TIL ØLSMAGNING MED LIDL

img_4814

SPONSORERET AF LIDL

På trods af min semi-manglende ungdom, så har jeg efterhånden en del minder knyttet op på konceptet ‘øl’. Mange af dem er sene nattetimer på en tilrøget bar, hvor jeg har drukket den ene lunkne sag efter den anden, mest for at imponere ham den lidt art i denimvesten. I modsætning til mænd i denim, så har øllene haft et større indtog i mit liv siden hen, og jeg var derfor heller ikke længe om at svare pænt ja tak, da Lidl inviterede til øl-smagning på Kayak bar i København, (som i øvrigt er helt vildt hyggelig, de har deres egen flydende strand!)

Eventet blev afhold i anledningen af, at Lidl netop har lanceret en ny række specialøl, der vil blive solgt i deres butikker landet over, og som alle er helt som jeg vil have dem: store og mørke. Aftenen blev ledt af Rory Lawton, en ægte ølnørd, der selv har brygget i mange år, og som har været med til at udvælge alle de Craft Beers, som vi fik lov til at smage på. Jeg fik både hældt øl på skrå, duftet og snurret rundt med glasset, til stor morskab for især Amalie, som vist ikke var helt overbevist om at jeg vidste hvad jeg lavede. Ud af de fem øl var jeg især svært glad for den nye gingerbeer, Ginger Grizzly, der havde den fineste gyldne farve, og smagte af citrus og sommer. Jeg brydes mig grundlæggende ikke om ingefær, og slet ikke i min øl, men den fungerede virkelig godt, og endte også med at blive kåret som aftenens favorit. Og så smagte den igennem!

Jeg holder meget af øl der virkelig indtager et rum, og her må jeg give Lidl credit for at have præsteret et udvalg af kvalitetsøl, der er modige i smagen, og som oveni købet er ganske til at betale. Noget man hurtigt lærer at sætte pris på som selvstændig kunstner… Især da jeg siden har skænket dem til både mine veninder, min kræsne lillebror, og til en flot mand, der havde glemt hans denimvest derhjemme.

img_4786

Øllene er alleredet blevet godkendt hjemme, af mine fine kvinder, der var inviteret hjem til en hæderlig blanding af øl, tapas og Magic Mike.

img_4892

img_4857img_4942

 

   

**ADVARSEL TIL MÆND MED TANKE OM AT DATE MIG**

AV

Kontaktannonce: 21-årig kvinde med hang til mørk poesi og regnvejr, søger mage der kan se det smukke i daddy-issues, vakuum-kærlighed og kæderygning.


Det er ikke letkøbt. Det der datingprojekt, når man er en 60-årig fanget i en krop, der på en god dag er 21. Dating i København, 2017, er blevet et så udvisket begreb, at mit moralkodeks ikke længere er gældende. Bevares, jeg er i starten af mine tyvere, og på mange måder er jeg slet ikke en del af et marked. Jeg er ikke søgende, men jeg kan også godt mærke, at tanken om at slå mig ned, ikke længere er fjern. Nærheden er i hvert fald ikke. Jeg er fanget i et limbo, hvor jeg på den ene side nyder at være tilstede i det der er egoistisk og ungt, og på den anden side har jeg et enormt præsent redebygger-gen, der gerne vil have muligheden for at finde trygheden i et andet menneske. Mine forældre stiftede begge familie i en meget ung alder, og jeg er unægteligt påvirket, – også selvom de fleste i min omgangskreds, slet ikke har lært at værdsætte deres æggestokke endnu, og spiser fortrydelsespiller til morgenkaffen.

Jeg kan godt mærke, at jeg lige nu afskrækker både de mænd der vil rede mit hår, og de der gerne vil rive i det – men det er vel også en form for forsvarsmekanisme.

Jeg misunder det, på alle planer, for selvom jeg godt kan lide at være hvor jeg er – og selvom jeg godt kan lide sex – så kan jeg simpelthen ikke formå at distancere mig i den grad det kræver, at gå en tur rundt om blokken. Eller at befinde mig på Tinder. Egentlig handler det ikke om at jeg har et behov for at låse de stakkels mænd nede i min kælder, – nogle af dem er faktisk også bare fyldt med gode samtaler. Jeg er ikke KUN en psycho bitch, selvom stilheden gør mig til netop dette.

For det er dén. Stilheden, som jeg slet ikke rummer. Jeg har opbygget mig nogle solide trust issues, opstået et sted imellem et totalopbrudt bagland, utroskab og lidt mere hiven i håret, end legen lagde op til. Hvilket, for mig, mest betyder, at hele efterspillet, hvor man ikke ved om man er købt eller solgt, er en virkelig udfordrende oplevelse. Jeg kan komme til at føle mig forladt af mennesker, som jeg ikke engang har intentioner om at se igen, fordi det sår så mange tvivl i mig – og det tvinger mig igennem hele registret, hvilket ikke er til nytte for mig – eller dem. Der ligger så mange komplekser bag det, et vaklende selvværd, først og fremmest, men jeg er bare ikke sikker på at jeg synes, at vi er særlig gode til at passe på hinanden, i alt det der dating. Kød har også følelser.

