungdomsskolelærer på den skole jeg gik på. Han kom ligesom ind og viste os den der frihed – min familie var meget borgerlig, jeg kommer fra en arkitektfamilie med stil og rene linjer. Jan, han kørte på motorcykel inde i skolegården. En dag kom vi hjem til ham, han boede i kollektiv og her måtte man sidde på gulvet. Det var fantastisk, alt det han ligesom viste os inde i den der anderledes verden. Det var mit første møde, med hvad der for mig er kunsten.

Tine til Pontus: Ja, der kom jeg altså før dig! Ha!

Pontus: Ja, der er jeg måske mere kedelig. Mit første møde med kunsten, jeg tror, ja det var nok i Göteborg. På kunstmuseum. Jeg tror at min mor må havde haft slæbt mig med.  Det var en gammel, og enormt stor bygning. Det var meget spændende. Der lå et stort gult murstenshus, hvor man gik op ad en masse trapper. Der har jeg været seks, måske syv år.

Emilie: (Kigger rundt på alle de dyrelignende skulpturer i rummet) Må man kalde det heste?

Pontus: Jaaøh, det er nogle fabeldyr. Oprindeligt var det heste og katte. Men så siden hen, så blev det mere hundehoveder og dyrehoveder.

Emilie: Hvordan opstod de?

Pontus: Da jeg kom til København, da ville jeg gerne lave noget realistisk og også lidt politisk. Da havde jeg en lille datter i Göteborg, som var meget ked af at jeg var flyttet fra hende og fra hendes mor. Så lige der i starten, der lavede jeg en hel masse om familien, og om familien der måske ikke altid fungerede. Så havde jeg en modernistisk billedhuggerprofessor, der syntes at det var ret så åndssvagt – hvorfor skulle andre mennesker se på min elendige ulykke og sådan? Og så begyndte jeg at lave tegninger, og lavede på et tidspunkt en tegning, hvor en kat og en hest elskede med hinanden. Det var den første gang at de optrådte. Men så blev det også med udgangspunkt i en familie, og så var der nogle der skrev, at de synes at de var humoristiske – og der blev jeg lidt ked af det. Men så fandt jeg ud af senere, at humor og alvor hænger meget sammen. Så det handler ikke om dyr, det handler om mennesker.

Emilie: Men.. Hvorfor laver du så ikke bare mennesker?

Pontus: Jamen det er nok derfor. Altså pludselig fungerer det lettere, det blev faktisk også meget tungt for mig selv. Det blev lidt for sørgeligt og trist. Og tungt. Både fordi at det bliver så direkte, og så bliver man en del af en gammel skulpturtradition helt tilbage fra Grækenland, hvor man bliver vurderet i forhold til anatomi og bla bla. Det handlede om at finde ud af – hvad vil jeg fortælle? Hvad vil jeg have at folk skal kigge efter?

Trine: Men så vil jeg også lige korrigere Pontus der, for hans opvækst – hans mor var alene med fire børn, og hun læste rigtig meget for dem, og det er jo Sverige og Finland, de er meget kendt for de der fantasiverdener. Pontus er af en anden opvækst end os, og det er det som jeg synes er så inspirerende, for jeg er meget dansk.

Emilie: Så det handler også om eventyr?

Trine: Det handler i hvert fald om en anden tilgang til det. Men det siger Pontus selvfølgelig ikke, for han ser det fra et helt andet sted.

Pontus: Nu er jeg begyndt at lave lidt dyre-socialrealisme. Der er nogle der slås og nogle der bygger et hus. Jeg kunne godt forestille mig at lave en hel verden. Dyrene er på mange måder klogere end mennesker. De er ikke ved at starte en krig eller ødelægge hele verden. Men jeg tror ikke at der er så stor forskel imellem mennesker og dyr altid.

Emilie: Du arbejder meget med kontraster, især imellem kønnene – hvorfor?

Pontus: Jo jo, jo men det gør det en hel del. Det er jo lidt min mors historie, hvor hun lever ensomt med fire børn i tyve år, fordi hendes mand svigtede hende – og så fik jeg jo selv en datter som jeg ikke kunne leve med, og det er meget en del af det. Jeg tror at den her historie om en familie som ikke altid fungerer og sådan, det er spændende, og så tror jeg at der hvor kvinderne er stærke, der har været mænd som måske har haft lidt svære ved at finde ud af det.

