MUSIK DER BOR I MAVEN #1

123Der har været efterspørgsel på flere anmeldelser herinde, og der er intet jeg hellere vil, end at spille smagsdommer i alle kunstens aspekter. I denne omgang får i et udpluk af det musik, der lige nu får mig til at føle. Jeg har linket til Youtube, men find for jeres egen skyld musikken på Spotify, eller andetsteds med bedre kvalitet. Lyt.


flimrend


Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen – Ingen kan gå alene

Dette er nok en af de, der ikke falder i alles smag. Nicolai Much-Hansen, der desværre nåede at spille alt for lidt musik, har sat lyd til tekster af gode Peter Laugesen – og jeg kan lytte til det i timer. Især nummeret ingen kan gå alene, ynder jeg at falde i søvn til. Jeg kunne desværre ikke få adgang til at linke til pladen på Youtube, men det ligger frit tilgængeligt på Spotify. (Det kan også erhverves her.)

kvamm


Simon Kvamm – Lejlighed

Min mor og jeg sender rigtig meget musik til hinanden – rigtig meget. I går fik jeg en besked med et billede af dette nummer, og teksten: “Måske er det fordi solen skinner og det gør mig så fucking trist… Kom til at tænke på dit indlæg.” Siden har jeg hørt det igen og igen – det er et virkelig fint nummer. I må ikke lade jer skræmme af starten.

ukendt


Ukendt Kunstner – Overleve

Okay, den her kender i jo i forvejen, men jeg synes alligevel at den har plads. Jeg lytter til det her nummer et par gange om dagen, og jeg sætter det især på, når tingene sejler. Hvilket ikke er så sjældent.

517843397_1280x720


Quindon Tarver – Everybody’s Free (To Wear Sunscreen)

En sød mand fra Sydhavn spillede mig dette nummer, efter en samtale om studiekvaler og bekymringer for fremtiden. Det har hængt på mig lige siden.

DET MED KUNSTEN

nykunst

Jeg er begyndt igen. På det med kunsten. Jeg har haft nogle måneder nu, hvor jeg ingenting har fået fra hånde, hvilket både har været en krisetilstand og en befrielse. Omkring jul, da forretningen gik bedst, lukkede jeg det hele ned. Det var blevet netop det: en forretning, og det var aldrig min hensigt. Selvfølgelig håber jeg at min kunst kan sælge. Jeg afhænger jeg af at min kunst kan sælge – men det skal ikke være hurtige A4-størrelser, ‘jeg håber ikke den krøller i posten‘ og en MobilePay. Det skal være i mit hjem, med kaffe, og en snak om hvad det er man får. Det skal være en overlevering, og en oplevelse – og så skal det være med nogle lidt andre priser. Jeg blev så overvældet over at det gik godt, at jeg satte mine ting alt for billigt, og mistede både tid, lyst og kapital på det – og det er ikke meningen. Jeg kommer ikke til at sætte en rækker værker til salg, men man er velkommen til at kontakte mig for prislister, eller for en snak om mulighederne – eller bare for en snak.

UDDANNELSE | MÅ JEG HØRE DIN HISTORIE?

Da jeg skrev det her indlæg om mit eget studie, var jeg slet ikke i tvivl om hvordan jeg selv havde det. Dog havde jeg ingen idé om, hvor mange der sad derude, og følte nøjagtigt det samme. Det har gjort ret stort indtryk på mig at læse alle jeres beskeder. Én ting der gennemsyrer det hele, er ensomheden. Alle de der sidder og føler, at de er alene om en sorg, de i sidste ende selv har valgt. Jeg synes ikke at man skal tie i flok – slet ikke når man har muligheden for, at skabe et fælles rum. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave en serie af indlæg, skrevet af jer. En samling af jeres historier, og de erfaringer i har gjort jer i uddannelsessystemet og videre på arbejdsmarked. De, der har taget en uddannelse de elsker, de der har taget en uddannelse de endte med at hade, de der startede med at hade og sluttede med at holde af, og de der droppede ud og fandt lykken. Mit håb er, at vi derigennem kan guide hinanden til at træffe de valg, der i sidste ende er rigtige for os – og måske opdage at de veje som vi ikke tør gå, slet ikke er så farlige. Kort sagt, så vil jeg rigtig gerne høre din historie, uanset hvordan den ender. Hvis du vil være med, så send mig en mail på: emiliemariefoli@gmail.com

Tak fordi i er så skide modige.

