DET DER MED AT BO MED NOGEN

roomieJeg er ikke sådan en der bor med nogen. Det var jeg i hvert fald ikke, lige indtil jeg pludselig var sådan en der var. Jeg har drømt om at have mit eget sted i samme grad som småpiger drømmer om deres store bryllup. Jeg vidste præcis hvordan det skulle være. Jeg skulle bo for mig selv, i en lille lejlighed i byen. Højt oppe fra jorden, og med en altan. Jeg skulle have en dalmatinerhund eller en perserkat. Nu har jeg en lejlighed på jorden, med en have med døde tomater, en Trine, en Alfred og en Blop. Blop er, uden at sige for meget, ikke en perser.

Jeg havde ikke gjort mig mange tanker, før jeg pakkede taskerne og flyttede til Sydhavnen. Der gik maks to uger fra jeg første gang drak en flaske rødvin med Trine, til jeg drak den næste. Jeg var kommet ind på mit studie, og tingene skulle gå lidt stærkt. Vi gav hånd på at vi ville starte med at give det et halvt år. Det første jeg gjorde var at male de lyserøde vægge hvide, mens Trine observerede med våde hundeøjne. Trine er, uden at sige for meget, ikke en dalmatiner.

Det halve år er gået. Sommeren er på vej tilbage. Køkkenet dufter varmt, og minder mig allerede om noget, jeg kun lige har oplevet. Ingen har bragt det halve år på banen. I stedet snakker vi om hvad vi skal plante i haven til sommer, og om mænd med skæg. Rigtig meget om mænd med skæg.

Jeg bliver ofte spurgt, om ikke hellere jeg ville bo for mig selv. Havde du spurgt mig for et halvt år siden, havde jeg taget det som en fornærmelse. Nu er jeg ikke længere så sikker. Jeg kunne slet ikke forestille mig, ikke at være hvor jeg er, lige nu.

Selvfølgelig er det ikke gnidningsfrit, det der med at bo med nogen. Jeg kæmper rigtig meget med skyldfølelse, når jeg glemmer mine nøgler, eller når jeg brænder en gryde på, der ikke er min – men det er alt sammen noget, der sker indeni mig. I virkeligheden har vi ikke rigtig nogen problemer, hende og jeg. I hvert fald ikke nogle, der ikke kan løses over en cigaret eller med en GIF af en kat der brækker sig.

Jeg er sikker på, at tanken om at bo med nogen heller ikke var hendes førstevalg. Det er sgu da skide irriterende at skulle til at deles om pladsen, når nu man var vant til at have et sted at spise der ikke var ens seng og sådan. Trine og jeg er lige fortiden begge sådan nogle typer, der er hjemme mere eller mindre hele tiden. Vi arbejder begge fuldtid på bloggen, og på papiret kunne det godt være småirriterende – dét der med at man aldrig kan tisse med åben dør, eller se porno med lyd – måske jeg bare er heldig at være landet sådan et sted, hvor det ikke er nødvendigt at have den anden ude af huset, for at gøre selv samme. Der kan være dage i streg, hvor vi næsten ikke ser til hinanden, men bare bor bag hver sin dør, men hvis der går en del timer, hvor jeg ikke har sagt pip, kan jeg tælle sekunderne til at der tikker en besked ind på min telefon hvor der står: er du ok?

De uger hvor vi også har en 4-årig her, er historien selvsagt lidt anderledes – der er helt sikkert ikke en del timer, hvor der ikke bliver sagt et pip. Og generelt INGEN lukkede døre. Der er pasta i loftet og ’jorden er giftig’ puder fra min seng og helt ud i køkkenet, og til tider får man et papsvær i lysken under morgenkaffen.

Jeg er nok ikke som folk er flest, vi er helt sikkert ikke, men det kan sgu godt fungere, det der med at bo med nogen. Også selvom det måske ikke var dét jeg svarede, da jeg engang blev spurgt, hvor jeg så mig selv om fem år. Det er svært at give gode råd til hvordan man får sådan noget til at fungere. Sandheden er, at dette ligeså godt kunne være endt i ragnarok.

Rummelighed. Rummelighed er essentielt, når man skal dele alt hvad der er dit, og låne noget der er nogens. Uanset om det er en gryde eller en skulder at tude ved.