Emilie: I rejser meget. Hvordan bruger i det i kunsten?

Tine: Pontus har så meget drift i hvad han virkelig vil, og jeg er sådan en mor, som gerne vil have det hele med. Men Pontus skal ligesom ud, og han er især bundet til Kina – ja det er kørt helt op med ham og Kina. Jeg vil bare til Norddanmark eller Skagen. Pontus vil gerne alle de der ting, men han vil også gerne have mig med, og vi har været på mange rejser i Kina.

Emilie: Hvorfor Kina?

Pontus: Jeg har været interesseret i Kina siden jeg var helt lille, især Kinas historie og sådan. Og så er det gået lidt ned og lidt op igen. Vi har også været i alverdens storbyer. Men vi rejser for kunsten. Men så er der nogle gange at Tine ikke gider mere, og så har hun bestilt en rejse selv til Island, og så er jeg hængt på alligevel. Og der er det naturen og sådan vi får noget ud af.

Tine: Jeg bruger især meget naturen i min kunst. Bølger. Jeg bruger det jeg ser, mens Pontus suger kulturen til sig. Rejser betyder sindssygt meget. Men det er der hvor Pontus kan noget, for han kan jo også sidde og lave de der ting i Kina og sælge dem derover.

Pontus: Ja derover synes de at det ligner isbjørne

Tine: Vi skal snart igen. Og det vi gør er, at vi arbejder. Vi får lov til at arbejde på de her værksteder, hvor hele deres rigdom er en klump ler, og så er det dét vi bruger. Det er så spændende. For det er rigtige mennesker, der sidder der på gulvet.  Vi oplever hundene og ser hvor de bor og familierne og hvordan de lever. Pontus tegner også på kinesiske ruller, som han har hængende alle steder. Dem har han fået lavet hjemme på stuebordende hos de her familier. Pontus vil gerne lave de der ting, jeg er den sociale, jeg synes bare at det er så sjovt at komme ind i de der hjem og opleve. På den måde supplerer vi meget sjovt hinanden. Vi arbejder altid. Det er også sjovt.

Emilie: I arbejder begge med former og skulpturer, hvad kan skulpturen, som f.eks. maleriet ikke kan?

Pontus: Jeg startede med at male. Og så begyndte jeg at lave skulpturer og det blev jeg glad for da jeg gik i gang med det. Det er to helt forskellige måder at arbejde på. Og jeg tror, at det passer forskellige mennesker. Jeg kan godt lide det der med håndværk.

Tine: Jeg er dansk. Jeg er meget i mit materiale. Laver afstøbninger og huller. Jeg laver tegninger og smider dem væk og det forstår Pontus slet ikke.

Pontus: Alting er meget digitaliseret i dag. Jeg tror også at det er derfor at mange bliver glade for små nips ting og figurer. Der er også noget demokratisk ved sådan en gipsfigur. Alle kan eje den hvis de gerne vil. Jeg kan godt lide ideen om at kunsten ikke bliver for dyr.

Emilie: Hvis i skulle give et råd til en ung kunstner i dag?

Tine: Man er simpelthen nødt til bare at tro på sit projekt. Man skal ikke følge efter normen, man skal følge efter det man selv tror på, så skal der nok også være andre der tror på det. Selvfølgelig skal man indtage en helt masse viden, det er rigtigt, viden er simpelthen så vigtig, for at man ikke kører rundt i sin egen lille suppe. Og så tror jeg også at man skal være underdanig. Man skal aldrig tro at man er noget. Man skal være ydmyg. Men ikke dum.

Pontus. Man skal lave det man tror på og som man har det godt med. Det er det der skal bære. Hvis det giver en selv noget, så giver det også andre. Men tid. Det tager tid at komme derhen. Det er vigtigt at kunne noget. For mig var det vigtigt at lære at støbe ting f.eks. Jeg gik i lærer som stukkatør. For mig var det vigtigt at tilegne mit et håndværk, for så kunne jeg derudfra tillægge mig mange flere.