Og dét her stykke kød kaster sig ud i det igen og igen, selvom jeg godt ved, at jeg slet ikke er indrettet til det. Men jeg vil også have lov, lov til fremmede rødvinsbranderter og ligegyldigheder – også selvom jeg ikke kan finde ud af at lade som om, at man ikke har delt et eller andet, bagefter.

Jeg ved godt at jeg beder om særregler. Særlige hensyn til et sind, der engagerer sig mere, end hvad tiden er til. Men er det ikke også okay at forvente noget af en relation, der først og fremmest handler om følelser? Det er ikke den løse relation jeg klandrer, men hvis nu vi sænker paraderne lidt, opgiver noget af vores tillærte kynisme, så venter der måske noget på os, muligheden for et venskab, måske, for kærligheden. Der er ikke noget galt i, at samle på gode mennesker.

Jeg har søgt ud af tyverne, det sidste års tid. Uanset hvor gerne jeg ville, så er der bare noget hos mig, der ikke spiller sammen med de der unge singlemænd. Som om at de ting jeg har at byde på, slet ikke er værdier, de har lært at sætte pris på endnu – ligesom at jeg, ikke længere sætter pris på deres. Jeg tror at jeg har fået bildt mig selv ind, at de der mænd over de 30, er et sted i deres liv, der passer bedre ind i mit. Men sandheden er, at en 21-årig kvinde for en ældre mand, i virkeligheden, ofte, nok bare er sådan en, der er lidt fed at sige at man har knaldet. Grov generalisering, men det er som om at det er endnu sværere, fordi man ikke bliver tillagt reelle hensigter om at møde en, som man kan skabe et liv med, fordi man er ung, og en del af en generation, der har flere hak i bæltet end hele vores forældres generation – tilsammen.

Egentlig skal det jo være sjovt, det der dating, men jeg kommer aldrig til at tro på, at man kan lære hinanden at kende på fem timer. Det er så komprimeret et møde, en nat hvor man leger kærester, og simulerer en relation der slet ikke kan opbygges endnu. Man ligger i ske og lader morgenkaffen blive kold, for så at lande i en ny favn et par timer senere. Nye relationer kræver enormt meget fordybelse, uanset hvad man ønsker af dem, og det er slet ikke så farligt at se hinanden an, at gå tur nummer to rundt om søerne, eller at have ligegyldig sex. Men for fanden, hvor skal vi blive bedre til at passe på hinanden i det.

 

 

DISTORTION

18870494_464614880549433_1817434530_o

Jeg kan mærke det allerede som jeg går mod bussen. Vinden stjæler min kjole og overbeviser mig om, at det nok var den dummeste beslutning jeg har taget i dag. Blikke famler op og ned, og jeg kan ikke skelne anerkendelse fra fordømmelse. Den første bus kører forbi mig. Svedig og forsinket er en god anledning til at skrive: i kan bare gå uden mig, så finder jeg jer. For ingen finder hinanden til Distortion.

På bussen bevæger folk sig til lyden af min puls. Jeg passer ikke ind i min krop, og som jeg sidder der, er jeg helt forkert. Jeg vil give alt for en denimjakke og et øl-drop. Det burde have været mere overvældende at skille sig ud i provinsen, men dengang vidste jeg i det mindste at folk ville ryste på hovedet af mig. Nu ved jeg ikke hvad de tænker. En kvinde griner lige dele hånligt og begejstret bag sin dåseøl, og jeg stivner. Ingenting.

Vesterbrogade er levende, og den bærer folk på dens hænder. Ved torvet venter mine veninder tålmodigt, og da jeg kommer frem ser jeg dem ikke. Jeg er pludselig i krig. Tre unge piger holder hinandens hår, en mor har forvildet sig ind i mængden med hendes barn. Det hele udspiller sig på de tre sekunder det tager min veninde at vinke mig hen, jeg er svær at overse i gul. På bænker stopper gråden. Luften er lattermild og ingen ser ud til at dele min uro. Som vi bevæger os mod Istedgade tykner festen langsomt. En pigen slår armen om mig, og elsker min kjole. Pludselig kan jeg ikke udtale mærket.

Min telefon står ikke stille. De første fem ’hvor er du’-beskeder er allerede tigget ind, og jeg aner det ikke. I dag er alle i København højere end mig. Vi ender i midten af en koncert, og jeg kan ikke afkode hvem der spiller. Istedgade står stille, og jeg vil væk. Jeg bliver mast. Jeg bliver bombet. Jeg bliver væk. Én rækker mig hånden, og hun styrer mig forsigtigt og bestemt ud igennem menneskemængden. Jeg bærer den ene cigaret efter den anden som en krone, bange for at brænde flokken. Glas knuser under mine fødder, og jeg kan mærke hvordan jeg tager skårene med mig igennem gaden. Jeg stiller mig op ad en mur, og ænser ikke pølen. Der er krydderurter i vores drinks, og vi har det godt.

