HVOR MEGET SKAL JEG EGENTLIG OPGIVE FOR MIT STUDIE?

uniPå min liste over daglige gøremål er ca. 80% i disse dage universitetsrelaterede – men hvor meget skal man egentlig opgive for at præstere på sin uddannelse? Og i valget imellem uddannelse, karriere og velværd, hvor placerer sidstenævnte sig så på ranglisten?

At tage en universitetsuddannelse er et fuldtidsarbejde. Dette udsagn er ikke, i hvert fald ikke for mig, et helt nyt bekendskab, og selvom at jeg, nærmest messende, har fået netop dette postulat kastet efter mig af universitetsstuderende såvel som unervisere, har jeg altid skudt sætningen lidt til side. For i sidste ende handler det vel om prioritering, planlægning af egen tid, og engagement. Jeg har altid været af den stærke tro, at du kan få det samme ud af din universitetsuddannelse, hvad end du agerer som dedikeret notepige, eller som hjemmelæser. Selvom jeg på sin vis endnu klemmer mig til håbet om dette, vil jeg dog indrømme, at egen erfaringer har sat det hele lidt i perspektiv – for hvis jeg ikke læser, så tænker jeg på at læse , og det er næsten i samme grad udmattende. Men hvor meget skal man egentlig lade universitetet fylde, for at kunne leve op til de krav, der i sidste ende bliver dig stillet som studerende? Og hvor meget skal man aflyse, sidestille eller helst helt undgå at overveje, for at leve op til ens egne forventinger? En mand i mit liv (en af de mange) som selv er CBS-studerende spurgte den anden dag ind til mit studie, og vi endte i en samtale om netop dette famøse engagement. Jeg gav i samtalen udtryk for at mit studie er tekstungt, og at det kan være svært at rumme det hele, hvortil han svarer: men kunne du læse mere? Kunne du gøre mere? – Og selvom jeg ikke nødvendigvis ønsker at stå ved svaret, så er svaret nu og engang bare ja. Ja (!!!), jeg kunne læse mere, ja jeg kunne engagere mig mere og ja, jeg kunne sætte endnu mere tid af til mit studie – men er det det rigtige for mig? For ham, og for mange andre, er det værd at bruge sin tid på den måde, nogle slapper sågar af ved følelsen af, at de ikke kunne gøre mere – og det er helt okay. Det er okay, og til en grad også misundelsesværdigt. Men det er fandeme også helt okay, ikke at gøre det. Det betyder ikke, at man vil sit studie mindre, eller at man brænder mindre for sit fag – for mit vedkommende kunne det ikke være længere fra sandheden. Når jeg tager ud og drikker en kop kaffe med en veninde i stedet for at forberede mig, så er det ikke et fravalg af mit studie, men et tilvalg af et velvære som er fuldstændig essentielt for mig, når jeg skal præstere mit bedste indenfor et længervarende forløb. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke at jeg ville kunne komme igennem en lang universitetsuddannelse, hvis jeg var af den holdning, at jeg skulle læse alt, og konstant forbedre mig indenfor ét felt. Det er ikke særlig velset at blive hjemme fra en undervisningsgang fordi at man har brug for det, og i et hierarki over uddannelse, karrierer og velvære, placeres sidstenævnte altså på en tredjeplads af alt, alt for mange unge mennesker. Det er så fint at bruge al sin tid på at studere, hvis det er dét der fungerer for en, men det er ikke okay, hvis man prioriterer sådan, fordi at det føles forventet af en. Og dette betyder ikke, slet ikke, at jeg har sluppet den nagende skyldfølelse der bor indeni mig når jeg åbner Netflix, eller når jeg tegner disneyfigurer på mine patter og sender dem til mine veninder – men jeg vil blive ved med at kæmpe for følelsen af at det er okay.

