TIP | FIN SWEATER MED BINDEBÅND

zaraSTRIK | ZARA 299,00 DKK

Jeg ville lige tippe jer om denne ultrafine strik, som jeg har været oppe og hente i ZARA i dag. Jeg har lige købt ny cykel, og da jeg både er virkelig dårlig til at finde vej, og virkelig nykøbenhavner, testkørte jeg lige ruten til og fra KUA i formiddags. Det gik næsten godt. Jeg pitstoppede dog ved Fisketorvet, da jeg blev noget imponeret over, at jeg egentlig bor lige ved siden af. Jeg skal vist lige vænne mig til, at være flyttet ud fra under min sten. Nå, i småpanik over skolestart i morgen, røg der lidt panikshopping i kurven, i stedet for det mad, jeg nok egentlig burde have haft købt. Heldigvis lever jeg endnu højt på konserves, så det bliver noget med kidneybønner og flået tomat i aften.

ET (LILLE) KIG INDENFOR

 

sneak

Jeg er så småt ved at komme på plads her, i mit nye hjem. Jeg tænkte derfor, at det allerede måtte være på tide, at vise jer lidt af rummet. Der er stadig et par kroge i ikke får at se, da jeg slet ikke er færdig med at rykke rundt og eksperimentere med stedet. Jeg mangler endnu at indrette min lille spisekrog, der lige nu kun består af et teaktræs spisebord, og et par smukke y-stole, og jeg er heller slet ikke kommet i bund med opbevarings delen af processen endnu ( som altid er en kælling.) Heldigvis har Trine og jeg et lille, fælles opbevarings rum, som jeg pt. har fyldt med lort og diverse konserves.

LØRDAGSDIGTER | JOSEFINE ZENA MØLLER AYYAD

josea

21-årige Josefine Zena Møller Ayyad, er fra et sted imellem Frederiksberg og Valby, og så arbejder hun til dagligt som personlig assistent/pædagogmedhjælper i en 2. klasse. Mest af alt er hun dog poet, og så er hun et af de fineste mennesker jeg kender.

 

Josefine om digtet: Digtet er taget ud af en samling af tekster, der alle kredser sig om de samme emner. Det handler om den daglige indre kamp, man kan have med sig selv og sin krop. Om at være overvægtig og gentagende gange prøve at overbevise sig selv om, at man er okay som man er. Om ’rundkredsen’, som jeg ofte bruger som betegnelsen for den gruppeterapi jeg gik i, da jeg blev behandlet for en spiseforstyrrelse. Om hvor paradoksalt det er, at prøve at opnå en selvaccept og accept i det hele taget, når det kan føles som om, at omverdenen til tider ikke er enig i, at man har ret til den. Det handler om, hvordan vi ser kroppen, og hvad vores egne og andres tanker om vores kroppe kan gøre ved vores psyke.


Samosadage
på gentofte station spiste jeg en samosa imens jeg smed en anden ud
gentofte station bus busk rundkreds

morgenvågne kærtegne alt det hængende på mine knogler tænke det er bare krop det er okay
ny morgen ny okay ny morgen ny okay   ny knogle ny hængende ny mere ny mindre hængende og
mere okay nu føltes det som da min mor kiggede på mig på min fødselsdag sagde   hvor ser du godt ud puttepige    du har tabt dig
hvad har jeg tabt hvem mig selv men jeg hænger jo bare på ny hver dag tænker ny morgen ny krop hver dag er mit ansigt modelleret på ny   jeg må være okay

det hænger sammen hvor meget der hænger i forhold til hvor okay det er
min krop og jeg ned af gågade råb fra ansigter jeg ikke kender
råb om fedtet på min krop som om det har omslugt dem taget noget fra dem
og jeg står op igen og mærker og kigger og tænker det er okay og jeg tager toge og

ind i tog skifte gentofte station samosa bus busk rundkreds
en kvinde i kredsen undrer sig over at jeg tør gå i buksedragter og jeg vil ikke være hendes spørgsmål   jeg aer min buksedragt på ny min krop er udover rummet jeg er direkte i mit tøj