Vi bliver væk et sted på Sønderboulevard. Vi leder efter den scene, hvor en af min venner om lidt går på. Han hopper bag DJ-pulten, og vi danser med til musikken vi ikke forstår. Det gør mig tryg, at det er ham der står der, og pludselig er jeg ikke en fremmed på gaden. Jeg kigger på mine veninder, og de er smukke, der i mængden. Festen svinder langsomt ud til siderne, og vi er på vej hjem. Solen er endnu høj, og folk bevæger sig i tunge klumper. På en trappeopgang kysser vi hinanden farvel.

Jeg går alene mod bussen. Vinden tager i min kjole, og bærer mig hurtigt fremad. En ung pige spørger mig om vejen til Rådhuspladsen, og jeg er glad for at kende svaret. Da jeg står af bussen er min cykel forsvundet. Jeg smiler og går hjem.

   

DET GODE LIV

14808934_350953815248874_1786289347_oFor du som er død, er det gode liv måske at leve?


Det gode liv kender man ikke, før man har levet det, det gode liv kender man ikke før man ikke har levet det, det gode liv kender man ikke før man har levet det og mistet det, det gode liv kender man ikke hvis man har levet det og ikke helt levet det, levet det som de uden det gode liv, ville leve det.

Det gode liv findes, det gode liv findes måske i alt, det gode liv findes ikke helt, jeg ved ikke hvor det gode liv findes, jeg ved ikke hvor jeg skal finde det gode liv/ hvor findes det gode liv/ findes det gode liv?

I går fandt jeg det gode liv, i går fandt det gode liv mig, da jeg stoppede med at lede efter det gode liv, fandt jeg det gode liv, jeg fandt det gode liv på en mark, livet var den mark og jeg var livet på den mark, og vi levede sammen og jeg levede kun i mig selv og i ingen andre på den mark, og på den måde fandt jeg det gode liv i det liv, der var.

I dag fandt jeg mørket. Mørket fandt mig da jeg befandt mig på marken. Marken var ikke hvad marken var før, og livet og det gode liv, på marken, var væk. I dag fandt mørket mig, da jeg befandt mig i mig selv, der hvor det gode liv lå. Inde i mig og mørket fandt jeg det gode liv, i dag fandt jeg det gode liv i mig.

Det gode liv er kedeligt, det gode liv keder mig, det gode liv er livet i én form, det ensformige liv keder mig, det keder mig at leve, hvis dét at leve kun er at leve godt. I lykken findes mere lykke i mørket findes både lykke og livet, livet findes, der hvor det gode liv ikke længere findes, tror jeg.

Det gode liv findes i lysten til at leve, i lysten til livet findes lysten til at lede efter det gode liv. Det gode liv er at søge det gode liv, det gode liv er aldrig at finde det gode liv.

PLEASER-GENET

Jeg har aldrig helt fundet ud af om jeg hellere ville være det helt foruden. Det der pleaser-gen. Bristen der placerer hele verden på mine skuldre og aldrig tillader mig at være utilfreds over noget. Selvforskyldt, ganske, men virkelig svært at slippe af med, når først det bor i din person. Jeg har aldrig været et vredt menneske. Heller ikke når der har været noget at være vred over. Jeg har ikke levet sådan et liv, der ikke har budt mig ret meget at have ondt over, tværtimod. Men af en eller anden grund, finder jeg altid en måde at vende det indad. Det er måske også min skyld, at du ikke brydes dig om måden jeg går på (ikke et fortænkt eksempel.)

Jeg ved godt at det ikke er særlig konstruktivt, det der med vrede, men til tider virker det en del mindre destruktivt at kunne fyre en knyttet næve i væggen, fremfor at rette fire mod dig selv. Jeg misunder ikke grundlaget for at blive vred, men jeg kan virkelig misunde muligheden. For sammen med muligheden for vrede, kommer også muligheden for et udlad, og muligheden for at kunne fortælle folk, når de byder dig noget, der bare ikke er i orden. Jeg bliver højest stille. Og stilheden er måske i virkeligheden det mindst håndgribelige.

Jeg ved ikke om jeg er konfliktsky. Jeg tror det ikke. Der skal ikke herske tvivl om, at min største frygt i livet er, at der er nogle der ikke kan lide mig. Hele min verden kan ramle, hvis der er nogen der råber ad mig på cykelstien, fordi at jeg ikke kan finde den kortvarrige vrede frem der skal til, for at kaste det af mig og køre videre. Istedet tager jeg det med mig videre, og jeg tager det med i seng, og pludselig ser jeg på mig selv som sådan en der måske bare ikke bør cykle. For tænkt hvis ham cyklisten, der måske bare havde en dårlig dag, kører hjem til hans søde kone og fortæller hende, at der var en kæmpe spasser der ikke trak ind (fordi hun er fra landet og endnu forsøger at gennemskue cykelhierarkiet i byen) og så er der pludselig to mennesker, der sidder derude over deres kylling i karry og ryster på hovedet ad mig.