NÅR LIVET RÅBER HØJT OG DU RÅBER STILLE

avEn læser har i dag bedt mig fortælle om min tid efter gymnasiet, og om hvorfor jeg besluttede mig for at tage et sabbatår – det bliver min anledning til at dele en historie, som længe har haft brug for at blive delt. For hvad gør man, når den vej du troede gik lige ud, pludselig drejer af?

Jeg har altid troet, at min vej igennem uddannelsessystemet skulle være direkte. Jeg har aldrig så meget som overvejet at gå på efterskole, og jeg ville heller ikke i 10’ende. Jeg gik direkte i gymnasiet, da det i en grad var forventet af mig, eller måske bare stille antaget, at det var sådan det naturligt skulle gå mig – og sådan gik det. Midt i min afgangeksamen i niende klasse, bliver alt revet op med rode, da min mor finder en kæreste i Slagelse, og vi derfor flytter til en ny by, og ind i et allerede etableret hjem, hos en fremmed mand med tre børn. Alle piger, sågar. Jeg har aldrig rigtig delt det med jer herinde, men på dette tidspunkt bor jeg alene med min mor, i hvad der mest af alt kan beskrives som et beboeligt skur, efter mine forældres desværre alt for grimme skilsmisse. På dette tidspunkt har jeg boet på krisecenter, og alting er utrygt og uetableret, men jeg hører hjemme hos min mor, og i vores nye hjem. Derfor tog jeg det heller ikke særlig pænt, da jeg pludselig skulle starte på et andet gymnasium end jeg havde planlagt, og bo i et hus med en nye familie, som jeg ikke selv havde bedt om.  Min gymnasietid er noget af det værste for mig at kigge tilbage på. Jeg var dybt, dybt ulykkelig, og ingen havde rigtig længere kræfter til at hjælpe mig. Jeg kunne ikke lide mit hjem, jeg kunne ikke lide min klasse, og jeg kunne ikke lide mig selv.

Min kæreste igennem 3-4 år havde boet hos min mor og jeg, og han var en dreng med ondt i hjertet – præcis som jeg. En dag blev tingene for meget for ham, og han forsøgte at ende sit liv, ved en å nær mit hus. Der gik mange, mange timer før jeg fandt ham, og heldigvis overlevede han (han er glad og endnu meget elsket af mig den dag i dag.) på forunderlig vis. Da min mor og jeg flyttede, kunne jeg simpelthen ikke have ham med længere, og vi gik fra hinanden. Da jeg var vokset op og var blevet ung sammen med ham, vidste jeg pludselig ikke hvordan jeg skulle begå mig helt alene i alt det nye. Dette resulterede i en masse ulykkelig kærlighed, halve forhold, og unge drenge med for mange mavemuskler der  efterlod mig som et mindre og mindre menneske.

I 3.g møder jeg en mand, som vender op og ned på min hverdag, og som har alle de ting, jeg ikke har. Han har en kernefamilie, gode karakterer og et rigt socialt liv – han er tryg, han er rigtig, og jeg forelsker mig stormende i ham. Og ham i mig. Desværre var han mindst lige så ødelagt som jeg, og ender med at lede efter løsningen i skødet på en anden. På dette tidspunkt kunne man have budt mig alt, for alt føltes bedre end at blive forladt – så jeg blev. De efterfølgende måneder bliver de hårdeste i mit liv, og jeg kæmper for at rede et forhold jeg aldrig nogensinde skulle have været i. Jeg kan ikke tilgive ham, og han kan ikke tilgive sig selv, og ender i stedet med at forlade mig på en sms, midt i studentertiden – og det river mig midt over. Ugerne efter er så godt som sorte for mig. Jeg falder fra hinanden, taber mig rigtig mange kilo, og bevæger mig ikke ud af stedet. Jeg havde altid troet at jeg vidste hvad jeg ville, og at jeg skulle direkte fra gymnasiet til uni. Men lige pludselig findes jeg slet ikke mere. Jeg er ikke nogen, og jeg vil ikke noget. Da det er allermest kritisk beslutter min mor sig for at rejse væk med mig i en uges tid, og på mange måder var det dét der fik mig tilbage på benene. Jeg fik sol i blodet og sangria i kroppen, og stille og roligt begyndte mine ben at kunne stå af sig selv. Jeg tror godt at mine forældre har vidst at de var nødt til at stille noget op, og det ender med at min far sender mig på højskole.

