DET GODE LIV

14808934_350953815248874_1786289347_oFor du som er død, er det gode liv måske at leve?


Det gode liv kender man ikke, før man har levet det, det gode liv kender man ikke før man ikke har levet det, det gode liv kender man ikke før man har levet det og mistet det, det gode liv kender man ikke hvis man har levet det og ikke helt levet det, levet det som de uden det gode liv, ville leve det.

Det gode liv findes, det gode liv findes måske i alt, det gode liv findes ikke helt, jeg ved ikke hvor det gode liv findes, jeg ved ikke hvor jeg skal finde det gode liv/ hvor findes det gode liv/ findes det gode liv?

I går fandt jeg det gode liv, i går fandt det gode liv mig, da jeg stoppede med at lede efter det gode liv, fandt jeg det gode liv, jeg fandt det gode liv på en mark, livet var den mark og jeg var livet på den mark, og vi levede sammen og jeg levede kun i mig selv og i ingen andre på den mark, og på den måde fandt jeg det gode liv i det liv, der var.

I dag fandt jeg mørket. Mørket fandt mig da jeg befandt mig på marken. Marken var ikke hvad marken var før, og livet og det gode liv, på marken, var væk. I dag fandt mørket mig, da jeg befandt mig i mig selv, der hvor det gode liv lå. Inde i mig og mørket fandt jeg det gode liv, i dag fandt jeg det gode liv i mig.

Det gode liv er kedeligt, det gode liv keder mig, det gode liv er livet i én form, det ensformige liv keder mig, det keder mig at leve, hvis dét at leve kun er at leve godt. I lykken findes mere lykke i mørket findes både lykke og livet, livet findes, der hvor det gode liv ikke længere findes, tror jeg.

Det gode liv findes i lysten til at leve, i lysten til livet findes lysten til at lede efter det gode liv. Det gode liv er at søge det gode liv, det gode liv er aldrig at finde det gode liv.

JEG SKRIVER EN BOG

Jeg har aldrig sendt et manus til forlag. Jeg er ikke vokset fra, at frygte afvisningen. Det er hvad jeg vil. Jeg vil skrive. Jeg havde et true moment i går aftes. Jeg sad i min seng, og skrålede love will keep you warm til lyden af en stille lejlighed. Jeg ved ikke hvad der fremprovokerede det, men pludselig kom jeg i tanke om, at jeg har en drøm. Gisp. En drøm. Nu er der en overhængende fare for, at jeg kan gå igennem mit liv uden at udleve den. En del af mig vil flytte tilbage til den, der ikke ved hvad det vil sige, at håbe.

Tiden er moden, tiden er så moden, at alle mine ord gærer og bliver til hvad jeg drikker, når jeg ikke længere tør. Eller tør alligevel. Jeg vil så gerne skabe noget. Mine fingre kan ikke stå stille, de bliver svimle og bevæger sig i bølger foran mit ansigt, som et messende løfte om at de pludselig vil udrette noget.

Jeg har allerede det lidende udtryk. Blikket bag blikket, der fortæller alle, at jeg har noget at sige. Noget de ikke allerede ved. Hvad bilder mit 21-årige digter-jeg sig ind.

Jeg kan ikke skrive en bog. Mine ord er ikke unge og de er ikke modne. Jeg ved ikke hvad fanden de er. De passer ikke ind på hylden, de passer ikke ind, ind imellem ungdomsbøger og stor poesi. Hvad vil de, de ord, andet end ud? Jeg æder dem alle.

Jeg kan ikke skrive en bog der handler om noget. Kronologien interesserer mig ikke. Jeg ved ikke hvad du skal handle om, bog. Ikke fordi jeg ikke vil putte hele mit liv ind i dig, men jeg vil ikke glemme noget. Skal man vælge for ikke at tabe, dem der ikke er os?

Om natten drømmer jeg at jeg er en x-factor-forfatter. Tænk sig at sidde der med alle dine ord, alle de ord, som din mor og din mors veninde synes er dit kald. Tænk sig hvis de ord møder nogen, der fortæller dem, at de bare er. Tænk sig hvis jeg ikke kan skrive.

 Jeg har smidt den jeg troede jeg skulle være, fordi jeg ikke længere gider at vente på at blive noget, jeg er. Tiden ligger som en invitation foran mig. Jeg har ingen forpligtigelser, andet end dig, bog. Tænk sig, hvis ingen køber den. Dig bog, og løgnen om at vi kan ændre tiden. Tænk sig, hvis min mor og min mors veninde køber sig tre hver.

Jeg har aldrig været bange for at i skulle se alt det der står i mig, jeg bærer det ufrivilligt uden på tøjet hver dag, men da du kiggede på mig nøgen i lyset, havde jeg lyst til at kaste op. Synes du ikke at jeg er smuk længere?