ny morgen ny okay ny knogle ny hængende ny beklædningsgenstand ny tanke følende på det hængende tænke på knoglerne at de gør det knogler vel skal gøre ny knogle ny okay

står der i en fyldt kupé en mand stående med sin computer på håndfladen   han tøver stønner som om noget ikke vil gå op   jeg dingler mellem mennesker mærker skub en ung mand siger fjern dig tykke men jeg er så meget i min krop at det ikke går op for mig at henvendelsen var til mig   han kigger spørgende på mig som om hallo tykke så fjern dig for jeg burde jo vide at det var mig   at jeg jo selv måtte definere mig selv med alt det hængende og jeg svinger kroppen rundt i kupeen.

NÅR MAN FLYVER OG FLYTTER

14074413_321441958200060_2141677966_o

Jeg flytter. Fra provinsen, og fra min mor. Og selvom at jeg længe har længtes ud, er det mere følsomt, end som så. Influenzaen er lige så stille forsvundet, og de sidste par dage har jeg brug på at pakke et helt, kort liv ned i store kasser. Jeg har sorteret og smidt ud, og skilt mig af med gamle minder, der ikke skal have lov at komme med ind, i min nye hverdag. Hvor får man samlet meget lort omkring sig. Jeg har bestilt en cykel, flyttet min adresse, og fået en ny læge, der vistnok hedder Ulla. Jeg glæder mig til at flytte ind i mit nye hjem, men jeg er også spændt. Spændt på at rykke ind i en andens, etablerede hverdag, spændt på at se, om mine egne ben kan holde, og spændt på at se, om Trines Alfred kommer til at kunne lide mig. Til de der ikke har regnet det ud, rykker jeg nemlig ind under teltpælene hos Lortemor.dk. En ret sej roommate, hvis jeg selv skal sige det. I aften laver min mor mojitos, og så siger vi farvel og på gensyn, lige om lidt, og det bliver godt. Alt bliver så godt.

