JEG VED IKKE HVEM JEG VILLE VÆRE, UDEN HENDE

RO

ro

Ro. Hvis der er noget jeg ser, eller stræber efter, som værende et gennemgribende tema herinde, så er det roen. Roen er, hvad jeg gerne vil have at folk føler, når de går ind på min Instagram, når de ser mine billeder, når de læser mine tekster. En vejrtrækning. Mine profiler er ikke politiske, de vil ikke sende et budskab der skal tages stilling til. De vil bare eksistere, ligesom jeg gerne vil eksistere. Det er en stræben herinde, på samme vis som det er en stræben i min egen hverdag. Jeg vil gerne støtte op om og købe mig ind på ideen om selvkærligheden, ideen om at tale pænt til sig selv, og til andre og jeg vil så gerne give muligheden for et rum, der ikke larmer. Et rum hvor sammenligningen stopper. Jeg vil bare så gerne opnå alle de budskaber uden at hæve stemmen, og samtidig beholde mine albuer runde og bløde. Solen igennem hvide, løse gardiner, blomster der ikke længere står.

Jeg blev engang bedt om at skrive en artikel, der frit skulle fortolke på begrebet det gode liv. Det gode liv er for mig et resultat af roen. En konsekvens. Når jeg har roen til at fordybe mig, til at tænkte, til at mærke mig selv og mærke dem der er mig tæt, så lever jeg. Så opstår de ting, som jeg har brug for. Så kan jeg pludselig høre min krop. Jeg kan høre hvad den har brug for at spise, hvor længe den har brug for at sove, hvem den har brug for elsker den. Jeg kan ikke tage de gode beslutninger, når mit liv er fuld af støj. Så lukker jeg de forkerte ind. Dem der indtager mig, dem der får mig til at føle mig utilstrækkelig.

I går skrev en af jer sådan: Der er ingen ord som dine, der er så fine og trøstende. De sekunder det tog mig at læse de ord, gjorde mit hoved helt stille. Det skruede ned for alt det der lammer mig, for jeg troede på dem. Ord er så vigtige, de vokser og de bor, og de kan skabe så meget støj, når de er fyldt med modvilje. Den kommentar gjorde mig så meget godt. Jeg har tilladt mig selv så meget uro de seneste uger. Jeg har selv inviteret mine gamle mareridt indenfor, og jeg er slet ikke hjemme i det. Man skal turde at kræve den stilhed. Man skal huske at være den værd, og man skal huske, at man selv skal tage den. Tage den med ud til havet, tage den med hjem. Det her er muligvis den mest irriterende omgang holistiske sovs jeg nogensinde har delt, men det er fandeme vigtigt. Vi lukker så meget støj ind, og lige nu skal alt omkring mig skrues ned. For det har jeg brug for.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JEG VED IKKE HVEM JEG VILLE VÆRE, UDEN HENDE