18870494_464614880549433_1817434530_o

Jeg kan mærke det allerede som jeg går mod bussen. Vinden stjæler min kjole og overbeviser mig om, at det nok var den dummeste beslutning jeg har taget i dag. Blikke famler op og ned, og jeg kan ikke skelne anerkendelse fra fordømmelse. Den første bus kører forbi mig. Svedig og forsinket er en god anledning til at skrive: i kan bare gå uden mig, så finder jeg jer. For ingen finder hinanden til Distortion.

På bussen bevæger folk sig til lyden af min puls. Jeg passer ikke ind i min krop, og som jeg sidder der, er jeg helt forkert. Jeg vil give alt for en denimjakke og et øl-drop. Det burde have været mere overvældende at skille sig ud i provinsen, men dengang vidste jeg i det mindste at folk ville ryste på hovedet af mig. Nu ved jeg ikke hvad de tænker. En kvinde griner lige dele hånligt og begejstret bag sin dåseøl, og jeg stivner. Ingenting.

Vesterbrogade er levende, og den bærer folk på dens hænder. Ved torvet venter mine veninder tålmodigt, og da jeg kommer frem ser jeg dem ikke. Jeg er pludselig i krig. Tre unge piger holder hinandens hår, en mor har forvildet sig ind i mængden med hendes barn. Det hele udspiller sig på de tre sekunder det tager min veninde at vinke mig hen, jeg er svær at overse i gul. På bænker stopper gråden. Luften er lattermild og ingen ser ud til at dele min uro. Som vi bevæger os mod Istedgade tykner festen langsomt. En pigen slår armen om mig, og elsker min kjole. Pludselig kan jeg ikke udtale mærket.

Min telefon står ikke stille. De første fem ’hvor er du’-beskeder er allerede tigget ind, og jeg aner det ikke. I dag er alle i København højere end mig. Vi ender i midten af en koncert, og jeg kan ikke afkode hvem der spiller. Istedgade står stille, og jeg vil væk. Jeg bliver mast. Jeg bliver bombet. Jeg bliver væk. Én rækker mig hånden, og hun styrer mig forsigtigt og bestemt ud igennem menneskemængden. Jeg bærer den ene cigaret efter den anden som en krone, bange for at brænde flokken. Glas knuser under mine fødder, og jeg kan mærke hvordan jeg tager skårene med mig igennem gaden. Jeg stiller mig op ad en mur, og ænser ikke pølen. Der er krydderurter i vores drinks, og vi har det godt.

Vi bliver væk et sted på Sønderboulevard. Vi leder efter den scene, hvor en af min venner om lidt går på. Han hopper bag DJ-pulten, og vi danser med til musikken vi ikke forstår. Det gør mig tryg, at det er ham der står der, og pludselig er jeg ikke en fremmed på gaden. Jeg kigger på mine veninder, og de er smukke, der i mængden. Festen svinder langsomt ud til siderne, og vi er på vej hjem. Solen er endnu høj, og folk bevæger sig i tunge klumper. På en trappeopgang kysser vi hinanden farvel.

Jeg går alene mod bussen. Vinden tager i min kjole, og bærer mig hurtigt fremad. En ung pige spørger mig om vejen til Rådhuspladsen, og jeg er glad for at kende svaret. Da jeg står af bussen er min cykel forsvundet. Jeg smiler og går hjem.