ER KOLDTBORDSMIDDAG ET ORD?

NÅR LIVET RÅBER HØJT OG DU RÅBER STILLE

avEn læser har i dag bedt mig fortælle om min tid efter gymnasiet, og om hvorfor jeg besluttede mig for at tage et sabbatår – det bliver min anledning til at dele en historie, som længe har haft brug for at blive delt. For hvad gør man, når den vej du troede gik lige ud, pludselig drejer af?

Jeg har altid troet, at min vej igennem uddannelsessystemet skulle være direkte. Jeg har aldrig så meget som overvejet at gå på efterskole, og jeg ville heller ikke i 10’ende. Jeg gik direkte i gymnasiet, da det i en grad var forventet af mig, eller måske bare stille antaget, at det var sådan det naturligt skulle gå mig – og sådan gik det. Midt i min afgangeksamen i niende klasse, bliver alt revet op med rode, da min mor finder en kæreste i Slagelse, og vi derfor flytter til en ny by, og ind i et allerede etableret hjem, hos en fremmed mand med tre børn. Alle piger, sågar. Jeg har aldrig rigtig delt det med jer herinde, men på dette tidspunkt bor jeg alene med min mor, i hvad der mest af alt kan beskrives som et beboeligt skur, efter mine forældres desværre alt for grimme skilsmisse. På dette tidspunkt har jeg boet på krisecenter, og alting er utrygt og uetableret, men jeg hører hjemme hos min mor, og i vores nye hjem. Derfor tog jeg det heller ikke særlig pænt, da jeg pludselig skulle starte på et andet gymnasium end jeg havde planlagt, og bo i et hus med en nye familie, som jeg ikke selv havde bedt om.  Min gymnasietid er noget af det værste for mig at kigge tilbage på. Jeg var dybt, dybt ulykkelig, og ingen havde rigtig længere kræfter til at hjælpe mig. Jeg kunne ikke lide mit hjem, jeg kunne ikke lide min klasse, og jeg kunne ikke lide mig selv.

Min kæreste igennem 3-4 år havde boet hos min mor og jeg, og han var en dreng med ondt i hjertet – præcis som jeg. En dag blev tingene for meget for ham, og han forsøgte at ende sit liv, ved en å nær mit hus. Der gik mange, mange timer før jeg fandt ham, og heldigvis overlevede han (han er glad og endnu meget elsket af mig den dag i dag.) på forunderlig vis. Da min mor og jeg flyttede, kunne jeg simpelthen ikke have ham med længere, og vi gik fra hinanden. Da jeg var vokset op og var blevet ung sammen med ham, vidste jeg pludselig ikke hvordan jeg skulle begå mig helt alene i alt det nye. Dette resulterede i en masse ulykkelig kærlighed, halve forhold, og unge drenge med for mange mavemuskler der  efterlod mig som et mindre og mindre menneske.

I 3.g møder jeg en mand, som vender op og ned på min hverdag, og som har alle de ting, jeg ikke har. Han har en kernefamilie, gode karakterer og et rigt socialt liv – han er tryg, han er rigtig, og jeg forelsker mig stormende i ham. Og ham i mig. Desværre var han mindst lige så ødelagt som jeg, og ender med at lede efter løsningen i skødet på en anden. På dette tidspunkt kunne man have budt mig alt, for alt føltes bedre end at blive forladt – så jeg blev. De efterfølgende måneder bliver de hårdeste i mit liv, og jeg kæmper for at rede et forhold jeg aldrig nogensinde skulle have været i. Jeg kan ikke tilgive ham, og han kan ikke tilgive sig selv, og ender i stedet med at forlade mig på en sms, midt i studentertiden – og det river mig midt over. Ugerne efter er så godt som sorte for mig. Jeg falder fra hinanden, taber mig rigtig mange kilo, og bevæger mig ikke ud af stedet. Jeg havde altid troet at jeg vidste hvad jeg ville, og at jeg skulle direkte fra gymnasiet til uni. Men lige pludselig findes jeg slet ikke mere. Jeg er ikke nogen, og jeg vil ikke noget. Da det er allermest kritisk beslutter min mor sig for at rejse væk med mig i en uges tid, og på mange måder var det dét der fik mig tilbage på benene. Jeg fik sol i blodet og sangria i kroppen, og stille og roligt begyndte mine ben at kunne stå af sig selv. Jeg tror godt at mine forældre har vidst at de var nødt til at stille noget op, og det ender med at min far sender mig på højskole.

 Der går ca. et døgn fra at jeg har googlet højskole, og til at jeg pludselig står ude på landet, med min dyne under armen, og med 70 unge mennesker, der allerede er startet. Højskolen bliver på sin vis en redning, og jeg føler mig virkelig glad – til stede. Jeg griner og jeg fester, og jeg er vellidt og glad for mine nye bekendtskaber. Det er også her at poesien bliver min udtryksform, og jeg finder ud af, at det faktisk er noget jeg kan. Pludselig sker det, jeg godt selv ved er en dårlig idé. Jeg begynder at kysse på ham forfattereleven med grydehåret – noget jeg slet, slet ikke er klar til. I begyndelsen af, hvad der på sin vis blev et forhold, strittede hele min krop – helt fysisk imod. De sår som jeg var taget afsted for at hele, er nu blevet til ar der ikke vil stoppe med at gøre ondt. Vi bruger måneder i hinanden selskab, og som tiden går, bliver jeg også glad for ham – eller jeg bliver glad for den følelse han efterlader i mig – følelsen af at det stadig kan lade sig gøre. Vi ender, som det måtte gå, med at vi går vi fra hinanden, lige op til slutningen af højskoleforløbet og igen braser min verden. Filmen knækker, og jeg går fuldstændig i opløsning, midt på en højskole, hvor alle kan se mig stå og bløde – og jeg kan intet gøre ved det.