VELKOMSTARRANGEMENT PÅ KUA | ØKO-PØLSER, OPKAST OG PÅ GENSYN

tumblr_nzcw3brpbF1shb6ejo2_500

Klokken er fem minutter i, at jeg skal mødes med min veninde på Sydhavn Station, og jeg er allerede faret vildt to gange, på instruksen: lige ud og til højre. Jeg har allieret mig med Sofie, der ligesom jeg, skal starte på KUA i år. I dag er der velkomstarrangement, og vi skal med, for det bør man. For at få den bedste start, det er nu, vi sætter fodsporene for vores sociale liv de næste 5 år, i ved. Skruer vi tiden 13 timer tilbage herfra, vågner jeg midt om natten, med hovedet fuld af snot og anger, og ved, at i morgen bliver en lang dag. Kl. 8 møder min mors øjne mine røde, hun klapper mig tre gange på skulderen og siger kærligt, men også med en lille trussel i stemmen, at jeg vil fortyde det, hvis jeg ikke kommer afsted. Jeg ved at hun har ret, og pakker tasken med concealer, kodimagnyler og Styx. 13 timer og 4 kodimagnyler senere: Nå, men jeg finder stationen, eller rettere, Sofie finder mig, komplimenterer heldigvis hvad jeg har på, og med to smårystende hænder flettet ind i hinanden, hopper vi på toget. Da vi et skift senere bevæger os fra trappen op fra metroen, bliver vi mødt at glade tutorer, der er alt for vant til, at unge mennesker på første skole dag, er for nervøse til selv at finde vej. Sofie skal starte på litteraturvidenskab, og vi bliver derfor hurtigt revet fra hinanden, de de skilte der indikere at vi skal inddele os i fag, viser i hver deres retning. Jeg kryber igennem en menneskemængde på et par tusinde, og stiller mig i midten, hvor en ung, lyshåret mand er bærer af det store skilt med teksten: dansk. Talerne begynder, og selvom de er ret søde og vittige, kan jeg ikke slippe en anmassende uro i maven, en uro, jeg på dette tidspunkt skylder på menneskemængden og spændingen. Talerne ophører, og fagene inddeles på forskellige områder af skolen. Fagets tutorer præsenterer sig selv, og tilbyder os en ganske overskuelig leg, hvor vi bliver præsenteret for hinanden i grupper. Resten af aftenen er sat af til at lære hinanden at kende over en øl ved kanalen. Jeg falder hurtigt i snak med et par piger, og følger med, da samtalen ender på de food trucks, der er ankommet til formålet. Selvom klokken nærmer sig de 21, er mængderne endnu mængder, og efter en halv times kø til en øko pølsevogn, står jeg med min helt egen hotdog i hånden. En spise jeg normalt ikke ynder, men her ingen spørgsmålstegn stiller ved. Vi får sat os ned på jorden ved en tilfældig bygning, og ved første bid af bastarden må jeg indse, at den ikke kommer ned. Formaningen: du brækker dig fandeme ikke bliver gentaget i mit hoved et par gange, jeg kigger undskyldende på mit selskab, og må smide pølsen i skraldespanden. Her ser jeg samtidig mit snit til at annoncere, at nu må jeg hjemad. Jeg skal jo langt. Vejen fra metroen til regional toget svinger lidt, og jeg er træt efter en lang dag.  Jeg når slet ikke at overskue hvornår mit næste tog går, med ved allerede her, at en flaske vand er fuldstændig nødvendig. Heldigvis når jeg det hele, og klokken lidt over ti, sidder jeg endelig i toget mod provinsen. Toget er overraskende fyldt, og jeg får slået mig ned på et cykelsæde. Jeg drikker en tår, to tåre, mange tåre af mit vand, og bliver pludseligt og overvældende opmærksom på menneskene omkring mig. Uroen i maven er der endnu, og jeg begynder så småt at indse, at det måske er lige groft nok, at skyde skylden på KUA og øko-pølser. Jeg flygter ud på nærmeste DSB-toilet, hvor jeg for første gange trækker vejret ned i maven. Det skulle jeg dog ikke have gjort, for i samme øjeblik kaster jeg hele uroen op i vasken. Og så i toilettet. Som stopper. Og så i skraldespanden. Jeg må efter lang tids overvindelse synke sammen på gulvet, og der sidder jeg, på det pæne tøj der i morges blev nøje udvalgt, en time i retning mod Slagelse. De forbipasserendes samtaler om fulderikken på toilettet bliver kun svagt opfattet, mens jeg skriver undskyld på en post-it, og sætter den på spejlet. Jeg ringer til min mor, som står klar i sit nattøj på perronen, og nærmest griber mig, da jeg vælter ud af toget. Stakkels KUA-studerende. Uroen viste sig at være en solid omgang influenza, og i skrivende stund, har den endnu ikke helt sluppet sit tag. Jeg glæder mig fortsat til studiestart på mandag, og takker tutorene på dansk for en dejlig aften, og guderne for, at jeg ikke var hende der kastede op midt i den.