I MINDET BOR DE LYSSKY

17349546_426700361007552_1468940985_o

Jeg kan blive ramt af sådan en ligegyldighed, når strålerne står ind ad vinduet, og danner søjler i rummet. Regnen snakker højt mens solen er så stille. På gulvtæppet danser katten i takt med partiklerne. Den ved ikke hvad jeg ved. Der er noget ved lyset, over middagen. Som om den håner de der tænker. I mindet er du endnu ikke voksen. Et skaldet landskab folder sig ud foran dig. Jeg hiver dine hår ud med fingrene. Min dansklærer fortalte mig engang, at ét samlet øjenbryn var et symbol på tillid. Jeg fortalte hende, at jeg var ret sikker på, at Frida Kahlo bare så sådan ud. Søjlerne deler rummet. På væggen hænger en note: jeg klipper mig selv i øjet, syer små kyser af mine hornhinder og strikker børn af mine øjenlåg. I hjørnet står en kasse med dit navn på. I hjørnet står en plante med bøjet nakke.

 

PÅ DET SENESTE #6

7671439-maria1

Har jeg fældet en tåre over tabet af smukke Maria. Hun var vigtig, og jeg tror på, at hendes eftermæle er vigtigt. Hvis ikke i har gjort det endnu, så vil jeg virkelig anbefale jer at læse hendes nye bog, Transfervindue, som hun kun lige nåede at se fødslen på. Jeg har læst den færdig nu. I går læste jeg den igen.

17342228_427691967575058_1215219976_o

Har jeg haft gang i en større udskiftning herhjemme. Der sker store forandringer i mit liv lige nu, og jeg får sådan en trang til at mine omgiveler skal følge med. Jeg har forsøgt at få de ting der betyder noget for mig, og som inspirerer mig, op i en højde hvor jeg kan se dem.

17373224_427691987575056_67007707_o

Har jeg endelig fået taget mig sammen til at investere i et stel, som jeg længe har holdt af. Koppen er af Royal Copenhagens flora serie, og er her i varianten Tulip. En dag er jeg nok også nødt til at investere i Magnolia. Jeg har ellers brug længe på at claime, at jeg ikke er en Royal Copenhagen pige.. Dammit.

17357420_427691990908389_1374771030_o

Har jeg danset lidt rundt alene nede i Andedammen, som jeg i øvrigt er begyndt at lave noget assistentarbejde for. Jeg er så glad for at have muligheden for at kunne arbejde i og omkring et kreativt miljø. Og så skader det selvfølgelig ikke, at det er fyldt til randen med dejlige kvinder, heriblandt min egen Trine.

INDEHOLDER AFFILIATE LINKS

VENUS – LET’S TALK ABOUT SEX

venus_hovedstill

En ny kvinde i stolen. Og så en ny. Nogle af dem er sjove. Salen griner. Nogle af dem er sjove, salen griner, hendes øjne bliver våde, og salen slår blikket ned.

En oprigtig og poetisk fortælling om unge kvinders seksualitet

“Mere end 100 unge kvinder dukker op, da filmens to instruktører søger medvirkende til en “erotisk film på kvinders præmisser”. Over de kommende måneder fortæller kvinderne om deres seksuelle oplevelser og fantasier til filmkameraet. Efterhånden som tiden går og historierne bliver flere, begynder en ramme langsomt at tage form, og instruktørerne indser, at de uden at vide det, allerede er i fuld gang med optagelserne til deres film. En ærlig, oprigtig og sårbar fortælling om kvindernes forhold til sex, om lysten, ulysten, fantasierne, følelserne, opdagelserne og alt det, vi aldrig taler om.”

