SOMMERHUS

sommernyEmma og jeg har været et par dage i sommerhus, og vi har nydt dét og hinanden sådan. Det er så sjældent at man får lov til at holde sig selv i den ro, et hjem langt væk fra hjemmet kan give, og vi har snakket og drukket kaffe og spist brie og badet i havet til vi var helt stive i kulden. Emma er fotograf, og de er altså en særlig type at have om sig, sådan nogen ligesindede krea-typer. Jeg er så taknemmelig for at have så smukke og dygtige mennesker i mit liv. Hun har fået lov til at gå og tage billeder, uden at jeg skulle skabe mig alt for meget, og jeg bliver helt lun ved tanken om at have lov til at gemme sådanne minder. Hvis i nogensinde mangler en, der kan se det smukke i alt det i ikke selv kan, så synes jeg at i skal besøge hendes hjemmeside.

   

TIL ØLSMAGNING MED LIDL

img_4814

SPONSORERET AF LIDL

På trods af min semi-manglende ungdom, så har jeg efterhånden en del minder knyttet op på konceptet ‘øl’. Mange af dem er sene nattetimer på en tilrøget bar, hvor jeg har drukket den ene lunkne sag efter den anden, mest for at imponere ham den lidt art i denimvesten. I modsætning til mænd i denim, så har øllene haft et større indtog i mit liv siden hen, og jeg var derfor heller ikke længe om at svare pænt ja tak, da Lidl inviterede til øl-smagning på Kayak bar i København, (som i øvrigt er helt vildt hyggelig, de har deres egen flydende strand!)

Eventet blev afhold i anledningen af, at Lidl netop har lanceret en ny række specialøl, der vil blive solgt i deres butikker landet over, og som alle er helt som jeg vil have dem: store og mørke. Aftenen blev ledt af Rory Lawton, en ægte ølnørd, der selv har brygget i mange år, og som har været med til at udvælge alle de Craft Beers, som vi fik lov til at smage på. Jeg fik både hældt øl på skrå, duftet og snurret rundt med glasset, til stor morskab for især Amalie, som vist ikke var helt overbevist om at jeg vidste hvad jeg lavede. Ud af de fem øl var jeg især svært glad for den nye gingerbeer, Ginger Grizzly, der havde den fineste gyldne farve, og smagte af citrus og sommer. Jeg brydes mig grundlæggende ikke om ingefær, og slet ikke i min øl, men den fungerede virkelig godt, og endte også med at blive kåret som aftenens favorit. Og så smagte den igennem!

Jeg holder meget af øl der virkelig indtager et rum, og her må jeg give Lidl credit for at have præsteret et udvalg af kvalitetsøl, der er modige i smagen, og som oveni købet er ganske til at betale. Noget man hurtigt lærer at sætte pris på som selvstændig kunstner… Især da jeg siden har skænket dem til både mine veninder, min kræsne lillebror, og til en flot mand, der havde glemt hans denimvest derhjemme.

img_4786

Øllene er alleredet blevet godkendt hjemme, af mine fine kvinder, der var inviteret hjem til en hæderlig blanding af øl, tapas og Magic Mike.

img_4892

img_4857img_4942

 

**ADVARSEL TIL MÆND MED TANKE OM AT DATE MIG**

AV

Kontaktannonce: 21-årig kvinde med hang til mørk poesi og regnvejr, søger mage der kan se det smukke i daddy-issues, vakuum-kærlighed og kæderygning.


