OG SÅ VAR DER DAGE SOM DISSE

surJeg er ved siden af mig selv fortiden. Jeg råber af fluerne og sparker til panelerne, som kun en livstræt kan det. Det går mig på, for lige nu ligger alt som et blødt tæppe foran mig. Det går så godt med bloggen, jeg skal ud og rejse, og solen står ind ad vinduet og minder mig om, at jeg bør nyde den. Jeg hænger min mors gamle, røde sengetæppe over gardinstangen, og bygger huler med mine arme. Der var et øjeblik i dag, da jeg gik igennem hovedbanegården til lyden af ‘Ain’t no mountain high enough‘ hvor følelsen af noget godt pludselig var. Det varede kun til jeg endnu engang stod nede i prøverummet og kaldte mig selv grimme ting. Jeg er træt af at bo i min krop. Jeg prøver at hjælpe den på vej. Jeg følger femmeemilie på Instagram og jeg drikker urtete om morgenen. Men den lytter ikke. Eller, måske er det hvad den gør. Den lytter når jeg fortæller den, at den bør have dårlig samvittighed. At den ikke er klog nok. Smuk nok. Mine fingre brænder næsten med ordene, for jeg er virkelig ikke komfortabel i den selvhadende rolle. Og der er den igen, den dårlige samvittighed.

Jeg ved godt at der er ting i mit liv, som jeg ikke kan løse alene. Jeg vil næsten hellere råbes ind i fødderne af en fremmed kvinde fra Hvidovre, have nåle i rygsøjlen eller gå til latter-coach, end jeg vil sidde der, i stolen, og blive kigget på. Jeg har ikke lyst til at snakke om min barndom, eller om hvordan det går med min far, for det går ad helvedes til, og jeg er ikke klar til at få at vide, at det er derfor jeg sidder her nu. Og er lige så hul som mit underliv. Og skriger og skriver digte for ikke at blive sindssyg. Jeg har ikke lyst til at finde ud af, at det er min egen skyld, at kærlighed dør når man kvæler den, og at mine veninder ikke længere spørger hvordan det går.

Det er uhyggeligt for mig, hvordan et indlæg som dette kan føles så meget mere sårbart, fordi det stadig eksisterer. Folk døber mig altid i mod, men det er ikke sandheden når man kun råber, når tingene ikke længere er. Når de er overstået. Jeg har ventet, men jeg er ikke sikker på, at det nogensinde helt flytter ud. Måske det svinder, måske det flytter ind ved siden af, men det forsvinder ikke. For i morgen, når solen igen står ind ad vinduet, så er jeg stadig mig. Og det skal fandme være lykken.

PIGER DER BOR I TRÆER

havenytJeg har en tanke. En tanke jeg har haft, så længe jeg husker. En tanke om en drøm om at leve af naturen og gå full Ronja Røverdatter på livet. Jeg har en tanken om at bo i en skov. Mit hus skulle være store vinduer ud til bækken. Jeg skal have en indbundet bog om svampe, og stole på at livet ikke tager det tilbage. Jeg skal plukke bær, dufte til skovbunden, og koge te på grønt. Jeg skal bo der når jeg skriver, og aldrig have lyst til at flytte tilbage. Sådan har det altid været. Det er ikke et behov for at gå helt Bonderøven, jeg kan ikke bygge noget som helst, jeg har heller ikke lyst til at lære det, men jeg kan virkelig mærke lysten til at slukke for alt det larm, jeg selv har placeret mig i. Jeg holder sådan af byen. Jeg holder af summen og hvidvin og skriveklubber, men jeg elsker roen. Stjernerne der ikke bøjer for byen.

Jeg bruger meget tid på at være bange. Bange for bomber, for kærligheden, for sygdomme og mord. Jeg er blevet frygtsom med tid, og jeg savner de drømme, der boede i spanden med mudder og græs.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde ender der, i skoven, men mine håb vil nok altid bo der. I dag har jeg plantet krydderurter i haven, jeg kan allerede mærke noget spire.

UDDANNELSE | CAROLINES HISTORIE

studie2Denne serie af indlæg skal være med til at belyse de småskæve veje igennem livet som studerende – og som menneske efter. Teksterne er skrevet af modige hoveder der har lyst til at dele, og jeg er så taknemmelig for deres mod. Tag godt imod dem.


Det er snart tre år siden at jeg startede på det, jeg dengang kaldte mit drømmestudie – den titel har været revurderet utallige gange siden. Alt var nyt. Det faglige, byen, lejligheden, menneskerne, og tingene gik stærkt. Vi havde to fag, det ene fantastisk, det andet det modsatte. Sådan er det, tænkte jeg, man kan ikke elske alting. Inden jeg fik set mig om, startede andet semester, og med det, følelsen af at intet var rigtigt. Nu var alle fag det modsatte af fantastisk, de få forelæsninger vi havde om ugen, sugede mere liv ud af mig end gymnasiets 8-15 skoledage. Jeg følte mig ikke tilpas blandt de andre studeredende. De få timer vi tilbragte sammen, var ikke nok til at gøre os til venner – vi forblev bekendte, medstuderende, det var hvad vi var for hinanden, i lang tid.

