NÅR LIVET RÅBER HØJT OG DU RÅBER STILLE

avEn læser har i dag bedt mig fortælle om min tid efter gymnasiet, og om hvorfor jeg besluttede mig for at tage et sabbatår – det bliver min anledning til at dele en historie, som længe har haft brug for at blive delt. For hvad gør man, når den vej du troede gik lige ud, pludselig drejer af?

Jeg har altid troet, at min vej igennem uddannelsessystemet skulle være direkte. Jeg har aldrig så meget som overvejet at gå på efterskole, og jeg ville heller ikke i 10’ende. Jeg gik direkte i gymnasiet, da det i en grad var forventet af mig, eller måske bare stille antaget, at det var sådan det naturligt skulle gå mig – og sådan gik det. Midt i min afgangeksamen i niende klasse, bliver alt revet op med rode, da min mor finder en kæreste i Slagelse, og vi derfor flytter til en ny by, og ind i et allerede etableret hjem, hos en fremmed mand med tre børn. Alle piger, sågar. Jeg har aldrig rigtig delt det med jer herinde, men på dette tidspunkt bor jeg alene med min mor, i hvad der mest af alt kan beskrives som et beboeligt skur, efter mine forældres desværre alt for grimme skilsmisse. På dette tidspunkt har jeg boet på krisecenter, og alting er utrygt og uetableret, men jeg hører hjemme hos min mor, og i vores nye hjem. Derfor tog jeg det heller ikke særlig pænt, da jeg pludselig skulle starte på et andet gymnasium end jeg havde planlagt, og bo i et hus med en nye familie, som jeg ikke selv havde bedt om.  Min gymnasietid er noget af det værste for mig at kigge tilbage på. Jeg var dybt, dybt ulykkelig, og ingen havde rigtig længere kræfter til at hjælpe mig. Jeg kunne ikke lide mit hjem, jeg kunne ikke lide min klasse, og jeg kunne ikke lide mig selv.

Min kæreste igennem 3-4 år havde boet hos min mor og jeg, og han var en dreng med ondt i hjertet – præcis som jeg. En dag blev tingene for meget for ham, og han forsøgte at ende sit liv, ved en å nær mit hus. Der gik mange, mange timer før jeg fandt ham, og heldigvis overlevede han (han er glad og endnu meget elsket af mig den dag i dag.) på forunderlig vis. Da min mor og jeg flyttede, kunne jeg simpelthen ikke have ham med længere, og vi gik fra hinanden. Da jeg var vokset op og var blevet ung sammen med ham, vidste jeg pludselig ikke hvordan jeg skulle begå mig helt alene i alt det nye. Dette resulterede i en masse ulykkelig kærlighed, halve forhold, og unge drenge med for mange mavemuskler der  efterlod mig som et mindre og mindre menneske.

I 3.g møder jeg en mand, som vender op og ned på min hverdag, og som har alle de ting, jeg ikke har. Han har en kernefamilie, gode karakterer og et rigt socialt liv – han er tryg, han er rigtig, og jeg forelsker mig stormende i ham. Og ham i mig. Desværre var han mindst lige så ødelagt som jeg, og ender med at lede efter løsningen i skødet på en anden. På dette tidspunkt kunne man have budt mig alt, for alt føltes bedre end at blive forladt – så jeg blev. De efterfølgende måneder bliver de hårdeste i mit liv, og jeg kæmper for at rede et forhold jeg aldrig nogensinde skulle have været i. Jeg kan ikke tilgive ham, og han kan ikke tilgive sig selv, og ender i stedet med at forlade mig på en sms, midt i studentertiden – og det river mig midt over. Ugerne efter er så godt som sorte for mig. Jeg falder fra hinanden, taber mig rigtig mange kilo, og bevæger mig ikke ud af stedet. Jeg havde altid troet at jeg vidste hvad jeg ville, og at jeg skulle direkte fra gymnasiet til uni. Men lige pludselig findes jeg slet ikke mere. Jeg er ikke nogen, og jeg vil ikke noget. Da det er allermest kritisk beslutter min mor sig for at rejse væk med mig i en uges tid, og på mange måder var det dét der fik mig tilbage på benene. Jeg fik sol i blodet og sangria i kroppen, og stille og roligt begyndte mine ben at kunne stå af sig selv. Jeg tror godt at mine forældre har vidst at de var nødt til at stille noget op, og det ender med at min far sender mig på højskole.