Det er også virkelig forskelligt, hvad man ønsker sig af sådan et forhold. Jeg har mange veninder, der bor med nogen, og den eneste relation de deler er en væg – og de trives fint i det. Jeg ville ikke trives i det. Jeg ville være helt stille, så jeg kunne høre, hvornår nogle forlod det ene rum, så jeg kunne luske mig ud i det næste – og sådan må det ikke være.

Nu skal jeg se x-factor, for Trine er ikke hjemme, og jeg lader som om at jeg er sådan en der ikke ser x-factor.

KUNSTNERMØDE | PONTUS KJERRMAN OG TINE HECHT-PEDERSEN

img_3359-1img_3373img_3325-2img_3386img_3398img_3371img_3401img_3435-2img_3425img_3444img_3460img_3488img_3456img_3485

Væggene fortæller historier om middage med Strunge, rejser til Kina og et helt liv i kunsten. Hjemmet tilhører kunstnerparret Pontus Kjerrman, billedhugger og lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, og Tine Hecht-Pedersen, billedhugger og underviser ved arkitektskolen. Sammen har de inviteret mig indenfor til en snak om kunsten, kærligheden og fabeldyrene.


Emilie: Kan i huske jeres første møde med kunsten?

Tine: Jeg havde en lærer, Jan, han var ungdomsskolelærer på den skole jeg gik på. Han kom ligesom ind og viste os den der frihed – min familie var meget borgerlig, jeg kommer fra en arkitektfamilie med stil og rene linjer. Jan, han kørte på motorcykel inde i skolegården. En dag kom vi hjem til ham, han boede i kollektiv og her måtte man sidde på gulvet. Det var fantastisk, alt det han ligesom viste os inde i den der anderledes verden. Det var mit første møde, med hvad der for mig er kunsten.

Tine til Pontus: Ja, der kom jeg altså før dig! Ha!

Pontus: Ja, der er jeg måske mere kedelig. Mit første møde med kunsten, jeg tror, ja det var nok i Göteborg. På kunstmuseum. Jeg tror at min mor må havde haft slæbt mig med.  Det var en gammel, og enormt stor bygning. Det var meget spændende. Der lå et stort gult murstenshus, hvor man gik op ad en masse trapper. Der har jeg været seks, måske syv år.

Emilie: (Kigger rundt på alle de dyrelignende skulpturer i rummet) Må man kalde det heste?

Pontus: Jaaøh, det er nogle fabeldyr. Oprindeligt var det heste og katte. Men så siden hen, så blev det mere hundehoveder og dyrehoveder.

Emilie: Hvordan opstod de?

Pontus: Da jeg kom til København, da ville jeg gerne lave noget realistisk og også lidt politisk. Da havde jeg en lille datter i Göteborg, som var meget ked af at jeg var flyttet fra hende og fra hendes mor. Så lige der i starten, der lavede jeg en hel masse om familien, og om familien der måske ikke altid fungerede. Så havde jeg en modernistisk billedhuggerprofessor, der syntes at det var ret så åndssvagt – hvorfor skulle andre mennesker se på min elendige ulykke og sådan? Og så begyndte jeg at lave tegninger, og lavede på et tidspunkt en tegning, hvor en kat og en hest elskede med hinanden. Det var den første gang at de optrådte. Men så blev det også med udgangspunkt i en familie, og så var der nogle der skrev, at de synes at de var humoristiske – og der blev jeg lidt ked af det. Men så fandt jeg ud af senere, at humor og alvor hænger meget sammen. Så det handler ikke om dyr, det handler om mennesker.

Emilie: Men.. Hvorfor laver du så ikke bare mennesker?

Pontus: Jamen det er nok derfor. Altså pludselig fungerer det lettere, det blev faktisk også meget tungt for mig selv. Det blev lidt for sørgeligt og trist. Og tungt. Både fordi at det bliver så direkte, og så bliver man en del af en gammel skulpturtradition helt tilbage fra Grækenland, hvor man bliver vurderet i forhold til anatomi og bla bla. Det handlede om at finde ud af – hvad vil jeg fortælle? Hvad vil jeg have at folk skal kigge efter?

