NÅR MAN FLYVER OG FLYTTER

14074413_321441958200060_2141677966_o

Jeg flytter. Fra provinsen, og fra min mor. Og selvom at jeg længe har længtes ud, er det mere følsomt, end som så. Influenzaen er lige så stille forsvundet, og de sidste par dage har jeg brug på at pakke et helt, kort liv ned i store kasser. Jeg har sorteret og smidt ud, og skilt mig af med gamle minder, der ikke skal have lov at komme med ind, i min nye hverdag. Hvor får man samlet meget lort omkring sig. Jeg har bestilt en cykel, flyttet min adresse, og fået en ny læge, der vistnok hedder Ulla. Jeg glæder mig til at flytte ind i mit nye hjem, men jeg er også spændt. Spændt på at rykke ind i en andens, etablerede hverdag, spændt på at se, om mine egne ben kan holde, og spændt på at se, om Trines Alfred kommer til at kunne lide mig. Til de der ikke har regnet det ud, rykker jeg nemlig ind under teltpælene hos Lortemor.dk. En ret sej roommate, hvis jeg selv skal sige det. I aften laver min mor mojitos, og så siger vi farvel og på gensyn, lige om lidt, og det bliver godt. Alt bliver så godt.

VELKOMSTARRANGEMENT PÅ KUA | ØKO-PØLSER, OPKAST OG PÅ GENSYN

tumblr_nzcw3brpbF1shb6ejo2_500

Klokken er fem minutter i, at jeg skal mødes med min veninde på Sydhavn Station, og jeg er allerede faret vildt to gange, på instruksen: lige ud og til højre. Jeg har allieret mig med Sofie, der ligesom jeg, skal starte på KUA i år. I dag er der velkomstarrangement, og vi skal med, for det bør man. For at få den bedste start, det er nu, vi sætter fodsporene for vores sociale liv de næste 5 år, i ved. Skruer vi tiden 13 timer tilbage herfra, vågner jeg midt om natten, med hovedet fuld af snot og anger, og ved, at i morgen bliver en lang dag. Kl. 8 møder min mors øjne mine røde, hun klapper mig tre gange på skulderen og siger kærligt, men også med en lille trussel i stemmen, at jeg vil fortyde det, hvis jeg ikke kommer afsted. Jeg ved at hun har ret, og pakker tasken med concealer, kodimagnyler og Styx. 13 timer og 4 kodimagnyler senere: Nå, men jeg finder stationen, eller rettere, Sofie finder mig, komplimenterer heldigvis hvad jeg har på, og med to smårystende hænder flettet ind i hinanden, hopper vi på toget. Da vi et skift senere bevæger os fra trappen op fra metroen, bliver vi mødt at glade tutorer, der er alt for vant til, at unge mennesker på første skole dag, er for nervøse til selv at finde vej. Sofie skal starte på litteraturvidenskab, og vi bliver derfor hurtigt revet fra hinanden, de de skilte der indikere at vi skal inddele os i fag, viser i hver deres retning. Jeg kryber igennem en menneskemængde på et par tusinde, og stiller mig i midten, hvor en ung, lyshåret mand er bærer af det store skilt med teksten: dansk. Talerne begynder, og selvom de er ret søde og vittige, kan jeg ikke slippe en anmassende uro i maven, en uro, jeg på dette tidspunkt skylder på menneskemængden og spændingen. Talerne ophører, og fagene inddeles på forskellige områder af skolen. Fagets tutorer præsenterer sig selv, og tilbyder os en ganske overskuelig leg, hvor vi bliver præsenteret for hinanden i grupper. Resten af aftenen er sat af til at lære hinanden at kende over en øl ved kanalen. Jeg falder hurtigt i snak med et par piger, og følger med, da samtalen ender på de food trucks, der er ankommet til formålet. Selvom klokken nærmer sig de 21, er mængderne endnu mængder, og efter en halv times kø til en øko pølsevogn, står jeg med min helt egen hotdog i hånden. En spise jeg normalt ikke ynder, men her ingen spørgsmålstegn stiller ved. Vi får sat os ned på jorden ved en tilfældig bygning, og ved første bid af bastarden må jeg indse, at den ikke kommer ned. Formaningen: du brækker dig fandeme ikke bliver gentaget i mit hoved et par gange, jeg kigger undskyldende på mit selskab, og må smide pølsen i skraldespanden. Her ser jeg samtidig mit snit til at annoncere, at nu må jeg hjemad. Jeg skal jo langt. Vejen fra metroen til regional toget svinger lidt, og jeg er træt efter en lang dag.  Jeg når slet ikke at overskue hvornår mit næste tog går, med ved allerede her, at en flaske vand er fuldstændig nødvendig. Heldigvis når jeg det hele, og klokken lidt over ti, sidder jeg endelig i toget mod provinsen. Toget er overraskende fyldt, og jeg får slået mig ned på et cykelsæde. Jeg drikker en tår, to tåre, mange tåre af mit vand, og bliver pludseligt og overvældende opmærksom på menneskene omkring mig. Uroen i maven er der endnu, og jeg begynder så småt at indse, at det måske er lige groft nok, at skyde skylden på KUA og øko-pølser. Jeg flygter ud på nærmeste DSB-toilet, hvor jeg for første gange trækker vejret ned i maven. Det skulle jeg dog ikke have gjort, for i samme øjeblik kaster jeg hele uroen op i vasken. Og så i toilettet. Som stopper. Og så i skraldespanden. Jeg må efter lang tids overvindelse synke sammen på gulvet, og der sidder jeg, på det pæne tøj der i morges blev nøje udvalgt, en time i retning mod Slagelse. De forbipasserendes samtaler om fulderikken på toilettet bliver kun svagt opfattet, mens jeg skriver undskyld på en post-it, og sætter den på spejlet. Jeg ringer til min mor, som står klar i sit nattøj på perronen, og nærmest griber mig, da jeg vælter ud af toget. Stakkels KUA-studerende. Uroen viste sig at være en solid omgang influenza, og i skrivende stund, har den endnu ikke helt sluppet sit tag. Jeg glæder mig fortsat til studiestart på mandag, og takker tutorene på dansk for en dejlig aften, og guderne for, at jeg ikke var hende der kastede op midt i den.