Det er ikke letkøbt. Det der datingprojekt, når man er en 60-årig fanget i en krop, der på en god dag er 21. Dating i København, 2017, er blevet et så udvisket begreb, at mit moralkodeks ikke længere er gældende. Bevares, jeg er i starten af mine tyvere, og på mange måder er jeg slet ikke en del af et marked. Jeg er ikke søgende, men jeg kan også godt mærke, at tanken om at slå mig ned, ikke længere er fjern. Nærheden er i hvert fald ikke. Jeg er fanget i et limbo, hvor jeg på den ene side nyder at være tilstede i det der er egoistisk og ungt, og på den anden side har jeg et enormt præsent redebygger-gen, der gerne vil have muligheden for at finde trygheden i et andet menneske. Mine forældre stiftede begge familie i en meget ung alder, og jeg er unægteligt påvirket, – også selvom de fleste i min omgangskreds, slet ikke har lært at værdsætte deres æggestokke endnu, og spiser fortrydelsespiller til morgenkaffen.

Jeg kan godt mærke, at jeg lige nu afskrækker både de mænd der vil rede mit hår, og de der gerne vil rive i det – men det er vel også en form for forsvarsmekanisme.

Jeg misunder det, på alle planer, for selvom jeg godt kan lide at være hvor jeg er – og selvom jeg godt kan lide sex – så kan jeg simpelthen ikke formå at distancere mig i den grad det kræver, at gå en tur rundt om blokken. Eller at befinde mig på Tinder. Egentlig handler det ikke om at jeg har et behov for at låse de stakkels mænd nede i min kælder, – nogle af dem er faktisk også bare fyldt med gode samtaler. Jeg er ikke KUN en psycho bitch, selvom stilheden gør mig til netop dette.

For det er dén. Stilheden, som jeg slet ikke rummer. Jeg har opbygget mig nogle solide trust issues, opstået et sted imellem et totalopbrudt bagland, utroskab og lidt mere hiven i håret, end legen lagde op til. Hvilket, for mig, mest betyder, at hele efterspillet, hvor man ikke ved om man er købt eller solgt, er en virkelig udfordrende oplevelse. Jeg kan komme til at føle mig forladt af mennesker, som jeg ikke engang har intentioner om at se igen, fordi det sår så mange tvivl i mig – og det tvinger mig igennem hele registret, hvilket ikke er til nytte for mig – eller dem. Der ligger så mange komplekser bag det, et vaklende selvværd, først og fremmest, men jeg er bare ikke sikker på at jeg synes, at vi er særlig gode til at passe på hinanden, i alt det der dating. Kød har også følelser.

Og dét her stykke kød kaster sig ud i det igen og igen, selvom jeg godt ved, at jeg slet ikke er indrettet til det. Men jeg vil også have lov, lov til fremmede rødvinsbranderter og ligegyldigheder – også selvom jeg ikke kan finde ud af at lade som om, at man ikke har delt et eller andet, bagefter.

Jeg ved godt at jeg beder om særregler. Særlige hensyn til et sind, der engagerer sig mere, end hvad tiden er til. Men er det ikke også okay at forvente noget af en relation, der først og fremmest handler om følelser? Det er ikke den løse relation jeg klandrer, men hvis nu vi sænker paraderne lidt, opgiver noget af vores tillærte kynisme, så venter der måske noget på os, muligheden for et venskab, måske, for kærligheden. Der er ikke noget galt i, at samle på gode mennesker.

Jeg har søgt ud af tyverne, det sidste års tid. Uanset hvor gerne jeg ville, så er der bare noget hos mig, der ikke spiller sammen med de der unge singlemænd. Som om at de ting jeg har at byde på, slet ikke er værdier, de har lært at sætte pris på endnu – ligesom at jeg, ikke længere sætter pris på deres. Jeg tror at jeg har fået bildt mig selv ind, at de der mænd over de 30, er et sted i deres liv, der passer bedre ind i mit. Men sandheden er, at en 21-årig kvinde for en ældre mand, i virkeligheden, ofte, nok bare er sådan en, der er lidt fed at sige at man har knaldet. Grov generalisering, men det er som om at det er endnu sværere, fordi man ikke bliver tillagt reelle hensigter om at møde en, som man kan skabe et liv med, fordi man er ung, og en del af en generation, der har flere hak i bæltet end hele vores forældres generation – tilsammen.