Jeg skriver en bog.

PLEASER-GENET

Jeg har aldrig helt fundet ud af om jeg hellere ville være det helt foruden. Det der pleaser-gen. Bristen der placerer hele verden på mine skuldre og aldrig tillader mig at være utilfreds over noget. Selvforskyldt, ganske, men virkelig svært at slippe af med, når først det bor i din person. Jeg har aldrig været et vredt menneske. Heller ikke når der har været noget at være vred over. Jeg har ikke levet sådan et liv, der ikke har budt mig ret meget at have ondt over, tværtimod. Men af en eller anden grund, finder jeg altid en måde at vende det indad. Det er måske også min skyld, at du ikke brydes dig om måden jeg går på (ikke et fortænkt eksempel.)

Jeg ved godt at det ikke er særlig konstruktivt, det der med vrede, men til tider virker det en del mindre destruktivt at kunne fyre en knyttet næve i væggen, fremfor at rette fire mod dig selv. Jeg misunder ikke grundlaget for at blive vred, men jeg kan virkelig misunde muligheden. For sammen med muligheden for vrede, kommer også muligheden for et udlad, og muligheden for at kunne fortælle folk, når de byder dig noget, der bare ikke er i orden. Jeg bliver højest stille. Og stilheden er måske i virkeligheden det mindst håndgribelige.

Jeg ved ikke om jeg er konfliktsky. Jeg tror det ikke. Der skal ikke herske tvivl om, at min største frygt i livet er, at der er nogle der ikke kan lide mig. Hele min verden kan ramle, hvis der er nogen der råber ad mig på cykelstien, fordi at jeg ikke kan finde den kortvarrige vrede frem der skal til, for at kaste det af mig og køre videre. Istedet tager jeg det med mig videre, og jeg tager det med i seng, og pludselig ser jeg på mig selv som sådan en der måske bare ikke bør cykle. For tænkt hvis ham cyklisten, der måske bare havde en dårlig dag, kører hjem til hans søde kone og fortæller hende, at der var en kæmpe spasser der ikke trak ind (fordi hun er fra landet og endnu forsøger at gennemskue cykelhierarkiet i byen) og så er der pludselig to mennesker, der sidder derude over deres kylling i karry og ryster på hovedet ad mig.

Pleaser-genet bliver især synligt, når der opstår en konflikt, som jeg virkelig ikke føler mig skyldig i. Små, småligegyldige uvenskaber, som opstår, når man har folk tæt på livet. Ofte er modellen sådan: Jeg bliver spurgt hvorfor jeg er stille, jeg forsøger at ytre mig, jeg bliver irettesat, jeg tager det tilbage og siger undskyld. Og så sidder jeg der, efterladt med en følelse af, at det egentlig bare er lidt uretfærdigt. Uretfærdigt at jeg finder det nødvendigt at udglatte situationen i en sådan grad, at jeg til sidst undskylder for noget, jeg egentlig selv havde brug for en undskyldning for.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at pleaser-genet udelukkende var et udtryk for ønsket om at alle har det godt, og det er det også i høj grad, men det er også et udtryk for frygten for, at der er nogen der føler at jeg gør noget galt, for tænk hvis? Tænk hvis jeg ikke er ligeså nice som jeg går og tænker jeg er. Gisp. Undskyld!

Jeg synes jeg forsøger at stå på mit, men indtil videre tror jeg ikke det er lykkedes mig helt at trumfe igennem med noget der virkelig har gået mig på, i hvert fald ikke hvis det ikke med det samme er blevet modtaget af et: undskyld! Jeg husker meget tydeligt en situation da jeg gik på højskole, hvor en mand der gjorde mig meget ked af det, nægtede at undskylde. Det var et princip. Han forklarede, at han godt vidste, at han havde ageret ufint, men at det han havde gjort ikke var forkert, og så længe det ikke var forkert, kunne han ikke få sig selv til at undskylde. Det er stadig i dag noget af det sværeste for mig at forstå. Der findes ikke det i verden jeg ikke undskylder for. For mig handler et undskyld om at man har såret nogen, og hvorfor, er mig egentlig ligegyldigt. Jeg undskylder for meget, uden tvivl, men hellere ti gange for meget, end én for lidt.

Jeg ved ikke hvordan man kommer videre herfra. Det er ikke et særlig sexet sted at stå, det der hjørne, hvor man bare føler sig trådt på. Trådt på fordi man ikke giver folk en chance for at vide, hvad der er galt, men også fordi at folk bare til tider larmer for meget, til at lytte på de der er stille. Jeg ønsker mig et sæt sylespidse albuer i julegave, og indtil da, er det godt at have en blog at brække sig på.

Older posts