DET GODE LIV

14808934_350953815248874_1786289347_oFor du som er død, er det gode liv måske at leve?


Det gode liv kender man ikke, før man har levet det, det gode liv kender man ikke før man ikke har levet det, det gode liv kender man ikke før man har levet det og mistet det, det gode liv kender man ikke hvis man har levet det og ikke helt levet det, levet det som de uden det gode liv, ville leve det.

Det gode liv findes, det gode liv findes måske i alt, det gode liv findes ikke helt, jeg ved ikke hvor det gode liv findes, jeg ved ikke hvor jeg skal finde det gode liv/ hvor findes det gode liv/ findes det gode liv?

I går fandt jeg det gode liv, i går fandt det gode liv mig, da jeg stoppede med at lede efter det gode liv, fandt jeg det gode liv, jeg fandt det gode liv på en mark, livet var den mark og jeg var livet på den mark, og vi levede sammen og jeg levede kun i mig selv og i ingen andre på den mark, og på den måde fandt jeg det gode liv i det liv, der var.

I dag fandt jeg mørket. Mørket fandt mig da jeg befandt mig på marken. Marken var ikke hvad marken var før, og livet og det gode liv, på marken, var væk. I dag fandt mørket mig, da jeg befandt mig i mig selv, der hvor det gode liv lå. Inde i mig og mørket fandt jeg det gode liv, i dag fandt jeg det gode liv i mig.

Det gode liv er kedeligt, det gode liv keder mig, det gode liv er livet i én form, det ensformige liv keder mig, det keder mig at leve, hvis dét at leve kun er at leve godt. I lykken findes mere lykke i mørket findes både lykke og livet, livet findes, der hvor det gode liv ikke længere findes, tror jeg.

Det gode liv findes i lysten til at leve, i lysten til livet findes lysten til at lede efter det gode liv. Det gode liv er at søge det gode liv, det gode liv er aldrig at finde det gode liv.

PLEASER-GENET

Jeg har aldrig helt fundet ud af om jeg hellere ville være det helt foruden. Det der pleaser-gen. Bristen der placerer hele verden på mine skuldre og aldrig tillader mig at være utilfreds over noget. Selvforskyldt, ganske, men virkelig svært at slippe af med, når først det bor i din person. Jeg har aldrig været et vredt menneske. Heller ikke når der har været noget at være vred over. Jeg har ikke levet sådan et liv, der ikke har budt mig ret meget at have ondt over, tværtimod. Men af en eller anden grund, finder jeg altid en måde at vende det indad. Det er måske også min skyld, at du ikke brydes dig om måden jeg går på (ikke et fortænkt eksempel.)

Jeg ved godt at det ikke er særlig konstruktivt, det der med vrede, men til tider virker det en del mindre destruktivt at kunne fyre en knyttet næve i væggen, fremfor at rette fire mod dig selv. Jeg misunder ikke grundlaget for at blive vred, men jeg kan virkelig misunde muligheden. For sammen med muligheden for vrede, kommer også muligheden for et udlad, og muligheden for at kunne fortælle folk, når de byder dig noget, der bare ikke er i orden. Jeg bliver højest stille. Og stilheden er måske i virkeligheden det mindst håndgribelige.

Jeg ved ikke om jeg er konfliktsky. Jeg tror det ikke. Der skal ikke herske tvivl om, at min største frygt i livet er, at der er nogle der ikke kan lide mig. Hele min verden kan ramle, hvis der er nogen der råber ad mig på cykelstien, fordi at jeg ikke kan finde den kortvarrige vrede frem der skal til, for at kaste det af mig og køre videre. Istedet tager jeg det med mig videre, og jeg tager det med i seng, og pludselig ser jeg på mig selv som sådan en der måske bare ikke bør cykle. For tænkt hvis ham cyklisten, der måske bare havde en dårlig dag, kører hjem til hans søde kone og fortæller hende, at der var en kæmpe spasser der ikke trak ind (fordi hun er fra landet og endnu forsøger at gennemskue cykelhierarkiet i byen) og så er der pludselig to mennesker, der sidder derude over deres kylling i karry og ryster på hovedet ad mig.

Pleaser-genet bliver især synligt, når der opstår en konflikt, som jeg virkelig ikke føler mig skyldig i. Små, småligegyldige uvenskaber, som opstår, når man har folk tæt på livet. Ofte er modellen sådan: Jeg bliver spurgt hvorfor jeg er stille, jeg forsøger at ytre mig, jeg bliver irettesat, jeg tager det tilbage og siger undskyld. Og så sidder jeg der, efterladt med en følelse af, at det egentlig bare er lidt uretfærdigt. Uretfærdigt at jeg finder det nødvendigt at udglatte situationen i en sådan grad, at jeg til sidst undskylder for noget, jeg egentlig selv havde brug for en undskyldning for.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at pleaser-genet udelukkende var et udtryk for ønsket om at alle har det godt, og det er det også i høj grad, men det er også et udtryk for frygten for, at der er nogen der føler at jeg gør noget galt, for tænk hvis? Tænk hvis jeg ikke er ligeså nice som jeg går og tænker jeg er. Gisp. Undskyld!

