REJSEFORBUD?

gggØVERSTE SÆT | H&M // NEDERSTE SÆT | ZARA

Jeg har været til lægen i dag. Efter to uger med snotnæse, kiggede Trine i går på mig med insisterende mor-øjne, og forslog let befalende at jeg tog mig sammen og gik til lægen. Jeg er ikke god til at komme afsted. Der skal helst være noget der falder af, før jeg frivilligt tager cykelturen til Frederiksberg, og bliver stukket i fingeren. Ikke desto mindre var det nok godt at jeg gjorde det, for helt godt var det ikke. Jeg har fået udskrevet noget forskelligt medicin, der gerne skulle tage trykket, så mit hoved ikke eksploderer i flyveren. Det var noget i den dur jeg hørte, i hvert fald. Jeg fik ordre på også at købe mig et termometer, og hvis jeg har feber i morgen, så er det tilbage til lægen – så vil hun nemlig vurdere, hvorvidt hun vil give mig forbud mod at rejse. Av.

Nå, mon ikke jeg har det så fint i morgen – jeg tror det.

Jeg har for første gang forsøgt mig med, at planlægge outfits lidt i forvejen. Som i måske fornemmer, så har jeg endnu hovedet lidt under armen i forhold til de 37 grader. Jeg er lykkelig for at bo i et land som Danmark, hvor jeg for det meste kan slippe afsted med at iføre mig lag på lag året rundt. Jeg havde Sebastian med en tur i Fields, i forsøget på at få fyldt kufferten op. Han rystede troligt på hovedet til hver eneste lillebitte, sorte kjole jeg fandt frem. Jøsses, det var åbenbart også for varmt. Jeg er simpelthen ikke komfortabel i shorts og spaghettistropper, så indtil den dag kommer, handler jeg ind af alverdens lange, lyse kjoler. Mine ben får ikke lov at se et eneste glimt af Arizona.

   

SNOTTET I SYDHAVN

sin

AFFILIATE LINK | LÆBESTIFT FRA MAC

I går aftes skulle have været fyldt med teater og vin, men endte i stedet i sengen. Ikke på en date-gone-good facon, men mere bare med snot i hele hovedet. Her ligger jeg endnu. I sengen. Med en dyne af Kleenex og den samme spanske film. Jeg er nødt til at starte forfra, hver gang jeg falder i søvn – den har efterhånden kørt hele dagen. Jeg håber, at jeg har rigtige ord til jer i morgen, men for nu – godnat.

OG SÅ VAR DER DAGE SOM DISSE

surJeg er ved siden af mig selv fortiden. Jeg råber af fluerne og sparker til panelerne, som kun en livstræt kan det. Det går mig på, for lige nu ligger alt som et blødt tæppe foran mig. Det går så godt med bloggen, jeg skal ud og rejse, og solen står ind ad vinduet og minder mig om, at jeg bør nyde den. Jeg hænger min mors gamle, røde sengetæppe over gardinstangen, og bygger huler med mine arme. Der var et øjeblik i dag, da jeg gik igennem hovedbanegården til lyden af ‘Ain’t no mountain high enough‘ hvor følelsen af noget godt pludselig var. Det varede kun til jeg endnu engang stod nede i prøverummet og kaldte mig selv grimme ting. Jeg er træt af at bo i min krop. Jeg prøver at hjælpe den på vej. Jeg følger femmeemilie på Instagram og jeg drikker urtete om morgenen. Men den lytter ikke. Eller, måske er det hvad den gør. Den lytter når jeg fortæller den, at den bør have dårlig samvittighed. At den ikke er klog nok. Smuk nok. Mine fingre brænder næsten med ordene, for jeg er virkelig ikke komfortabel i den selvhadende rolle. Og der er den igen, den dårlige samvittighed.