– Doxbio

Martsluften er skiftende, varmen fra solen møder noget der ligner storm, og forvandler København til en skizofren zone imellem korte ærmer og armygrønne flyverdragter. Jeg er landet for tidligt. Jeg sætter mig ved et cafébord foran Grand og tænder den første cigaret. Overfor mig sidder fire kvinder. De er skingre og deres stemmer både forhøjes og forsvinder i vinden. De snakker om en fælles veninde. Hun er sammen med Morten igen. Cigaret nummer to. Jeg har taget for meget læder på i dag. Det er som om at en krop som min kun kan bære enten en læderjakke eller et par lædersko. Jeg venter på min veninde. Vi har ikke set hinanden længe, og om en halv time skal vi ind i salen. I mit hoved nynner jeg en melodi jeg ikke kan huske hvordan ender. Jeg tænder cigaret nummer tre, og støtter hælene på stolen overfor mig. Vinden har tænder nu. Sofie ankommer lige til tiden. Hun har heldigvis også taget læder på. Sæderne er fløjlsrøde, vi sidder langt fremme. Vi skal se en dokumentar. Det overrasker mig at den er dansk. En kvinde bliver placeret på en stol: hvor er du lige nu? lyder en stemme bag kameraet. Kvinden bider sig i læben og slår blikket ned. En ny kvinde i stolen. Og så en ny. Nogle af dem er sjove. Salen griner. Nogle af dem er sjove, salen griner, hendes øjne bliver våde, og salen slår blikket ned. Kvinderne skifter. De snakker om sex. De snakker om lyst og de snakker om skam. Det er virkelig sjovt, og virkelig seriøst, og et sted i midten, er der noget smukt. Sidste gang jeg følte mig allermest sårbar, rejste han sig op og gik. Det må man ikke. Det var helt forkert. Knuden bor i maven. En tåre undslipper mit panser af eyeliner. Salen summer mens skærmen bliver sort. Cigaret nummer fire. Jeg holder fast i Sofie. Jeg kan ikke skilles, jeg føler at vi lige har delt noget, som vi er nødt til at tale om. Vi går i cirkler. En større og større rundkreds. Da jeg kysser hendes kind farvel ved hovedbanegården, er jeg mæt. Jeg går mod Vesterbro, og i mit hoved spiller jeg scenerne igen og igen. Jeg ved ikke om det er lykke eller vemod, men et sted i midten, er der noget smukt.

Se traileren til Venus – Let’s talk about sex

GRANTORTELLI MED SMØRSTEGTE KRYDDERURTER OG PARMESAN

17311502_426689377675317_1798834320_o

Det kan være svært at finde råd og ro til at lave mad, når man er sådan en eneboer-single-type. Både da det kan være svært at geare sig selv op i køkkenet, når man er den eneste i den modtagende ende, men også da det kan være udfordrende at handle ind til én portion.

Min livskvalitet stiger virkelig meget, når jeg husker at lave mad til mig selv. Der bliver indtaget en vis portion knækbrød og havregrød her på matriklen, og selvom man kan skære sin avocado i en rose, så er det i længden ikke synderlig stimulerende for øjet. Jeg er den ultimative hverdags æstetiker, og drikker helst min kaffe af den kop der ville se bedst ud på Instagram – for min egen skyld. Det give mig virkelig meget, omend blot en falsk følelse af overskud, at min seng altid er redt, eller at min mad er anrettet. Én af de retter jeg ynder at lave, er grantortelli. Det smager hjernedødt godt, tager (uden pis) fire minutter at lave, og så kan en portion som overstående laves til en tyver. NB: dette antaget, at du i forvejen har smør og lidt urter i huset.


Ingredienser: 

En halv pakke grantortelli

En håndfuld friske krydderurter (især bredbladet persille og salvie gør sig godt)

En lille spiseske smør

Parmesan efter behov (skam dig hvis du bruger det fra pose)


Jeg har endnu ikke kastet mig ud i at lave min pasta selv, til gengæld har jeg virkelig testet markedet, når det kommer til den færdige slags. Når det kommer til fyldt pasta, så er de dyre, desværre, altid bedst – især hvis du går efter dem med kød i. Min yndlings er versionen med fyld af ricotta og spinat fra Irma, og hvis det skal være kræs, så køber jeg dem nede i det italienske supermarked. Retten er meget simpel: pastaen skal koge i fire minutter, og imens klarer du smøret på en pande, og steger krydderurterne heri. Når smøret er brunet let, vender du den varme grantortelli ud på en tallerken, hælder det tilbageblivende smør og urter over, og slutter af med lidt parmesan.

Voilá!