Jeg synes jeg forsøger at stå på mit, men indtil videre tror jeg ikke det er lykkedes mig helt at trumfe igennem med noget der virkelig har gået mig på, i hvert fald ikke hvis det ikke med det samme er blevet modtaget af et: undskyld! Jeg husker meget tydeligt en situation da jeg gik på højskole, hvor en mand der gjorde mig meget ked af det, nægtede at undskylde. Det var et princip. Han forklarede, at han godt vidste, at han havde ageret ufint, men at det han havde gjort ikke var forkert, og så længe det ikke var forkert, kunne han ikke få sig selv til at undskylde. Det er stadig i dag noget af det sværeste for mig at forstå. Der findes ikke det i verden jeg ikke undskylder for. For mig handler et undskyld om at man har såret nogen, og hvorfor, er mig egentlig ligegyldigt. Jeg undskylder for meget, uden tvivl, men hellere ti gange for meget, end én for lidt.

Jeg ved ikke hvordan man kommer videre herfra. Det er ikke et særlig sexet sted at stå, det der hjørne, hvor man bare føler sig trådt på. Trådt på fordi man ikke giver folk en chance for at vide, hvad der er galt, men også fordi at folk bare til tider larmer for meget, til at lytte på de der er stille. Jeg ønsker mig et sæt sylespidse albuer i julegave, og indtil da, er det godt at have en blog at brække sig på.

VENUS – LET’S TALK ABOUT SEX

venus_hovedstill

En ny kvinde i stolen. Og så en ny. Nogle af dem er sjove. Salen griner. Nogle af dem er sjove, salen griner, hendes øjne bliver våde, og salen slår blikket ned.


“Mere end 100 unge kvinder dukker op, da filmens to instruktører søger medvirkende til en “erotisk film på kvinders præmisser”. Over de kommende måneder fortæller kvinderne om deres seksuelle oplevelser og fantasier til filmkameraet. Efterhånden som tiden går og historierne bliver flere, begynder en ramme langsomt at tage form, og instruktørerne indser, at de uden at vide det, allerede er i fuld gang med optagelserne til deres film. En ærlig, oprigtig og sårbar fortælling om kvindernes forhold til sex, om lysten, ulysten, fantasierne, følelserne, opdagelserne og alt det, vi aldrig taler om.”

– Doxbio

Martsluften er skiftende, varmen fra solen møder noget der ligner storm, og forvandler København til en skizofren zone imellem korte ærmer og armygrønne flyverdragter. Jeg er landet for tidligt. Jeg sætter mig ved et cafébord foran Grand og tænder den første cigaret. Overfor mig sidder fire kvinder. De er skingre og deres stemmer både forhøjes og forsvinder i vinden. De snakker om en fælles veninde. Hun er her ikke, hun er sammen med Morten, igen. Cigaret nummer to. Jeg har taget for meget læder på i dag. Det er som om at en krop som min, kun kan bære enten en læderjakke eller et par lædersko. Jeg venter på min veninde. Vi har ikke set hinanden længe, og om en halv time skal vi ind i salen. I mit hoved nynner jeg en melodi, jeg ikke kan huske hvordan ender. Jeg tænder cigaret nummer tre, og støtter hælene på stolen overfor mig. Vinden har tænder nu. Sofie ankommer lige til tiden. Hun har heldigvis også taget læder på. Sæderne er fløjlsrøde, vi sidder for langt fremme. Vi skal se en dokumentar. Det overrasker mig at den er dansk. En kvinde bliver placeret på en stol: hvor er du lige nu? lyder en stemme bag kameraet. Kvinden bider sig i læben og slår blikket ned. En ny kvinde i stolen. Og så en ny. Nogle af dem er sjove. Salen griner. Nogle af dem er sjove, salen griner, hendes øjne bliver våde, og salen slår blikket ned. Kvinderne skifter. De snakker om sex. De snakker om lyst og de snakker om skam. Det er virkelig sjovt, og virkelig seriøst, og et sted i midten, er der noget smukt. Sidste gang jeg følte mig allermest sårbar, rejste han sig op og gik. Det må man ikke. Det var helt forkert. Knuden bor i maven. En tåre undslipper mit panser af eyeliner. Salen summer mens skærmen bliver sort. Cigaret nummer fire. Jeg holder fast i Sofie. Jeg kan ikke skilles, vi har lige delt noget, som vi er nødt til at tale om. Vi går i cirkler. En større og større rundkreds. Da jeg kysser hendes kind farvel ved hovedbanegården, er jeg mæt. Jeg går mod Vesterbro, og i mit hoved spiller jeg scenerne igen og igen. Jeg ved ikke om det er lykke eller vemod, men et sted i midten, er der noget smukt.

Se traileren til Venus – Let’s talk about sex

Older posts