DET GODE LIV

RUM

Gangene er tomme og snor sig om hinanden. Her er luften tyk og man går hurtigt for at gå igennem den. Her er hundrede døre og ingen svar bag nogen af dem, her er sort i alle kroge og ingen siger noget. Alle udgangene er lavet af glas, og bag dem står du med horn, altid dig med horn og man åbner ikke men løber videre og kigger bag de andre.

 

Hans hænder er en bekymret mands. Neglene er flossede og går i eet med bar hud. Her sidder alle med ryggen til, og væggene sveder, de løber og taber sig selv på gulvet.

 

Vinden er så tydelig i sit sprog

natten er så fyldt med vilde dyr

træerne er ikke dine venner

vandet er ikke din ven

kilometervis af landskab folder sig ud foran os

vi betræder det med respekt

lang hud så meget ny hud

kryb ud af dit skind kryb

ud af det gamle rynkede skind

der er kun læder kun læder her hvor vi bor

 

Kirken er mørk og oplyst at sang. Her er lange gange og mænd på rækker. De nynner i eet og ved ikke hvad de vil, her er ingen indåndinger. Rummet er en lørdag og luften er parfumeret. Alting runger og det er et stort ingenting

 

Alting runger, eet stort ingenting

 

Vi skøjter rundt i hud. Kilometervis af hud ligger foran os som et åbent landskab. Porerne er fyldt med regn, det sprøjter når vi lander i dem. Jeg vil have en drengekrop.

 

Sengene er alle i brand. Afsked er det eneste smukke vi får

 

Væggene er fire slags blomstret her, i hjørnet står en stol. Dit hoved virker tungt og hviler sig mod venstre. Hvis vi åbnede vinduerne nu, ville det minde os om martsluften.

 

Hvedens blomst er sød og prikker på tungen

 

Lige inden søvnen lugter jeg noget brændt eller en duft som om noget skal til at brænde, der lugter af svovl men det er ikke en lugt der er, det er en tanke med noget andet, det lugter som et varsel, som noget der ikke er sket men er lige ved at ske som om at nu brænder du nu brænder vi snart.

 

: vand springer ud fra væggene, gulvet er altid tørt

 

HVORFOR ER GULVET ALTID SÅ TØRT

 

jeg slukker en cigaret med mine læbers bløde

 

jeg vågner med vabler på mine fingre

 

de væsker og laver pletter hvor mit hoved lå

 

alt er så vådt

 

græsset er betændt og bløder når jeg går

 

Når kornet blomstrer bliver det højt, højt som os, hvor vi alligevel er så små, vi dækker hinanden. Så kan man gå på markerne selvom man går langs markerne, men man går der og ødelægger andres afgrøder men det er ikke en destruktiv handling det er en helt fri handling hvor man går hvor man vil og ingen kan se det, man er lige så høj som kornet og kornet er lige så højt som en og det hele er din ven og det bærer dig og du er skjult der i kornet.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DET GODE LIV