DET DER MED AT BO MED NOGEN

UDDANNELSE | ANNAS HISTORIE

anna-historie

Denne serie af indlæg skal være med til at belyse de småskæve veje igennem livet som studerende – og som menneske efter. Teksterne er skrevet af modige hoveder der har lyst til at dele, og jeg er så taknemmelig for deres mod. Tag godt imod dem.


Jeg kommer fra en akademisk familie; Min mor og far mødte hinanden på Københavns Universitet, hun som studerende, han som underviser, og året efter, i 1981, blev de gift og fik min storesøster. Min mor nåede aldrig rigtig til fredagsbar, gik fra 20-årig 1. års studerende, til kone og mor på det år og har siden da været voksen. Det var hvad jeg tænkte på, da jeg stod foran de tunge murer i Nørregade, og forsøgte at aflæse blikkene i H. N Clausen og Niels Bohrs stenbyster. Og derfor er der vel heller ikke noget at sige til, at det netop var hvad jeg forventede, da jeg selv som 20-årig blev humaniora-studerende; At Københavns Universitet skulle gøre mig voksen. Rigtig voksen. Her tre år senere, og snart en bachelor i Informationsvidenskab og Kulturformidling rigere, tyder intet på, at jeg er noget tilnærmelsesvis der endnu.

I dag bliver man voksen i en lang synkende bevægelse. Forældrerådene rækker i dag lige til studentereksamen, ”for det er en god idé at holde alle muligheder åbne” blev der sagt! I gymnasiet troede vi, at vi kunne være voksne og børn samtidig: Som 18-årige kunne vi stemme, vi kunne komme ind på diskotekerne, men vi kunne ikke vaske tøj eller sætte kommaer – det var der heldigvis folk til. Og før man ved af det, når man til dimissionen med håndtryk og hue på hovedet. Men vi går ikke bare ud af gymnasiet: Vi bliver sluppet løs. Landskabet bredt ud for vores fødder som et tæppe på fladt gulv.

I dag handler det at blive voksen, om udviklingen af sin egen identitet, sin egen vej. Man er jeg og jeg er et udfald af de valg jeg træffer. Individualitet er det eneste min generation har tilfælles. Og der er ingen vejskilte: Forældrerådene er sluppet op. For det første fordi det for længst er blevet umoderne at pace sit barn. For det andet fordi forældrepres i dag er fuldstændig unødvendigt: Vi er nemlig vores egne største kritikere. Og vi kender godt betingelsen for det gode liv: Hvis vi ikke gennemføre noget, bliver vi aldrig til nogen, og det er vores egen skyld.

Jeg havde forsøgt at holde sabbatår, uden rigtig at blive god til det. Jeg havde indkasseret en diagnose i Københavns distriktspsykiatri og mine digte var begyndt at blive udgivet i Politiken. Få måneder inden havde jeg siddet til en samtale på Forfatterskolen For Børnelitteratur, og med tårerne brændende i næsefløjen forsøgt at forklare dem, at selvom jeg var ung, var jeg ikke for ung til deres skole – selvom sandheden var, at det var jeg. Så jeg flyttede til Amager og mens opvasken voksede, begyndte forestillingerne om studielivet at summe i mellemgulvet. Forventningsskabeloner, der spirede i maven og svulmede op i brystet. Jeg forestillede mig store ekkofyldte forelæsningssale, bløde humanistfyre man kunne forelske sig i. Studiegrupper i læsesale med loftmalerier, cykelture over Dronning Louises Bro med bogtunge skuldertasker. Læsegruppe på Østerbro med grøn te, langhårede piger med stiftblyanter på række, mac-computere i geled. Overstregninger i både blå og gul og rød, noter i margen. Skriveborde fulde af kopiark og ringbind og støvede opslagsværker, og så det gyldne pas, Studiekortet, billig kaffe og forsikring og avis – for den slags går man jo op i, når man er voksen.


“Sandheden var at jeg ikke anede hvad jeg lige var gået ind til, da jeg stod der til immatrikulationen den solskinsdag i august i 2014 og lugtede til alle mine medstuderende på Vor Frue Plads.”


Jeg prøvede selvfølgelig at forhøre mine gymnasieveninder, som havde fået fingeren ud et år tidligere end jeg. De snakkede om svære dobbelttydede begreber og noteprogrammer til macbooken, kæmpe fredagsbarer, hvor man aldrig nåede ind i selve bygningen men sad og tyllede i køen ind. Og så havde de øvrigt ikke tid til videreforklaring – de skulle nemlig hjem og læse.

