KUNSTNERMØDE | PONTUS KJERRMAN OG TINE HECHT-PEDERSEN

DET DER MED AT BO MED NOGEN

roomieJeg er ikke sådan en der bor med nogen. Det var jeg i hvert fald ikke, lige indtil jeg pludselig var sådan en der var. Jeg har drømt om at have mit eget sted i samme grad som småpiger drømmer om deres store bryllup. Jeg vidste præcis hvordan det skulle være. Jeg skulle bo for mig selv, i en lille lejlighed i byen. Højt oppe fra jorden, og med en altan. Jeg skulle have en dalmatinerhund eller en perserkat. Nu har jeg en lejlighed på jorden, med en have med døde tomater, en Trine, en Alfred og en Blop. Blop er, uden at sige for meget, ikke en perser.

Jeg havde ikke gjort mig mange tanker, før jeg pakkede taskerne og flyttede til Sydhavnen. Der gik maks to uger fra jeg første gang drak en flaske rødvin med Trine, til jeg drak den næste. Jeg var kommet ind på mit studie, og tingene skulle gå lidt stærkt. Vi gav hånd på at vi ville starte med at give det et halvt år. Det første jeg gjorde var at male de lyserøde vægge hvide, mens Trine observerede med våde hundeøjne. Trine er, uden at sige for meget, ikke en dalmatiner.

Det halve år er gået. Sommeren er på vej tilbage. Køkkenet dufter varmt, og minder mig allerede om noget, jeg kun lige har oplevet. Ingen har bragt det halve år på banen. I stedet snakker vi om hvad vi skal plante i haven til sommer, og om mænd med skæg. Rigtig meget om mænd med skæg.

Jeg bliver ofte spurgt, om ikke hellere jeg ville bo for mig selv. Havde du spurgt mig for et halvt år siden, havde jeg taget det som en fornærmelse. Nu er jeg ikke længere så sikker. Jeg kunne slet ikke forestille mig, ikke at være hvor jeg er, lige nu.

Selvfølgelig er det ikke gnidningsfrit, det der med at bo med nogen. Jeg kæmper rigtig meget med skyldfølelse, når jeg glemmer mine nøgler, eller når jeg brænder en gryde på, der ikke er min – men det er alt sammen noget, der sker indeni mig. I virkeligheden har vi ikke rigtig nogen problemer, hende og jeg. I hvert fald ikke nogle, der ikke kan løses over en cigaret eller med en GIF af en kat der brækker sig.

Jeg er sikker på, at tanken om at bo med nogen heller ikke var hendes førstevalg. Det er sgu da skide irriterende at skulle til at deles om pladsen, når nu man var vant til at have et sted at spise der ikke var ens seng og sådan. Trine og jeg er lige fortiden begge sådan nogle typer, der er hjemme mere eller mindre hele tiden. Vi arbejder begge fuldtid på bloggen, og på papiret kunne det godt være småirriterende – dét der med at man aldrig kan tisse med åben dør, eller se porno med lyd – måske jeg bare er heldig at være landet sådan et sted, hvor det ikke er nødvendigt at have den anden ude af huset, for at gøre selv samme. Der kan være dage i streg, hvor vi næsten ikke ser til hinanden, men bare bor bag hver sin dør, men hvis der går en del timer, hvor jeg ikke har sagt pip, kan jeg tælle sekunderne til at der tikker en besked ind på min telefon hvor der står: er du ok?

De uger hvor vi også har en 4-årig her, er historien selvsagt lidt anderledes – der er helt sikkert ikke en del timer, hvor der ikke bliver sagt et pip. Og generelt INGEN lukkede døre. Der er pasta i loftet og ’jorden er giftig’ puder fra min seng og helt ud i køkkenet, og til tider får man et papsvær i lysken under morgenkaffen.

Jeg er nok ikke som folk er flest, vi er helt sikkert ikke, men det kan sgu godt fungere, det der med at bo med nogen. Også selvom det måske ikke var dét jeg svarede, da jeg engang blev spurgt, hvor jeg så mig selv om fem år. Det er svært at give gode råd til hvordan man får sådan noget til at fungere. Sandheden er, at dette ligeså godt kunne være endt i ragnarok.

Rummelighed. Rummelighed er essentielt, når man skal dele alt hvad der er dit, og låne noget der er nogens. Uanset om det er en gryde eller en skulder at tude ved.

Det er også virkelig forskelligt, hvad man ønsker sig af sådan et forhold. Jeg har mange veninder, der bor med nogen, og den eneste relation de deler er en væg – og de trives fint i det. Jeg ville ikke trives i det. Jeg ville være helt stille, så jeg kunne høre, hvornår nogle forlod det ene rum, så jeg kunne luske mig ud i det næste – og sådan må det ikke være.

Nu skal jeg se x-factor, for Trine er ikke hjemme, og jeg lader som om at jeg er sådan en der ikke ser x-factor.

   

4 kommentarer

  • Kat

    “… minder mig allerede om noget jeg kun lige har oplevet.” Jeg er forelsket i den sætning. Du får mig lidt til at glemme min ellers ret nazi-agtige gramma-ocd fordi dine ord er så fine. Tak.
    Hilsen en fortabt læser som er vendt tilbage (gad vide hvorfor jeg stoppede. Bloggede du under er andet navn? Holdt du pause? Kan simpelthen ikke regne det ud. Nå, nu er jeg tilbage. Og fan, jeg er bestemt også fan. Slut fra verdens længste parantes).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Altså dermed slet ikke sagt at du på nogen måde er grammatisk inkompetent! Jeg er bare meget flueknepper-agtig normalt 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jo

    Har trine også en blog?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KUNSTNERMØDE | PONTUS KJERRMAN OG TINE HECHT-PEDERSEN