HVIS JEG MÅ BESTEMME HVAD DU SKAL LÆSE #1

boegerDe sidste par måneder har budt på virkelig mange fine udgivelser – både af den helt nye slags, og de længe ventede oversættelser. Jeg har tømt mine lommer i boghandleren, og giver her et bud på de værker, jeg ikke ville have været foruden.

 

Maria Gerhardt – Transfervindue

Transfervindue er tredje værk fra Maria Gerhardts hånd, og er allerede på faste læber. Fortællingen er en autobiografisk, utopisk fremstilling, og omhandler forløbet som kræftpatient. Jeg har endnu ikke læst bogen færdig, så jeg vil ikke konkretisere et forløb, men det første jeg gjorde da jeg trådte ud af Thiemers boghandel var at tænde en cigaret, og synke sammen på et trappetrin i Tullinsgade. En blanding af martsluften og Marias ord fik mig til at lukke halvvejs inde, for selvom samlingen er fyldt med sarkasme og glimt i øjet – så er det hård læsning. Og jeg var ikke klar til at læse den til ende.

“Så skulle jeg brække mig, så skulle jeg ikke, så skulle jeg brække mig, så skulle jeg ikke. Jeg havde ellers lovet mine omgivelser at skrive fiktion og ikke om endnu en kaotisk morgen, hvor han efterlignede mine bræklyde og tog sig til panden. Jeg lavede et tegn til dig, som træneren gør til dommeren, når en spiller skal skiftes ud. Så skulle jeg brække mig, så skulle jeg ikke, så skulle jeg brække mig, så skulle jeg ikke, og da jeg kom ud fra toilettet, var der stille i lejligheden. Jeres morgenmad stod, som du serverede den, fuldstændig uberørt.”

– Maria Gerhardt.


Signe Gjessing – Ideale begivenheder

Første gang jeg læste Signe Gjessing fik jeg ondt i hjernen. Jeg rystede på hovedet. Jeg forstod det ikke. Jeg lagde bogen fra mig og værdigede den ikke et blik. Det var først da jeg så denne video, at jeg lagde mig fladt ned. Det hele kom med forståelsen af, at det var hende der havde regnet det ud – det skulle ikke forstås, det skulle føles. Nu har hun udgivet Ideale begivenheder, en verssamling af præcis lige så forvirrende poesi – og du må ikke give op på den.

“Vi svømmer i en stribe flydende nøglering til 7-8 verdensrum – den er gået op, rum rasler af

Jeg oplyses hele tiden, som af verdensrum der tabes som tasker af bare overraskelse ned på lys

Vi sættes til at kaste de oplyste verdenrums skygger, én for én, som dødes navne læses op, ét for ét.”

– Signe Gjessing


 Albertine Sarrazin – Astragal 

Astragal af Albertine Sarrazin er bestemt ikke nogen nyhed – men det gør den afgjort ikke mindre værd at nævne. Astragal er en autobiografisk roman, der handler om den unge Anne, der brækker anklen i springet fra den fængselsmur der holder hende fanget. Uden for muren møder hun en mand, der bliver hendes beskytter og elsker, og romanen tager en igennem 1960’ernes Paris, beskrevet igennem Albertines rå og kølige øjne. Albertine selv, skrev værket under hendes fængselsophold, og hun døde kun 29 år, da hendes karriere var på sit højeste. Patti Smith har skrevet det smukkeste forord, der alene gør bogen værd at læse:

”Min Albertine, hvor jeg dog forgudede hende! Hendes lysende øjne ledte mig gennem min ungdoms mørke (…) Og nu gør hun det samme for dig.”  

– Patti Smith


Chris Kraus – I LOVE DICK

Det grønne omslag med de iøjnefaldende versaler har ikke været nem at overse på diverse feministiske platforme den seneste tid – dog er værket langt fra nyt. Til gengæld er det netop blevet oversat til dansk – og den kan sagtens bære en genlæsning. Fortællingen handler om Chris, en 39-årig filminstruktør der håbløst forelsker sig i sin mands yngre kollega – Dick. Chris involverer hendes mand i hendes fascination, og ideen om et fælles kunstprojekt, med Dick som centrum, opstår. Fra hver sin position går parret igang med at skrive kærlighedsbreve til Dick, der trods minimal respons bidrager til opblomstringen af forholdet – omend kortvarrigt.