Sandheden var at jeg ikke anede hvad jeg lige var gået ind til, da jeg stod der til immatrikulationen den solskinsdag i august i 2014 og lugtede til alle mine medstuderende på Vor Frue Plads. Og endnu mindre, da jeg for første gang gik igennem skydedørene til Den Informationsvidenskabelige Akademis lokaler på Amager. Bygningen forekom mig ærefrygtig, overjordisk, hemmelighedsfuld som en kirke eller en borg. Hvordan skulle jeg kunne vide, at jeg blot en måned senere, ville fare igennem disse lokaler i et hæsblæsende kontorstoleræs i en firehestesbrandert? At jeg skulle komme til at holde formålsløse enetaler ind i mikrofonen i foredragssalen klokken fire om morgenen? Eller alle de timer, jeg ville komme til at sidde på 6. Sal og skrive videnskabsteorisopgaver til udmattelsen hjulede rundt i nakkens hvirvler? Havde jeg vidst, at jeg ville ligge på de ramponerede bordebænkesæt foran fredagsbaren og snave i morgenduggen? At jeg skulle sidde og terpe bibliotekshistorie til jeg var ør i alle muskler? At jeg ville stå grådkvalt og tikke om umulige udsættelser hos studieadministrationen? Kunne jeg vide, at jeg blot et år senere, ville sidde i kælderens rungende mørke og få fortalt gyserhistorier om bibliotekaren der begik selvmord blandt de uendelige titelrækker? At jeg fra terrassen på 5. Sal ville kigge ud over den midnatsblå DR-bygning i øst, blinke mod Amagerfælled i vest og diskutere litteratur til det kradsede i halsen? At jeg ville sidde på fredagsbarens toiletter, i en tyk rus af kærlighedserklæringer sammen med mine nye hjerteveninde? Havde jeg vidst, at jeg ville slæbe bøger og skilte og stole fra kælderen til den lejede bil og grinende transportere kassevis af kulturhistorie til en dyrskueplads i Roskilde, for hæst igen og igen at præsentere biblioteket som velfærdsstatens sidste solidariske institution for tonsvis af solbrændte festivalgæster? At jeg skulle bestille grillens bearnaisepizza ved midnatstid sammen med mine studievenner, når afleveringsdatoerne kriblede tættere og tættere ind på huden? Havde jeg vidst, at jeg skulle svanse ud af de her lokaler og føle mig to hoveder højere grundet mit nyerhvervede tolvtal? At det var her jeg skulle lære, at bibliotekarerne er litteraturens mest uudnyttede ressource, deres formidling konstant undermineret af litteraternes høje bryske stemmer? Hvordan skulle jeg kunne vide, at universitetet var det sted, jeg igen skulle grine og græde som et hysterisk barn? At det her var stedet, hvor jeg skulle føle mig yngre end nogensinde før? Jeg vidste ingen af de ting. Og det er universitets største fejl: At alt for lidt slipper ud gennem de tunge murer i Nørregade, og H. N Clausen og Niels Bohrs kolde stenansigter afslører intet andet end visdom. Den visdom du kan tage del i, hvis du har billet til ballet, og som holdes hemmeligt for alle udenforstående. At sammenligne universitetet med en broderloge, en klub eller et hemmeligt selskab er ikke en overdrivelse – det eneste, man som udefrakommende er sikker på, er at du er udenfor.

Jeg stod engang på altanen og sugede i en cigaret mens jeg talte med pedelmedhjælperen om alt den historie, de mursten gemmer på.

”Der er så meget materiale i det her sted, mand!”

”Det er næsten ikke til at bære.”

”Nogen burde skrive om det. Seriøst, nogen burde fortælle det her steds historie.”

”Men hvem magter den opgave?”

Ikke mig. For universitet er ikke blot min historie – det er også alle de dimitterede studerendes, og

de kommendes. Det er en fortælling i konstant lineær progression. Og det er ligeså meget mit, som det er deres.

I 2017 går jeg med de gnistrende forventninger i mellemgulvet igen. Og kigger frem mod en bachelor der snart er forbi og en debutroman der snart er udgivet. En alder der snart runder fireogtyve år og et samliv, der aldrig har været mindre monogamt. Stadig med tømmermændene fra sidste uges fredagsbar roterende rundt i hjernen. Og tænker, at måske kommer dagen en dag. En dag hvor jeg beslutter mig for, at nu er jeg voksen.

… Måske det er noget, jeg kan tage som sidefag på kandidaten?

Tak til Anna Arendse


Har du lyst til at dele din historie? Skriv mig en mail på: emiliemariefoli@gmail.com

Læs første indlæg i serien her.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DET DER MED AT BO MED NOGEN