Jeg havde mange venner derhjemme i Vest, hvor jeg kommer fra. Jeg søgte dem, og fortalte om det nye liv jeg var gået i gang med. Jeg var den eneste fra begge venindegrupper – en fra folkeskolen og en fra gymnasiet – der var taget direkte fra gymnasiet til universitetet, og havde ingen at spejle mig i. Mine bekymringer om studiet og de følelser jeg gik rundt med, blev viftet væk; jeg havde altid haft let ved skolen, pjat at det ikke gik godt. Med så fint et snit og så flot et studie som psykologi, så kan man altså ikke tillade sig at være utilfreds. Tænk på alle dem, der aldrig får muligheden for at gøre det, de gerne vil.


“Jeg levede i en konstant frygt for, at nogen skulle spørge ind til mit studie, for det gjorde ondt i maven, når jeg skulle svare. Nogle gange sagde jeg ”ja, det er meget spændende”, andre gange ”jeg ved ikke om det er noget for mig”, og oftest ”jeg hader det”.”


I virkeligheden anede jeg ikke længere, om det var det jeg gerne ville. Gennem hele 3.g sled jeg mig selv i stykker, jeg havde bestemt mig for psykologi, og det blev mit mål. Det sidste år af gymnasiet var hårdt, jeg gjorde det hårdt for mig selv, men jeg gennemførte det, jeg blev optaget, og alt var godt.

Men så falmede det. Jeg levede i en konstant frygt for, at nogen skulle spørge ind til mit studie, for det gjorde ondt i maven når jeg skulle svare. Nogle gange sagde jeg ”ja, det er meget spændende”, andre gange ”jeg ved ikke om det er noget for mig”, og oftest ”jeg hader det”. Og jeg mente det. Måske havde jeg forventet for meget af studiet, måske havde jeg ombestemt mig, måske havde jeg bare altid haft det for let, og blev nu virkeligt udfordret fagligt, socialt og psykisk. Jeg vidste det ikke dengang, og jeg ved det stadig ikke nu – jeg ved bare, at jeg var ked af det, og jeg husker ikke at jeg nogensinde har følt mig så utilpas som i den periode, i de to lange år.

Når jeg så tænker videre over det, så er jeg bange for, at jeg faktisk var ked af det, sådan helt dybt ind i kroppen. Jeg havde en periode, hvor jeg kunne begynde at græde når jeg gjorde mig klar til at tage til forelæsning. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg kunne bare ikke rumme ubehaget, så det kravlede ud og løb ned af mine kinder. Jeg spørger mig selv om det var forelæserne der var kedelige, uforståelige, om det var pensum, om det var sværhedsgraden, om det var menneskerne, men jeg tror reelt det var en cirkel, hvor det ene gjorde det andet værre, som kviksand der hev mig nedad fra alle sider.

Min bedstemor spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare stoppede, hvis jeg ikke kunne lide det. Det var et simpelt spørgsmål med et indviklet svar. Jeg ville give studiet en reel chance, og snart var der gået et år. Hele tiden så jeg frem til næste semester, de nye fag, og hver gang blev jeg skuffet på ny. Jeg kiggede på andre studier, uden at tage springet. Pludselig var der gået to år, og jeg nægtede at lade dem være spildt – jeg måtte tage det sidste år med, og i det mindste få en titel ud af det. En titel. Det lyder så fjollet, at det er det jeg arbejder for, men med titlen kommer muligheder, og det er dem, der er grunden til at læse.

Derfor er jeg nu i gang med at skrive min bachelor. I løbet af det sidste års tid, har tingene forandret sig til det bedre, universitetet er ikke længere en sort fangekælder men blot en neutral bygning, hvor jeg bruger en del af min tid. Efter to år gik det op for mig, at jeg ikke var den eneste der ikke var glad for studiet – langt fra faktisk. Vi var mange med samme tanker, samme frustrationer, men det opdager man først, når man begynder at dele dem. Mine medstuderende begyndte at blive mine venner, og jeg brugte mere tid på at pleje min psyke end mit studie, og selvom det betød en betydelig nedprioritering af studiet, var det vigtigt for at jeg overhovedet kunne være der.

Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle en historie med et facit og en lykkelig slutning, men jeg føler mig stadig forvirret. Jeg er rædselsslagen over livet efter universitetet, den virkelige verden, men jeg er glad hvor jeg er nu. Tænk at dele noget, som ikke indeholder et råd, en metode til at overkomme ubehaget på, intet andet end klichéen ”det skal nok gå” – men det skal det altså.

Tak Caroline


Har du lyst til at dele din historie? Skriv mig en mail på: emiliemariefoli@gmail.com

Læs Lærkes historie

Læs Annas historie 

Older posts