 

RØGFRI FREMTID?

Sponsoreret af Kræftens bekæmpelse og TrygFonden

Jeg har tænkt længe over, om jeg skulle takke ja til at skrive dette indlæg. Jeg har ingen helligdom at kravle op på, jeg kan ikke prædike herinde, jeg har ikke lagt skjul på, at cigaretterne efterhånden er en fast del af min hverdag. Men jeg har ofte tænkt på, hvordan man sætter ord på, uden at det bliver en skræmmekampagne, og uden at gøre det til en opfordring – for jeg har også et ansvar, overfor de unge der kigger med her, selvom det største ansvar er deres. Og jeres. Det vil jeg gerne være med til at snakke lidt om.

Jeg er opvokset på landet, langt ude på landet hvor mange i min omgangskreds blev venner med cigaretterne, længe før de fik hår under armene. Jeg er nærmest født med hår under armene, til gengæld røg jeg først min første cigaret (uden pis) da jeg startede på højskole, som 19-årig. Jeg er ikke sikker på hvorfor, et sent behov for oprør, vil jeg tro, men også et oprør, der ikke lader til at have lagt sig endnu.

Som barn gjorde jeg en stor dyd ud af at sige nej, nej til cigaretter, til tungeslaskere med Tobias i idrætshallen, til hundrede bajere og hvad der var værre – nej fordi jeg var nice og stædig og måske – til tider – en lille smule snerpet. Ikke fordi jeg sagde nej til cigaretter og savl i ansigtet, men fordi jeg sagde nej til alt det, der udfordrede min kontrol.

Det er svært at være barn og ung og mærke, hvad man egentlig har lyst til, når man stadig lidt mangler at prøve det hele – men det bliver altså ikke nødvendigvis lettere, når man flytter ud og skal være voksen og ansvarlig, og der ingen mor er, til at knække ens cigaretter og sætte ild til dit kørekort. Og selvom man var sådan et barn der sagde nej, bliver man hurtigt sådan en ung voksen der siger ja.

Kræftens bekæmpelse og TrygFonden har startet kampagnenRøgfri Fremtid, der hylder de unge der tør og magter at sige nej, og de har lavet en ret fin video, uden sorte lunger og forkullede spædbørn. Se den og del den og vær med til at sprede budskabet om, at det er mega okay. Man skal sige nej, så man kan mærke, hvor godt det føles at råbe ja til alt det gode.

 

   

NOTER | SIDEN SIDST

I går cyklede jeg fra Vigerslev til Sydhavnen, det var mørkt og vejene lå øde og oplyst af lukkede butikker og genskæret fra de vandpytter jeg fræsede igennem. Jeg cyklede med hænderne ud til siden og over hovedet og i bølgende bevægelser i takt til den musik, jeg kun netop havde gjort til mig egen og jeg var fri næsten fri og jeg cyklede forbi en mand og jeg havde hænderne over hovedet og han smilede og jeg smilede. Jeg trillede ind og ud og op og ned af afspærringerne langs Ellebjergvej, og vejen var min forhindringsbane og de var ingen hindring og luften var klar og i min cykelkurv havde jeg et franskbrød, som min veninde havde stoppet deri.

….

Jeg sætter mig på en bænk, ikke længere fra krise-hjemmet end at jeg kan kigge ind ad vinduerne. Jeg forsøger at tælle mig til, hvor jeg boede, dengang, men bliver ved at starte forfra, hver gang jeg nærmer mig midten. Jeg løsner tørklædet fra mit hår og binder det om hanken på min taske. Jeg har brug for håret der holder om mit ansigt, for ikke at tabe det nu. For at det ikke skal gå i opløsning og flyde ud på gulvet når døren åbner. Så står jeg der og spilder mig selv.

