**ADVARSEL TIL MÆND MED TANKE OM AT DATE MIG**

AV

Kontaktannonce: 21-årig kvinde med hang til mørk poesi og regnvejr, søger mage der kan se det smukke i daddy-issues, vakuum-kærlighed og kæderygning.


Det er ikke letkøbt. Det der datingprojekt, når man er en 60-årig fanget i en krop, der på en god dag er 21. Dating i København, 2017, er blevet et så udvisket begreb, at mit moralkodeks ikke længere er gældende. Bevares, jeg er i starten af mine tyvere, og på mange måder er jeg slet ikke en del af et marked. Jeg er ikke søgende, men jeg kan også godt mærke, at tanken om at slå mig ned, ikke længere er fjern. Nærheden er i hvert fald ikke. Jeg er fanget i et limbo, hvor jeg på den ene side nyder at være tilstede i det der er egoistisk og ungt, og på den anden side har jeg et enormt præsent redebygger-gen, der gerne vil have muligheden for at finde trygheden i et andet menneske. Mine forældre stiftede begge familie i en meget ung alder, og jeg er unægteligt påvirket, – også selvom de fleste i min omgangskreds, slet ikke har lært at værdsætte deres æggestokke endnu, og spiser fortrydelsespiller til morgenkaffen.

Jeg kan godt mærke, at jeg lige nu afskrækker både de mænd der vil rede mit hår, og de der gerne vil rive i det – men det er vel også en form for forsvarsmekanisme.

Jeg misunder det, på alle planer, for selvom jeg godt kan lide at være hvor jeg er – og selvom jeg godt kan lide sex – så kan jeg simpelthen ikke formå at distancere mig i den grad det kræver, at gå en tur rundt om blokken. Eller at befinde mig på Tinder. Egentlig handler det ikke om at jeg har et behov for at låse de stakkels mænd nede i min kælder, – nogle af dem er faktisk også bare fyldt med gode samtaler. Jeg er ikke KUN en psycho bitch, selvom stilheden gør mig til netop dette.

For det er dén. Stilheden, som jeg slet ikke rummer. Jeg har opbygget mig nogle solide trust issues, opstået et sted imellem et totalopbrudt bagland, utroskab og lidt mere hiven i håret, end legen lagde op til. Hvilket, for mig, mest betyder, at hele efterspillet, hvor man ikke ved om man er købt eller solgt, er en virkelig udfordrende oplevelse. Jeg kan komme til at føle mig forladt af mennesker, som jeg ikke engang har intentioner om at se igen, fordi det sår så mange tvivl i mig – og det tvinger mig igennem hele registret, hvilket ikke er til nytte for mig – eller dem. Der ligger så mange komplekser bag det, et vaklende selvværd, først og fremmest, men jeg er bare ikke sikker på at jeg synes, at vi er særlig gode til at passe på hinanden, i alt det der dating. Kød har også følelser.

Og dét her stykke kød kaster sig ud i det igen og igen, selvom jeg godt ved, at jeg slet ikke er indrettet til det. Men jeg vil også have lov, lov til fremmede rødvinsbranderter og ligegyldigheder – også selvom jeg ikke kan finde ud af at lade som om, at man ikke har delt et eller andet, bagefter.

Jeg ved godt at jeg beder om særregler. Særlige hensyn til et sind, der engagerer sig mere, end hvad tiden er til. Men er det ikke også okay at forvente noget af en relation, der først og fremmest handler om følelser? Det er ikke den løse relation jeg klandrer, men hvis nu vi sænker paraderne lidt, opgiver noget af vores tillærte kynisme, så venter der måske noget på os, muligheden for et venskab, måske, for kærligheden. Der er ikke noget galt i, at samle på gode mennesker.

Jeg har søgt ud af tyverne, det sidste års tid. Uanset hvor gerne jeg ville, så er der bare noget hos mig, der ikke spiller sammen med de der unge singlemænd. Som om at de ting jeg har at byde på, slet ikke er værdier, de har lært at sætte pris på endnu – ligesom at jeg, ikke længere sætter pris på deres. Jeg tror at jeg har fået bildt mig selv ind, at de der mænd over de 30, er et sted i deres liv, der passer bedre ind i mit. Men sandheden er, at en 21-årig kvinde for en ældre mand, i virkeligheden, ofte, nok bare er sådan en, der er lidt fed at sige at man har knaldet. Grov generalisering, men det er som om at det er endnu sværere, fordi man ikke bliver tillagt reelle hensigter om at møde en, som man kan skabe et liv med, fordi man er ung, og en del af en generation, der har flere hak i bæltet end hele vores forældres generation – tilsammen.

Egentlig skal det jo være sjovt, det der dating, men jeg kommer aldrig til at tro på, at man kan lære hinanden at kende på fem timer. Det er så komprimeret et møde, en nat hvor man leger kærester, og simulerer en relation der slet ikke kan opbygges endnu. Man ligger i ske og lader morgenkaffen blive kold, for så at lande i en ny favn et par timer senere. Nye relationer kræver enormt meget fordybelse, uanset hvad man ønsker af dem, og det er slet ikke så farligt at se hinanden an, at gå tur nummer to rundt om søerne, eller at have ligegyldig sex. Men for fanden, hvor skal vi blive bedre til at passe på hinanden i det.

