REJSEFORBUD?

gggØVERSTE SÆT | H&M // NEDERSTE SÆT | ZARA

Jeg har været til lægen i dag. Efter to uger med snotnæse, kiggede Trine i går på mig med insisterende mor-øjne, og forslog let befalende at jeg tog mig sammen og gik til lægen. Jeg er ikke god til at komme afsted. Der skal helst være noget der falder af, før jeg frivilligt tager cykelturen til Frederiksberg, og bliver stukket i fingeren. Ikke desto mindre var det nok godt at jeg gjorde det, for helt godt var det ikke. Jeg har fået udskrevet noget forskelligt medicin, der gerne skulle tage trykket, så mit hoved ikke eksploderer i flyveren. Det var noget i den dur jeg hørte, i hvert fald. Jeg fik ordre på også at købe mig et termometer, og hvis jeg har feber i morgen, så er det tilbage til lægen – så vil hun nemlig vurdere, hvorvidt hun vil give mig forbud mod at rejse. Av.

Nå, mon ikke jeg har det så fint i morgen – jeg tror det.

Jeg har for første gang forsøgt mig med, at planlægge outfits lidt i forvejen. Som i måske fornemmer, så har jeg endnu hovedet lidt under armen i forhold til de 37 grader. Jeg er lykkelig for at bo i et land som Danmark, hvor jeg for det meste kan slippe afsted med at iføre mig lag på lag året rundt. Jeg havde Sebastian med en tur i Fields, i forsøget på at få fyldt kufferten op. Han rystede troligt på hovedet til hver eneste lillebitte, sorte kjole jeg fandt frem. Jøsses, det var åbenbart også for varmt. Jeg er simpelthen ikke komfortabel i shorts og spaghettistropper, så indtil den dag kommer, handler jeg ind af alverdens lange, lyse kjoler. Mine ben får ikke lov at se et eneste glimt af Arizona.

SNOTTET I SYDHAVN

sin

AFFILIATE LINK | LÆBESTIFT FRA MAC

I går aftes skulle have været fyldt med teater og vin, men endte i stedet i sengen. Ikke på en date-gone-good facon, men mere bare med snot i hele hovedet. Her ligger jeg endnu. I sengen. Med en dyne af Kleenex og den samme spanske film. Jeg er nødt til at starte forfra, hver gang jeg falder i søvn – den har efterhånden kørt hele dagen. Jeg håber, at jeg har rigtige ord til jer i morgen, men for nu – godnat.

OG SÅ VAR DER DAGE SOM DISSE

surJeg er ved siden af mig selv fortiden. Jeg råber af fluerne og sparker til panelerne, som kun en livstræt kan det. Det går mig på, for lige nu ligger alt som et blødt tæppe foran mig. Det går så godt med bloggen, jeg skal ud og rejse, og solen står ind ad vinduet og minder mig om, at jeg bør nyde den. Jeg hænger min mors gamle, røde sengetæppe over gardinstangen, og bygger huler med mine arme. Der var et øjeblik i dag, da jeg gik igennem hovedbanegården til lyden af ‘Ain’t no mountain high enough‘ hvor følelsen af noget godt pludselig var. Det varede kun til jeg endnu engang stod nede i prøverummet og kaldte mig selv grimme ting. Jeg er træt af at bo i min krop. Jeg prøver at hjælpe den på vej. Jeg følger femmeemilie på Instagram og jeg drikker urtete om morgenen. Men den lytter ikke. Eller, måske er det hvad den gør. Den lytter når jeg fortæller den, at den bør have dårlig samvittighed. At den ikke er klog nok. Smuk nok. Mine fingre brænder næsten med ordene, for jeg er virkelig ikke komfortabel i den selvhadende rolle. Og der er den igen, den dårlige samvittighed.

Jeg ved godt at der er ting i mit liv, som jeg ikke kan løse alene. Jeg vil næsten hellere råbes ind i fødderne af en fremmed kvinde fra Hvidovre, have nåle i rygsøjlen eller gå til latter-coach, end jeg vil sidde der, i stolen, og blive kigget på. Jeg har ikke lyst til at snakke om min barndom, eller om hvordan det går med min far, for det går ad helvedes til, og jeg er ikke klar til at få at vide, at det er derfor jeg sidder her nu. Og er lige så hul som mit underliv. Og skriger og skriver digte for ikke at blive sindssyg. Jeg har ikke lyst til at finde ud af, at det er min egen skyld, at kærlighed dør når man kvæler den, og at mine veninder ikke længere spørger hvordan det går.

Det er uhyggeligt for mig, hvordan et indlæg som dette kan føles så meget mere sårbart, fordi det stadig eksisterer. Folk døber mig altid i mod, men det er ikke sandheden når man kun råber, når tingene ikke længere er. Når de er overstået. Jeg har ventet, men jeg er ikke sikker på, at det nogensinde helt flytter ud. Måske det svinder, måske det flytter ind ved siden af, men det forsvinder ikke. For i morgen, når solen igen står ind ad vinduet, så er jeg stadig mig. Og det skal fandme være lykken.

Older posts