Pleaser-genet bliver især synligt, når der opstår en konflikt, som jeg virkelig ikke føler mig skyldig i. Små, småligegyldige uvenskaber, som opstår, når man har folk tæt på livet. Ofte er modellen sådan: Jeg bliver spurgt hvorfor jeg er stille, jeg forsøger at ytre mig, jeg bliver irettesat, jeg tager det tilbage og siger undskyld. Og så sidder jeg der, efterladt med en følelse af, at det egentlig bare er lidt uretfærdigt. Uretfærdigt at jeg finder det nødvendigt at udglatte situationen i en sådan grad, at jeg til sidst undskylder for noget, jeg egentlig selv havde brug for en undskyldning for.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at pleaser-genet udelukkende var et udtryk for ønsket om at alle har det godt, og det er det også i høj grad, men det er også et udtryk for frygten for, at der er nogen der føler at jeg gør noget galt, for tænk hvis? Tænk hvis jeg ikke er ligeså nice som jeg går og tænker jeg er. Gisp. Undskyld!

Jeg synes jeg forsøger at stå på mit, men indtil videre tror jeg ikke det er lykkedes mig helt at trumfe igennem med noget der virkelig har gået mig på, i hvert fald ikke hvis det ikke med det samme er blevet modtaget af et: undskyld! Jeg husker meget tydeligt en situation da jeg gik på højskole, hvor en mand der gjorde mig meget ked af det, nægtede at undskylde. Det var et princip. Han forklarede, at han godt vidste, at han havde ageret ufint, men at det han havde gjort ikke var forkert, og så længe det ikke var forkert, kunne han ikke få sig selv til at undskylde. Det er stadig i dag noget af det sværeste for mig at forstå. Der findes ikke det i verden jeg ikke undskylder for. For mig handler et undskyld om at man har såret nogen, og hvorfor, er mig egentlig ligegyldigt. Jeg undskylder for meget, uden tvivl, men hellere ti gange for meget, end én for lidt.

Jeg ved ikke hvordan man kommer videre herfra. Det er ikke et særlig sexet sted at stå, det der hjørne, hvor man bare føler sig trådt på. Trådt på fordi man ikke giver folk en chance for at vide, hvad der er galt, men også fordi at folk bare til tider larmer for meget, til at lytte på de der er stille. Jeg ønsker mig et sæt sylespidse albuer i julegave, og indtil da, er det godt at have en blog at brække sig på.

JEG VED IKKE HVEM JEG VILLE VÆRE, UDEN HENDE

 Vi har været igennem et liv, hende og jeg, og jeg tør ikke tænke på hvem jeg ville være, hvis hun havde givet op. Hvis hun havde forladt mig, da hun forlod ham. Hvis hun ikke havde haft modet, og hvis ikke hun havde været lille nok til at indrømme, at hun ikke altid kunne være den mor, hun helst ville være. Vi har set vores, hende og jeg. Vi har levet side om side i en periode af vores fælles liv, som aldrig gav os ro. Vi er blevet hjemsøgt af de samme spøgelser, nat efter nat i vores utætte hjem.

Jeg tager nogle gange mig selv i at frygte, at ingen nogensinde kommer til at forstå mig, som min mor gør. At ingen nogensinde kommer til at kigge på mig, og se hvad hun ser. Hun er den eneste der ser hvordan jeg ser på et træ, og holder af det.

Jeg har altid troet, at jeg var et nemt barn. Jeg var en stille voksen. Jeg tror ikke at det er nemt, at være mor til en stille voksen. Jeg kunne ikke gå i børnehave, hvis mine nakkehår kildede, jeg kunne ikke sætte mig op på hesten, hvis mine ridebukser sad lidt skævt. Jeg kunne ikke abstrahere, eller slukke for de følelser, der råbte omkring mig. Jeg kunne ikke engang finde ud af at råbe med. Hun gav mig troligt en bøtte gele i håret, hver eneste morgen og sagde: bare rolig, ålene redder vi ud bagefter.

Hvis alle andre syntes, at jeg var lige så sjov som min mor gør, ville ingen have ondt af mig.

Min mor gemmer dine ting, hvis du ikke passer på.

Min mor vil leve i hvide og røde prikker.

Jeg husker ikke den første gang hun fortalte mig, at jeg har ret til mine følelser. At følelser aldrig er forkerte. Jeg ville være så skamfuld, hvis ikke hun havde gjort det. Hvis ikke hun havde lært mig, at vi kan gøre så meget galt, men at tanken er hellig. At det er okay at forelske sig i den forkerte, at det er okay at have lyst til at smadre hele huset, og at det er okay, at lade natten være dag, hvis ikke du er klar.

Jeg elsker dig mor

   

OG SÅ VAR DER DAGE SOM DISSE

surJeg er ved siden af mig selv fortiden. Jeg råber af fluerne og sparker til panelerne, som kun en livstræt kan det. Det går mig på, for lige nu ligger alt som et blødt tæppe foran mig. Det går så godt med bloggen, jeg skal ud og rejse, og solen står ind ad vinduet og minder mig om, at jeg bør nyde den. Jeg hænger min mors gamle, røde sengetæppe over gardinstangen, og bygger huler med mine arme. Der var et øjeblik i dag, da jeg gik igennem hovedbanegården til lyden af ‘Ain’t no mountain high enough‘ hvor følelsen af noget godt pludselig var. Det varede kun til jeg endnu engang stod nede i prøverummet og kaldte mig selv grimme ting. Jeg er træt af at bo i min krop. Jeg prøver at hjælpe den på vej. Jeg følger femmeemilie på Instagram og jeg drikker urtete om morgenen. Men den lytter ikke. Eller, måske er det hvad den gør. Den lytter når jeg fortæller den, at den bør have dårlig samvittighed. At den ikke er klog nok. Smuk nok. Mine fingre brænder næsten med ordene, for jeg er virkelig ikke komfortabel i den selvhadende rolle. Og der er den igen, den dårlige samvittighed.