“3. december 1994: Chris Kraus, en 39-årig eksperimentalfilminstruktør og Sylvére Lotringer, en 56-årig universitetslektor fra New York, spiser middag med Dick ___, en bekendt af Sylvére, på en sushibar i Pasadena…”

– Chris Kraus

INDEHOLDER AFFILIATE LINKS

DEM VI EFTERLADER

Mine tanker danser tæt fortiden. De flokkes, og nægter sig kø. I dag gjorde jeg et menneske jeg elsker ked af det. Jeg er konfliktsky og graver unødvendigt dybe sår. Engang slettede jeg min Facebook, for at lave en form for masseudryddelse. I min anmodede indbakke ligger en besked der begynder: jeg håber at vi kan blive venner igen. Jeg tier andres kærlighed ihjel og stopper min egen ned i lukkede halse. Jeg gemmer mig for mennesker der ønsker mig godt. I nat drømte jeg, at du skød mig under vand.

ØKONOMI | STØT BLOGGEN

faerdigoeko

Det der med økonomi, er altid lidt en sær sag. Jeg har aldrig berørt emne herinde, hvilket mest af alt bunder i et super akavet forhold til penge, og især til snak herom. Der er efterhånden mange bloggere der har skrevet dygtige indlæg om indtjeningsmulighederne på sådan en blog, og de fleste af jer kender efterhånden til begreber som affiliate links, reklame og sponsorerede indlæg. Det har altid været mit ønske, at holde sponsoreret indhold på et minimum her på domænet, og her er det især de affiliate-links, som jeg ikke føler, at jeg får noget ud af at dele, da jeg ikke finder glæden i at skrive om mode og skønhed. Til gengæld synes jeg at der kan være stor værdi i at lave sponsoreret indhold, i samarbejde med firmaer, der også har set en værdi i mit arbejde. Dette giver både mig muligheden for at tjene penge på mit arbejde, og jer muligheden for at læse et varieret og gennemarbejdet indhold, som til gengæld ligger frit tilgængeligt på nettet. Da bloggen er mit primære arbejde, er det en selvsagt nødvendighed, at det også er her jeg er nødt til at have min primære indtjening. Da jeg endnu ikke ønsker at bombardere jer med affiliate indhold, har jeg lavet en ny fane, oppe øverst i min menu, under navnet: STØT BLOGGEN. I denne fane finder i affilaite links til de webshops jeg finder bedst, og mest relevante for jer. Når i gør et køb igennem de links, modtager jeg en kommission, (som oftest på et sted imellem 5-15%), og i er herigennem med til at gøre mit arbejde på bloggen muligt.

Tak

MIT STUDIE | NÅR MAN KOMMER I TVIVL

Der er mange der har efterspurgt det her indlæg. Uddannelsesindlægget. Det indlæg hvor jeg fortæller om dét studie, jeg var så glad for, og om gode råd og opfordringer til kommende danskstuderende. Men jeg kan ikke skrive det. Og det har taget mig lang tid at komme hertil, hvor jeg må indrømme, at jeg ikke ved hvordan. Det sidste lange stykke tid har jeg ventet på at skuden skulle vende – ventet at jeg ville finde tilbage til den glæde – men indtil videre, er der ingen tegn på den.

Der er flyttet noget ind i min mave. Noget jeg ikke kan, eller har lyst til at overhøre. En følelse af, at noget er forkert, og lige nu er jeg ved at mærke efter, om det kan blive godt igen. For mig, har det fulgt begyndelsen af andet semester. Jeg har længe tænkt, at den nye følelse bundede i en helt folkeskoleagtig frygt for grammatik, som fylder en del på dette semester. Samtidig har jeg virkelig været opsat på, at et enkelt kursus fandeme ikke er dét, der skal få mig til at opgive. Og det kommer det heller ikke til.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville være dygtig til at studere. Det har altid givet mening, at det var dét jeg skulle, og her at tingene ville falde på plads. Jeg var ikke god til at gå i folkeskole, og endnu værre til at gå på gymnasiet – og det har ikke handlet om manglende dygtighed, men i sidste ende om en kæmpe følelse af forkerthed – af ikke at passe ind. Jeg har altid været kvik, haft venner og været sådan en barn, der nok skal klare sig, men jeg hørte ikke til for det jeg kunne, og for det jeg var, og dét troede jeg ville ændre sig på universitetet. Jeg var sikker på at den øgede frihed ville være dér hvor jeg fik pladsen til at fungere. Sådan er det bare ikke – ikke for mig.

