RØGFRI FREMTID?

Sponsoreret af Kræftens bekæmpelse og TrygFonden

Jeg har tænkt længe over, om jeg skulle takke ja til at skrive dette indlæg. Jeg har ingen helligdom at kravle op på, jeg kan ikke prædike herinde, jeg har ikke lagt skjul på, at cigaretterne efterhånden er en fast del af min hverdag. Men jeg har ofte tænkt på, hvordan man sætter ord på, uden at det bliver en skræmmekampagne, og uden at gøre det til en opfordring – for jeg har også et ansvar, overfor de unge der kigger med her, selvom det største ansvar er deres. Og jeres. Det vil jeg gerne være med til at snakke lidt om.

Jeg er opvokset på landet, langt ude på landet hvor mange i min omgangskreds blev venner med cigaretterne, længe før de fik hår under armene. Jeg er nærmest født med hår under armene, til gengæld røg jeg først min første cigaret (uden pis) da jeg startede på højskole, som 19-årig. Jeg er ikke sikker på hvorfor, et sent behov for oprør, vil jeg tro, men også et oprør, der ikke lader til at have lagt sig endnu.

Som barn gjorde jeg en stor dyd ud af at sige nej, nej til cigaretter, til tungeslaskere med Tobias i idrætshallen, til hundrede bajere og hvad der var værre – nej fordi jeg var nice og stædig og måske – til tider – en lille smule snerpet. Ikke fordi jeg sagde nej til cigaretter og savl i ansigtet, men fordi jeg sagde nej til alt det, der udfordrede min kontrol.

Det er svært at være barn og ung og mærke, hvad man egentlig har lyst til, når man stadig lidt mangler at prøve det hele – men det bliver altså ikke nødvendigvis lettere, når man flytter ud og skal være voksen og ansvarlig, og der ingen mor er, til at knække ens cigaretter og sætte ild til dit kørekort. Og selvom man var sådan et barn der sagde nej, bliver man hurtigt sådan en ung voksen der siger ja.

Kræftens bekæmpelse og TrygFonden har startet kampagnenRøgfri Fremtid, der hylder de unge der tør og magter at sige nej, og de har lavet en ret fin video, uden sorte lunger og forkullede spædbørn. Se den og del den og vær med til at sprede budskabet om, at det er mega okay. Man skal sige nej, så man kan mærke, hvor godt det føles at råbe ja til alt det gode.

 

NOTER | SIDEN SIDST

I går cyklede jeg fra Vigerslev til Sydhavnen, det var mørkt og vejene lå øde og oplyst af lukkede butikker og genskæret fra de vandpytter jeg fræsede igennem. Jeg cyklede med hænderne ud til siden og over hovedet og i bølgende bevægelser i takt til den musik, jeg kun netop havde gjort til mig egen og jeg var fri næsten fri og jeg cyklede forbi en mand og jeg havde hænderne over hovedet og han smilede og jeg smilede. Jeg trillede ind og ud og op og ned af afspærringerne langs Ellebjergvej, og vejen var min forhindringsbane og de var ingen hindring og luften var klar og i min cykelkurv havde jeg et franskbrød, som min veninde havde stoppet deri.

….

Jeg sætter mig på en bænk, ikke længere fra krise-hjemmet end at jeg kan kigge ind ad vinduerne. Jeg forsøger at tælle mig til, hvor jeg boede, dengang, men bliver ved at starte forfra, hver gang jeg nærmer mig midten. Jeg løsner tørklædet fra mit hår og binder det om hanken på min taske. Jeg har brug for håret der holder om mit ansigt, for ikke at tabe det nu. For at det ikke skal gå i opløsning og flyde ud på gulvet når døren åbner. Så står jeg der og spilder mig selv.

My fucking face, it always betrays me

Jeg løber nu. På en måde jeg ikke kan løbe længere, jeg løber som et barn, inden vinden begynder at gøre modstand. Jeg løber fra frygt og lidt for en følelse af eventyret ved at have noget at flygte fra, lidt for spændingen ved at løbe langs markerne, mens lavaen vælter ud af vinduerne, og alt det onde bliver inde i huset men også lidt følger med en, med ens skridt som bliver tungere og tungere, til mine sko kun er mudder, og min ene fod sidder fast og mit ben sidder fast, og jeg bliver stående og håber at jeg synker længere og længere ned i mudderet, så det ikke kun er en forestilling, når jeg bliver stående, som et stædigt barn og venter på at blive reddet.

TIL ØLSMAGNING MED LIDL

img_4814

SPONSORERET AF LIDL

På trods af min semi-manglende ungdom, så har jeg efterhånden en del minder knyttet op på konceptet ‘øl’. Mange af dem er sene nattetimer på en tilrøget bar, hvor jeg har drukket den ene lunkne sag efter den anden, mest for at imponere ham den lidt art i denimvesten. I modsætning til mænd i denim, så har øllene haft et større indtog i mit liv siden hen, og jeg var derfor heller ikke længe om at svare pænt ja tak, da Lidl inviterede til øl-smagning på Kayak bar i København, (som i øvrigt er helt vildt hyggelig, de har deres egen flydende strand!)

Eventet blev afhold i anledningen af, at Lidl netop har lanceret en ny række specialøl, der vil blive solgt i deres butikker landet over, og som alle er helt som jeg vil have dem: store og mørke. Aftenen blev ledt af Rory Lawton, en ægte ølnørd, der selv har brygget i mange år, og som har været med til at udvælge alle de Craft Beers, som vi fik lov til at smage på. Jeg fik både hældt øl på skrå, duftet og snurret rundt med glasset, til stor morskab for især Amalie, som vist ikke var helt overbevist om at jeg vidste hvad jeg lavede. Ud af de fem øl var jeg især svært glad for den nye gingerbeer, Ginger Grizzly, der havde den fineste gyldne farve, og smagte af citrus og sommer. Jeg brydes mig grundlæggende ikke om ingefær, og slet ikke i min øl, men den fungerede virkelig godt, og endte også med at blive kåret som aftenens favorit. Og så smagte den igennem!

Jeg holder meget af øl der virkelig indtager et rum, og her må jeg give Lidl credit for at have præsteret et udvalg af kvalitetsøl, der er modige i smagen, og som oveni købet er ganske til at betale. Noget man hurtigt lærer at sætte pris på som selvstændig kunstner… Især da jeg siden har skænket dem til både mine veninder, min kræsne lillebror, og til en flot mand, der havde glemt hans denimvest derhjemme.

img_4786

Øllene er alleredet blevet godkendt hjemme, af mine fine kvinder, der var inviteret hjem til en hæderlig blanding af øl, tapas og Magic Mike.

img_4892

img_4857img_4942

 

Older posts