My fucking face, it always betrays me

Jeg løber nu. På en måde jeg ikke kan løbe længere, jeg løber som et barn, inden vinden begynder at gøre modstand. Jeg løber fra frygt og lidt for en følelse af eventyret ved at have noget at flygte fra, lidt for spændingen ved at løbe langs markerne, mens lavaen vælter ud af vinduerne, og alt det onde bliver inde i huset men også lidt følger med en, med ens skridt som bliver tungere og tungere, til mine sko kun er mudder, og min ene fod sidder fast og mit ben sidder fast, og jeg bliver stående og håber at jeg synker længere og længere ned i mudderet, så det ikke kun er en forestilling, når jeg bliver stående, som et stædigt barn og venter på at blive reddet.

TIL ØLSMAGNING MED LIDL

img_4814

SPONSORERET AF LIDL

På trods af min semi-manglende ungdom, så har jeg efterhånden en del minder knyttet op på konceptet ‘øl’. Mange af dem er sene nattetimer på en tilrøget bar, hvor jeg har drukket den ene lunkne sag efter den anden, mest for at imponere ham den lidt art i denimvesten. I modsætning til mænd i denim, så har øllene haft et større indtog i mit liv siden hen, og jeg var derfor heller ikke længe om at svare pænt ja tak, da Lidl inviterede til øl-smagning på Kayak bar i København, (som i øvrigt er helt vildt hyggelig, de har deres egen flydende strand!)

Eventet blev afhold i anledningen af, at Lidl netop har lanceret en ny række specialøl, der vil blive solgt i deres butikker landet over, og som alle er helt som jeg vil have dem: store og mørke. Aftenen blev ledt af Rory Lawton, en ægte ølnørd, der selv har brygget i mange år, og som har været med til at udvælge alle de Craft Beers, som vi fik lov til at smage på. Jeg fik både hældt øl på skrå, duftet og snurret rundt med glasset, til stor morskab for især Amalie, som vist ikke var helt overbevist om at jeg vidste hvad jeg lavede. Ud af de fem øl var jeg især svært glad for den nye gingerbeer, Ginger Grizzly, der havde den fineste gyldne farve, og smagte af citrus og sommer. Jeg brydes mig grundlæggende ikke om ingefær, og slet ikke i min øl, men den fungerede virkelig godt, og endte også med at blive kåret som aftenens favorit. Og så smagte den igennem!

Jeg holder meget af øl der virkelig indtager et rum, og her må jeg give Lidl credit for at have præsteret et udvalg af kvalitetsøl, der er modige i smagen, og som oveni købet er ganske til at betale. Noget man hurtigt lærer at sætte pris på som selvstændig kunstner… Især da jeg siden har skænket dem til både mine veninder, min kræsne lillebror, og til en flot mand, der havde glemt hans denimvest derhjemme.

img_4786

Øllene er alleredet blevet godkendt hjemme, af mine fine kvinder, der var inviteret hjem til en hæderlig blanding af øl, tapas og Magic Mike.

img_4892

img_4857img_4942

 

DISTORTION

18870494_464614880549433_1817434530_o

Jeg kan mærke det allerede som jeg går mod bussen. Vinden stjæler min kjole og overbeviser mig om, at det nok var den dummeste beslutning jeg har taget i dag. Blikke famler op og ned, og jeg kan ikke skelne anerkendelse fra fordømmelse. Den første bus kører forbi mig. Svedig og forsinket er en god anledning til at skrive: i kan bare gå uden mig, så finder jeg jer. For ingen finder hinanden til Distortion.

På bussen bevæger folk sig til lyden af min puls. Jeg passer ikke ind i min krop, og som jeg sidder der, er jeg helt forkert. Jeg vil give alt for en denimjakke og et øl-drop. Det burde have været mere overvældende at skille sig ud i provinsen, men dengang vidste jeg i det mindste at folk ville ryste på hovedet af mig. Nu ved jeg ikke hvad de tænker. En kvinde griner lige dele hånligt og begejstret bag sin dåseøl, og jeg stivner. Ingenting.

Vesterbrogade er levende, og den bærer folk på dens hænder. Ved torvet venter mine veninder tålmodigt, og da jeg kommer frem ser jeg dem ikke. Jeg er pludselig i krig. Tre unge piger holder hinandens hår, en mor har forvildet sig ind i mængden med hendes barn. Det hele udspiller sig på de tre sekunder det tager min veninde at vinke mig hen, jeg er svær at overse i gul. På bænker stopper gråden. Luften er lattermild og ingen ser ud til at dele min uro. Som vi bevæger os mod Istedgade tykner festen langsomt. En pigen slår armen om mig, og elsker min kjole. Pludselig kan jeg ikke udtale mærket.