Jeg ved godt at der er ting i mit liv, som jeg ikke kan løse alene. Jeg vil næsten hellere råbes ind i fødderne af en fremmed kvinde fra Hvidovre, have nåle i rygsøjlen eller gå til latter-coach, end jeg vil sidde der, i stolen, og blive kigget på. Jeg har ikke lyst til at snakke om min barndom, eller om hvordan det går med min far, for det går ad helvedes til, og jeg er ikke klar til at få at vide, at det er derfor jeg sidder her nu. Og er lige så hul som mit underliv. Og skriger og skriver digte for ikke at blive sindssyg. Jeg har ikke lyst til at finde ud af, at det er min egen skyld, at kærlighed dør når man kvæler den, og at mine veninder ikke længere spørger hvordan det går.

Det er uhyggeligt for mig, hvordan et indlæg som dette kan føles så meget mere sårbart, fordi det stadig eksisterer. Folk døber mig altid i mod, men det er ikke sandheden når man kun råber, når tingene ikke længere er. Når de er overstået. Jeg har ventet, men jeg er ikke sikker på, at det nogensinde helt flytter ud. Måske det svinder, måske det flytter ind ved siden af, men det forsvinder ikke. For i morgen, når solen igen står ind ad vinduet, så er jeg stadig mig. Og det skal fandme være lykken.

PIGER DER BOR I TRÆER

havenytJeg har en tanke. En tanke jeg har haft, så længe jeg husker. En tanke om en drøm om at leve af naturen og gå full Ronja Røverdatter på livet. Jeg har en tanken om at bo i en skov. Mit hus skulle være store vinduer ud til bækken. Jeg skal have en indbundet bog om svampe, og stole på at livet ikke tager det tilbage. Jeg skal plukke bær, dufte til skovbunden, og koge te på grønt. Jeg skal bo der når jeg skriver, og aldrig have lyst til at flytte tilbage. Sådan har det altid været. Det er ikke et behov for at gå helt Bonderøven, jeg kan ikke bygge noget som helst, jeg har heller ikke lyst til at lære det, men jeg kan virkelig mærke lysten til at slukke for alt det larm, jeg selv har placeret mig i. Jeg holder sådan af byen. Jeg holder af summen og hvidvin og skriveklubber, men jeg elsker roen. Stjernerne der ikke bøjer for byen.

Jeg bruger meget tid på at være bange. Bange for bomber, for kærligheden, for sygdomme og mord. Jeg er blevet frygtsom med tid, og jeg savner de drømme, der boede i spanden med mudder og græs.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde ender der, i skoven, men mine håb vil nok altid bo der. I dag har jeg plantet krydderurter i haven, jeg kan allerede mærke noget spire.

the meatpacking district

img_20170401_214448_154img_20170401_223659_347img_20170401_200928_323img_20170401_220904_007H&M DRESS | VINTAGE LEATHERJACKET | &OTHERSTORIES SHOES | ZARA BUCKLE BAG | KAIBOSH SUNNIES

Dagens sidste solskinstimer blev spenderet til madmarked med min kære veninde, Emma. Vi drak vin og røg cigaretter og trummede med til hurtig musik. Helt indtil klokken ni. Foråret har badet Vesterbro i latter og fest, og da jeg cyklede hjem, kildede det i mine tæer.

   

UDDANNELSE | CAROLINES HISTORIE

studie2Denne serie af indlæg skal være med til at belyse de småskæve veje igennem livet som studerende – og som menneske efter. Teksterne er skrevet af modige hoveder der har lyst til at dele, og jeg er så taknemmelig for deres mod. Tag godt imod dem.


Det er snart tre år siden at jeg startede på det, jeg dengang kaldte mit drømmestudie – den titel har været revurderet utallige gange siden. Alt var nyt. Det faglige, byen, lejligheden, menneskerne, og tingene gik stærkt. Vi havde to fag, det ene fantastisk, det andet det modsatte. Sådan er det, tænkte jeg, man kan ikke elske alting. Inden jeg fik set mig om, startede andet semester, og med det, følelsen af at intet var rigtigt. Nu var alle fag det modsatte af fantastisk, de få forelæsninger vi havde om ugen, sugede mere liv ud af mig end gymnasiets 8-15 skoledage. Jeg følte mig ikke tilpas blandt de andre studeredende. De få timer vi tilbragte sammen, var ikke nok til at gøre os til venner – vi forblev bekendte, medstuderende, det var hvad vi var for hinanden, i lang tid.

