trinemor

Jeg husker tydeligt den aften i sommer, da jeg for første gang besøger den gamle Sydhavn. Jeg havde ledt efter bolig hele dagen – jeg var nemlig kommet sent ind på mit studie, og jeg havde travlt. Jeg havde søgt alt jeg kunne komme i nærheden af. Lejligheder, værelser, kammerrum, og den slags bofælleskaber, der kun ville have dig ind, hvis du gik med til at drikke din kaffe på gulvet hver morgen. Intet bid. Som et sidste råb om hjælp, lagde jeg et småbedende opslag op i en af Bloggers Delights grupper på Facebook. Jeg spurgte, om der ikke var nogen, der kendte nogen, der måske ville nyde én som mig. Og det var der. Sgu. Det var Trine, og hun overvejede at leje sit ene værelse ud på Sydhavn. Jeg anede ikke hvad Sydhavn var, men efter et hurtigt overblik på Google Maps var jeg rimelig sikker på, at det ikke var noget for mig. Trine spurgte om jeg ikke kom over og drak et glas vin, (jeg er ikke sikker på hun her var klar over, at jeg lå og rodede rundt i en provins) og blot to timer senere, steg jeg af 4A ved Mozarts Plads. Duften af lune øl og lyden af en der råbte fisse ramte mig i hovedet som en mur, og jeg vidste, at jeg var hjemme.

Trine ventede allerede på mig i døren ud til den lille have, og inde i lejligheden spillede en pladspiller i hjørnet. Rødvinen var allerede skænket, og hurtigt kiggede vi ind i det (ganske) lyserøde værelse, der måske kunne blive mit. Jeg kan ikke huske hvad vi snakkede om, men jeg kan huske hvordan der flyttede et lille håb ind i min mave. Et håb om, at dette kunne blive godt. Aftenen var stadig lys og varm, og vi endte ved det lille have bord, hvor vi både delte resten af vinen og en pakke blå kings. Ugen efter rykkede jeg ind.

Siden da har mit hjerte vokset sig stort og varmt for den gamle havn, og jeg nyder virkelig at være landet lige her. Jeg har vandet i min baghave, Daniel på caféen ved hvordan jeg vil have min kaffe, og hvis man lytter rigtig godt efter, kan man høre hanen gale nede fra gården. Sydhavnen er ikke et pulserende byhjerte fyldt med fart – til gengæld er den fyldt med sjæl og ro, og lige nu, er det alt hvad jeg har brug for.

Trine og jeg er måske helt forkerte på papiret. Et umage par. Men jeg elsker vores lille hjem og jeg elsker hende. Det overrasker mig hver eneste dag, hvordan sådan et lille menneske, kan rumme så meget stort og fint. Godt nok har hun avlet et barn der skiftevist sender mig dræberøjne og glædelig viser mig sit værk på potten, men det her, det her ude, os og hinanden, det er godt.

Det er rigtig godt.