EN RYGHVIRVEL ITU, ET UNI OG EN LEJLIGHED

P1010013Billede af Sille Sørensen

Jeg har været meget i tvivl. I tvivl om hvorvidt bloggens nye begyndelse, samtidig skulle forme en slutning for de personlige ord herinde. Om privatliv og arbejde endelig skulle deles i to, for hvis det skulle være sådan, ville det give mening, at det skulle være nu. Jeg har valgt, at sådan må det ikke blive. Jeg har ikke lyst til at arbejde væk fra den personlige tone herinde, og jeg har egentlig heller ikke lyst til at opgive ideen om det univers, der er blevet skabt herinde. For vi har da hygget os, har vi ikke? Uanset hvad er i ude af trit med mit lille liv, og det er vist på tide med en opdatering. Siden jeg satte bloggen på pause, og sagde pænt på gensyn, har livet nemlig ikke helt stået stille. Som nogen af jer måske allerede ved, var det meningen, at bloggen skulle have været genåbnet, for efterhånden måneder siden. Dog ændrede livet og prioriteterne sig brat, da min mor faldt og brækkede ryggen. Det var lange dage og nætter på Rigshospitalet, og det var frygten for, at måske, min mor for altid ville være i stykker. Da hun brækkede ryggen, var det lidt som om at hele familie gjorde, og ingen kunne rigtig holde deres eget hoved længere. Min mor er min bedste ven, og jeg tror aldrig at jeg bliver voksen nok til at indrømme, at hun også er et menneske der bløder. En stor portion godt mod, stædighed og et par dygtige læger siden, er hun heldigvis på benene igen, og sundere end nogensinde før. Der er langt herfra og til Feminas kvindeløb, men vi har været heldige, hun har været det sejeste, og jeg har stadig min mor.

Nå, det var det triste – nu til det mindre. Jeg er pr. 1. september optaget på Københavns universitet, hvor jeg fremover skal studere dansk. Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt dansk eller litteraturvidenskab ville være det bedste for mig, men efter en lidt punkteret samtale på lit besluttede jeg mig for at sætte alt ind, og søge en stand-by plads på dansk. Hvilket var heldigt, da jeg faktisk ikke blev optaget i første omgang, men måtte gå i seng med en afvisning i maven. Det var først her i sidste uge at jeg kunne modtage meldingen om, at jeg for alvor var kommet ind. Jeg er spændt og glad og en smule bange for grammatik, men jeg er sikker på, at denne udfordring kommer på det helt rigtige tidspunkt. Jeg skal studere på KUA, som er den del af universitetet der ligger på Amager, Humaniora Fakultetet – er der nogen af jer der skal gå der? Så skal vi drikke øller. Nå, som i ved er jeg lige nu bosat i Slagelse, og har længe haft en stor drøm om, at forlade den del af livet. Derfor fik jeg pludselig ild under mine fødder da jeg fandt ud af, at jeg er bundet til Købehavn de næste 5 år af mit liv. Jeg har søgt lejligheder, roommates og kosteskabe i det meste af København, og ved i hvad? Der er bid! Jeg flytter nemlig ind hos Sydhavnens sejeste blogger. Men mere om det næste gang.

LØRDAGSDIGTER| SIDSEL WELDEN

SIDSEL

24-årige Sidsel Welden studerer til dagligt journalistisk på RUC, hvor hun er ved at specialisere sig i litteratur og medier. Ved siden af arbejder hun som freelance journalist, og så er hun digter. Jeg har bedt Sidsel dele et digt efter eget valg, og knytte et par ord til teksten, i håbet om, at blive inviteret endnu tættere på.

Sidsel om digtet: Jeg skrev den her tekst da jeg var 22, og i en periode af mit liv, hvor sorg konstant boede i min krop. Jeg var syg af sorg og den lå under min hud som små hårde knuder der skød rundt i mine blodbaner. Digtet er skrevet efter tabet af min far, men repræsenterer også alt hvad der følger med sådan et tab, som mennesker heldigvis ikke er i stand til at forestille sig, medmindre de oplever det på egen krop. Hvorfor man også rent psykisk og fysisk længe kan gå i en choktilstand over, hvad det betyder, og gør ved dig som menneske, at miste en, der spiller så vigtig en rolle i ens liv. Teksten handler om at miste, at miste sig selv, den uskyldige barndom og desperat forsøge at klinge sig til noget, der umuligt kan blive igen. Det er erkendelsen af et evigt tabt og en evig sorg, at noget er væk fordi evigheden har slugt det:


Og jeg ligger lige her

i min nærmeste gråmelerede fantasi

hvor kun din smagrad

grønne uldsofa lyser op

og kradser på min kind når jeg prøver

at finde ro

 

nikotin gult  sofafyld kaster den bulimisk op fra store trævlede huller præcis som jeg gjorde det

engang

og jeg stryger den med hårene

lukker øjnene for at mærke dig

ligger i skærsilden mellem Roskildevej og Valbylanggade

 

men jeg har sat bilerne på pause

og osen fylder nu min næse med lugten af benzin

bedre end stanken af whisky

 

jeg presser mine øjenlåg hårdt sammen

fordi jeg frygter at du står der hvis jeg åbner dem

jeg aner silhuetten af dit slidte tøj der går ud i ét

 

med alle afskygninger af røg

 

men det er også det tætteste jeg kommer på dig

knuger sofaens opkast til mig

lader det omfavne mig

 

fordummende skumramme med mig som det gyldne snit


Ønsker man at læse mere af Sidsel Welden, kan det gøres her, her og her.

 

 

 

FØLGER I MED?

følger

Der findes efterhånden en del måder, hvorpå man kan følge bloggen, og følge mig. Og der er kommet flere til. Jeg forventer ikke, at man følger samtlige profiler, men jeg håber, at det er en måde hvorpå, at alle kan være med, uanset om man kommer her for mig, kunsten, lyrikken – eller faktisk for moden. Jeg har lavet en lille oversigt, så man kan udvælge.

Instagram: Min egen instagram, @emiliefoli er stadig den profil jeg er mest aktiv på, og den jeg holder mest af at bruge. Derudover er profilen @emiliefolisalg kommet op, som er en profil, der kommer til at arbejde sammen med min nye webshop. Mere om den i et andet indlæg. Kommer man for lyrikken, kan man følge med på hashtagget #emiliefolidigte.

Facebook: Der er efter lang tids overvejelse, kommet en facebook-side op. Den finder i under Emilie Marie Foli, hvor i også finder min private profil. Facebook-siden bliver brugt til at minde jer om nye opdateringer på både bloggen og webshoppen, samt til deling af events, og oplæsnings arrangementer. Det er også en god mulighed for direkte kommunikation med jer, hvilket jeg elsker.

Snapchat: Dette er helt nyt. Man kan nu følge med på snapchat, her findes jeg under: emiliefoliblog. Her vil man få mulighed for til tider at følge med i hele dage, samt komme med til møder, på udstillinger og helt ned i undertøjsskuffen. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg formår at holde denne profil fri for spas.

Bloglovin: Man kan som altid følge bloggen via Bloglovin, så man helt automatisk opdateres ved nye indlæg.

Fagre nye verden.

KUNSTNERMØDE | EMILIE VINTERSBORG

13987871_10154467504213566_608273592_o (1)

Væggene i det lille hjem er prydet fra panel til loft, af Hockney, Kirkeby, og Picasso – imellem de store mænd hænger en tynd streg i formen af abstrakte ansigter og pizzastykker, en streg der uden at gøre væsen af sig selv, ikke bliver overhørt – den generte streg med den store stemme, tilhører den 25-årige Emilie Vintersborg, der til dagligt underviser i billedkunst på en folkeskole. Ved siden af er hun kunstner, og forelsket i Alexander og i hans ansigt. Jeg har mødt hende i hendes lille men smukke hjem i Roskilde, til en snak om kunsten, barndommen og kærligheden.

Kan du huske dit første møde med kunsten? Min morfar er en meget teknisk dygtig maler/tegner. Som ung fik jeg et af hans malerier foræret – motivet viste min oldefar og jeg, da jeg er ganske lille, juleaften, mens vi ser på juletræet. Den måde, hvorpå han fangede lyset fra træet, og baggrunden, har jeg altid fundet ret fascinerende – lidt a la en blanding af Vilhelm Hammershøi og J.F. Willumsen. Jeg begyndte at tegne da jeg var meget ung, min morfar og jeg lavede en aftale om, at jeg skulle sende mine tegninger til ham, så han kunne se, hvordan det gik. Intet pres.