Trine: Men så vil jeg også lige korrigere Pontus der, for hans opvækst – hans mor var alene med fire børn, og hun læste rigtig meget for dem, og det er jo Sverige og Finland, de er meget kendt for de der fantasiverdener. Pontus er af en anden opvækst end os, og det er det som jeg synes er så inspirerende, for jeg er meget dansk.

Emilie: Så det handler også om eventyr?

Trine: Det handler i hvert fald om en anden tilgang til det. Men det siger Pontus selvfølgelig ikke, for han ser det fra et helt andet sted.

Pontus: Nu er jeg begyndt at lave lidt dyre-socialrealisme. Der er nogle der slås og nogle der bygger et hus. Jeg kunne godt forestille mig at lave en hel verden. Dyrene er på mange måder klogere end mennesker. De er ikke ved at starte en krig eller ødelægge hele verden. Men jeg tror ikke at der er så stor forskel imellem mennesker og dyr altid.

Emilie: Du arbejder meget med kontraster, især imellem kønnene – hvorfor?

Pontus: Jo jo, jo men det gør det en hel del. Det er jo lidt min mors historie, hvor hun lever ensomt med fire børn i tyve år, fordi hendes mand svigtede hende – og så fik jeg jo selv en datter som jeg ikke kunne leve med, og det er meget en del af det. Jeg tror at den her historie om en familie som ikke altid fungerer og sådan, det er spændende, og så tror jeg at der hvor kvinderne er stærke, der har været mænd som måske har haft lidt svære ved at finde ud af det.

Emilie: I rejser meget. Hvordan bruger i det i kunsten?

Tine: Pontus har så meget drift i hvad han virkelig vil, og jeg er sådan en mor, som gerne vil have det hele med. Men Pontus skal ligesom ud, og han er især bundet til Kina – ja det er kørt helt op med ham og Kina. Jeg vil bare til Norddanmark eller Skagen. Pontus vil gerne alle de der ting, men han vil også gerne have mig med, og vi har været på mange rejser i Kina.

Emilie: Hvorfor Kina?

Pontus: Jeg har været interesseret i Kina siden jeg var helt lille, især Kinas historie og sådan. Og så er det gået lidt ned og lidt op igen. Vi har også været i alverdens storbyer. Men vi rejser for kunsten. Men så er der nogle gange at Tine ikke gider mere, og så har hun bestilt en rejse selv til Island, og så er jeg hængt på alligevel. Og der er det naturen og sådan vi får noget ud af.

Tine: Jeg bruger især meget naturen i min kunst. Bølger. Jeg bruger det jeg ser, mens Pontus suger kulturen til sig. Rejser betyder sindssygt meget. Men det er der hvor Pontus kan noget, for han kan jo også sidde og lave de der ting i Kina og sælge dem derover.

Pontus: Ja derover synes de at det ligner isbjørne

Tine: Vi skal snart igen. Og det vi gør er, at vi arbejder. Vi får lov til at arbejde på de her værksteder, hvor hele deres rigdom er en klump ler, og så er det dét vi bruger. Det er så spændende. For det er rigtige mennesker, der sidder der på gulvet.  Vi oplever hundene og ser hvor de bor og familierne og hvordan de lever. Pontus tegner også på kinesiske ruller, som han har hængende alle steder. Dem har han fået lavet hjemme på stuebordende hos de her familier. Pontus vil gerne lave de der ting, jeg er den sociale, jeg synes bare at det er så sjovt at komme ind i de der hjem og opleve. På den måde supplerer vi meget sjovt hinanden. Vi arbejder altid. Det er også sjovt.

Emilie: I arbejder begge med former og skulpturer, hvad kan skulpturen, som f.eks. maleriet ikke kan?

Pontus: Jeg startede med at male. Og så begyndte jeg at lave skulpturer og det blev jeg glad for da jeg gik i gang med det. Det er to helt forskellige måder at arbejde på. Og jeg tror, at det passer forskellige mennesker. Jeg kan godt lide det der med håndværk.

Tine: Jeg er dansk. Jeg er meget i mit materiale. Laver afstøbninger og huller. Jeg laver tegninger og smider dem væk og det forstår Pontus slet ikke.

