PÅ DET SENESTE #4

15127537_368830556794533_381087772_o

Har jeg haft negligeret jer helt vild herinde, da jeg har haft virkelig travlt ude i mit andet liv. Det er jo sådan, at jeg ved siden af bloggen og studiet nørkler lidt med noget kunst også, som er småeksploderet her igennem de seneste uger. Det betyder ikke at jeg (fremover) kommer til at være mindre på pinden herinde, jeg skal bare lige have de to verdener til at gå op i en højere enhed.

15145245_368830626794526_153391011_o

Har jeg købt mig sådan en flot lyserød fætter – og her refereres  især til sofaen, som netop har haft sit indtogt i mit hjem. Den er, efter lang tids søgen, opstøvet til absolut ingen penge inde på DBA, og jeg er så glad for den. Jeg begynder at føle mig helt hjemme nu.

15145074_368830560127866_1669450949_o

Har jeg vidst efterhåndet set i øjnene, at jeg har udviklet mig en vis form for afhængighed. Til gengæld er mit indeklima lige efter bogen.

15182380_368830613461194_101794226_o

Har jeg fejret 3 måneders samliv med Trine hos Rossopomodoro på Illum Rooftop.

15204252_368830596794529_1490456814_o

Har jeg så småt sluttet fred med at ALT skal transporteres på cykel når du er blevet et bybarn. Især papir i A2 format har haft udfordret mig. Mit største ønske til jul er en kæmpekæmpe cykelkurv. Nogle der ved hvor man kan erhverve sig sådanne? Den må gerne være i noget flet.

15044830_364166640594258_1181757642_o

Har jeg måtte lukke midlertidigt ned for opskrivning til mine håndmalede muleposer, da jeg er blevet helt overvældet. De første 25 ryger afsted så snart at de er færdige, og jeg forventer at have 25 mere klar der kan købes op til jul. Hold øje med min instagram hvor det meste af salget foregår, eller på webshoppen der bliver opdateret løbende. Og tak for fanden!

15145104_368828410128081_587671249_o

Har jeg været til middag med mine søde veninder, et sted i Vanløse der havde en semi-lyserød væg. Jeg findes stadig!

HVEM KOM FØRST? HØNEN, ÆGGET ELLER PICASSO?

Jeg blev i dag beskyldt for plagiat. Ikke sådan direkte og konfronterende, men nok imellem linjerne til at jeg kunne mærke, at det ramte mig. Jeg har været heldig herinde, når det kommer til ubehagelige kommentarer, og folk der ikke ønsker mig det godt – faktisk mindes jeg ikke, at jeg nogensinde rigtig har været udsat for den slags. Det er nok heldigt, for jeg er ikke særlig stærk når det kommer til kritik af noget der ligger mig så nært – sådan har jeg det også med min kunst. Det er svært, det der med at være unik, og endnu svære at insistere på at føle sig sådan – for så bliver man altså hurtigt trådt over tæerne. Der er rigtig mange dygtige, unge piger, der i dag tegner stregtegninger, hvoraf mange af dem ikke altid er lige lette at skille fra hinanden. Dette handler ikke om at folk plagierer hinanden, men om at de har haft lignende inspirationskilder, Picasso og Matisse, højt sandsynligt. Vi ville ingenting få lavet, hvis det var så farligt at blive inspireret af hinanden, for der er virkelig få ting der ikke er set før, og som kunstner tror jeg at det er så vigtigt at stole på sit DNA. For den kan ingen overføre, den ligger i din streg, og i dine tanker og bevægelser, og hvis folk går i krogene, kan de genkende den. Jeg gider virkelig ikke at skulle til at snakke shaming herinde, men jeg håber virkelig ikke at det skal være en ting i kunstverden. Jeg kan mærke at jeg får helt lyst til at krybe ind under min egen hud, og rive hvert et værk ned, men det er ikke okay. For det er virkelig ikke dét det handler om – og man er evigt heldig, hvis nogen finder en værd at plagiere – også selvom at man ikke må. Mine ‘mænd’ og ‘arme’ på mine tegninger kommer fra en lysestage der stod i mit barndomshjem. Vi kaldte den ‘Oha-manden’ og det kalder jeg også mine værker i dag. Mine materialer bruger jeg fordi at jeg har lært det af Emilie Vinterborg, min go to billedkunstlærer – og hvor fint er det ikke lige? Det er ikke til at vide, om Agnete fra Aurehøj har lavet krysedulletegninger der ligner alle andres siden spæd, så giv hende en chance, hun kunne lige så godt føle sig plagieret af dig.

I SOMETIMES LOSE TRACK

I sometimes lose track, kunne min første bog hedde, og så skulle den handle om hvordan at jeg nogle gange spiser én fødevarer for mange gange om dagen, eller om, at jeg til tider får ondt i mit øre, af at ligge for meget på det. Nogle gange. Nogle gange har jeg ingenting at sige herinde, når der sker allermest herude. Og så glemmer jeg at fortælle, at jeg er blevet udgivet i dét der tidsskrift jeg er glad ved, og at min bedste ven er rejst meget lang væk længe. Nogle gange glemmer jeg at huske, at jeg har lavet dygtige ting. Ting som jeg er stolt af, og som slår de ting som jeg virkelig ikke er stolt af. Nogle gange. Som når jeg f.eks. lyver for fremmede mennesker på brevkasser på internet sider. I dag har jeg været ude og spise middag med Trine. Vi har boet sammen i ca. tre måneder, og været venner på Facebook i ét år. Det betyder at jeg har haft Facebook i ét år, og at der er gået i hvert fald ét år siden at jeg sidst havde grund til at slette den. I dag var der en der beskrev mig som “en upcomming artist med et million-dollar smil”, og det kunne jeg ikke sætte mig ind i men samtidig kunne jeg ikke glemme det. Nogle gange kigger jeg på træerne og tænker nu vælter de. Men de vælter ikke og så går jeg videre og træerne bliver stående. Nogle gange.