I går cyklede jeg fra Vigerslev til Sydhavnen, det var mørkt og vejene lå øde og oplyst af lukkede butikker og genskæret fra de vandpytter jeg fræsede igennem. Jeg cyklede med hænderne ud til siden og over hovedet og i bølgende bevægelser i takt til den musik, jeg kun netop havde gjort til mig egen og jeg var fri næsten fri og jeg cyklede forbi en mand og jeg havde hænderne over hovedet og han smilede og jeg smilede. Jeg trillede ind og ud og op og ned af afspærringerne langs Ellebjergvej, og vejen var min forhindringsbane og de var ingen hindring og luften var klar og i min cykelkurv havde jeg et franskbrød, som min veninde havde stoppet deri.

….

Jeg sætter mig på en bænk, ikke længere fra krise-hjemmet end at jeg kan kigge ind ad vinduerne. Jeg forsøger at tælle mig til, hvor jeg boede, dengang, men bliver ved at starte forfra, hver gang jeg nærmer mig midten. Jeg løsner tørklædet fra mit hår og binder det om hanken på min taske. Jeg har brug for håret der holder om mit ansigt, for ikke at tabe det nu. For at det ikke skal gå i opløsning og flyde ud på gulvet når døren åbner. Så står jeg der og spilder mig selv.

My fucking face, it always betrays me

Jeg løber nu. På en måde jeg ikke kan løbe længere, jeg løber som et barn, inden vinden begynder at gøre modstand. Jeg løber fra frygt og lidt for en følelse af eventyret ved at have noget at flygte fra, lidt for spændingen ved at løbe langs markerne, mens lavaen vælter ud af vinduerne, og alt det onde bliver inde i huset men også lidt følger med en, med ens skridt som bliver tungere og tungere, til mine sko kun er mudder, og min ene fod sidder fast og mit ben sidder fast, og jeg bliver stående og håber at jeg synker længere og længere ned i mudderet, så det ikke kun er en forestilling, når jeg bliver stående, som et stædigt barn og venter på at blive reddet.