Jeg havde mange venner derhjemme i Vest, hvor jeg kommer fra. Jeg søgte dem, og fortalte om det nye liv jeg var gået i gang med. Jeg var den eneste fra begge venindegrupper – en fra folkeskolen og en fra gymnasiet – der var taget direkte fra gymnasiet til universitetet, og havde ingen at spejle mig i. Mine bekymringer om studiet og de følelser jeg gik rundt med, blev viftet væk; jeg havde altid haft let ved skolen, pjat at det ikke gik godt. Med så fint et snit og så flot et studie som psykologi, så kan man altså ikke tillade sig at være utilfreds. Tænk på alle dem, der aldrig får muligheden for at gøre det, de gerne vil.


“Jeg levede i en konstant frygt for, at nogen skulle spørge ind til mit studie, for det gjorde ondt i maven, når jeg skulle svare. Nogle gange sagde jeg ”ja, det er meget spændende”, andre gange ”jeg ved ikke om det er noget for mig”, og oftest ”jeg hader det”.”


I virkeligheden anede jeg ikke længere, om det var det jeg gerne ville. Gennem hele 3.g sled jeg mig selv i stykker, jeg havde bestemt mig for psykologi, og det blev mit mål. Det sidste år af gymnasiet var hårdt, jeg gjorde det hårdt for mig selv, men jeg gennemførte det, jeg blev optaget, og alt var godt.

Men så falmede det. Jeg levede i en konstant frygt for, at nogen skulle spørge ind til mit studie, for det gjorde ondt i maven når jeg skulle svare. Nogle gange sagde jeg ”ja, det er meget spændende”, andre gange ”jeg ved ikke om det er noget for mig”, og oftest ”jeg hader det”. Og jeg mente det. Måske havde jeg forventet for meget af studiet, måske havde jeg ombestemt mig, måske havde jeg bare altid haft det for let, og blev nu virkeligt udfordret fagligt, socialt og psykisk. Jeg vidste det ikke dengang, og jeg ved det stadig ikke nu – jeg ved bare, at jeg var ked af det, og jeg husker ikke at jeg nogensinde har følt mig så utilpas som i den periode, i de to lange år.

Når jeg så tænker videre over det, så er jeg bange for, at jeg faktisk var ked af det, sådan helt dybt ind i kroppen. Jeg havde en periode, hvor jeg kunne begynde at græde når jeg gjorde mig klar til at tage til forelæsning. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg kunne bare ikke rumme ubehaget, så det kravlede ud og løb ned af mine kinder. Jeg spørger mig selv om det var forelæserne der var kedelige, uforståelige, om det var pensum, om det var sværhedsgraden, om det var menneskerne, men jeg tror reelt det var en cirkel, hvor det ene gjorde det andet værre, som kviksand der hev mig nedad fra alle sider.

Min bedstemor spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare stoppede, hvis jeg ikke kunne lide det. Det var et simpelt spørgsmål med et indviklet svar. Jeg ville give studiet en reel chance, og snart var der gået et år. Hele tiden så jeg frem til næste semester, de nye fag, og hver gang blev jeg skuffet på ny. Jeg kiggede på andre studier, uden at tage springet. Pludselig var der gået to år, og jeg nægtede at lade dem være spildt – jeg måtte tage det sidste år med, og i det mindste få en titel ud af det. En titel. Det lyder så fjollet, at det er det jeg arbejder for, men med titlen kommer muligheder, og det er dem, der er grunden til at læse.

Derfor er jeg nu i gang med at skrive min bachelor. I løbet af det sidste års tid, har tingene forandret sig til det bedre, universitetet er ikke længere en sort fangekælder men blot en neutral bygning, hvor jeg bruger en del af min tid. Efter to år gik det op for mig, at jeg ikke var den eneste der ikke var glad for studiet – langt fra faktisk. Vi var mange med samme tanker, samme frustrationer, men det opdager man først, når man begynder at dele dem. Mine medstuderende begyndte at blive mine venner, og jeg brugte mere tid på at pleje min psyke end mit studie, og selvom det betød en betydelig nedprioritering af studiet, var det vigtigt for at jeg overhovedet kunne være der.

Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle en historie med et facit og en lykkelig slutning, men jeg føler mig stadig forvirret. Jeg er rædselsslagen over livet efter universitetet, den virkelige verden, men jeg er glad hvor jeg er nu. Tænk at dele noget, som ikke indeholder et råd, en metode til at overkomme ubehaget på, intet andet end klichéen ”det skal nok gå” – men det skal det altså.

Tak Caroline


Har du lyst til at dele din historie? Skriv mig en mail på: emiliemariefoli@gmail.com

Læs Lærkes historie

Læs Annas historie 

MIN MOR ER PINK

281075Hvordan finder man sig selv, når hele ens barndom har været præget af kaos, usagtheder og et kludetæppe af mærkværdige historier? Performancekunsteren Michael Richardt og hans mor Malou har stærke bånd til hinanden. Men store ubesvaret spørgsmål lurer under overfladen og bag Michaels ekspressive og flamboyante ydre gemmer der sig en hardcore familiehistorie om social arv.

-CPH DOX

Jeg kigger ned på min hud. Den er der stadig. Den ved at det har været vinter. Det hvide har sat sig som landskaber på min håndryg. Jeg er blå. Jeg er blå sammen med den blå dreng, der løber hen over min skærm iført lårkorte tern og Gaga-hæle. Jeg har uldstrømper på. Jeg sidder i min seng, med benene over kors, og skodder en cigaret i en cola-dåse. Alligevel har jeg en følelse af at være med, med inde i den blå krop, i den lyserøde autocamper.

