UDDANNELSE | LÆRKES HISTORIE

HVIS ORD BEGYNDER ET STED

bagJeg husker at min mor altid gemte mine stile som barn. Jeg husker at de fik hende til at græde. Ikke fordi at de var synderlig velskrevne, det var de helt sikkert ikke, men fordi de handlede om mænd der råbte, døre der smækkede og børn der passede sig selv. Jeg husker at jeg nød det. Ikke at jeg holdt af at få min mor til at græde, men det var vigtigt, det der med at få nogen til at føle noget. Jeg spurgte engang min dansklærer, om jeg måtte aflevere to stile. Jeg kunne ikke vælge. Hun sagde nej – det var noget med lønnet arbejdstid. Jeg tilgav hende aldrig.

 Jeg har aldrig skrevet dagbog.

Da jeg gik i SFO havde jeg altid en lille bog med mig, hvor jeg skrev ned hvad den her ene pige gjorde, når hun drillede mig. Hun kunne ikke holde det ud. Det er første gang jeg husker, at have brugte ord som forsvar.

Da jeg blev teenager begyndte jeg at lave lister. Jeg gemte dem altid. Jeg var flov over de ting der var nødt til at eksistere på papir, for at eksistere i virkeligheden. Der kunne stå ting som: Ryd dit værelse op, sig undskyld til Lukas, brug solcreme – ellers bliver du grim når du bliver gammel.

Jeg glemmer aldrig det første digt jeg skrev. Jeg fik en besked ind på min Instagram. Det var en pige med en af de her profiler, hvor de deler brudstykker af poesi. Hun var løbet tør for ord, og ville gerne bruge mine. Jeg havde aldrig i mit liv skrevet et digt. Jeg takkede ja, og satte mig ned foran et tomt stykke papir. Jeg havde købt oliven og rødvin. Ordene skrev sig selv. Det var virkelig ikke noget godt digt, men det var mit, og det fik min mor til at græde. Mit næste digt opstod efter min kærestes lemfældige omgang med andres kønsdele. Jeg kunne lige så godt have skrevet dét digt med mit eget hjerteblod, det var så voldsomt. Jeg udgav det. Han blev ked af det. Det er anden gang jeg husker at have brugt ord som forsvar.

Min far læste aldrig mine stile. Første gang jeg læste op foran ham, havde jeg ingen hud. Jeg har aldrig været så stolt af ham som lige der.

 Jeg har altid fået at vide, at jeg ville være en dygtig journalist. Jeg ejer ikke et objektivt sprog. Det var først da jeg endte på højskole, at ideen om ord som levevej, flyttede ind.

Da afslaget landede græd jeg. Jeg skulle ikke på uni. Jeg var blevet optaget på en standby plads, og jeg skulle nok ikke forvente noget. En flaske vin senere, blev jeg overvældet af en ro. Jeg skulle ikke på uni. Jeg skulle bruge det her år på at skrive. Jeg ville skrive en bog.

En uge efter blev jeg optaget på uni.

   

3 kommentarer

  • Karen

    Er dit digt om dit brud, at finde her på bloggen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Apropos ord som forsvar. Hvis du ikke har læst Carina Rydbergs ‘Den högsta kasten’, så er det en helt klar anbefaling herfra 🙂
    God dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agnethe Nielsen

    Dine ord er så flotte og smukke og stærke. Jeg vil ikke sige, at dette indlæg er imponerende, da jeg ikke helt ved, hvad det vil sige, så istedet vil jeg fortælle dig, at det ramte mig og gjorde mig taknemmelig for, at du skriver og jeg kan læse det. Tak, kære Foli. Jeg håber at alt er godt – sådan næsten <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

UDDANNELSE | LÆRKES HISTORIE