EN RYGHVIRVEL ITU, ET UNI OG EN LEJLIGHED

P1010013Billede af Sille Sørensen

Jeg har været meget i tvivl. I tvivl om hvorvidt bloggens nye begyndelse, samtidig skulle forme en slutning for de personlige ord herinde. Om privatliv og arbejde endelig skulle deles i to, for hvis det skulle være sådan, ville det give mening, at det skulle være nu. Jeg har valgt, at sådan må det ikke blive. Jeg har ikke lyst til at arbejde væk fra den personlige tone herinde, og jeg har egentlig heller ikke lyst til at opgive ideen om det univers, der er blevet skabt herinde. For vi har da hygget os, har vi ikke? Uanset hvad er i ude af trit med mit lille liv, og det er vist på tide med en opdatering. Siden jeg satte bloggen på pause, og sagde pænt på gensyn, har livet nemlig ikke helt stået stille. Som nogen af jer måske allerede ved, var det meningen, at bloggen skulle have været genåbnet, for efterhånden måneder siden. Dog ændrede livet og prioriteterne sig brat, da min mor faldt og brækkede ryggen. Det var lange dage og nætter på Rigshospitalet, og det var frygten for, at måske, min mor for altid ville være i stykker. Da hun brækkede ryggen, var det lidt som om at hele familie gjorde, og ingen kunne rigtig holde deres eget hoved længere. Min mor er min bedste ven, og jeg tror aldrig at jeg bliver voksen nok til at indrømme, at hun også er et menneske der bløder. En stor portion godt mod, stædighed og et par dygtige læger siden, er hun heldigvis på benene igen, og sundere end nogensinde før. Der er langt herfra og til Feminas kvindeløb, men vi har været heldige, hun har været det sejeste, og jeg har stadig min mor.

Nå, det var det triste – nu til det mindre. Jeg er pr. 1. september optaget på Københavns universitet, hvor jeg fremover skal studere dansk. Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt dansk eller litteraturvidenskab ville være det bedste for mig, men efter en lidt punkteret samtale på lit besluttede jeg mig for at sætte alt ind, og søge en stand-by plads på dansk. Hvilket var heldigt, da jeg faktisk ikke blev optaget i første omgang, men måtte gå i seng med en afvisning i maven. Det var først her i sidste uge at jeg kunne modtage meldingen om, at jeg for alvor var kommet ind. Jeg er spændt og glad og en smule bange for grammatik, men jeg er sikker på, at denne udfordring kommer på det helt rigtige tidspunkt. Jeg skal studere på KUA, som er den del af universitetet der ligger på Amager, Humaniora Fakultetet – er der nogen af jer der skal gå der? Så skal vi drikke øller. Nå, som i ved er jeg lige nu bosat i Slagelse, og har længe haft en stor drøm om, at forlade den del af livet. Derfor fik jeg pludselig ild under mine fødder da jeg fandt ud af, at jeg er bundet til Købehavn de næste 5 år af mit liv. Jeg har søgt lejligheder, roommates og kosteskabe i det meste af København, og ved i hvad? Der er bid! Jeg flytter nemlig ind hos Sydhavnens sejeste blogger. Men mere om det næste gang.