Min mor er et meget kreativt væsen – modsat mig, er hun dog bedre til at udtrykke sig igennem kroppen, hvor jeg holder mig til pen og papir. Hun har altid været meget glad for kirker, og jeg har derfor set en del af disse. Jeg husker især en tur, da jeg er omkring 11-12 år, hvor vi kørte til København, og så Grundtvigskirken. Som stadig den dag i dag, er en af mine yndlings.

Da jeg begyndte i gymnasiet, havde jeg en fantastisk billedkunstlærer – Frau Sinding. Hun var meget engageret. Hun forstod virkelig at åbne faget op for mig – det er nok også en af grundene til, at jeg selv er billedkunstlærer i dag. Jeg blev hurtigt fanget af Frida Kahlo, og alt i en periode, handlede om hende. Første gang jeg så et af hendes værker ”live”, var kort efter, at jeg var blevet student. Det var  i Berlin – jeg fik næsten en ud-af-kroppen-oplevelse. Der var virkelig, uvirkeligt. Senere startede jeg på Roskilde seminarium, hvor jeg blev fanget af det mere simple, nemlig af blindtegningen. Mine nuværende tegninger er en slags øjeblikstegninger. Jeg ser en person og tegner det, uden løft. Det er aldrig som ”mennesket” rigtig ser ud, men dele er fuldstændig korrekt. Faktisk lidt som mennesket er.

Hvorfor billedkunsten? Jeg har en drøm om at flytte til Bornholm, bo midt på en klippe, med uendeligt meget rødvin, papir, gips og ler. Jeg startede nemlig med at arbejde i gips – jeg er fascineret af transformationen der opstår. Fra pulver til støbning, ler til skulptur. Men gips sviner, det er et dødt materiale, og hårdt. Jeg ønsker ikke, at det jeg skaber, skal være perfekt, men jeg vil have det præcis som jeg tænker, at det skal være. Når det ikke sker, freestyler jeg, og ser hvor jeg ender. Tegningen eller stregen, er svære end den ser ud til, det kræver tid, teknik og forsøg. Det tog mig to år at finde den rigtige form – det er netop derfor billedkunsten for mig, er vigtig. Jeg er et sindssygt utålmodigt menneske, men jeg elsker at fordybe mig, det hjælper billedkunst mig med. Uanset om det er fordybelsen i mine egne værker eller andres.

Hvilken betragtning gør du dig som kunstner? Jeg er vild med smukke ting, genstande, mennesker, linjer osv. For mig er det, det faktum, at det ses, at det er et menneske, som jeg tegner – men ikke mere. For min skyld kunne de være tudegrimme, eller gudesmukke – det er stadig de samme former der kommer ned på papiret. Alle har særegnede træk. Ja, faktisk monstertræk. Det er de kontraster, du fornemmer i tegningen eller ansigtet, der ikke eksisterer på papiret. De kommer til udtryk på andre måder, det er derfor jeg finder det svært, at tegne folk jeg ikke kender. Det er jo faktisk ikke meningen, at man skal genkendes i det abstrakte. Jeg elsker når folk køber mine tegninger og de kan genkende dem selv – det er virkelig et kompliment, for hvis de kan se, at det er dem – så må jeg have gjort noget rigtigt.