Jeg ved godt at der er ting i mit liv, som jeg ikke kan løse alene. Jeg vil næsten hellere råbes ind i fødderne af en fremmed kvinde fra Hvidovre, have nåle i rygsøjlen eller gå til latter-coach, end jeg vil sidde der, i stolen, og blive kigget på. Jeg har ikke lyst til at snakke om min barndom, eller om hvordan det går med min far, for det går ad helvedes til, og jeg er ikke klar til at få at vide, at det er derfor jeg sidder her nu. Og er lige så hul som mit underliv. Og skriger og skriver digte for ikke at blive sindssyg. Jeg har ikke lyst til at finde ud af, at det er min egen skyld, at kærlighed dør når man kvæler den, og at mine veninder ikke længere spørger hvordan det går.

Det er uhyggeligt for mig, hvordan et indlæg som dette kan føles så meget mere sårbart, fordi det stadig eksisterer. Folk døber mig altid i mod, men det er ikke sandheden når man kun råber, når tingene ikke længere er. Når de er overstået. Jeg har ventet, men jeg er ikke sikker på, at det nogensinde helt flytter ud. Måske det svinder, måske det flytter ind ved siden af, men det forsvinder ikke. For i morgen, når solen igen står ind ad vinduet, så er jeg stadig mig. Og det skal fandme være lykken.

   

PIGER DER BOR I TRÆER

havenytJeg har en tanke. En tanke jeg har haft, så længe jeg husker. En tanke om en drøm om at leve af naturen og gå full Ronja Røverdatter på livet. Jeg har en tanken om at bo i en skov. Mit hus skulle være store vinduer ud til bækken. Jeg skal have en indbundet bog om svampe, og stole på at livet ikke tager det tilbage. Jeg skal plukke bær, dufte til skovbunden, og koge te på grønt. Jeg skal bo der når jeg skriver, og aldrig have lyst til at flytte tilbage. Sådan har det altid været. Det er ikke et behov for at gå helt Bonderøven, jeg kan ikke bygge noget som helst, jeg har heller ikke lyst til at lære det, men jeg kan virkelig mærke lysten til at slukke for alt det larm, jeg selv har placeret mig i. Jeg holder sådan af byen. Jeg holder af summen og hvidvin og skriveklubber, men jeg elsker roen. Stjernerne der ikke bøjer for byen.

Jeg bruger meget tid på at være bange. Bange for bomber, for kærligheden, for sygdomme og mord. Jeg er blevet frygtsom med tid, og jeg savner de drømme, der boede i spanden med mudder og græs.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde ender der, i skoven, men mine håb vil nok altid bo der. I dag har jeg plantet krydderurter i haven, jeg kan allerede mærke noget spire.

I’M LEAVING

stop“The world is a book, and those who do not travel read only one page.” – Saint Augustine


Om et par uger tager jeg min bedste ven i hånden, og rejser langt væk. Til sol og ørken og alt hvad der er fremmed. Det gør folk hver dag, men for mig, er det ikke noget der bare er. Jeg er hunderæd. Hunderæd for lufthavne og menneskemylder, og for irrationelle ting som ikke at blive lukket ind, eller ikke at blive lukket ud, eller at blive taget til fange eller blive væk. Lige netop derfor er det så vigtigt, at jeg tager afsted. Og at jeg har ham med, som jeg stoler mest på. Billetterne blev bestilt et døgn efter at ideen først blev luftet, og selvom dette måske ikke er ideelt for sådan en som mig, så var det nok den eneste mulighed for at jeg ikke ville trække mig ud af projektet.

Vi skal til Arizona, ham og jeg, og det bliver en god oplevelse. Jeg har ikke været i USA siden barn, hvor jeg havde nogle grimme oplevelser, der har fæstnet sig i mig som små, marcherende vejarbejdere med stop-skiltene i vejret. Vi skal bo hos en fælles ven, og hvad der skal ske, tror jeg endnu ikke de har tænkt på. Jeg har allerede tænkt på mulige samtaleemner med taxachaufføren på vej til lufthavnen. Jeg er glad for at jeg skal rejse med mænd. De har det rette no-bullshit-blik, samtidig med at de begge kan se på mig, når jeg ikke kan rumme mere. Det er et held i livet, at have sådanne mennesker.

