DISTORTION

**ADVARSEL TIL MÆND MED TANKE OM AT DATE MIG**

AV

Kontaktannonce: 21-årig kvinde med hang til mørk poesi og regnvejr, søger mage der kan se det smukke i daddy-issues, vakuum-kærlighed og kæderygning.


Det er ikke letkøbt. Det der datingprojekt, når man er en 60-årig fanget i en krop, der på en god dag er 21. Dating i København, 2017, er blevet et så udvisket begreb, at mit moralkodeks ikke længere er gældende. Bevares, jeg er i starten af mine tyvere, og på mange måder er jeg slet ikke en del af et marked. Jeg er ikke søgende, men jeg kan også godt mærke, at tanken om at slå mig ned, ikke længere er fjern. Nærheden er i hvert fald ikke. Jeg er fanget i et limbo, hvor jeg på den ene side nyder at være tilstede i det der er egoistisk og ungt, og på den anden side har jeg et enormt præsent redebygger-gen, der gerne vil have muligheden for at finde trygheden i et andet menneske. Mine forældre stiftede begge familie i en meget ung alder, og jeg er unægteligt påvirket, – også selvom de fleste i min omgangskreds, slet ikke har lært at værdsætte deres æggestokke endnu, og spiser fortrydelsespiller til morgenkaffen.

Jeg kan godt mærke, at jeg lige nu afskrækker både de mænd der vil rede mit hår, og de der gerne vil rive i det – men det er vel også en form for forsvarsmekanisme.

Jeg misunder det, på alle planer, for selvom jeg godt kan lide at være hvor jeg er – og selvom jeg godt kan lide sex – så kan jeg simpelthen ikke formå at distancere mig i den grad det kræver, at gå en tur rundt om blokken. Eller at befinde mig på Tinder. Egentlig handler det ikke om at jeg har et behov for at låse de stakkels mænd nede i min kælder, – nogle af dem er faktisk også bare fyldt med gode samtaler. Jeg er ikke KUN en psycho bitch, selvom stilheden gør mig til netop dette.

For det er dén. Stilheden, som jeg slet ikke rummer. Jeg har opbygget mig nogle solide trust issues, opstået et sted imellem et totalopbrudt bagland, utroskab og lidt mere hiven i håret, end legen lagde op til. Hvilket, for mig, mest betyder, at hele efterspillet, hvor man ikke ved om man er købt eller solgt, er en virkelig udfordrende oplevelse. Jeg kan komme til at føle mig forladt af mennesker, som jeg ikke engang har intentioner om at se igen, fordi det sår så mange tvivl i mig – og det tvinger mig igennem hele registret, hvilket ikke er til nytte for mig – eller dem. Der ligger så mange komplekser bag det, et vaklende selvværd, først og fremmest, men jeg er bare ikke sikker på at jeg synes, at vi er særlig gode til at passe på hinanden, i alt det der dating. Kød har også følelser.

Og dét her stykke kød kaster sig ud i det igen og igen, selvom jeg godt ved, at jeg slet ikke er indrettet til det. Men jeg vil også have lov, lov til fremmede rødvinsbranderter og ligegyldigheder – også selvom jeg ikke kan finde ud af at lade som om, at man ikke har delt et eller andet, bagefter.

Jeg ved godt at jeg beder om særregler. Særlige hensyn til et sind, der engagerer sig mere, end hvad tiden er til. Men er det ikke også okay at forvente noget af en relation, der først og fremmest handler om følelser? Det er ikke den løse relation jeg klandrer, men hvis nu vi sænker paraderne lidt, opgiver noget af vores tillærte kynisme, så venter der måske noget på os, muligheden for et venskab, måske, for kærligheden. Der er ikke noget galt i, at samle på gode mennesker.

Jeg har søgt ud af tyverne, det sidste års tid. Uanset hvor gerne jeg ville, så er der bare noget hos mig, der ikke spiller sammen med de der unge singlemænd. Som om at de ting jeg har at byde på, slet ikke er værdier, de har lært at sætte pris på endnu – ligesom at jeg, ikke længere sætter pris på deres. Jeg tror at jeg har fået bildt mig selv ind, at de der mænd over de 30, er et sted i deres liv, der passer bedre ind i mit. Men sandheden er, at en 21-årig kvinde for en ældre mand, i virkeligheden, ofte, nok bare er sådan en, der er lidt fed at sige at man har knaldet. Grov generalisering, men det er som om at det er endnu sværere, fordi man ikke bliver tillagt reelle hensigter om at møde en, som man kan skabe et liv med, fordi man er ung, og en del af en generation, der har flere hak i bæltet end hele vores forældres generation – tilsammen.

Egentlig skal det jo være sjovt, det der dating, men jeg kommer aldrig til at tro på, at man kan lære hinanden at kende på fem timer. Det er så komprimeret et møde, en nat hvor man leger kærester, og simulerer en relation der slet ikke kan opbygges endnu. Man ligger i ske og lader morgenkaffen blive kold, for så at lande i en ny favn et par timer senere. Nye relationer kræver enormt meget fordybelse, uanset hvad man ønsker af dem, og det er slet ikke så farligt at se hinanden an, at gå tur nummer to rundt om søerne, eller at have ligegyldig sex. Men for fanden, hvor skal vi blive bedre til at passe på hinanden i det.

 

 

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DISTORTION