DET MED KUNSTEN

UDDANNELSE | LÆRKES HISTORIE

sygeDenne serie af indlæg skal være med til at belyse de småskæve veje igennem livet som studerende – og som menneske efter. Teksterne er skrevet af modige hoveder der har lyst til at dele, og jeg er så taknemmelig for deres mod. Tag godt imod dem.


Jeg startede min tur i skolesystemet på den lokale folkeskole, 300 meter væk fra mit hjem og med de mennesker jeg havde kendt hele livet. Det er fordelen ved at bo i en ualmindelig lille by langt ude på landet. Her gik jeg indtil 8. klasse, hvor det så var kutyme, at man søgte mod nærmeste store by på den skole, hvor alle landsbyskolerne samledes. Mine forældre tog mig med til åbent hus, og jeg husker klart hvordan jeg kiggede på dem bagefter med tåre i øjnene og spurgte om ikke jeg måtte gå i skole et andet sted. Vi fandt den dejligste friskole et par kilometer fra hvor vi boede. Her kom jeg til at bruge to dejlige år af min skolegang. Her var trygt fra første dag. Max 11 elever i hver klasse, og så var du slået sammen med klassen over eller under dig, som det nu passede. Altså var vi maks 22 elever. Mange af fagene var niveaudelt i to, så der blev taget hensyn til det enkelte individ og det var skønt. I niende klasse var vi så alene, og det var et af de vildeste år. Vi havde det så godt. Sidste år mødtes vi nogle stykker fra klassen og selvom der var gået næsten 10 år siden sidst, så flød snakken.


“Jeg husker skoletiden som svær. Jeg kom i en klasse hvor vi var alt for forskellige og hvor de andre alle kendte hinanden. Jeg følte mig udenfor og selvom jeg havde nogle venner jeg brugte meget tid med, var jeg bare aldrig mig selv.”


2. januar 2007 havde jeg juleferie fra 9. klasse. Den dag ændrede alt. Min far døde pludseligt og uden varsel. Alt faldt fra hinanden. 15 år, på vej mod nye udfordringer og fars pige. Jeg husker stadig den dag han blev begravet. Mine klassekamerater, nogle af deres forældre og nogle af mine lærere dukkede op, som var det det mest naturlige i hele verden. Det er altså et sammenhold man ikke får hvor som helst. Jeg afsluttede 9. klasse og skulle nu videre. Jeg havde på det tidspunkt en tre år ældre kæreste som var ved at færdiggøre handelsskolen, og jeg vidste at jeg i hvert fald ikke gad det almene gymnasium, så jeg tog en HHX, da jeg ikke anede hvad jeg ellers skulle.

Det var tre år hvor jeg troede, at jeg havde styr på alt og hvor jeg troede, at jeg var lykkelig. Det kan jeg først se nu, at jeg ikke var. Druk hver weekend, ofte så meget at jeg ikke anede hvem eller hvor jeg var. Jeg endte nogle steder jeg aldrig skulle have været, fordi jeg bare fulgte med hvor min ekskæreste gik.

Jeg husker skoletiden som svær. Jeg kom i en klasse hvor vi var alt for forskellige og hvor de andre alle kendte hinanden. Jeg følte mig udenfor og selvom jeg havde nogle venner jeg brugte meget tid med, var jeg bare aldrig mig selv.
Forholdet med min ekskæreste gik i stykker (som forhold når man er 15 nu engang gør) og fortsatte on-off hele min HHX-tid og bidrog heller ikke til at jeg fik det bedre.

Jeg husker at jeg havde et godt forhold til et par af mine lærere, og jeg er dem stadig dybt taknemmelig for at have holdt mig nogenlunde oppe i de 3 år. Jeg sad ofte i sofaen på læreværelset og drak kaffe og bare var. Derudover var kantinen mit fristed. Jonna, den rareste ældre dame som styrede kantinen, tog mig under hendes vinger, og hjalp mig i en svær tid. Hun mig og det var lige det jeg havde brug for. Jeg havde ofte lyst til at droppe ud, men det gør man jo ikke, man får jo af vide, at hvis man starter noget, så må man også fuldføre det. Især når man er den første i familien som får en studentereksamen. Jeg følte mig alene og ikke god nok. Det stod i skærende kontrast til mit folkeskoleliv, som havde været trygt og udviklende.

Efter de tre forfærdelige år søgte jeg væk, væk fra alt jeg kendte og søgte ind på en uddannelse langt væk hjemmefra hvor jeg kunne starte på ny. Jeg endte med at skulle have seks måneders sabbat og tog ud og rejse meget af tiden. Lige indtil den dag jeg mødte min nuværende kæreste. Så gik mine rejser på tværs af landet i stedet for udenfor landets grænser. Han gav mig en ny selvtillid til at være mig, og jeg lagde al alkohol på hylden og vi lagde planer for hvordan det hele skulle være, baseret på mit nye studievalg.

Jeg nåede at være på det nye studie i en måned, og så måtte jeg væk. Det var slet ikke mig. Jeg passede ikke ind, men uden min kæreste havde jeg aldrig haft styrken til at opgive det. Jeg var meget i tvivl og jeg endte med ikke at fortælle nogen at jeg droppede ud – ikke engang min familie. Jeg flyttede til den anden ende af landet og boede hos mine svigerforældre på min kærestes barndomsværelse i 7-8 måneder, inden vi fandt en lejlighed sammen. Jeg søgte herefter ind på sygeplejeskolen, da jeg egentlig altid et eller andet sted havde tænkt på at det ville være mig. Der var bare ingen prestige i det. Folk sagde ofte “skal du så bare være sygeplejerske?” som om det var noget dårligt.

Jeg kom ind på skolen i første forsøg og så startede 3,5 år i helvede. Undervisningen foregik på et plan som slet ikke hang sammen med det job vi skulle ud og udføre. Det var langt vigtigere at lære 100 teorier om det samme åndelige felt, end at jeg kunne lægge et kateter fx. Jeg skændes ofte med underviserne og jeg overvejede lige så tit at droppe ud. Det hjalp heller ikke at jeg var i en forfærdelig klasse, hvor vi slet ikke passede sammen, og hvor alle hele tiden var uvenner på det ene eller andet led. Jeg følte mig ofte alene med mine oplevelser, og den afsluttende opgave var et helvede, men jeg bestod, og nu har jeg været uddannet i 2 år – og jeg vil ikke bytte det for noget.

Hele min tur, hvor forfærdelig den end har været til tider, hvor mange op- og nedture der så end har været, så har det gjort mig til mig, og det har givet mig en masse med i rygsækken, som jeg kan bruge idag i mit job. Jeg elsker faget og jeg håber at jeg kan hjælpe bare en enkelt eller to med at få deres liv på ret køl. Jeg er på en akutafdeling hvor vi ofte får unge mennesker ind som har ondt i livet og forsøger at tage livet af sig selv. Når jeg hører deres historier, får jeg lyst til at tage dem med hjem og passe på dem, men det kan jeg jo ikke. Jeg fortalte en kollega om det og hun sagde at den dag jeg ikke havde lyst til at kramme dem og tage dem med hjem, der skulle jeg sige op, for så var jeg ikke en god sygeplejerske længere, og det har jeg taget med videre.

Tak Lærke


Har du lyst til at dele din historie? Skriv mig en mail på: emiliemariefoli@gmail.com

   

1 kommentar

  • Tina

    Sindsyg rørende historie! Du er så sej! Sender ene varme tanker afsted <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DET MED KUNSTEN