Min telefon står ikke stille. De første fem ’hvor er du’-beskeder er allerede tigget ind, og jeg aner det ikke. I dag er alle i København højere end mig. Vi ender i midten af en koncert, og jeg kan ikke afkode hvem der spiller. Istedgade står stille, og jeg vil væk. Jeg bliver mast. Jeg bliver bombet. Jeg bliver væk. Én rækker mig hånden, og hun styrer mig forsigtigt og bestemt ud igennem menneskemængden. Jeg bærer den ene cigaret efter den anden som en krone, bange for at brænde flokken. Glas knuser under mine fødder, og jeg kan mærke hvordan jeg tager skårene med mig igennem gaden. Jeg stiller mig op ad en mur, og ænser ikke pølen. Der er krydderurter i vores drinks, og vi har det godt.

Vi bliver væk et sted på Sønderboulevard. Vi leder efter den scene, hvor en af min venner om lidt går på. Han hopper bag DJ-pulten, og vi danser med til musikken vi ikke forstår. Det gør mig tryg, at det er ham der står der, og pludselig er jeg ikke en fremmed på gaden. Jeg kigger på mine veninder, og de er smukke, der i mængden. Festen svinder langsomt ud til siderne, og vi er på vej hjem. Solen er endnu høj, og folk bevæger sig i tunge klumper. På en trappeopgang kysser vi hinanden farvel.

Jeg går alene mod bussen. Vinden tager i min kjole, og bærer mig hurtigt fremad. En ung pige spørger mig om vejen til Rådhuspladsen, og jeg er glad for at kende svaret. Da jeg står af bussen er min cykel forsvundet. Jeg smiler og går hjem.

   

JEG VED IKKE HVEM JEG VILLE VÆRE, UDEN HENDE

 Vi har været igennem et liv, hende og jeg, og jeg tør ikke tænke på hvem jeg ville være, hvis hun havde givet op. Hvis hun havde forladt mig, da hun forlod ham. Hvis hun ikke havde haft modet, og hvis ikke hun havde været lille nok til at indrømme, at hun ikke altid kunne være den mor, hun helst ville være. Vi har set vores, hende og jeg. Vi har levet side om side i en periode af vores fælles liv, som aldrig gav os ro. Vi er blevet hjemsøgt af de samme spøgelser, nat efter nat i vores utætte hjem.

Jeg tager nogle gange mig selv i at frygte, at ingen nogensinde kommer til at forstå mig, som min mor gør. At ingen nogensinde kommer til at kigge på mig, og se hvad hun ser. Hun er den eneste der ser hvordan jeg ser på et træ, og holder af det.

Jeg har altid troet, at jeg var et nemt barn. Jeg var en stille voksen. Jeg tror ikke at det er nemt, at være mor til en stille voksen. Jeg kunne ikke gå i børnehave, hvis mine nakkehår kildede, jeg kunne ikke sætte mig op på hesten, hvis mine ridebukser sad lidt skævt. Jeg kunne ikke abstrahere, eller slukke for de følelser, der råbte omkring mig. Jeg kunne ikke engang finde ud af at råbe med. Hun gav mig troligt en bøtte gele i håret, hver eneste morgen og sagde: bare rolig, ålene redder vi ud bagefter.

Hvis alle andre syntes, at jeg var lige så sjov som min mor gør, ville ingen have ondt af mig.

Min mor gemmer dine ting, hvis du ikke passer på.

Min mor vil leve i hvide og røde prikker.

Jeg husker ikke den første gang hun fortalte mig, at jeg har ret til mine følelser. At følelser aldrig er forkerte. Jeg ville være så skamfuld, hvis ikke hun havde gjort det. Hvis ikke hun havde lært mig, at vi kan gøre så meget galt, men at tanken er hellig. At det er okay at forelske sig i den forkerte, at det er okay at have lyst til at smadre hele huset, og at det er okay, at lade natten være dag, hvis ikke du er klar.

