ON SUNDAYS WE SHOP

UDDANNELSE | CAROLINES HISTORIE

studie2Denne serie af indlæg skal være med til at belyse de småskæve veje igennem livet som studerende – og som menneske efter. Teksterne er skrevet af modige hoveder der har lyst til at dele, og jeg er så taknemmelig for deres mod. Tag godt imod dem.


Det er snart tre år siden at jeg startede på det, jeg dengang kaldte mit drømmestudie – den titel har været revurderet utallige gange siden. Alt var nyt. Det faglige, byen, lejligheden, menneskerne, og tingene gik stærkt. Vi havde to fag, det ene fantastisk, det andet det modsatte. Sådan er det, tænkte jeg, man kan ikke elske alting. Inden jeg fik set mig om, startede andet semester, og med det, følelsen af at intet var rigtigt. Nu var alle fag det modsatte af fantastisk, de få forelæsninger vi havde om ugen, sugede mere liv ud af mig end gymnasiets 8-15 skoledage. Jeg følte mig ikke tilpas blandt de andre studeredende. De få timer vi tilbragte sammen, var ikke nok til at gøre os til venner – vi forblev bekendte, medstuderende, det var hvad vi var for hinanden, i lang tid.

Jeg havde mange venner derhjemme i Vest, hvor jeg kommer fra. Jeg søgte dem, og fortalte om det nye liv jeg var gået i gang med. Jeg var den eneste fra begge venindegrupper – en fra folkeskolen og en fra gymnasiet – der var taget direkte fra gymnasiet til universitetet, og havde ingen at spejle mig i. Mine bekymringer om studiet og de følelser jeg gik rundt med, blev viftet væk; jeg havde altid haft let ved skolen, pjat at det ikke gik godt. Med så fint et snit og så flot et studie som psykologi, så kan man altså ikke tillade sig at være utilfreds. Tænk på alle dem, der aldrig får muligheden for at gøre det, de gerne vil.


“Jeg levede i en konstant frygt for, at nogen skulle spørge ind til mit studie, for det gjorde ondt i maven, når jeg skulle svare. Nogle gange sagde jeg ”ja, det er meget spændende”, andre gange ”jeg ved ikke om det er noget for mig”, og oftest ”jeg hader det”.”


I virkeligheden anede jeg ikke længere, om det var det jeg gerne ville. Gennem hele 3.g sled jeg mig selv i stykker, jeg havde bestemt mig for psykologi, og det blev mit mål. Det sidste år af gymnasiet var hårdt, jeg gjorde det hårdt for mig selv, men jeg gennemførte det, jeg blev optaget, og alt var godt.

Men så falmede det. Jeg levede i en konstant frygt for, at nogen skulle spørge ind til mit studie, for det gjorde ondt i maven når jeg skulle svare. Nogle gange sagde jeg ”ja, det er meget spændende”, andre gange ”jeg ved ikke om det er noget for mig”, og oftest ”jeg hader det”. Og jeg mente det. Måske havde jeg forventet for meget af studiet, måske havde jeg ombestemt mig, måske havde jeg bare altid haft det for let, og blev nu virkeligt udfordret fagligt, socialt og psykisk. Jeg vidste det ikke dengang, og jeg ved det stadig ikke nu – jeg ved bare, at jeg var ked af det, og jeg husker ikke at jeg nogensinde har følt mig så utilpas som i den periode, i de to lange år.

Når jeg så tænker videre over det, så er jeg bange for, at jeg faktisk var ked af det, sådan helt dybt ind i kroppen. Jeg havde en periode, hvor jeg kunne begynde at græde når jeg gjorde mig klar til at tage til forelæsning. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg kunne bare ikke rumme ubehaget, så det kravlede ud og løb ned af mine kinder. Jeg spørger mig selv om det var forelæserne der var kedelige, uforståelige, om det var pensum, om det var sværhedsgraden, om det var menneskerne, men jeg tror reelt det var en cirkel, hvor det ene gjorde det andet værre, som kviksand der hev mig nedad fra alle sider.

Min bedstemor spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare stoppede, hvis jeg ikke kunne lide det. Det var et simpelt spørgsmål med et indviklet svar. Jeg ville give studiet en reel chance, og snart var der gået et år. Hele tiden så jeg frem til næste semester, de nye fag, og hver gang blev jeg skuffet på ny. Jeg kiggede på andre studier, uden at tage springet. Pludselig var der gået to år, og jeg nægtede at lade dem være spildt – jeg måtte tage det sidste år med, og i det mindste få en titel ud af det. En titel. Det lyder så fjollet, at det er det jeg arbejder for, men med titlen kommer muligheder, og det er dem, der er grunden til at læse.

Derfor er jeg nu i gang med at skrive min bachelor. I løbet af det sidste års tid, har tingene forandret sig til det bedre, universitetet er ikke længere en sort fangekælder men blot en neutral bygning, hvor jeg bruger en del af min tid. Efter to år gik det op for mig, at jeg ikke var den eneste der ikke var glad for studiet – langt fra faktisk. Vi var mange med samme tanker, samme frustrationer, men det opdager man først, når man begynder at dele dem. Mine medstuderende begyndte at blive mine venner, og jeg brugte mere tid på at pleje min psyke end mit studie, og selvom det betød en betydelig nedprioritering af studiet, var det vigtigt for at jeg overhovedet kunne være der.

Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle en historie med et facit og en lykkelig slutning, men jeg føler mig stadig forvirret. Jeg er rædselsslagen over livet efter universitetet, den virkelige verden, men jeg er glad hvor jeg er nu. Tænk at dele noget, som ikke indeholder et råd, en metode til at overkomme ubehaget på, intet andet end klichéen ”det skal nok gå” – men det skal det altså.

Tak Caroline


Har du lyst til at dele din historie? Skriv mig en mail på: emiliemariefoli@gmail.com

Læs Lærkes historie

Læs Annas historie 

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ON SUNDAYS WE SHOP