NÅR LIVET RÅBER HØJT OG DU RÅBER STILLE

HVOR MEGET SKAL JEG EGENTLIG OPGIVE FOR MIT STUDIE?

uniPå min liste over daglige gøremål er ca. 80% i disse dage universitetsrelaterede – men hvor meget skal man egentlig opgive for at præstere på sin uddannelse? Og i valget imellem uddannelse, karriere og velværd, hvor placerer sidstenævnte sig så på ranglisten?

At tage en universitetsuddannelse er et fuldtidsarbejde. Dette udsagn er ikke, i hvert fald ikke for mig, et helt nyt bekendskab, og selvom at jeg, nærmest messende, har fået netop dette postulat kastet efter mig af universitetsstuderende såvel som unervisere, har jeg altid skudt sætningen lidt til side. For i sidste ende handler det vel om prioritering, planlægning af egen tid, og engagement. Jeg har altid været af den stærke tro, at du kan få det samme ud af din universitetsuddannelse, hvad end du agerer som dedikeret notepige, eller som hjemmelæser. Selvom jeg på sin vis endnu klemmer mig til håbet om dette, vil jeg dog indrømme, at egen erfaringer har sat det hele lidt i perspektiv – for hvis jeg ikke læser, så tænker jeg på at læse , og det er næsten i samme grad udmattende. Men hvor meget skal man egentlig lade universitetet fylde, for at kunne leve op til de krav, der i sidste ende bliver dig stillet som studerende? Og hvor meget skal man aflyse, sidestille eller helst helt undgå at overveje, for at leve op til ens egne forventinger? En mand i mit liv (en af de mange) som selv er CBS-studerende spurgte den anden dag ind til mit studie, og vi endte i en samtale om netop dette famøse engagement. Jeg gav i samtalen udtryk for at mit studie er tekstungt, og at det kan være svært at rumme det hele, hvortil han svarer: men kunne du læse mere? Kunne du gøre mere? – Og selvom jeg ikke nødvendigvis ønsker at stå ved svaret, så er svaret nu og engang bare ja. Ja (!!!), jeg kunne læse mere, ja jeg kunne engagere mig mere og ja, jeg kunne sætte endnu mere tid af til mit studie – men er det det rigtige for mig? For ham, og for mange andre, er det værd at bruge sin tid på den måde, nogle slapper sågar af ved følelsen af, at de ikke kunne gøre mere – og det er helt okay. Det er okay, og til en grad også misundelsesværdigt. Men det er fandeme også helt okay, ikke at gøre det. Det betyder ikke, at man vil sit studie mindre, eller at man brænder mindre for sit fag – for mit vedkommende kunne det ikke være længere fra sandheden. Når jeg tager ud og drikker en kop kaffe med en veninde i stedet for at forberede mig, så er det ikke et fravalg af mit studie, men et tilvalg af et velvære som er fuldstændig essentielt for mig, når jeg skal præstere mit bedste indenfor et længervarende forløb. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke at jeg ville kunne komme igennem en lang universitetsuddannelse, hvis jeg var af den holdning, at jeg skulle læse alt, og konstant forbedre mig indenfor ét felt. Det er ikke særlig velset at blive hjemme fra en undervisningsgang fordi at man har brug for det, og i et hierarki over uddannelse, karrierer og velvære, placeres sidstenævnte altså på en tredjeplads af alt, alt for mange unge mennesker. Det er så fint at bruge al sin tid på at studere, hvis det er dét der fungerer for en, men det er ikke okay, hvis man prioriterer sådan, fordi at det føles forventet af en. Og dette betyder ikke, slet ikke, at jeg har sluppet den nagende skyldfølelse der bor indeni mig når jeg åbner Netflix, eller når jeg tegner disneyfigurer på mine patter og sender dem til mine veninder – men jeg vil blive ved med at kæmpe for følelsen af at det er okay.

   

2 kommentarer

  • Agnete

    Åh, jeg kan så godt følge dig! Jeg bruger langt fra tid nok på at læse pensum til mit studie. I stedet har jeg f.eks. to meget relevante studiejobs og prioriterer også jævnligt kaffe med veninder. Det har jeg brug for, for ellers brænder jeg helt sammen indeni. Jeg tænker også, det er op til den enkelte at mærke, hvordan det passer en bedst. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Jeg tror helt klart at den her slags tanker tynger en mere i starten af ens uddannelse og inden man finder sig til rette i det, og netop finder ud af, hvornår det er okay at springe over hvor gærdet er lavest og kun læse resumeet, og hvor man død og pine skal være til time og hvornår man kan blive under dynen.
    Måske bliver man ikke klogere men bare mere doven.
    Jeg er selv på sidste år af min bachelor, og jeg har fundet en ro ved ikke at nå det hele, fordi jeg nu også hviler mere i, at det nok skal gå.
    Jeg har jo ikke dumpet et fag endnu, og det til trods for at jeg langt, langt, langt fra har læst alt.

    Så tag endelig den kaffe med god samvittighed eller se 7 episoder af en serie på en eftermiddag. Det skal nok gå i sidste ende!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NÅR LIVET RÅBER HØJT OG DU RÅBER STILLE