 

 

DISTORTION

18870494_464614880549433_1817434530_o

Jeg kan mærke det allerede som jeg går mod bussen. Vinden stjæler min kjole og overbeviser mig om, at det nok var den dummeste beslutning jeg har taget i dag. Blikke famler op og ned, og jeg kan ikke skelne anerkendelse fra fordømmelse. Den første bus kører forbi mig. Svedig og forsinket er en god anledning til at skrive: i kan bare gå uden mig, så finder jeg jer. For ingen finder hinanden til Distortion.

På bussen bevæger folk sig til lyden af min puls. Jeg passer ikke ind i min krop, og som jeg sidder der, er jeg helt forkert. Jeg vil give alt for en denimjakke og et øl-drop. Det burde have været mere overvældende at skille sig ud i provinsen, men dengang vidste jeg i det mindste at folk ville ryste på hovedet af mig. Nu ved jeg ikke hvad de tænker. En kvinde griner lige dele hånligt og begejstret bag sin dåseøl, og jeg stivner. Ingenting.

Vesterbrogade er levende, og den bærer folk på dens hænder. Ved torvet venter mine veninder tålmodigt, og da jeg kommer frem ser jeg dem ikke. Jeg er pludselig i krig. Tre unge piger holder hinandens hår, en mor har forvildet sig ind i mængden med hendes barn. Det hele udspiller sig på de tre sekunder det tager min veninde at vinke mig hen, jeg er svær at overse i gul. På bænker stopper gråden. Luften er lattermild og ingen ser ud til at dele min uro. Som vi bevæger os mod Istedgade tykner festen langsomt. En pigen slår armen om mig, og elsker min kjole. Pludselig kan jeg ikke udtale mærket.

Min telefon står ikke stille. De første fem ’hvor er du’-beskeder er allerede tigget ind, og jeg aner det ikke. I dag er alle i København højere end mig. Vi ender i midten af en koncert, og jeg kan ikke afkode hvem der spiller. Istedgade står stille, og jeg vil væk. Jeg bliver mast. Jeg bliver bombet. Jeg bliver væk. Én rækker mig hånden, og hun styrer mig forsigtigt og bestemt ud igennem menneskemængden. Jeg bærer den ene cigaret efter den anden som en krone, bange for at brænde flokken. Glas knuser under mine fødder, og jeg kan mærke hvordan jeg tager skårene med mig igennem gaden. Jeg stiller mig op ad en mur, og ænser ikke pølen. Der er krydderurter i vores drinks, og vi har det godt.

Vi bliver væk et sted på Sønderboulevard. Vi leder efter den scene, hvor en af min venner om lidt går på. Han hopper bag DJ-pulten, og vi danser med til musikken vi ikke forstår. Det gør mig tryg, at det er ham der står der, og pludselig er jeg ikke en fremmed på gaden. Jeg kigger på mine veninder, og de er smukke, der i mængden. Festen svinder langsomt ud til siderne, og vi er på vej hjem. Solen er endnu høj, og folk bevæger sig i tunge klumper. På en trappeopgang kysser vi hinanden farvel.

Jeg går alene mod bussen. Vinden tager i min kjole, og bærer mig hurtigt fremad. En ung pige spørger mig om vejen til Rådhuspladsen, og jeg er glad for at kende svaret. Da jeg står af bussen er min cykel forsvundet. Jeg smiler og går hjem.

DET GODE LIV

14808934_350953815248874_1786289347_oFor du som er død, er det gode liv måske at leve?


Det gode liv kender man ikke, før man har levet det, det gode liv kender man ikke før man ikke har levet det, det gode liv kender man ikke før man har levet det og mistet det, det gode liv kender man ikke hvis man har levet det og ikke helt levet det, levet det som de uden det gode liv, ville leve det.

Det gode liv findes, det gode liv findes måske i alt, det gode liv findes ikke helt, jeg ved ikke hvor det gode liv findes, jeg ved ikke hvor jeg skal finde det gode liv/ hvor findes det gode liv/ findes det gode liv?

I går fandt jeg det gode liv, i går fandt det gode liv mig, da jeg stoppede med at lede efter det gode liv, fandt jeg det gode liv, jeg fandt det gode liv på en mark, livet var den mark og jeg var livet på den mark, og vi levede sammen og jeg levede kun i mig selv og i ingen andre på den mark, og på den måde fandt jeg det gode liv i det liv, der var.

I dag fandt jeg mørket. Mørket fandt mig da jeg befandt mig på marken. Marken var ikke hvad marken var før, og livet og det gode liv, på marken, var væk. I dag fandt mørket mig, da jeg befandt mig i mig selv, der hvor det gode liv lå. Inde i mig og mørket fandt jeg det gode liv, i dag fandt jeg det gode liv i mig.

Det gode liv er kedeligt, det gode liv keder mig, det gode liv er livet i én form, det ensformige liv keder mig, det keder mig at leve, hvis dét at leve kun er at leve godt. I lykken findes mere lykke i mørket findes både lykke og livet, livet findes, der hvor det gode liv ikke længere findes, tror jeg.

Det gode liv findes i lysten til at leve, i lysten til livet findes lysten til at lede efter det gode liv. Det gode liv er at søge det gode liv, det gode liv er aldrig at finde det gode liv.

Older posts