Min hjerne har arbejdet på højtryk de sidste mange dage. Hver aften, et sted imellem søvn og tilstedeværelse, får jeg overbevist mig selv om, at det eneste rigtige er at forlade mit studiet. Og hver eneste morgen vågner jeg med en følelse af, at en med meget mindre styr på sig selv end jeg, må have overtaget kommunikationen. For det kan jeg ikke – jeg kan jo ikke droppe ud – for hvad så?

Lige nu bor uroen ikke på danskstudiet. Jeg holder meget af at parkere min cykel ved kanalen, jeg har de bedste mennesker på min side, og på papiret – går det rigtig godt. Det ville ikke løse mine problemer, at skifte mit studie til et nyt – og det er her, at uroen bor. Gisp. Jeg er ikke ulykkelig på mit studie – jeg er ulykkelig som studerende.

I morges forlod jeg min venindes lejlighed på Nørrebro. Der var noget i vinden der ramte mig, og pludselig lignede træerne ikke længere bare træer. For første gang længe, var jeg begyndt at drømme.

Så gik jeg i boghandleren og købte tre digtsamlinger.

EN ODE TIL | SYDHAVNEN

trinemor

Jeg husker tydeligt den aften i sommer, da jeg for første gang besøger den gamle Sydhavn. Jeg havde ledt efter bolig hele dagen – jeg var nemlig kommet sent ind på mit studie, og jeg havde travlt. Jeg havde søgt alt jeg kunne komme i nærheden af. Lejligheder, værelser, kammerrum, og den slags bofælleskaber, der kun ville have dig ind, hvis du gik med til at drikke din kaffe på gulvet hver morgen. Intet bid. Som et sidste råb om hjælp, lagde jeg et småbedende opslag op i en af Bloggers Delights grupper på Facebook. Jeg spurgte, om der ikke var nogen, der kendte nogen, der måske ville nyde én som mig. Og det var der. Sgu. Det var Trine, og hun overvejede at leje sit ene værelse ud på Sydhavn. Jeg anede ikke hvad Sydhavn var, men efter et hurtigt overblik på Google Maps var jeg rimelig sikker på, at det ikke var noget for mig. Trine spurgte om jeg ikke kom over og drak et glas vin, (jeg er ikke sikker på hun her var klar over, at jeg lå og rodede rundt i en provins) og blot to timer senere, steg jeg af 4A ved Mozarts Plads. Duften af lune øl og lyden af en der råbte fisse ramte mig i hovedet som en mur, og jeg vidste, at jeg var hjemme.

Trine ventede allerede på mig i døren ud til den lille have, og inde i lejligheden spillede en pladspiller i hjørnet. Rødvinen var allerede skænket, og hurtigt kiggede vi ind i det (ganske) lyserøde værelse, der måske kunne blive mit. Jeg kan ikke huske hvad vi snakkede om, men jeg kan huske hvordan der flyttede et lille håb ind i min mave. Et håb om, at dette kunne blive godt. Aftenen var stadig lys og varm, og vi endte ved det lille have bord, hvor vi både delte resten af vinen og en pakke blå kings. Ugen efter rykkede jeg ind.

Siden da har mit hjerte vokset sig stort og varmt for den gamle havn, og jeg nyder virkelig at være landet lige her. Jeg har vandet i min baghave, Daniel på caféen ved hvordan jeg vil have min kaffe, og hvis man lytter rigtig godt efter, kan man høre hanen gale nede fra gården. Sydhavnen er ikke et pulserende byhjerte fyldt med fart – til gengæld er den fyldt med sjæl og ro, og lige nu, er det alt hvad jeg har brug for.

Trine og jeg er måske helt forkerte på papiret. Et umage par. Men jeg elsker vores lille hjem og jeg elsker hende. Det overrasker mig hver eneste dag, hvordan sådan et lille menneske, kan rumme så meget stort og fint. Godt nok har hun avlet et barn der skiftevist sender mig dræberøjne og glædelig viser mig sit værk på potten, men det her, det her ude, os og hinanden, det er godt.

Det er rigtig godt.