Jeg elsker dig mor

OG SÅ VAR DER DAGE SOM DISSE

surJeg er ved siden af mig selv fortiden. Jeg råber af fluerne og sparker til panelerne, som kun en livstræt kan det. Det går mig på, for lige nu ligger alt som et blødt tæppe foran mig. Det går så godt med bloggen, jeg skal ud og rejse, og solen står ind ad vinduet og minder mig om, at jeg bør nyde den. Jeg hænger min mors gamle, røde sengetæppe over gardinstangen, og bygger huler med mine arme. Der var et øjeblik i dag, da jeg gik igennem hovedbanegården til lyden af ‘Ain’t no mountain high enough‘ hvor følelsen af noget godt pludselig var. Det varede kun til jeg endnu engang stod nede i prøverummet og kaldte mig selv grimme ting. Jeg er træt af at bo i min krop. Jeg prøver at hjælpe den på vej. Jeg følger femmeemilie på Instagram og jeg drikker urtete om morgenen. Men den lytter ikke. Eller, måske er det hvad den gør. Den lytter når jeg fortæller den, at den bør have dårlig samvittighed. At den ikke er klog nok. Smuk nok. Mine fingre brænder næsten med ordene, for jeg er virkelig ikke komfortabel i den selvhadende rolle. Og der er den igen, den dårlige samvittighed.

Jeg ved godt at der er ting i mit liv, som jeg ikke kan løse alene. Jeg vil næsten hellere råbes ind i fødderne af en fremmed kvinde fra Hvidovre, have nåle i rygsøjlen eller gå til latter-coach, end jeg vil sidde der, i stolen, og blive kigget på. Jeg har ikke lyst til at snakke om min barndom, eller om hvordan det går med min far, for det går ad helvedes til, og jeg er ikke klar til at få at vide, at det er derfor jeg sidder her nu. Og er lige så hul som mit underliv. Og skriger og skriver digte for ikke at blive sindssyg. Jeg har ikke lyst til at finde ud af, at det er min egen skyld, at kærlighed dør når man kvæler den, og at mine veninder ikke længere spørger hvordan det går.

Det er uhyggeligt for mig, hvordan et indlæg som dette kan føles så meget mere sårbart, fordi det stadig eksisterer. Folk døber mig altid i mod, men det er ikke sandheden når man kun råber, når tingene ikke længere er. Når de er overstået. Jeg har ventet, men jeg er ikke sikker på, at det nogensinde helt flytter ud. Måske det svinder, måske det flytter ind ved siden af, men det forsvinder ikke. For i morgen, når solen igen står ind ad vinduet, så er jeg stadig mig. Og det skal fandme være lykken.

PIGER DER BOR I TRÆER

havenytJeg har en tanke. En tanke jeg har haft, så længe jeg husker. En tanke om en drøm om at leve af naturen og gå full Ronja Røverdatter på livet. Jeg har en tanken om at bo i en skov. Mit hus skulle være store vinduer ud til bækken. Jeg skal have en indbundet bog om svampe, og stole på at livet ikke tager det tilbage. Jeg skal plukke bær, dufte til skovbunden, og koge te på grønt. Jeg skal bo der når jeg skriver, og aldrig have lyst til at flytte tilbage. Sådan har det altid været. Det er ikke et behov for at gå helt Bonderøven, jeg kan ikke bygge noget som helst, jeg har heller ikke lyst til at lære det, men jeg kan virkelig mærke lysten til at slukke for alt det larm, jeg selv har placeret mig i. Jeg holder sådan af byen. Jeg holder af summen og hvidvin og skriveklubber, men jeg elsker roen. Stjernerne der ikke bøjer for byen.

Jeg bruger meget tid på at være bange. Bange for bomber, for kærligheden, for sygdomme og mord. Jeg er blevet frygtsom med tid, og jeg savner de drømme, der boede i spanden med mudder og græs.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde ender der, i skoven, men mine håb vil nok altid bo der. I dag har jeg plantet krydderurter i haven, jeg kan allerede mærke noget spire.