Egentlig skal det jo være sjovt, det der dating, men jeg kommer aldrig til at tro på, at man kan lære hinanden at kende på fem timer. Det er så komprimeret et møde, en nat hvor man leger kærester, og simulerer en relation der slet ikke kan opbygges endnu. Man ligger i ske og lader morgenkaffen blive kold, for så at lande i en ny favn et par timer senere. Nye relationer kræver enormt meget fordybelse, uanset hvad man ønsker af dem, og det er slet ikke så farligt at se hinanden an, at gå tur nummer to rundt om søerne, eller at have ligegyldig sex. Men for fanden, hvor skal vi blive bedre til at passe på hinanden i det.

 

 

   

DISTORTION

18870494_464614880549433_1817434530_o

Jeg kan mærke det allerede som jeg går mod bussen. Vinden stjæler min kjole og overbeviser mig om, at det nok var den dummeste beslutning jeg har taget i dag. Blikke famler op og ned, og jeg kan ikke skelne anerkendelse fra fordømmelse. Den første bus kører forbi mig. Svedig og forsinket er en god anledning til at skrive: i kan bare gå uden mig, så finder jeg jer. For ingen finder hinanden til Distortion.

På bussen bevæger folk sig til lyden af min puls. Jeg passer ikke ind i min krop, og som jeg sidder der, er jeg helt forkert. Jeg vil give alt for en denimjakke og et øl-drop. Det burde have været mere overvældende at skille sig ud i provinsen, men dengang vidste jeg i det mindste at folk ville ryste på hovedet af mig. Nu ved jeg ikke hvad de tænker. En kvinde griner lige dele hånligt og begejstret bag sin dåseøl, og jeg stivner. Ingenting.

Vesterbrogade er levende, og den bærer folk på dens hænder. Ved torvet venter mine veninder tålmodigt, og da jeg kommer frem ser jeg dem ikke. Jeg er pludselig i krig. Tre unge piger holder hinandens hår, en mor har forvildet sig ind i mængden med hendes barn. Det hele udspiller sig på de tre sekunder det tager min veninde at vinke mig hen, jeg er svær at overse i gul. På bænker stopper gråden. Luften er lattermild og ingen ser ud til at dele min uro. Som vi bevæger os mod Istedgade tykner festen langsomt. En pigen slår armen om mig, og elsker min kjole. Pludselig kan jeg ikke udtale mærket.

Min telefon står ikke stille. De første fem ’hvor er du’-beskeder er allerede tigget ind, og jeg aner det ikke. I dag er alle i København højere end mig. Vi ender i midten af en koncert, og jeg kan ikke afkode hvem der spiller. Istedgade står stille, og jeg vil væk. Jeg bliver mast. Jeg bliver bombet. Jeg bliver væk. Én rækker mig hånden, og hun styrer mig forsigtigt og bestemt ud igennem menneskemængden. Jeg bærer den ene cigaret efter den anden som en krone, bange for at brænde flokken. Glas knuser under mine fødder, og jeg kan mærke hvordan jeg tager skårene med mig igennem gaden. Jeg stiller mig op ad en mur, og ænser ikke pølen. Der er krydderurter i vores drinks, og vi har det godt.

Vi bliver væk et sted på Sønderboulevard. Vi leder efter den scene, hvor en af min venner om lidt går på. Han hopper bag DJ-pulten, og vi danser med til musikken vi ikke forstår. Det gør mig tryg, at det er ham der står der, og pludselig er jeg ikke en fremmed på gaden. Jeg kigger på mine veninder, og de er smukke, der i mængden. Festen svinder langsomt ud til siderne, og vi er på vej hjem. Solen er endnu høj, og folk bevæger sig i tunge klumper. På en trappeopgang kysser vi hinanden farvel.

Jeg går alene mod bussen. Vinden tager i min kjole, og bærer mig hurtigt fremad. En ung pige spørger mig om vejen til Rådhuspladsen, og jeg er glad for at kende svaret. Da jeg står af bussen er min cykel forsvundet. Jeg smiler og går hjem.