Jeg kommer til at arbejde dernedefra, og sigter efter at tjekke ind mindst én gang om dagen – så alting forbliver uforandret. Vi regner med at køre ind til LA, så hvis nogen har anbefalinger til hvad man skal opleve, må i så gerne smide dem i kommentarfeltet.

the meatpacking district

img_20170401_214448_154img_20170401_223659_347img_20170401_200928_323img_20170401_220904_007H&M DRESS | VINTAGE LEATHERJACKET | &OTHERSTORIES SHOES | ZARA BUCKLE BAG | KAIBOSH SUNNIES

Dagens sidste solskinstimer blev spenderet til madmarked med min kære veninde, Emma. Vi drak vin og røg cigaretter og trummede med til hurtig musik. Helt indtil klokken ni. Foråret har badet Vesterbro i latter og fest, og da jeg cyklede hjem, kildede det i mine tæer.

   

UDDANNELSE | CAROLINES HISTORIE

studie2Denne serie af indlæg skal være med til at belyse de småskæve veje igennem livet som studerende – og som menneske efter. Teksterne er skrevet af modige hoveder der har lyst til at dele, og jeg er så taknemmelig for deres mod. Tag godt imod dem.


Det er snart tre år siden at jeg startede på det, jeg dengang kaldte mit drømmestudie – den titel har været revurderet utallige gange siden. Alt var nyt. Det faglige, byen, lejligheden, menneskerne, og tingene gik stærkt. Vi havde to fag, det ene fantastisk, det andet det modsatte. Sådan er det, tænkte jeg, man kan ikke elske alting. Inden jeg fik set mig om, startede andet semester, og med det, følelsen af at intet var rigtigt. Nu var alle fag det modsatte af fantastisk, de få forelæsninger vi havde om ugen, sugede mere liv ud af mig end gymnasiets 8-15 skoledage. Jeg følte mig ikke tilpas blandt de andre studeredende. De få timer vi tilbragte sammen, var ikke nok til at gøre os til venner – vi forblev bekendte, medstuderende, det var hvad vi var for hinanden, i lang tid.

Jeg havde mange venner derhjemme i Vest, hvor jeg kommer fra. Jeg søgte dem, og fortalte om det nye liv jeg var gået i gang med. Jeg var den eneste fra begge venindegrupper – en fra folkeskolen og en fra gymnasiet – der var taget direkte fra gymnasiet til universitetet, og havde ingen at spejle mig i. Mine bekymringer om studiet og de følelser jeg gik rundt med, blev viftet væk; jeg havde altid haft let ved skolen, pjat at det ikke gik godt. Med så fint et snit og så flot et studie som psykologi, så kan man altså ikke tillade sig at være utilfreds. Tænk på alle dem, der aldrig får muligheden for at gøre det, de gerne vil.


“Jeg levede i en konstant frygt for, at nogen skulle spørge ind til mit studie, for det gjorde ondt i maven, når jeg skulle svare. Nogle gange sagde jeg ”ja, det er meget spændende”, andre gange ”jeg ved ikke om det er noget for mig”, og oftest ”jeg hader det”.”


I virkeligheden anede jeg ikke længere, om det var det jeg gerne ville. Gennem hele 3.g sled jeg mig selv i stykker, jeg havde bestemt mig for psykologi, og det blev mit mål. Det sidste år af gymnasiet var hårdt, jeg gjorde det hårdt for mig selv, men jeg gennemførte det, jeg blev optaget, og alt var godt.

