JEG VED IKKE HVEM JEG VILLE VÆRE, UDEN HENDE

PLEASER-GENET

Jeg har aldrig helt fundet ud af om jeg hellere ville være det helt foruden. Det der pleaser-gen. Bristen der placerer hele verden på mine skuldre og aldrig tillader mig at være utilfreds over noget. Selvforskyldt, ganske, men virkelig svært at slippe af med, når først det bor i din person. Jeg har aldrig været et vredt menneske. Heller ikke når der har været noget at være vred over. Jeg har ikke levet sådan et liv, der ikke har budt mig ret meget at have ondt over, tværtimod. Men af en eller anden grund, finder jeg altid en måde at vende det indad. Det er måske også min skyld, at du ikke brydes dig om måden jeg går på (ikke et fortænkt eksempel.)

Jeg ved godt at det ikke er særlig konstruktivt, det der med vrede, men til tider virker det en del mindre destruktivt at kunne fyre en knyttet næve i væggen, fremfor at rette fire mod dig selv. Jeg misunder ikke grundlaget for at blive vred, men jeg kan virkelig misunde muligheden. For sammen med muligheden for vrede, kommer også muligheden for et udlad, og muligheden for at kunne fortælle folk, når de byder dig noget, der bare ikke er i orden. Jeg bliver højest stille. Og stilheden er måske i virkeligheden det mindst håndgribelige.

Jeg ved ikke om jeg er konfliktsky. Jeg tror det ikke. Der skal ikke herske tvivl om, at min største frygt i livet er, at der er nogle der ikke kan lide mig. Hele min verden kan ramle, hvis der er nogen der råber ad mig på cykelstien, fordi at jeg ikke kan finde den kortvarrige vrede frem der skal til, for at kaste det af mig og køre videre. Istedet tager jeg det med mig videre, og jeg tager det med i seng, og pludselig ser jeg på mig selv som sådan en der måske bare ikke bør cykle. For tænkt hvis ham cyklisten, der måske bare havde en dårlig dag, kører hjem til hans søde kone og fortæller hende, at der var en kæmpe spasser der ikke trak ind (fordi hun er fra landet og endnu forsøger at gennemskue cykelhierarkiet i byen) og så er der pludselig to mennesker, der sidder derude over deres kylling i karry og ryster på hovedet ad mig.

Pleaser-genet bliver især synligt, når der opstår en konflikt, som jeg virkelig ikke føler mig skyldig i. Små, småligegyldige uvenskaber, som opstår, når man har folk tæt på livet. Ofte er modellen sådan: Jeg bliver spurgt hvorfor jeg er stille, jeg forsøger at ytre mig, jeg bliver irettesat, jeg tager det tilbage og siger undskyld. Og så sidder jeg der, efterladt med en følelse af, at det egentlig bare er lidt uretfærdigt. Uretfærdigt at jeg finder det nødvendigt at udglatte situationen i en sådan grad, at jeg til sidst undskylder for noget, jeg egentlig selv havde brug for en undskyldning for.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at pleaser-genet udelukkende var et udtryk for ønsket om at alle har det godt, og det er det også i høj grad, men det er også et udtryk for frygten for, at der er nogen der føler at jeg gør noget galt, for tænk hvis? Tænk hvis jeg ikke er ligeså nice som jeg går og tænker jeg er. Gisp. Undskyld!

Jeg synes jeg forsøger at stå på mit, men indtil videre tror jeg ikke det er lykkedes mig helt at trumfe igennem med noget der virkelig har gået mig på, i hvert fald ikke hvis det ikke med det samme er blevet modtaget af et: undskyld! Jeg husker meget tydeligt en situation da jeg gik på højskole, hvor en mand der gjorde mig meget ked af det, nægtede at undskylde. Det var et princip. Han forklarede, at han godt vidste, at han havde ageret ufint, men at det han havde gjort ikke var forkert, og så længe det ikke var forkert, kunne han ikke få sig selv til at undskylde. Det er stadig i dag noget af det sværeste for mig at forstå. Der findes ikke det i verden jeg ikke undskylder for. For mig handler et undskyld om at man har såret nogen, og hvorfor, er mig egentlig ligegyldigt. Jeg undskylder for meget, uden tvivl, men hellere ti gange for meget, end én for lidt.

Jeg ved ikke hvordan man kommer videre herfra. Det er ikke et særlig sexet sted at stå, det der hjørne, hvor man bare føler sig trådt på. Trådt på fordi man ikke giver folk en chance for at vide, hvad der er galt, men også fordi at folk bare til tider larmer for meget, til at lytte på de der er stille. Jeg ønsker mig et sæt sylespidse albuer i julegave, og indtil da, er det godt at have en blog at brække sig på.

   

1 kommentar

  • Agnethe Nielsen

    Kan nikke genkendende til meget af det! Mit pleasergen har også været med mig, siden jeg var barn. Dog synes jeg at det er blevet bedre, nu hvor jeg er bevidst om det. Når jeg ved, at det er mit pleasergen der pipper, prøver jeg at spørge det; hvad så hvis det er sandt at X ikke kan lide mig? Hvad sker der så? Vil du gerne være venner med en, som ikke bryder sig om dig? It her problem, not yours! Eller med dit cykeleksempel: manden var træt og dum, for det er fandme svært at cykle i København – og hvis han så blev sur, hvad sker der så? Du er intet mindre af den grund; hvis det er hans job at blive sur på alle cyklister, der laver en fejl, har han aldrig fri.
    Håber you get my point; det jeg ville sige var bare at jeg virkelig godt kan relatere til det, og at jeg synes det er ret sejt at du tør skrive om det; og så endda på en så fin og velformuleret måde. Go you.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JEG VED IKKE HVEM JEG VILLE VÆRE, UDEN HENDE