DET GODE LIV

14808934_350953815248874_1786289347_oFor du som er død, er det gode liv måske at leve?


Det gode liv kender man ikke, før man har levet det, det gode liv kender man ikke før man ikke har levet det, det gode liv kender man ikke før man har levet det og mistet det, det gode liv kender man ikke hvis man har levet det og ikke helt levet det, levet det som de uden det gode liv, ville leve det.

Det gode liv findes, det gode liv findes måske i alt, det gode liv findes ikke helt, jeg ved ikke hvor det gode liv findes, jeg ved ikke hvor jeg skal finde det gode liv/ hvor findes det gode liv/ findes det gode liv?

I går fandt jeg det gode liv, i går fandt det gode liv mig, da jeg stoppede med at lede efter det gode liv, fandt jeg det gode liv, jeg fandt det gode liv på en mark, livet var den mark og jeg var livet på den mark, og vi levede sammen og jeg levede kun i mig selv og i ingen andre på den mark, og på den måde fandt jeg det gode liv i det liv, der var.

I dag fandt jeg mørket. Mørket fandt mig da jeg befandt mig på marken. Marken var ikke hvad marken var før, og livet og det gode liv, på marken, var væk. I dag fandt mørket mig, da jeg befandt mig i mig selv, der hvor det gode liv lå. Inde i mig og mørket fandt jeg det gode liv, i dag fandt jeg det gode liv i mig.

Det gode liv er kedeligt, det gode liv keder mig, det gode liv er livet i én form, det ensformige liv keder mig, det keder mig at leve, hvis dét at leve kun er at leve godt. I lykken findes mere lykke i mørket findes både lykke og livet, livet findes, der hvor det gode liv ikke længere findes, tror jeg.

Det gode liv findes i lysten til at leve, i lysten til livet findes lysten til at lede efter det gode liv. Det gode liv er at søge det gode liv, det gode liv er aldrig at finde det gode liv.

JEG SKRIVER EN BOG

Jeg har aldrig sendt et manus til forlag. Jeg er ikke vokset fra, at frygte afvisningen. Det er hvad jeg vil. Jeg vil skrive. Jeg havde et true moment i går aftes. Jeg sad i min seng, og skrålede love will keep you warm til lyden af en stille lejlighed. Jeg ved ikke hvad der fremprovokerede det, men pludselig kom jeg i tanke om, at jeg har en drøm. Gisp. En drøm. Nu er der en overhængende fare for, at jeg kan gå igennem mit liv uden at udleve den. En del af mig vil flytte tilbage til den, der ikke ved hvad det vil sige, at håbe.

Tiden er moden, tiden er så moden, at alle mine ord gærer og bliver til hvad jeg drikker, når jeg ikke længere tør. Eller tør alligevel. Jeg vil så gerne skabe noget. Mine fingre kan ikke stå stille, de bliver svimle og bevæger sig i bølger foran mit ansigt, som et messende løfte om at de pludselig vil udrette noget.

Jeg har allerede det lidende udtryk. Blikket bag blikket, der fortæller alle, at jeg har noget at sige. Noget de ikke allerede ved. Hvad bilder mit 21-årige digter-jeg sig ind.

Jeg kan ikke skrive en bog. Mine ord er ikke unge og de er ikke modne. Jeg ved ikke hvad fanden de er. De passer ikke ind på hylden, de passer ikke ind, ind imellem ungdomsbøger og stor poesi. Hvad vil de, de ord, andet end ud? Jeg æder dem alle.

Jeg kan ikke skrive en bog der handler om noget. Kronologien interesserer mig ikke. Jeg ved ikke hvad du skal handle om, bog. Ikke fordi jeg ikke vil putte hele mit liv ind i dig, men jeg vil ikke glemme noget. Skal man vælge for ikke at tabe, dem der ikke er os?