Jeg pauser skærmen. Jeg lukker katten ind, rykker planterne tættere på, tættere til de danner kreds om min seng. Jeg har brug for et fort, en barnehule hvor jeg kan få lov til at være, være blå og være barn og være ked af det.

Jeg ved hvornår at jeg skal grine, men jeg har ikke lyst. Det er alt for virkeligt til at være virkelig sjovt. De har det godt, de to, det er en fin fortælling om kærlighed, både når den er god og når den er helt forkert. Alligevel føler jeg mig sært invaderet, af både moderens store og afstumpede væsen. Hun gør mig vred, på vegne der ikke er mine. Hvordan kan man forlade sit barn?

Autocamperen bevæger sig igennem historien om et liv, og langsomt begynder man at forstå hvad der er de to imellem. For hvert svar bliver man efterladt med spørgsmål større end de første. Jeg redder op til dem i min seng. Han ligger i et badekar. En åbenlys rituel afrensning er igang. Han har fundet svar. Jeg er ikke sikker på, på hvad.


Se ‘Min mor er pink’

UDDANNELSE | ANNAS HISTORIE

anna-historie

Denne serie af indlæg skal være med til at belyse de småskæve veje igennem livet som studerende – og som menneske efter. Teksterne er skrevet af modige hoveder der har lyst til at dele, og jeg er så taknemmelig for deres mod. Tag godt imod dem.


Jeg kommer fra en akademisk familie; Min mor og far mødte hinanden på Københavns Universitet, hun som studerende, han som underviser, og året efter, i 1981, blev de gift og fik min storesøster. Min mor nåede aldrig rigtig til fredagsbar, gik fra 20-årig 1. års studerende, til kone og mor på det år og har siden da været voksen. Det var hvad jeg tænkte på, da jeg stod foran de tunge murer i Nørregade, og forsøgte at aflæse blikkene i H. N Clausen og Niels Bohrs stenbyster. Og derfor er der vel heller ikke noget at sige til, at det netop var hvad jeg forventede, da jeg selv som 20-årig blev humaniora-studerende; At Københavns Universitet skulle gøre mig voksen. Rigtig voksen. Her tre år senere, og snart en bachelor i Informationsvidenskab og Kulturformidling rigere, tyder intet på, at jeg er noget tilnærmelsesvis der endnu.

I dag bliver man voksen i en lang synkende bevægelse. Forældrerådene rækker i dag lige til studentereksamen, ”for det er en god idé at holde alle muligheder åbne” blev der sagt! I gymnasiet troede vi, at vi kunne være voksne og børn samtidig: Som 18-årige kunne vi stemme, vi kunne komme ind på diskotekerne, men vi kunne ikke vaske tøj eller sætte kommaer – det var der heldigvis folk til. Og før man ved af det, når man til dimissionen med håndtryk og hue på hovedet. Men vi går ikke bare ud af gymnasiet: Vi bliver sluppet løs. Landskabet bredt ud for vores fødder som et tæppe på fladt gulv.

I dag handler det at blive voksen, om udviklingen af sin egen identitet, sin egen vej. Man er jeg og jeg er et udfald af de valg jeg træffer. Individualitet er det eneste min generation har tilfælles. Og der er ingen vejskilte: Forældrerådene er sluppet op. For det første fordi det for længst er blevet umoderne at pace sit barn. For det andet fordi forældrepres i dag er fuldstændig unødvendigt: Vi er nemlig vores egne største kritikere. Og vi kender godt betingelsen for det gode liv: Hvis vi ikke gennemføre noget, bliver vi aldrig til nogen, og det er vores egen skyld.

Jeg havde forsøgt at holde sabbatår, uden rigtig at blive god til det. Jeg havde indkasseret en diagnose i Københavns distriktspsykiatri og mine digte var begyndt at blive udgivet i Politiken. Få måneder inden havde jeg siddet til en samtale på Forfatterskolen For Børnelitteratur, og med tårerne brændende i næsefløjen forsøgt at forklare dem, at selvom jeg var ung, var jeg ikke for ung til deres skole – selvom sandheden var, at det var jeg. Så jeg flyttede til Amager og mens opvasken voksede, begyndte forestillingerne om studielivet at summe i mellemgulvet. Forventningsskabeloner, der spirede i maven og svulmede op i brystet. Jeg forestillede mig store ekkofyldte forelæsningssale, bløde humanistfyre man kunne forelske sig i. Studiegrupper i læsesale med loftmalerier, cykelture over Dronning Louises Bro med bogtunge skuldertasker. Læsegruppe på Østerbro med grøn te, langhårede piger med stiftblyanter på række, mac-computere i geled. Overstregninger i både blå og gul og rød, noter i margen. Skriveborde fulde af kopiark og ringbind og støvede opslagsværker, og så det gyldne pas, Studiekortet, billig kaffe og forsikring og avis – for den slags går man jo op i, når man er voksen.


