MUSIK DER BOR I MAVEN #1

123Der har været efterspørgsel på flere anmeldelser herinde, og der er intet jeg hellere vil, end at spille smagsdommer i alle kunstens aspekter. I denne omgang får i et udpluk af det musik, der lige nu får mig til at føle. Jeg har linket til Youtube, men find for jeres egen skyld musikken på Spotify, eller andetsteds med bedre kvalitet. Lyt.


flimrend


Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen – Ingen kan gå alene

Dette er nok en af de, der ikke falder i alles smag. Nicolai Much-Hansen, der desværre nåede at spille alt for lidt musik, har sat lyd til tekster af gode Peter Laugesen – og jeg kan lytte til det i timer. Især nummeret ingen kan gå alene, ynder jeg at falde i søvn til. Jeg kunne desværre ikke få adgang til at linke til pladen på Youtube, men det ligger frit tilgængeligt på Spotify. (Det kan også erhverves her.)

kvamm


Simon Kvamm – Lejlighed

Min mor og jeg sender rigtig meget musik til hinanden – rigtig meget. I går fik jeg en besked med et billede af dette nummer, og teksten: “Måske er det fordi solen skinner og det gør mig så fucking trist… Kom til at tænke på dit indlæg.” Siden har jeg hørt det igen og igen – det er et virkelig fint nummer. I må ikke lade jer skræmme af starten.

ukendt


Ukendt Kunstner – Overleve

Okay, den her kender i jo i forvejen, men jeg synes alligevel at den har plads. Jeg lytter til det her nummer et par gange om dagen, og jeg sætter det især på, når tingene sejler. Hvilket ikke er så sjældent.

517843397_1280x720


Quindon Tarver – Everybody’s Free (To Wear Sunscreen)

En sød mand fra Sydhavn spillede mig dette nummer, efter en samtale om studiekvaler og bekymringer for fremtiden. Det har hængt på mig lige siden.

DET MED KUNSTEN

nykunst

Jeg er begyndt igen. På det med kunsten. Jeg har haft nogle måneder nu, hvor jeg ingenting har fået fra hånde, hvilket både har været en krisetilstand og en befrielse. Omkring jul, da forretningen gik bedst, lukkede jeg det hele ned. Det var blevet netop det: en forretning, og det var aldrig min hensigt. Selvfølgelig håber jeg at min kunst kan sælge. Jeg afhænger jeg af at min kunst kan sælge – men det skal ikke være hurtige A4-størrelser, ‘jeg håber ikke den krøller i posten‘ og en MobilePay. Det skal være i mit hjem, med kaffe, og en snak om hvad det er man får. Det skal være en overlevering, og en oplevelse – og så skal det være med nogle lidt andre priser. Jeg blev så overvældet over at det gik godt, at jeg satte mine ting alt for billigt, og mistede både tid, lyst og kapital på det – og det er ikke meningen. Jeg kommer ikke til at sætte en rækker værker til salg, men man er velkommen til at kontakte mig for prislister, eller for en snak om mulighederne – eller bare for en snak.

UDDANNELSE | MÅ JEG HØRE DIN HISTORIE?

Da jeg skrev det her indlæg om mit eget studie, var jeg slet ikke i tvivl om hvordan jeg selv havde det. Dog havde jeg ingen idé om, hvor mange der sad derude, og følte nøjagtigt det samme. Det har gjort ret stort indtryk på mig at læse alle jeres beskeder. Én ting der gennemsyrer det hele, er ensomheden. Alle de der sidder og føler, at de er alene om en sorg, de i sidste ende selv har valgt. Jeg synes ikke at man skal tie i flok – slet ikke når man har muligheden for, at skabe et fælles rum. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave en serie af indlæg, skrevet af jer. En samling af jeres historier, og de erfaringer i har gjort jer i uddannelsessystemet og videre på arbejdsmarked. De, der har taget en uddannelse de elsker, de der har taget en uddannelse de endte med at hade, de der startede med at hade og sluttede med at holde af, og de der droppede ud og fandt lykken. Mit håb er, at vi derigennem kan guide hinanden til at træffe de valg, der i sidste ende er rigtige for os – og måske opdage at de veje som vi ikke tør gå, slet ikke er så farlige. Kort sagt, så vil jeg rigtig gerne høre din historie, uanset hvordan den ender. Hvis du vil være med, så send mig en mail på: emiliemariefoli@gmail.com

Tak fordi i er så skide modige.

Older posts