MIT STUDIE | NÅR MAN KOMMER I TVIVL

skaermbillede-2016-03-09-kl-12-36-21Der er mange der har efterspurgt det her indlæg. Uddannelsesindlægget. Det indlæg hvor jeg fortæller om dét studie, jeg var så glad for, og om gode råd og opfordringer til kommende danskstuderende. Men jeg kan ikke skrive det. Og det har taget mig lang tid at komme hertil, hvor jeg må indrømme, at jeg ikke ved hvordan. Det sidste lange stykke tid har jeg ventet på at skuden skulle vende – ventet at jeg ville finde tilbage til den glæde – men indtil videre, er der ingen tegn på den.

Der er flyttet noget ind i min mave. Noget jeg ikke kan, eller har lyst til at overhøre. En følelse af, at noget er forkert, og lige nu er jeg ved at mærke efter, om det kan blive godt igen. For mig, har det fulgt begyndelsen af andet semester. Jeg har længe tænkt, at den nye følelse bundede i en helt folkeskoleagtig frygt for grammatik, som fylder en del på dette semester. Samtidig har jeg virkelig været opsat på, at et enkelt kursus fandeme ikke er dét, der skal få mig til at opgive. Og det kommer det heller ikke til.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville være dygtig til at studere. Det har altid givet mening, at det var dét jeg skulle, og her at tingene ville falde på plads. Jeg var ikke god til at gå i folkeskole, og endnu værre til at gå på gymnasiet – og det har ikke handlet om manglende dygtighed, men i sidste ende om en kæmpe følelse af forkerthed – af ikke at passe ind. Jeg har altid været kvik, haft venner og været sådan en barn, der nok skal klare sig, men jeg hørte ikke til for det jeg kunne, og for det jeg var, og dét troede jeg ville ændre sig på universitetet. Jeg var sikker på at den øgede frihed ville være dér hvor jeg fik pladsen til at fungere. Sådan er det bare ikke – ikke for mig.

Min hjerne har arbejdet på højtryk de sidste mange dage. Hver aften, et sted imellem søvn og tilstedeværelse, får jeg overbevist mig selv om, at det eneste rigtige er at forlade mit studiet. Og hver eneste morgen vågner jeg med en følelse af, at en med meget mindre styr på sig selv end jeg, må have overtaget kommunikationen. For det kan jeg ikke – jeg kan jo ikke droppe ud – for hvad så?

Lige nu bor uroen ikke på danskstudiet. Jeg holder meget af at parkere min cykel ved kanalen, jeg har de bedste mennesker på min side, og på papiret – går det rigtig godt. Det ville ikke løse mine problemer, at skifte mit studie til et nyt – og det er her, at uroen bor. Gisp. Jeg er ikke ulykkelig på mit studie – jeg er ulykkelig som studerende.

I morges forlod jeg min venindes lejlighed på Nørrebro. Der var noget i vinden der ramte mig, og pludselig lignede træerne ikke længere bare træer. For første gang længe, var jeg begyndt at drømme.

Så gik jeg i boghandleren og købte tre digtsamlinger.

 

Kæmper du med et eller flere fag i skolen? Hos GoKarakter kan du få privatundervisning og lektiehjælp, som kan hjælpe dig mod topkarakterer!

EN ODE TIL | SYDHAVNEN

trinemor

Jeg husker tydeligt den aften i sommer, da jeg for første gang besøger den gamle Sydhavn. Jeg havde ledt efter bolig hele dagen – jeg var nemlig kommet sent ind på mit studie, og jeg havde travlt. Jeg havde søgt alt jeg kunne komme i nærheden af. Lejligheder, værelser, kammerrum, og den slags bofælleskaber, der kun ville have dig ind, hvis du gik med til at drikke din kaffe på gulvet hver morgen. Intet bid. Som et sidste råb om hjælp, lagde jeg et småbedende opslag op i en af Bloggers Delights grupper på Facebook. Jeg spurgte, om der ikke var nogen, der kendte nogen, der måske ville nyde én som mig. Og det var der. Sgu. Det var Trine, og hun overvejede at leje sit ene værelse ud på Sydhavn. Jeg anede ikke hvad Sydhavn var, men efter et hurtigt overblik på Google Maps var jeg rimelig sikker på, at det ikke var noget for mig. Trine spurgte om jeg ikke kom over og drak et glas vin, (jeg er ikke sikker på hun her var klar over, at jeg lå og rodede rundt i en provins) og blot to timer senere, steg jeg af 4A ved Mozarts Plads. Duften af lune øl og lyden af en der råbte fisse ramte mig i hovedet som en mur, og jeg vidste, at jeg var hjemme.

Trine ventede allerede på mig i døren ud til den lille have, og inde i lejligheden spillede en pladspiller i hjørnet. Rødvinen var allerede skænket, og hurtigt kiggede vi ind i det (ganske) lyserøde værelse, der måske kunne blive mit. Jeg kan ikke huske hvad vi snakkede om, men jeg kan huske hvordan der flyttede et lille håb ind i min mave. Et håb om, at dette kunne blive godt. Aftenen var stadig lys og varm, og vi endte ved det lille have bord, hvor vi både delte resten af vinen og en pakke blå kings. Ugen efter rykkede jeg ind.

Siden da har mit hjerte vokset sig stort og varmt for den gamle havn, og jeg nyder virkelig at være landet lige her. Jeg har vandet i min baghave, Daniel på caféen ved hvordan jeg vil have min kaffe, og hvis man lytter rigtig godt efter, kan man høre hanen gale nede fra gården. Sydhavnen er ikke et pulserende byhjerte fyldt med fart – til gengæld er den fyldt med sjæl og ro, og lige nu, er det alt hvad jeg har brug for.

Trine og jeg er måske helt forkerte på papiret. Et umage par. Men jeg elsker vores lille hjem og jeg elsker hende. Det overrasker mig hver eneste dag, hvordan sådan et lille menneske, kan rumme så meget stort og fint. Godt nok har hun avlet et barn der skiftevist sender mig dræberøjne og glædelig viser mig sit værk på potten, men det her, det her ude, os og hinanden, det er godt.

Det er rigtig godt.

 

    Newer posts