Men så falmede det. Jeg levede i en konstant frygt for, at nogen skulle spørge ind til mit studie, for det gjorde ondt i maven når jeg skulle svare. Nogle gange sagde jeg ”ja, det er meget spændende”, andre gange ”jeg ved ikke om det er noget for mig”, og oftest ”jeg hader det”. Og jeg mente det. Måske havde jeg forventet for meget af studiet, måske havde jeg ombestemt mig, måske havde jeg bare altid haft det for let, og blev nu virkeligt udfordret fagligt, socialt og psykisk. Jeg vidste det ikke dengang, og jeg ved det stadig ikke nu – jeg ved bare, at jeg var ked af det, og jeg husker ikke at jeg nogensinde har følt mig så utilpas som i den periode, i de to lange år.

Når jeg så tænker videre over det, så er jeg bange for, at jeg faktisk var ked af det, sådan helt dybt ind i kroppen. Jeg havde en periode, hvor jeg kunne begynde at græde når jeg gjorde mig klar til at tage til forelæsning. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg kunne bare ikke rumme ubehaget, så det kravlede ud og løb ned af mine kinder. Jeg spørger mig selv om det var forelæserne der var kedelige, uforståelige, om det var pensum, om det var sværhedsgraden, om det var menneskerne, men jeg tror reelt det var en cirkel, hvor det ene gjorde det andet værre, som kviksand der hev mig nedad fra alle sider.

Min bedstemor spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare stoppede, hvis jeg ikke kunne lide det. Det var et simpelt spørgsmål med et indviklet svar. Jeg ville give studiet en reel chance, og snart var der gået et år. Hele tiden så jeg frem til næste semester, de nye fag, og hver gang blev jeg skuffet på ny. Jeg kiggede på andre studier, uden at tage springet. Pludselig var der gået to år, og jeg nægtede at lade dem være spildt – jeg måtte tage det sidste år med, og i det mindste få en titel ud af det. En titel. Det lyder så fjollet, at det er det jeg arbejder for, men med titlen kommer muligheder, og det er dem, der er grunden til at læse.

Derfor er jeg nu i gang med at skrive min bachelor. I løbet af det sidste års tid, har tingene forandret sig til det bedre, universitetet er ikke længere en sort fangekælder men blot en neutral bygning, hvor jeg bruger en del af min tid. Efter to år gik det op for mig, at jeg ikke var den eneste der ikke var glad for studiet – langt fra faktisk. Vi var mange med samme tanker, samme frustrationer, men det opdager man først, når man begynder at dele dem. Mine medstuderende begyndte at blive mine venner, og jeg brugte mere tid på at pleje min psyke end mit studie, og selvom det betød en betydelig nedprioritering af studiet, var det vigtigt for at jeg overhovedet kunne være der.

Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle en historie med et facit og en lykkelig slutning, men jeg føler mig stadig forvirret. Jeg er rædselsslagen over livet efter universitetet, den virkelige verden, men jeg er glad hvor jeg er nu. Tænk at dele noget, som ikke indeholder et råd, en metode til at overkomme ubehaget på, intet andet end klichéen ”det skal nok gå” – men det skal det altså.

Tak Caroline


Har du lyst til at dele din historie? Skriv mig en mail på: emiliemariefoli@gmail.com

Læs Lærkes historie

Læs Annas historie 

ON SUNDAYS WE SHOP

sko

AFFILIATE LINKS | 1 | STUD SLIP IN // 2 | BARBOUCHE SLIP IN // 3 | STUD SANDAL // 4 | ANZI ATP ATELIER


Det er palmesøndag, butikkerne er mørke, men det skal ikke holde mig fra at søndagsshoppe. Luften blev lunere hurtigere end jeg havde forventet, og jeg er igang med at samle lidt ind til den lette garderobe. Jeg har været på Nelly og kigge sommertøfler, da der er stort udsalg lige nu. Det er efterhånden mange år siden at jeg har købt noget derinde, og jeg er virkelig glædeligt overrasket over udvalget. Både par nr. 1 og 3 er sat ned til næsten ingenting, så jeg tror man skal skynde sig, hvis man skal have fat i de sidste størrelser.