 Der går ca. et døgn fra at jeg har googlet højskole, og til at jeg pludselig står ude på landet, med min dyne under armen, og med 70 unge mennesker, der allerede er startet. Højskolen bliver på sin vis en redning, og jeg føler mig virkelig glad – til stede. Jeg griner og jeg fester, og jeg er vellidt og glad for mine nye bekendtskaber. Det er også her at poesien bliver min udtryksform, og jeg finder ud af, at det faktisk er noget jeg kan. Pludselig sker det, jeg godt selv ved er en dårlig idé. Jeg begynder at kysse på ham forfattereleven med grydehåret – noget jeg slet, slet ikke er klar til. I begyndelsen af, hvad der på sin vis blev et forhold, strittede hele min krop – helt fysisk imod. De sår som jeg var taget afsted for at hele, er nu blevet til ar der ikke vil stoppe med at gøre ondt. Vi bruger måneder i hinanden selskab, og som tiden går, bliver jeg også glad for ham – eller jeg bliver glad for den følelse han efterlader i mig – følelsen af at det stadig kan lade sig gøre. Vi ender, som det måtte gå, med at vi går vi fra hinanden, lige op til slutningen af højskoleforløbet og igen braser min verden. Filmen knækker, og jeg går fuldstændig i opløsning, midt på en højskole, hvor alle kan se mig stå og bløde – og jeg kan intet gøre ved det.

Selv den dag i dag kan jeg slet, slet ikke rumme, at ingen af dem ved hvorfor jeg blev så ked af det. Det er altid forfærdeligt at gå fra hinanden, men forholdet var så spædt at det var på grænsen til at være ikke eksisterende, og jeg var slet ikke forelsket -jeg var bare dybt bange for at blive forladt. Alt der nogensinde har gjort ondt indeni mig kom tilbage med en styrke som jeg slet ikke kunne håndtere. Den dag i dag snakker jeg ikke med nogen fra højskolen, for ingen kunne overskue at rumme et menneske, der var så ulykkeligt – og selvom jeg i dag godt kan forstå det, gør det virkelig ondt på mig at vide.

Højskolen ændrede meget på det billede jeg havde af uddannelsessystemet. Her var flere i deres midt tyvere der endnu ikke helt vidste hvad de ville, og folk havde ikke blot taget ét sabbatår, men også to og tre. På dette tidspunkt var jeg ikke hel, ikke engang halv, men jeg kunne mærke at et sabbatår mere, ikke var løsningen for mig. Jeg havde brug for at starte noget nyt, noget der var mit – og noget der var langt væk fra alt hvad der før havde været. Jeg tænkte længe og søgte i første omgang ind på litteraturvidenskab, men blev efter et besøg på Syddansk Universitet klar over, at det slet ikke var her jeg hørte til. Jeg vidste at jeg på den ene eller anden måde skulle studere litteratur, og derfor endte jeg på dansk studiet. Jeg er stadig fyldt med huller og ar, men de heler som aldrig før, og jeg har aldrig haft det bedre, end jeg har det nu. Jeg er træt og jeg har travlt, men det gør ikke længere noget. For jeg har fundet et lille stykke af mig selv i København, på studiet, og hos mine nye venner – og i ordene og i jer.

ER KOLDTBORDSMIDDAG ET ORD?

IMG_4113 (2)

I har været så SINDSSYGT søde ovenpå indlægget i går, og det har jeg lidt brug for at sige tak for – i er virkelig de fineste starutter i byen. Nu skylder jeg rigtig, rigtig mange mennesker avomadder og øl. Måske vi skulle lave en form for stor koldtbordsmiddag? Måske et sted på Fyn, det må cirka være midten. Nå. Lige nu er klokken lort, og jeg sidder i et tog på vej mod Slagelse, hvor min far samler mig op. Vi skal nemlig en smuttur til Århus, for at købe maling (jep) og gå på Aros. Og så er det vidst noget med at vi lige “slår vejen forbi grænsen” for at lade op på Pepsi Max og pølse. Jeg har i øvrigt planlagt et indlæg til jer senere – det handler om hættetrøjer. Hvad er det lige for noget lige pludselig? Kig ind i aften.