“Sandheden var at jeg ikke anede hvad jeg lige var gået ind til, da jeg stod der til immatrikulationen den solskinsdag i august i 2014 og lugtede til alle mine medstuderende på Vor Frue Plads.”


Jeg prøvede selvfølgelig at forhøre mine gymnasieveninder, som havde fået fingeren ud et år tidligere end jeg. De snakkede om svære dobbelttydede begreber og noteprogrammer til macbooken, kæmpe fredagsbarer, hvor man aldrig nåede ind i selve bygningen men sad og tyllede i køen ind. Og så havde de øvrigt ikke tid til videreforklaring – de skulle nemlig hjem og læse.

Sandheden var at jeg ikke anede hvad jeg lige var gået ind til, da jeg stod der til immatrikulationen den solskinsdag i august i 2014 og lugtede til alle mine medstuderende på Vor Frue Plads. Og endnu mindre, da jeg for første gang gik igennem skydedørene til Den Informationsvidenskabelige Akademis lokaler på Amager. Bygningen forekom mig ærefrygtig, overjordisk, hemmelighedsfuld som en kirke eller en borg. Hvordan skulle jeg kunne vide, at jeg blot en måned senere, ville fare igennem disse lokaler i et hæsblæsende kontorstoleræs i en firehestesbrandert? At jeg skulle komme til at holde formålsløse enetaler ind i mikrofonen i foredragssalen klokken fire om morgenen? Eller alle de timer, jeg ville komme til at sidde på 6. Sal og skrive videnskabsteorisopgaver til udmattelsen hjulede rundt i nakkens hvirvler? Havde jeg vidst, at jeg ville ligge på de ramponerede bordebænkesæt foran fredagsbaren og snave i morgenduggen? At jeg skulle sidde og terpe bibliotekshistorie til jeg var ør i alle muskler? At jeg ville stå grådkvalt og tikke om umulige udsættelser hos studieadministrationen? Kunne jeg vide, at jeg blot et år senere, ville sidde i kælderens rungende mørke og få fortalt gyserhistorier om bibliotekaren der begik selvmord blandt de uendelige titelrækker? At jeg fra terrassen på 5. Sal ville kigge ud over den midnatsblå DR-bygning i øst, blinke mod Amagerfælled i vest og diskutere litteratur til det kradsede i halsen? At jeg ville sidde på fredagsbarens toiletter, i en tyk rus af kærlighedserklæringer sammen med mine nye hjerteveninde? Havde jeg vidst, at jeg ville slæbe bøger og skilte og stole fra kælderen til den lejede bil og grinende transportere kassevis af kulturhistorie til en dyrskueplads i Roskilde, for hæst igen og igen at præsentere biblioteket som velfærdsstatens sidste solidariske institution for tonsvis af solbrændte festivalgæster? At jeg skulle bestille grillens bearnaisepizza ved midnatstid sammen med mine studievenner, når afleveringsdatoerne kriblede tættere og tættere ind på huden? Havde jeg vidst, at jeg skulle svanse ud af de her lokaler og føle mig to hoveder højere grundet mit nyerhvervede tolvtal? At det var her jeg skulle lære, at bibliotekarerne er litteraturens mest uudnyttede ressource, deres formidling konstant undermineret af litteraternes høje bryske stemmer? Hvordan skulle jeg kunne vide, at universitetet var det sted, jeg igen skulle grine og græde som et hysterisk barn? At det her var stedet, hvor jeg skulle føle mig yngre end nogensinde før? Jeg vidste ingen af de ting. Og det er universitets største fejl: At alt for lidt slipper ud gennem de tunge murer i Nørregade, og H. N Clausen og Niels Bohrs kolde stenansigter afslører intet andet end visdom. Den visdom du kan tage del i, hvis du har billet til ballet, og som holdes hemmeligt for alle udenforstående. At sammenligne universitetet med en broderloge, en klub eller et hemmeligt selskab er ikke en overdrivelse – det eneste, man som udefrakommende er sikker på, er at du er udenfor.

Jeg stod engang på altanen og sugede i en cigaret mens jeg talte med pedelmedhjælperen om alt den historie, de mursten gemmer på.

”Der er så meget materiale i det her sted, mand!”

”Det er næsten ikke til at bære.”

”Nogen burde skrive om det. Seriøst, nogen burde fortælle det her steds historie.”

”Men hvem magter den opgave?”

Ikke mig. For universitet er ikke blot min historie – det er også alle de dimitterede studerendes, og

de kommendes. Det er en fortælling i konstant lineær progression. Og det er ligeså meget mit, som det er deres.

I 2017 går jeg med de gnistrende forventninger i mellemgulvet igen. Og kigger frem mod en bachelor der snart er forbi og en debutroman der snart er udgivet. En alder der snart runder fireogtyve år og et samliv, der aldrig har været mindre monogamt. Stadig med tømmermændene fra sidste uges fredagsbar roterende rundt i hjernen. Og tænker, at måske kommer dagen en dag. En dag hvor jeg beslutter mig for, at nu er jeg voksen.

… Måske det er noget, jeg kan tage som sidefag på kandidaten?

Tak til Anna Arendse


Har du lyst til at dele din historie? Skriv mig en mail på: emiliemariefoli@gmail.com

Læs første indlæg i serien her.