Om natten drømmer jeg at jeg er en x-factor-forfatter. Tænk sig at sidde der med alle dine ord, alle de ord, som din mor og din mors veninde synes er dit kald. Tænk sig hvis de ord møder nogen, der fortæller dem, at de bare er. Tænk sig hvis jeg ikke kan skrive.

 Jeg har smidt den jeg troede jeg skulle være, fordi jeg ikke længere gider at vente på at blive noget, jeg er. Tiden ligger som en invitation foran mig. Jeg har ingen forpligtigelser, andet end dig, bog. Tænk sig, hvis ingen køber den. Dig bog, og løgnen om at vi kan ændre tiden. Tænk sig, hvis min mor og min mors veninde køber sig tre hver.

Jeg har aldrig været bange for at i skulle se alt det der står i mig, jeg bærer det ufrivilligt uden på tøjet hver dag, men da du kiggede på mig nøgen i lyset, havde jeg lyst til at kaste op. Synes du ikke at jeg er smuk længere?

Jeg skriver en bog.

   

PLEASER-GENET

Jeg har aldrig helt fundet ud af om jeg hellere ville være det helt foruden. Det der pleaser-gen. Bristen der placerer hele verden på mine skuldre og aldrig tillader mig at være utilfreds over noget. Selvforskyldt, ganske, men virkelig svært at slippe af med, når først det bor i din person. Jeg har aldrig været et vredt menneske. Heller ikke når der har været noget at være vred over. Jeg har ikke levet sådan et liv, der ikke har budt mig ret meget at have ondt over, tværtimod. Men af en eller anden grund, finder jeg altid en måde at vende det indad. Det er måske også min skyld, at du ikke brydes dig om måden jeg går på (ikke et fortænkt eksempel.)

Jeg ved godt at det ikke er særlig konstruktivt, det der med vrede, men til tider virker det en del mindre destruktivt at kunne fyre en knyttet næve i væggen, fremfor at rette fire mod dig selv. Jeg misunder ikke grundlaget for at blive vred, men jeg kan virkelig misunde muligheden. For sammen med muligheden for vrede, kommer også muligheden for et udlad, og muligheden for at kunne fortælle folk, når de byder dig noget, der bare ikke er i orden. Jeg bliver højest stille. Og stilheden er måske i virkeligheden det mindst håndgribelige.

Jeg ved ikke om jeg er konfliktsky. Jeg tror det ikke. Der skal ikke herske tvivl om, at min største frygt i livet er, at der er nogle der ikke kan lide mig. Hele min verden kan ramle, hvis der er nogen der råber ad mig på cykelstien, fordi at jeg ikke kan finde den kortvarrige vrede frem der skal til, for at kaste det af mig og køre videre. Istedet tager jeg det med mig videre, og jeg tager det med i seng, og pludselig ser jeg på mig selv som sådan en der måske bare ikke bør cykle. For tænkt hvis ham cyklisten, der måske bare havde en dårlig dag, kører hjem til hans søde kone og fortæller hende, at der var en kæmpe spasser der ikke trak ind (fordi hun er fra landet og endnu forsøger at gennemskue cykelhierarkiet i byen) og så er der pludselig to mennesker, der sidder derude over deres kylling i karry og ryster på hovedet ad mig.

Pleaser-genet bliver især synligt, når der opstår en konflikt, som jeg virkelig ikke føler mig skyldig i. Små, småligegyldige uvenskaber, som opstår, når man har folk tæt på livet. Ofte er modellen sådan: Jeg bliver spurgt hvorfor jeg er stille, jeg forsøger at ytre mig, jeg bliver irettesat, jeg tager det tilbage og siger undskyld. Og så sidder jeg der, efterladt med en følelse af, at det egentlig bare er lidt uretfærdigt. Uretfærdigt at jeg finder det nødvendigt at udglatte situationen i en sådan grad, at jeg til sidst undskylder for noget, jeg egentlig selv havde brug for en undskyldning for.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at pleaser-genet udelukkende var et udtryk for ønsket om at alle har det godt, og det er det også i høj grad, men det er også et udtryk for frygten for, at der er nogen der føler at jeg gør noget galt, for tænk hvis? Tænk hvis jeg ikke er ligeså nice som jeg går og tænker jeg er. Gisp. Undskyld!

