DISTORTION

18870494_464614880549433_1817434530_o

Jeg kan mærke det allerede som jeg går mod bussen. Vinden stjæler min kjole og overbeviser mig om, at det nok var den dummeste beslutning jeg har taget i dag. Blikke famler op og ned, og jeg kan ikke skelne anerkendelse fra fordømmelse. Den første bus kører forbi mig. Svedig og forsinket er en god anledning til at skrive: i kan bare gå uden mig, så finder jeg jer. For ingen finder hinanden til Distortion.

På bussen bevæger folk sig til lyden af min puls. Jeg passer ikke ind i min krop, og som jeg sidder der, er jeg helt forkert. Jeg vil give alt for en denimjakke og et øl-drop. Det burde have været mere overvældende at skille sig ud i provinsen, men dengang vidste jeg i det mindste at folk ville ryste på hovedet af mig. Nu ved jeg ikke hvad de tænker. En kvinde griner lige dele hånligt og begejstret bag sin dåseøl, og jeg stivner. Ingenting.

Vesterbrogade er levende, og den bærer folk på dens hænder. Ved torvet venter mine veninder tålmodigt, og da jeg kommer frem ser jeg dem ikke. Jeg er pludselig i krig. Tre unge piger holder hinandens hår, en mor har forvildet sig ind i mængden med hendes barn. Det hele udspiller sig på de tre sekunder det tager min veninde at vinke mig hen, jeg er svær at overse i gul. På bænker stopper gråden. Luften er lattermild og ingen ser ud til at dele min uro. Som vi bevæger os mod Istedgade tykner festen langsomt. En pigen slår armen om mig, og elsker min kjole. Pludselig kan jeg ikke udtale mærket.

Min telefon står ikke stille. De første fem ’hvor er du’-beskeder er allerede tigget ind, og jeg aner det ikke. I dag er alle i København højere end mig. Vi ender i midten af en koncert, og jeg kan ikke afkode hvem der spiller. Istedgade står stille, og jeg vil væk. Jeg bliver mast. Jeg bliver bombet. Jeg bliver væk. Én rækker mig hånden, og hun styrer mig forsigtigt og bestemt ud igennem menneskemængden. Jeg bærer den ene cigaret efter den anden som en krone, bange for at brænde flokken. Glas knuser under mine fødder, og jeg kan mærke hvordan jeg tager skårene med mig igennem gaden. Jeg stiller mig op ad en mur, og ænser ikke pølen. Der er krydderurter i vores drinks, og vi har det godt.

Vi bliver væk et sted på Sønderboulevard. Vi leder efter den scene, hvor en af min venner om lidt går på. Han hopper bag DJ-pulten, og vi danser med til musikken vi ikke forstår. Det gør mig tryg, at det er ham der står der, og pludselig er jeg ikke en fremmed på gaden. Jeg kigger på mine veninder, og de er smukke, der i mængden. Festen svinder langsomt ud til siderne, og vi er på vej hjem. Solen er endnu høj, og folk bevæger sig i tunge klumper. På en trappeopgang kysser vi hinanden farvel.

Jeg går alene mod bussen. Vinden tager i min kjole, og bærer mig hurtigt fremad. En ung pige spørger mig om vejen til Rådhuspladsen, og jeg er glad for at kende svaret. Da jeg står af bussen er min cykel forsvundet. Jeg smiler og går hjem.

DET GODE LIV

14808934_350953815248874_1786289347_oFor du som er død, er det gode liv måske at leve?


Det gode liv kender man ikke, før man har levet det, det gode liv kender man ikke før man ikke har levet det, det gode liv kender man ikke før man har levet det og mistet det, det gode liv kender man ikke hvis man har levet det og ikke helt levet det, levet det som de uden det gode liv, ville leve det.

Det gode liv findes, det gode liv findes måske i alt, det gode liv findes ikke helt, jeg ved ikke hvor det gode liv findes, jeg ved ikke hvor jeg skal finde det gode liv/ hvor findes det gode liv/ findes det gode liv?