God søndag

   

FIRE DRØMMEKØB

wish

Den er måske ikke så vellidt, ideen om at alting bliver bedre, hvis bare liiige man finder råd til den der ene ting. Eller de der fire. Når det er sagt, så er jeg sikker på at jeg ville få en bedre start på dagen, hvis mandevasen stod på hovedet i hjørnet og kiggede på mig.


INDEHOLDER AFFILIATE LINKS

1 | CrystaSeya x Alessi: Vasen fra designsamarbejdet mellem CrystaSeya og Giacomo Alessi er nok mit hedeste ønske lige nu. Den er voldsom og helt vild hæslig, men jeg kan virkelig, virkelig godt lide den. Jeg håber, at ham med overskægget en dag finder vej til mit soveværelse, hvor han skal stå på hovedet og passe på mig. Vasen er lavet i et begrænset oplag, og sælges hos WoodWood, The Apartment, Holly Golightly.

2 | Orit Elhanati ‘Stranger: Orit Elhanati (og Arje Griegst) laver, i min optik, de smukkeste smykker nogensinde. Især er jeg, som de fleste, helt forelsket i Stranger-kollektionen, og drømmer om denne store, tunge ørering. Det er ikke en billig affære, så det er godt at man kan nøjes med én. Smykkerne kan købes hos Holly Golightly.

3 | Malin Gabriella Nordin: Det er lidt en drøm af komme til at eje, nærmest hvilket som helst, maleri af Malin Gabriella Nordin. Hun er sindssygt dygtig, og især hendes farvekompositioner gør mig glad i låget.

4 | Acne Studios Buckle Jeans Bag: Jeg har slet ikke forstået hvorfor blogland ikke gik mere amok, da Acne lancerede deres Jeans Bag Colletion. De er sindssygt pæne, og især den sorte har jeg svært ved helt at slippe. Taskerne kan købes her.

 

FIDDLE LEAF FIG

fig

Fiddle leaf fig, eller violinfigen, som det (ret kært) hedder på dansk, er min absolutte yndlings plante. Den er æstetisk i sine store, skulpturelle former, og så er den meget nem at have indendøre. En violinfigen i potte er nem at anskaffe sig, men ønskes en violinfigen på stamme, altså et violinfigen træ, kan det godt blive en lidt bekostelig affærer. Til gængæld er der altså heller ikke noget fi(ge)nere. Planten er heldigvis ret svær at slå ihjel når først den er indedøre, og kræver vand en gang om ugen, og ellers bare en overbrusning i ny og næ. Planten bliver klart smukkest hvis man kan finde et lyst sted til den, hvor den samtidig holdes ude af direkte sollys. Jeg elsker hvordan planter kan indramme, og skabe en varierende stemning. I virkeligheden er de lidt hjemmets øjenbryn.

Hvis der tilfældigvis er nogen der kender et godt sted i København at anskaffe sig sådan en, så må man meget gerne dele det herinde.

PLEASER-GENET

Jeg har aldrig helt fundet ud af om jeg hellere ville være det helt foruden. Det der pleaser-gen. Bristen der placerer hele verden på mine skuldre og aldrig tillader mig at være utilfreds over noget. Selvforskyldt, ganske, men virkelig svært at slippe af med, når først det bor i din person. Jeg har aldrig været et vredt menneske. Heller ikke når der har været noget at være vred over. Jeg har ikke levet sådan et liv, der ikke har budt mig ret meget at have ondt over, tværtimod. Men af en eller anden grund, finder jeg altid en måde at vende det indad. Det er måske også min skyld, at du ikke brydes dig om måden jeg går på (ikke et fortænkt eksempel.)