TO MÅNEDER PÅ SU

fattigMan kan helt sikkert overleve på sin SU – hvis man er stædig og sparsommelig. Men hvordan ser livet egentlig ud, efter sådanne to måneder som udeboende? Og hvad var det første jeg ville købe, hvis der faldt lidt ekstra ned i studenterhatten?

(Indeholder affiliate)

Shampoo: Én ting er den pludseligt manglende tid til at vaske hår, det næste er at skulle afvænne sig fra sin førhen måske lidt for dyre (men sygt gode) shampoo, og til at overveje at brygge din eget på sulfat og rendyrket hovedbundshad. Øv.

Avocado (og alle andre former for frugt og grønt: Åh, avocado. Jeg begynder langsomt at glemme, hvordan sådan en satan egentlig smager. Frugt og grønt, og især avocado, er virkelig dyrt, især når man ingen penge har, og man lærer virkelig hurtigt at spare på guldet. Jeg blander f.eks. cremefraise i, i forholdet 100/1. Et skvæt citronsaft i, og så kan den snildt holde sig et lille halvt år i køleskabet.

Bøger: Muligvis et yderst 80-årigt punkt, men jeg savner virkelig at have råd til at købe gode bøger. Dette er også tæt forbundet med at man smider flere tusinde kroner efter fagbøger på uni, og dansk er et meget teksttung studie, så fortiden er der ikke noget der hedder bøger for sjov. Til gengæld er det en god ting at ønske sig op til jul, og jeg har selv denne og især denne på min ønskeliste.

Tøj (især varmt): Jeg har alle dage været god til at handle secondhand, men selv genbrugsbutikkerne i København er tæskedyre. Det er faktisk ret vildt hvad det samme stykke tøj fra Røde Kors koster på Nørrebro kontra i Holbæk. Nå, men jeg er faktisk ikke indehaver af særlig meget tøj, og især nu hvor kulden melder sig, kan jeg godt mærke at jeg trænger til at få fyldt op. Heldigvis kan det endnu gøres lidt billigere på nettet, og jeg har især kig på denne frakke og denne sweater som begge er virkelig fine til prisen. Og hvis nu jeg allerede var igang, så er denne altså også virkelig pæn…

Duftlys: Helt åndssvagt, men jeg har altså lidt en ting for duftlys. Desværre, især for de smådyre af slagsen. Det er egentlig slet ikke for at være småsnobbet, men man kan virkelig dufte forskel på dem, og mange er alt, alt for overdøvende i duften til at jeg kan holde dem ud. Jeg har forsøgt at fortælle min mor, at det bare ikke rigtig dufter af hjem, uden det der ene duftlys, i håb om at hun en dag forbarmer sig over mig.

Ansigtspleje der ikke giver mig udslæt: Jeg er virkelig sart i mit ansigt, og har indtil videre kun haft held med ganske få produkter, som ikke har fået mig til at klø og slå ud. Produkter jeg ikke rigtig har råd til at prioritere lige nu. Jeg har efterhånden længe været virkelig glad for denne, men er nu gået igang med at teste Neutrals produkter. I må meget gerne sige til hvis i har gode erfaringer med billig og mild ansigtspleje.

Briller: Måske egentlig det mest urgent punkt på listen, for jeg kan simpelthen intet se. Jeg har en bygningfejl på højre øje der gør mig semi blind, og her efter studiestart, er det blevet en del forværet. Jeg ved ikke hvorfor man ser værre jo mere man læser, men det er umiddelbart min erfaring. Jeg tror at det bliver disse, – helt klassiske, der skal hænge på min næse.

Hvad var det første i ville købe, hvis i pludselig havde råd?

(Pssst: hvis i trykker på alle links i dette indlæg, tjener jeg 9 kroner – så giver jeg en øl og en avomad.)