Jeg synes jeg forsøger at stå på mit, men indtil videre tror jeg ikke det er lykkedes mig helt at trumfe igennem med noget der virkelig har gået mig på, i hvert fald ikke hvis det ikke med det samme er blevet modtaget af et: undskyld! Jeg husker meget tydeligt en situation da jeg gik på højskole, hvor en mand der gjorde mig meget ked af det, nægtede at undskylde. Det var et princip. Han forklarede, at han godt vidste, at han havde ageret ufint, men at det han havde gjort ikke var forkert, og så længe det ikke var forkert, kunne han ikke få sig selv til at undskylde. Det er stadig i dag noget af det sværeste for mig at forstå. Der findes ikke det i verden jeg ikke undskylder for. For mig handler et undskyld om at man har såret nogen, og hvorfor, er mig egentlig ligegyldigt. Jeg undskylder for meget, uden tvivl, men hellere ti gange for meget, end én for lidt.

Jeg ved ikke hvordan man kommer videre herfra. Det er ikke et særlig sexet sted at stå, det der hjørne, hvor man bare føler sig trådt på. Trådt på fordi man ikke giver folk en chance for at vide, hvad der er galt, men også fordi at folk bare til tider larmer for meget, til at lytte på de der er stille. Jeg ønsker mig et sæt sylespidse albuer i julegave, og indtil da, er det godt at have en blog at brække sig på.

ØNSKELISTE: JOB, KÆLEDYR, MÆND

18596702_457901087887479_580609642_oI dag har jeg har holdt torsdag med min Emma, under solen på Nørrebro. Hun er altså dygtig, til det der med at tage billeder og være et fint menneske. Jeg er helt selskabshungrende fortiden, (jeg prøver at overdøve et hjerte og en hjerne og og og) så hvis man går i seng hver nat og drømmer om en kop kaffe med mig, så er det nu man skal slå til.

Især hvis man er en smuk mand. Eller en smuk kvinde med tilbøjeligheder. Eller hvis man ligger inde med et job til mig, eller en hundehvalp.

Jeg skal snart give jer en opdatering på hele uni-situationen, jeg skal bare lige have det sidste formalia på plads, før jeg smider alle kortene. Uden at holde ret meget skjult kan jeg da godt fortælle, at jeg snart sætter jobsøgningen igang, og jeg håber sådan, at jeg kan få lov til at lave noget klumme-artikel-skrive-arbejde. Så ville mit hjerte slå så roligt og tilfredst. I må endelig sende forslag min vej, hvis i møder sådanne et stillings opslag.

RO

ro

Ro. Hvis der er noget jeg ser, eller stræber efter, som værende et gennemgribende tema herinde, så er det roen. Roen er, hvad jeg gerne vil have at folk føler, når de går ind på min Instagram, når de ser mine billeder, når de læser mine tekster. En vejrtrækning. Mine profiler er ikke politiske, de vil ikke sende et budskab der skal tages stilling til. De vil bare eksistere, ligesom jeg gerne vil eksistere. Det er en stræben herinde, på samme vis som det er en stræben i min egen hverdag. Jeg vil gerne støtte op om og købe mig ind på ideen om selvkærligheden, ideen om at tale pænt til sig selv, og til andre og jeg vil så gerne give muligheden for et rum, der ikke larmer. Et rum hvor sammenligningen stopper. Jeg vil bare så gerne opnå alle de budskaber uden at hæve stemmen, og samtidig beholde mine albuer runde og bløde. Solen igennem hvide, løse gardiner, blomster der ikke længere står.