Pontus: Alting er meget digitaliseret i dag. Jeg tror også at det er derfor at mange bliver glade for små nips ting og figurer. Der er også noget demokratisk ved sådan en gipsfigur. Alle kan eje den hvis de gerne vil. Jeg kan godt lide ideen om at kunsten ikke bliver for dyr.

Emilie: Hvis i skulle give et råd til en ung kunstner i dag?

Tine: Man er simpelthen nødt til bare at tro på sit projekt. Man skal ikke følge efter normen, man skal følge efter det man selv tror på, så skal der nok også være andre der tror på det. Selvfølgelig skal man indtage en helt masse viden, det er rigtigt, viden er simpelthen så vigtig, for at man ikke kører rundt i sin egen lille suppe. Og så tror jeg også at man skal være underdanig. Man skal aldrig tro at man er noget. Man skal være ydmyg. Men ikke dum.

Pontus. Man skal lave det man tror på og som man har det godt med. Det er det der skal bære. Hvis det giver en selv noget, så giver det også andre. Men tid. Det tager tid at komme derhen. Det er vigtigt at kunne noget. For mig var det vigtigt at lære at støbe ting f.eks. Jeg gik i lærer som stukkatør. For mig var det vigtigt at tilegne mit et håndværk, for så kunne jeg derudfra tillægge mig mange flere.

 

HVIS ORD BEGYNDER ET STED

bagJeg husker at min mor altid gemte mine stile som barn. Jeg husker at de fik hende til at græde. Ikke fordi at de var synderlig velskrevne, det var de helt sikkert ikke, men fordi de handlede om mænd der råbte, døre der smækkede og børn der passede sig selv. Jeg husker at jeg nød det. Ikke at jeg holdt af at få min mor til at græde, men det var vigtigt, det der med at få nogen til at føle noget. Jeg spurgte engang min dansklærer, om jeg måtte aflevere to stile. Jeg kunne ikke vælge. Hun sagde nej – det var noget med lønnet arbejdstid. Jeg tilgav hende aldrig.

 Jeg har aldrig skrevet dagbog.

Da jeg gik i SFO havde jeg altid en lille bog med mig, hvor jeg skrev ned hvad den her ene pige gjorde, når hun drillede mig. Hun kunne ikke holde det ud. Det er første gang jeg husker, at have brugte ord som forsvar.

Da jeg blev teenager begyndte jeg at lave lister. Jeg gemte dem altid. Jeg var flov over de ting der var nødt til at eksistere på papir, for at eksistere i virkeligheden. Der kunne stå ting som: Ryd dit værelse op, sig undskyld til Lukas, brug solcreme – ellers bliver du grim når du bliver gammel.

Jeg glemmer aldrig det første digt jeg skrev. Jeg fik en besked ind på min Instagram. Det var en pige med en af de her profiler, hvor de deler brudstykker af poesi. Hun var løbet tør for ord, og ville gerne bruge mine. Jeg havde aldrig i mit liv skrevet et digt. Jeg takkede ja, og satte mig ned foran et tomt stykke papir. Jeg havde købt oliven og rødvin. Ordene skrev sig selv. Det var virkelig ikke noget godt digt, men det var mit, og det fik min mor til at græde. Mit næste digt opstod efter min kærestes lemfældige omgang med andres kønsdele. Jeg kunne lige så godt have skrevet dét digt med mit eget hjerteblod, det var så voldsomt. Jeg udgav det. Han blev ked af det. Det er anden gang jeg husker at have brugt ord som forsvar.

Min far læste aldrig mine stile. Første gang jeg læste op foran ham, havde jeg ingen hud. Jeg har aldrig været så stolt af ham som lige der.

 Jeg har altid fået at vide, at jeg ville være en dygtig journalist. Jeg ejer ikke et objektivt sprog. Det var først da jeg endte på højskole, at ideen om ord som levevej, flyttede ind.

Da afslaget landede græd jeg. Jeg skulle ikke på uni. Jeg var blevet optaget på en standby plads, og jeg skulle nok ikke forvente noget. En flaske vin senere, blev jeg overvældet af en ro. Jeg skulle ikke på uni. Jeg skulle bruge det her år på at skrive. Jeg ville skrive en bog.

En uge efter blev jeg optaget på uni.

Older posts