Jeg ved godt at det ikke er særlig konstruktivt, det der med vrede, men til tider virker det en del mindre destruktivt at kunne fyre en knyttet næve i væggen, fremfor at rette fire mod dig selv. Jeg misunder ikke grundlaget for at blive vred, men jeg kan virkelig misunde muligheden. For sammen med muligheden for vrede, kommer også muligheden for et udlad, og muligheden for at kunne fortælle folk, når de byder dig noget, der bare ikke er i orden. Jeg bliver højest stille. Og stilheden er måske i virkeligheden det mindst håndgribelige.

Jeg ved ikke om jeg er konfliktsky. Jeg tror det ikke. Der skal ikke herske tvivl om, at min største frygt i livet er, at der er nogle der ikke kan lide mig. Hele min verden kan ramle, hvis der er nogen der råber ad mig på cykelstien, fordi at jeg ikke kan finde den kortvarrige vrede frem der skal til, for at kaste det af mig og køre videre. Istedet tager jeg det med mig videre, og jeg tager det med i seng, og pludselig ser jeg på mig selv som sådan en der måske bare ikke bør cykle. For tænkt hvis ham cyklisten, der måske bare havde en dårlig dag, kører hjem til hans søde kone og fortæller hende, at der var en kæmpe spasser der ikke trak ind (fordi hun er fra landet og endnu forsøger at gennemskue cykelhierarkiet i byen) og så er der pludselig to mennesker, der sidder derude over deres kylling i karry og ryster på hovedet ad mig.

Pleaser-genet bliver især synligt, når der opstår en konflikt, som jeg virkelig ikke føler mig skyldig i. Små, småligegyldige uvenskaber, som opstår, når man har folk tæt på livet. Ofte er modellen sådan: Jeg bliver spurgt hvorfor jeg er stille, jeg forsøger at ytre mig, jeg bliver irettesat, jeg tager det tilbage og siger undskyld. Og så sidder jeg der, efterladt med en følelse af, at det egentlig bare er lidt uretfærdigt. Uretfærdigt at jeg finder det nødvendigt at udglatte situationen i en sådan grad, at jeg til sidst undskylder for noget, jeg egentlig selv havde brug for en undskyldning for.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at pleaser-genet udelukkende var et udtryk for ønsket om at alle har det godt, og det er det også i høj grad, men det er også et udtryk for frygten for, at der er nogen der føler at jeg gør noget galt, for tænk hvis? Tænk hvis jeg ikke er ligeså nice som jeg går og tænker jeg er. Gisp. Undskyld!

Jeg synes jeg forsøger at stå på mit, men indtil videre tror jeg ikke det er lykkedes mig helt at trumfe igennem med noget der virkelig har gået mig på, i hvert fald ikke hvis det ikke med det samme er blevet modtaget af et: undskyld! Jeg husker meget tydeligt en situation da jeg gik på højskole, hvor en mand der gjorde mig meget ked af det, nægtede at undskylde. Det var et princip. Han forklarede, at han godt vidste, at han havde ageret ufint, men at det han havde gjort ikke var forkert, og så længe det ikke var forkert, kunne han ikke få sig selv til at undskylde. Det er stadig i dag noget af det sværeste for mig at forstå. Der findes ikke det i verden jeg ikke undskylder for. For mig handler et undskyld om at man har såret nogen, og hvorfor, er mig egentlig ligegyldigt. Jeg undskylder for meget, uden tvivl, men hellere ti gange for meget, end én for lidt.

Jeg ved ikke hvordan man kommer videre herfra. Det er ikke et særlig sexet sted at stå, det der hjørne, hvor man bare føler sig trådt på. Trådt på fordi man ikke giver folk en chance for at vide, hvad der er galt, men også fordi at folk bare til tider larmer for meget, til at lytte på de der er stille. Jeg ønsker mig et sæt sylespidse albuer i julegave, og indtil da, er det godt at have en blog at brække sig på.