Jeg blev engang bedt om at skrive en artikel, der frit skulle fortolke på begrebet det gode liv. Det gode liv er for mig et resultat af roen. En konsekvens. Når jeg har roen til at fordybe mig, til at tænkte, til at mærke mig selv og mærke dem der er mig tæt, så lever jeg. Så opstår de ting, som jeg har brug for. Så kan jeg pludselig høre min krop. Jeg kan høre hvad den har brug for at spise, hvor længe den har brug for at sove, hvem den har brug for elsker den. Jeg kan ikke tage de gode beslutninger, når mit liv er fuld af støj. Så lukker jeg de forkerte ind. Dem der indtager mig, dem der får mig til at føle mig utilstrækkelig.

I går skrev en af jer sådan: Der er ingen ord som dine, der er så fine og trøstende. De sekunder det tog mig at læse de ord, gjorde mit hoved helt stille. Det skruede ned for alt det der lammer mig, for jeg troede på dem. Ord er så vigtige, de vokser og de bor, og de kan skabe så meget støj, når de er fyldt med modvilje. Den kommentar gjorde mig så meget godt. Jeg har tilladt mig selv så meget uro de seneste uger. Jeg har selv inviteret mine gamle mareridt indenfor, og jeg er slet ikke hjemme i det. Man skal turde at kræve den stilhed. Man skal huske at være den værd, og man skal huske, at man selv skal tage den. Tage den med ud til havet, tage den med hjem. Det her er muligvis den mest irriterende omgang holistiske sovs jeg nogensinde har delt, men det er fandeme vigtigt. Vi lukker så meget støj ind, og lige nu skal alt omkring mig skrues ned. For det har jeg brug for.

   

JEG VED IKKE HVEM JEG VILLE VÆRE, UDEN HENDE

 Vi har været igennem et liv, hende og jeg, og jeg tør ikke tænke på hvem jeg ville være, hvis hun havde givet op. Hvis hun havde forladt mig, da hun forlod ham. Hvis hun ikke havde haft modet, og hvis ikke hun havde været lille nok til at indrømme, at hun ikke altid kunne være den mor, hun helst ville være. Vi har set vores, hende og jeg. Vi har levet side om side i en periode af vores fælles liv, som aldrig gav os ro. Vi er blevet hjemsøgt af de samme spøgelser, nat efter nat i vores utætte hjem.

Jeg tager nogle gange mig selv i at frygte, at ingen nogensinde kommer til at forstå mig, som min mor gør. At ingen nogensinde kommer til at kigge på mig, og se hvad hun ser. Hun er den eneste der ser hvordan jeg ser på et træ, og holder af det.

Jeg har altid troet, at jeg var et nemt barn. Jeg var en stille voksen. Jeg tror ikke at det er nemt, at være mor til en stille voksen. Jeg kunne ikke gå i børnehave, hvis mine nakkehår kildede, jeg kunne ikke sætte mig op på hesten, hvis mine ridebukser sad lidt skævt. Jeg kunne ikke abstrahere, eller slukke for de følelser, der råbte omkring mig. Jeg kunne ikke engang finde ud af at råbe med. Hun gav mig troligt en bøtte gele i håret, hver eneste morgen og sagde: bare rolig, ålene redder vi ud bagefter.

Hvis alle andre syntes, at jeg var lige så sjov som min mor gør, ville ingen have ondt af mig.

Min mor gemmer dine ting, hvis du ikke passer på.

Min mor vil leve i hvide og røde prikker.

Jeg husker ikke den første gang hun fortalte mig, at jeg har ret til mine følelser. At følelser aldrig er forkerte. Jeg ville være så skamfuld, hvis ikke hun havde gjort det. Hvis ikke hun havde lært mig, at vi kan gøre så meget galt, men at tanken er hellig. At det er okay at forelske sig i den forkerte, at det er okay at have lyst til at smadre hele huset, og at det er okay, at lade natten være dag, hvis ikke du er klar.

