13987871_10154467504213566_608273592_o (1)

Væggene i det lille hjem er prydet fra panel til loft, af Hockney, Kirkeby, og Picasso – imellem de store mænd hænger en tynd streg i formen af abstrakte ansigter og pizzastykker, en streg der uden at gøre væsen af sig selv, ikke bliver overhørt – den generte streg med den store stemme, tilhører den 25-årige Emilie Vintersborg, der til dagligt underviser i billedkunst på en folkeskole. Ved siden af er hun kunstner, og forelsket i Alexander og i hans ansigt. Jeg har mødt hende i hendes lille men smukke hjem i Roskilde, til en snak om kunsten, barndommen og kærligheden.

Kan du huske dit første møde med kunsten? Min morfar er en meget teknisk dygtig maler/tegner. Som ung fik jeg et af hans malerier foræret – motivet viste min oldefar og jeg, da jeg er ganske lille, juleaften, mens vi ser på juletræet. Den måde, hvorpå han fangede lyset fra træet, og baggrunden, har jeg altid fundet ret fascinerende – lidt a la en blanding af Vilhelm Hammershøi og J.F. Willumsen. Jeg begyndte at tegne da jeg var meget ung, min morfar og jeg lavede en aftale om, at jeg skulle sende mine tegninger til ham, så han kunne se, hvordan det gik. Intet pres.

Min mor er et meget kreativt væsen – modsat mig, er hun dog bedre til at udtrykke sig igennem kroppen, hvor jeg holder mig til pen og papir. Hun har altid været meget glad for kirker, og jeg har derfor set en del af disse. Jeg husker især en tur, da jeg er omkring 11-12 år, hvor vi kørte til København, og så Grundtvigskirken. Som stadig den dag i dag, er en af mine yndlings.

Da jeg begyndte i gymnasiet, havde jeg en fantastisk billedkunstlærer – Frau Sinding. Hun var meget engageret. Hun forstod virkelig at åbne faget op for mig – det er nok også en af grundene til, at jeg selv er billedkunstlærer i dag. Jeg blev hurtigt fanget af Frida Kahlo, og alt i en periode, handlede om hende. Første gang jeg så et af hendes værker ”live”, var kort efter, at jeg var blevet student. Det var  i Berlin – jeg fik næsten en ud-af-kroppen-oplevelse. Der var virkelig, uvirkeligt. Senere startede jeg på Roskilde seminarium, hvor jeg blev fanget af det mere simple, nemlig af blindtegningen. Mine nuværende tegninger er en slags øjeblikstegninger. Jeg ser en person og tegner det, uden løft. Det er aldrig som ”mennesket” rigtig ser ud, men dele er fuldstændig korrekt. Faktisk lidt som mennesket er.

Hvorfor billedkunsten? Jeg har en drøm om at flytte til Bornholm, bo midt på en klippe, med uendeligt meget rødvin, papir, gips og ler. Jeg startede nemlig med at arbejde i gips – jeg er fascineret af transformationen der opstår. Fra pulver til støbning, ler til skulptur. Men gips sviner, det er et dødt materiale, og hårdt. Jeg ønsker ikke, at det jeg skaber, skal være perfekt, men jeg vil have det præcis som jeg tænker, at det skal være. Når det ikke sker, freestyler jeg, og ser hvor jeg ender. Tegningen eller stregen, er svære end den ser ud til, det kræver tid, teknik og forsøg. Det tog mig to år at finde den rigtige form – det er netop derfor billedkunsten for mig, er vigtig. Jeg er et sindssygt utålmodigt menneske, men jeg elsker at fordybe mig, det hjælper billedkunst mig med. Uanset om det er fordybelsen i mine egne værker eller andres.

Hvilken betragtning gør du dig som kunstner? Jeg er vild med smukke ting, genstande, mennesker, linjer osv. For mig er det, det faktum, at det ses, at det er et menneske, som jeg tegner – men ikke mere. For min skyld kunne de være tudegrimme, eller gudesmukke – det er stadig de samme former der kommer ned på papiret. Alle har særegnede træk. Ja, faktisk monstertræk. Det er de kontraster, du fornemmer i tegningen eller ansigtet, der ikke eksisterer på papiret. De kommer til udtryk på andre måder, det er derfor jeg finder det svært, at tegne folk jeg ikke kender. Det er jo faktisk ikke meningen, at man skal genkendes i det abstrakte. Jeg elsker når folk køber mine tegninger og de kan genkende dem selv – det er virkelig et kompliment, for hvis de kan se, at det er dem – så må jeg have gjort noget rigtigt.

Hvornår begyndte du, at kalde dig kunstner? Og hvornår synes du, at man er kunstner? Da jeg solgte mit første værk. Jeg har jo selv en bestemt mening, om hvad kunst er, og hvad kunst helt sikkert ikke er. Mange mener, at Warhol var genial. Enten er jeg uvidende, eller også ser jeg det bare forkert. Jeg føler det i hvert fald ikke. En af mine venner sagde engang til mig, at kunst er alt det som virker for nemt, og man tænker ”det kan jeg da også gøre” – ja sikkert, men du gjorde det ikke. Du sked ikke i en dåse, du slagtede ikke en hest, og du malede ikke de runde cirkler. Men bare fordi man så ”gør det” bliver det ikke til kunst. Form er én ting, tanken og ideen er noget helt andet. Kunst er en opståen, der ikke søges, men drives frem. Kunsten kan være ophøjet- til tider skal det dog bare være pænt, i mine øjne. Jeg behøver ikke en beretning som Pol Pot og de 40-20 røvere, for at forstå den dybere mening. Når kunsten bliver højrøvet, er det irrelevant hvad kunstneren selv mener/tænker. Så har det ikke længere det samme formål. Er alt er så kunst? Hvis du kan fortælle mig hvorfor det er, og jeg begynder at spekulere, så er det vel. Dog er der forskel på håndværk og kunst. Jeg mener ikke tatoveringer er kunst – det er et håndværk. Tegningen er kunst, ikke udførelsen. Selvom det er ret paradoksalt. Det er igen hele cirklen med idé og udførelse. Kunst behøver jo ikke have en funktion.

Hvilken betydning, har kunsten for dig? Kunst har en betydning for den måde, jeg tænker på. Jeg er vokset op i et æstetisk hjem, hvilket har gjort kunst til noget andet, end hvad der blot hænger på væggene. Mode kan sammenlignes med kunst. Det er jo gennemført æstetik. Jeg prøver at leve i det æstetiske – med det mener jeg at, jeg bruger kunsten til at fordybe mig. Som jeg har sagt tidligere, var jeg skruptosset med Kahlo i årene omkring gymnasiet. Nu er jeg betaget af Jorn. Men selvom dette skifter, er kunsten altid en konstant for mig – der vil altid være ny kunst at opdage. At jeg så er kritisk overfor ny kunst, gør det bare endnu mere spændende for mig.

Hvor finder du inspirationen til dine værker? I specielle ansigter og især i ansigter jeg elsker. Min mor har brokket sig lidt over, at jeg endnu ikke har tegnet hende. Men når jeg bare sidder og ikke tegner efter nogen, men bare efter tanker og hukommelse, er det stort set altid hende. Jeg er inspireret af det enkelte menneske jeg tegner, – men aldrig som karikaturer. Når jeg tegner efter inspiration af billeder, er det altid min kæreste, Alexander.

Emilie Vintersborg har både en hjemmeside og en galleriudstilling under opsejling. I mellemtiden kan hendes kunst kan købes her:

Email, Evintersborg@gmail.com

Facebook, E Vintersborg

Instargram, Evintersborg

Telefon, 30 22 83 50