NÅR MAN FLYVER OG FLYTTER

LØRDAGSDIGTER | JOSEFINE ZENA MØLLER AYYAD

josea

21-årige Josefine Zena Møller Ayyad, er fra et sted imellem Frederiksberg og Valby, og så arbejder hun til dagligt som personlig assistent/pædagogmedhjælper i en 2. klasse. Mest af alt er hun dog poet, og så er hun et af de fineste mennesker jeg kender.

 

Josefine om digtet: Digtet er taget ud af en samling af tekster, der alle kredser sig om de samme emner. Det handler om den daglige indre kamp, man kan have med sig selv og sin krop. Om at være overvægtig og gentagende gange prøve at overbevise sig selv om, at man er okay som man er. Om ’rundkredsen’, som jeg ofte bruger som betegnelsen for den gruppeterapi jeg gik i, da jeg blev behandlet for en spiseforstyrrelse. Om hvor paradoksalt det er, at prøve at opnå en selvaccept og accept i det hele taget, når det kan føles som om, at omverdenen til tider ikke er enig i, at man har ret til den. Det handler om, hvordan vi ser kroppen, og hvad vores egne og andres tanker om vores kroppe kan gøre ved vores psyke.


Samosadage
på gentofte station spiste jeg en samosa imens jeg smed en anden ud
gentofte station bus busk rundkreds

morgenvågne kærtegne alt det hængende på mine knogler tænke det er bare krop det er okay
ny morgen ny okay ny morgen ny okay   ny knogle ny hængende ny mere ny mindre hængende og
mere okay nu føltes det som da min mor kiggede på mig på min fødselsdag sagde   hvor ser du godt ud puttepige    du har tabt dig
hvad har jeg tabt hvem mig selv men jeg hænger jo bare på ny hver dag tænker ny morgen ny krop hver dag er mit ansigt modelleret på ny   jeg må være okay

det hænger sammen hvor meget der hænger i forhold til hvor okay det er
min krop og jeg ned af gågade råb fra ansigter jeg ikke kender
råb om fedtet på min krop som om det har omslugt dem taget noget fra dem
og jeg står op igen og mærker og kigger og tænker det er okay og jeg tager toge og

ind i tog skifte gentofte station samosa bus busk rundkreds
en kvinde i kredsen undrer sig over at jeg tør gå i buksedragter og jeg vil ikke være hendes spørgsmål   jeg aer min buksedragt på ny min krop er udover rummet jeg er direkte i mit tøj

ny morgen ny okay ny knogle ny hængende ny beklædningsgenstand ny tanke følende på det hængende tænke på knoglerne at de gør det knogler vel skal gøre ny knogle ny okay

står der i en fyldt kupé en mand stående med sin computer på håndfladen   han tøver stønner som om noget ikke vil gå op   jeg dingler mellem mennesker mærker skub en ung mand siger fjern dig tykke men jeg er så meget i min krop at det ikke går op for mig at henvendelsen var til mig   han kigger spørgende på mig som om hallo tykke så fjern dig for jeg burde jo vide at det var mig   at jeg jo selv måtte definere mig selv med alt det hængende og jeg svinger kroppen rundt i kupeen.

   

1 kommentar

  • Kristina

    Det kan kun blive en bedre lørdag efter at have læst Josefines smukke ord.
    Tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NÅR MAN FLYVER OG FLYTTER