Jeg elsker dig mor

OG SÅ VAR DER DAGE SOM DISSE

surJeg er ved siden af mig selv fortiden. Jeg råber af fluerne og sparker til panelerne, som kun en livstræt kan det. Det går mig på, for lige nu ligger alt som et blødt tæppe foran mig. Det går så godt med bloggen, jeg skal ud og rejse, og solen står ind ad vinduet og minder mig om, at jeg bør nyde den. Jeg hænger min mors gamle, røde sengetæppe over gardinstangen, og bygger huler med mine arme. Der var et øjeblik i dag, da jeg gik igennem hovedbanegården til lyden af ‘Ain’t no mountain high enough‘ hvor følelsen af noget godt pludselig var. Det varede kun til jeg endnu engang stod nede i prøverummet og kaldte mig selv grimme ting. Jeg er træt af at bo i min krop. Jeg prøver at hjælpe den på vej. Jeg følger femmeemilie på Instagram og jeg drikker urtete om morgenen. Men den lytter ikke. Eller, måske er det hvad den gør. Den lytter når jeg fortæller den, at den bør have dårlig samvittighed. At den ikke er klog nok. Smuk nok. Mine fingre brænder næsten med ordene, for jeg er virkelig ikke komfortabel i den selvhadende rolle. Og der er den igen, den dårlige samvittighed.

Jeg ved godt at der er ting i mit liv, som jeg ikke kan løse alene. Jeg vil næsten hellere råbes ind i fødderne af en fremmed kvinde fra Hvidovre, have nåle i rygsøjlen eller gå til latter-coach, end jeg vil sidde der, i stolen, og blive kigget på. Jeg har ikke lyst til at snakke om min barndom, eller om hvordan det går med min far, for det går ad helvedes til, og jeg er ikke klar til at få at vide, at det er derfor jeg sidder her nu. Og er lige så hul som mit underliv. Og skriger og skriver digte for ikke at blive sindssyg. Jeg har ikke lyst til at finde ud af, at det er min egen skyld, at kærlighed dør når man kvæler den, og at mine veninder ikke længere spørger hvordan det går.

Det er uhyggeligt for mig, hvordan et indlæg som dette kan føles så meget mere sårbart, fordi det stadig eksisterer. Folk døber mig altid i mod, men det er ikke sandheden når man kun råber, når tingene ikke længere er. Når de er overstået. Jeg har ventet, men jeg er ikke sikker på, at det nogensinde helt flytter ud. Måske det svinder, måske det flytter ind ved siden af, men det forsvinder ikke. For i morgen, når solen igen står ind ad vinduet, så er jeg stadig mig. Og det skal fandme være lykken.

PIGER DER BOR I TRÆER

havenytJeg har en tanke. En tanke jeg har haft, så længe jeg husker. En tanke om en drøm om at leve af naturen og gå full Ronja Røverdatter på livet. Jeg har en tanken om at bo i en skov. Mit hus skulle være store vinduer ud til bækken. Jeg skal have en indbundet bog om svampe, og stole på at livet ikke tager det tilbage. Jeg skal plukke bær, dufte til skovbunden, og koge te på grønt. Jeg skal bo der når jeg skriver, og aldrig have lyst til at flytte tilbage. Sådan har det altid været. Det er ikke et behov for at gå helt Bonderøven, jeg kan ikke bygge noget som helst, jeg har heller ikke lyst til at lære det, men jeg kan virkelig mærke lysten til at slukke for alt det larm, jeg selv har placeret mig i. Jeg holder sådan af byen. Jeg holder af summen og hvidvin og skriveklubber, men jeg elsker roen. Stjernerne der ikke bøjer for byen.

Jeg bruger meget tid på at være bange. Bange for bomber, for kærligheden, for sygdomme og mord. Jeg er blevet frygtsom med tid, og jeg savner de drømme, der boede i spanden med mudder og græs.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde ender der, i skoven, men mine håb vil nok altid bo der. I dag har jeg plantet krydderurter i haven, jeg kan allerede mærke noget spire.