I går fandt jeg det gode liv, i går fandt det gode liv mig, da jeg stoppede med at lede efter det gode liv, fandt jeg det gode liv, jeg fandt det gode liv på en mark, livet var den mark og jeg var livet på den mark, og vi levede sammen og jeg levede kun i mig selv og i ingen andre på den mark, og på den måde fandt jeg det gode liv i det liv, der var.

I dag fandt jeg mørket. Mørket fandt mig da jeg befandt mig på marken. Marken var ikke hvad marken var før, og livet og det gode liv, på marken, var væk. I dag fandt mørket mig, da jeg befandt mig i mig selv, der hvor det gode liv lå. Inde i mig og mørket fandt jeg det gode liv, i dag fandt jeg det gode liv i mig.

Det gode liv er kedeligt, det gode liv keder mig, det gode liv er livet i én form, det ensformige liv keder mig, det keder mig at leve, hvis dét at leve kun er at leve godt. I lykken findes mere lykke i mørket findes både lykke og livet, livet findes, der hvor det gode liv ikke længere findes, tror jeg.

Det gode liv findes i lysten til at leve, i lysten til livet findes lysten til at lede efter det gode liv. Det gode liv er at søge det gode liv, det gode liv er aldrig at finde det gode liv.

JEG SKRIVER EN BOG

Jeg har aldrig sendt et manus til forlag. Jeg er ikke vokset fra, at frygte afvisningen. Det er hvad jeg vil. Jeg vil skrive. Jeg havde et true moment i går aftes. Jeg sad i min seng, og skrålede love will keep you warm til lyden af en stille lejlighed. Jeg ved ikke hvad der fremprovokerede det, men pludselig kom jeg i tanke om, at jeg har en drøm. Gisp. En drøm. Nu er der en overhængende fare for, at jeg kan gå igennem mit liv uden at udleve den. En del af mig vil flytte tilbage til den, der ikke ved hvad det vil sige, at håbe.

Tiden er moden, tiden er så moden, at alle mine ord gærer og bliver til hvad jeg drikker, når jeg ikke længere tør. Eller tør alligevel. Jeg vil så gerne skabe noget. Mine fingre kan ikke stå stille, de bliver svimle og bevæger sig i bølger foran mit ansigt, som et messende løfte om at de pludselig vil udrette noget.

Jeg har allerede det lidende udtryk. Blikket bag blikket, der fortæller alle, at jeg har noget at sige. Noget de ikke allerede ved. Hvad bilder mit 21-årige digter-jeg sig ind.

Jeg kan ikke skrive en bog. Mine ord er ikke unge og de er ikke modne. Jeg ved ikke hvad fanden de er. De passer ikke ind på hylden, de passer ikke ind, ind imellem ungdomsbøger og stor poesi. Hvad vil de, de ord, andet end ud? Jeg æder dem alle.

Jeg kan ikke skrive en bog der handler om noget. Kronologien interesserer mig ikke. Jeg ved ikke hvad du skal handle om, bog. Ikke fordi jeg ikke vil putte hele mit liv ind i dig, men jeg vil ikke glemme noget. Skal man vælge for ikke at tabe, dem der ikke er os?

Om natten drømmer jeg at jeg er en x-factor-forfatter. Tænk sig at sidde der med alle dine ord, alle de ord, som din mor og din mors veninde synes er dit kald. Tænk sig hvis de ord møder nogen, der fortæller dem, at de bare er. Tænk sig hvis jeg ikke kan skrive.

 Jeg har smidt den jeg troede jeg skulle være, fordi jeg ikke længere gider at vente på at blive noget, jeg er. Tiden ligger som en invitation foran mig. Jeg har ingen forpligtigelser, andet end dig, bog. Tænk sig, hvis ingen køber den. Dig bog, og løgnen om at vi kan ændre tiden. Tænk sig, hvis min mor og min mors veninde køber sig tre hver.

Jeg har aldrig været bange for at i skulle se alt det der står i mig, jeg bærer det ufrivilligt uden på tøjet hver dag, men da du kiggede på mig nøgen i lyset, havde jeg lyst til at kaste op. Synes du ikke at jeg er smuk længere?

Jeg skriver en bog.