Hvornår begyndte du, at kalde dig kunstner? Og hvornår synes du, at man er kunstner? Da jeg solgte mit første værk. Jeg har jo selv en bestemt mening, om hvad kunst er, og hvad kunst helt sikkert ikke er. Mange mener, at Warhol var genial. Enten er jeg uvidende, eller også ser jeg det bare forkert. Jeg føler det i hvert fald ikke. En af mine venner sagde engang til mig, at kunst er alt det som virker for nemt, og man tænker ”det kan jeg da også gøre” – ja sikkert, men du gjorde det ikke. Du sked ikke i en dåse, du slagtede ikke en hest, og du malede ikke de runde cirkler. Men bare fordi man så ”gør det” bliver det ikke til kunst. Form er én ting, tanken og ideen er noget helt andet. Kunst er en opståen, der ikke søges, men drives frem. Kunsten kan være ophøjet- til tider skal det dog bare være pænt, i mine øjne. Jeg behøver ikke en beretning som Pol Pot og de 40-20 røvere, for at forstå den dybere mening. Når kunsten bliver højrøvet, er det irrelevant hvad kunstneren selv mener/tænker. Så har det ikke længere det samme formål. Er alt er så kunst? Hvis du kan fortælle mig hvorfor det er, og jeg begynder at spekulere, så er det vel. Dog er der forskel på håndværk og kunst. Jeg mener ikke tatoveringer er kunst – det er et håndværk. Tegningen er kunst, ikke udførelsen. Selvom det er ret paradoksalt. Det er igen hele cirklen med idé og udførelse. Kunst behøver jo ikke have en funktion.

Hvilken betydning, har kunsten for dig? Kunst har en betydning for den måde, jeg tænker på. Jeg er vokset op i et æstetisk hjem, hvilket har gjort kunst til noget andet, end hvad der blot hænger på væggene. Mode kan sammenlignes med kunst. Det er jo gennemført æstetik. Jeg prøver at leve i det æstetiske – med det mener jeg at, jeg bruger kunsten til at fordybe mig. Som jeg har sagt tidligere, var jeg skruptosset med Kahlo i årene omkring gymnasiet. Nu er jeg betaget af Jorn. Men selvom dette skifter, er kunsten altid en konstant for mig – der vil altid være ny kunst at opdage. At jeg så er kritisk overfor ny kunst, gør det bare endnu mere spændende for mig.

Hvor finder du inspirationen til dine værker? I specielle ansigter og især i ansigter jeg elsker. Min mor har brokket sig lidt over, at jeg endnu ikke har tegnet hende. Men når jeg bare sidder og ikke tegner efter nogen, men bare efter tanker og hukommelse, er det stort set altid hende. Jeg er inspireret af det enkelte menneske jeg tegner, – men aldrig som karikaturer. Når jeg tegner efter inspiration af billeder, er det altid min kæreste, Alexander.

Emilie Vintersborg har både en hjemmeside og en galleriudstilling under opsejling. I mellemtiden kan hendes kunst kan købes her:

Email, Evintersborg@gmail.com

Facebook, E Vintersborg

Instargram, Evintersborg

Telefon, 30 22 83 50

VELKOMMEN

IMG_1225Billede af Emma Silke

Meget vand er løbet under broen, siden jeg engang tilbage i 2012, åbnede bloggen for første gang. Et navneskift, syv forskellige hårfarver og hundrede emneskift senere, står jeg endelig med et produkt i mine hænder, som jeg glæder mig til at præsentere for jer. Emiliefoli.dk har i mange år været drevet som en modeblog. En modeblog, der ofte druknede i udførelsen, trods gode ideer bag gardinerne. Intentionerne har altid været gode, og lysten har altid drevet værket herinde, hvilket har været altafgørende for min sameksistens med bloggen. Trods dette, har det dog taget mig alt for længe at slippe bagvæggen, og kaste mig ud i det der virkelig brænder – derinde bag gardinet. Når Emiliefoli.dk i dag åbnes op igen, lukkes der samtidig ned, for hvad der før har været. Jeg har slettet alle mine tidligere indlæg, og hele den historie, som jeg har bygget op og båret med mig, igennem det meste af mit unge liv. Der siges farvel til en modeblog, som aldrig helt var, og goddag til en blog drevet af smukke ord, kunsten og af alt, hvad der kan gå for at være det. Jeg har en plan og et håb om, at opererer den lille trus’ ud af kunstneren, og åbne den del af verden op, for alle der kunne have interesse i at tage del i den – sammen med den uro, at få måske vil. De næste par dage bliver en smagsprøve på, hvad der er i vente herinde, og for første gang længe, glæder jeg mig til, at i skal se det. Velkommen til.