Selv den dag i dag kan jeg slet, slet ikke rumme, at ingen af dem ved hvorfor jeg blev så ked af det. Det er altid forfærdeligt at gå fra hinanden, men forholdet var så spædt at det var på grænsen til at være ikke eksisterende, og jeg var slet ikke forelsket -jeg var bare dybt bange for at blive forladt. Alt der nogensinde har gjort ondt indeni mig kom tilbage med en styrke som jeg slet ikke kunne håndtere. Den dag i dag snakker jeg ikke med nogen fra højskolen, for ingen kunne overskue at rumme et menneske, der var så ulykkeligt – og selvom jeg i dag godt kan forstå det, gør det virkelig ondt på mig at vide.

Højskolen ændrede meget på det billede jeg havde af uddannelsessystemet. Her var flere i deres midt tyvere der endnu ikke helt vidste hvad de ville, og folk havde ikke blot taget ét sabbatår, men også to og tre. På dette tidspunkt var jeg ikke hel, ikke engang halv, men jeg kunne mærke at et sabbatår mere, ikke var løsningen for mig. Jeg havde brug for at starte noget nyt, noget der var mit – og noget der var langt væk fra alt hvad der før havde været. Jeg tænkte længe og søgte i første omgang ind på litteraturvidenskab, men blev efter et besøg på Syddansk Universitet klar over, at det slet ikke var her jeg hørte til. Jeg vidste at jeg på den ene eller anden måde skulle studere litteratur, og derfor endte jeg på dansk studiet. Jeg er stadig fyldt med huller og ar, men de heler som aldrig før, og jeg har aldrig haft det bedre, end jeg har det nu. Jeg er træt og jeg har travlt, men det gør ikke længere noget. For jeg har fundet et lille stykke af mig selv i København, på studiet, og hos mine nye venner – og i ordene og i jer.

   

10 kommentarer

  • Lene

    Fantastisk og ærligt indlæg. Bare igennem det her indlæg kan man mærke, hvor meget du har vokset, så tak, fordi du vil dele det med os, og ufattelig mange tak for, at være så hudløs ærlig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg vil rigtigt gerne skrive en kommentar til dette indlæg, en der samler dig bare lidt sammen igen, en der gør smilet lidt større og hjertet lidt varmere, men det er svært at vide hvad man skal sige, til en der lige har delt en del af sit inderste.
    Men jeg kan fortælle at jeg beundrer dig helt vildt, og det har jeg gjort i mange år. Du er et fint væsen, jeg godt gad at kende mere, for dine ord er så fantastiske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie Marie Foli

      Dét var lige hvad du skulle skrive. Du er god og sød. Tak fordi at du gider at være det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    På utrolig kort tid har du formået at blive én af mine ynglingsbloggere, nok netop fordi vi har en del tilfælles. Vi har begge en kærlighed til litteraturen, og har et liv, der ikke altid går let. Sjovt at du var ude at høre om litteraturvidenskab på SDU, det læser jeg nemlig. Glæder mig dog til at afslutte 4. semester til sommer og starte på et andet tilvalg. Så helt klart godt, at du valgte dansk i stedet for, da jeg selv er en smule skuffet over studiet, i forhold til hvad jeg har forventet af det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Victoria

    Du skriver så godt!
    Følte mig meget ramt af højskole-delen. Jeg stod lidt i samme situation på min højskole med en dreng jeg egentlig ikke var forelsket i, men da jeg så afsluttede det, så savnede jeg alligevel selskabet og så ville han ikke mere. I virkeligheden var meget klogt af ham og det helt rigtige at gøre for os begge, men det var sindssygt hårdt når man bor sammen og har alle de samme venner. Det var afvisningen der gjorde ondt, for jeg ville jo egentlig slet ikke være kærester med ham. De fleste kunne ikke rigtig håndtere min tristhed følte jeg og det var nogle helt andre, der blev mine gode venner end før. Min tidligere rigtig gode veninde endte efter et par måneder med at kysse på ham(og de begyndte at have noget) og det svigt gjorde næsten mere ondt, fordi jeg stolede blindt på hende. Jeg ser stadig nogle fra højskolen men har ikke været gammelelev-weekender og den slags, da jeg ikke har lyst til at se hende, eller til at blive konfronteret med alle dem, som så mig være så trist og som ikke rigtig var der, da jeg havde rigtigt brug for dem. Til gengæld har jeg nogle fantastiske venner fra højskolen som jeg stadig ser og jeg er dem evigt taknemmelig for at “gide” mig, selvom jeg var ked af det, og for at de kunne se den jeg også er, uden al trisheden. For tristheden den går jo over. Og helt til sidst i mit højskoleforløb mødte jeg en rigtig sød dreng herhjemme igennem min højskole-roomie, som jeg er kærester med nu, og alting er så meget bedre og jeg er meget gladere nu 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Du er for sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • HS

    Wow.. Ved slet ikke hvad jeg skal sige til dig. Man kan nærmest føle den smerte du har måtte gå igennem. Beundrer dig for at dele det offentligt, det beviser at du er blevet så meget stærkere! Kæmpe kram til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Selvom jeg har fået fortalt historien før, gjorde den et lige så stort indtryk på mig. Du er lavet af noget helt specielt, det er der ingen tvivl om. Kram ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Flot, nærmest poetisk skrevet, hudløst ærligt – hvor var det rammende og dejligt at læse <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ER KOLDTBORDSMIDDAG ET ORD?