 Der går ca. et døgn fra at jeg har googlet højskole, og til at jeg pludselig står ude på landet, med min dyne under armen, og med 70 unge mennesker, der allerede er startet. Højskolen bliver på sin vis en redning, og jeg føler mig virkelig glad – til stede. Jeg griner og jeg fester, og jeg er vellidt og glad for mine nye bekendtskaber. Det er også her at poesien bliver min udtryksform, og jeg finder ud af, at det faktisk er noget jeg kan. Pludselig sker det, jeg godt selv ved er en dårlig idé. Jeg begynder at kysse på ham forfattereleven med grydehåret – noget jeg slet, slet ikke er klar til. I begyndelsen af, hvad der på sin vis blev et forhold, strittede hele min krop – helt fysisk imod. De sår som jeg var taget afsted for at hele, er nu blevet til ar der ikke vil stoppe med at gøre ondt. Vi bruger måneder i hinanden selskab, og som tiden går, bliver jeg også glad for ham – eller jeg bliver glad for den følelse han efterlader i mig – følelsen af at det stadig kan lade sig gøre. Vi ender, som det måtte gå, med at vi går vi fra hinanden, lige op til slutningen af højskoleforløbet og igen braser min verden. Filmen knækker, og jeg går fuldstændig i opløsning, midt på en højskole, hvor alle kan se mig stå og bløde – og jeg kan intet gøre ved det.

Selv den dag i dag kan jeg slet, slet ikke rumme, at ingen af dem ved hvorfor jeg blev så ked af det. Det er altid forfærdeligt at gå fra hinanden, men forholdet var så spædt at det var på grænsen til at være ikke eksisterende, og jeg var slet ikke forelsket -jeg var bare dybt bange for at blive forladt. Alt der nogensinde har gjort ondt indeni mig kom tilbage med en styrke som jeg slet ikke kunne håndtere. Den dag i dag snakker jeg ikke med nogen fra højskolen, for ingen kunne overskue at rumme et menneske, der var så ulykkeligt – og selvom jeg i dag godt kan forstå det, gør det virkelig ondt på mig at vide.

Højskolen ændrede meget på det billede jeg havde af uddannelsessystemet. Her var flere i deres midt tyvere der endnu ikke helt vidste hvad de ville, og folk havde ikke blot taget ét sabbatår, men også to og tre. På dette tidspunkt var jeg ikke hel, ikke engang halv, men jeg kunne mærke at et sabbatår mere, ikke var løsningen for mig. Jeg havde brug for at starte noget nyt, noget der var mit – og noget der var langt væk fra alt hvad der før havde været. Jeg tænkte længe og søgte i første omgang ind på litteraturvidenskab, men blev efter et besøg på Syddansk Universitet klar over, at det slet ikke var her jeg hørte til. Jeg vidste at jeg på den ene eller anden måde skulle studere litteratur, og derfor endte jeg på dansk studiet. Jeg er stadig fyldt med huller og ar, men de heler som aldrig før, og jeg har aldrig haft det bedre, end jeg har det nu. Jeg er træt og jeg har travlt, men det gør ikke længere noget. For jeg har fundet et lille stykke af mig selv i København, på studiet, og hos mine nye venner – og i ordene og i jer.

ER KOLDTBORDSMIDDAG ET ORD?

IMG_4113 (2)

I har været så SINDSSYGT søde ovenpå indlægget i går, og det har jeg lidt brug for at sige tak for – i er virkelig de fineste starutter i byen. Nu skylder jeg rigtig, rigtig mange mennesker avomadder og øl. Måske vi skulle lave en form for stor koldtbordsmiddag? Måske et sted på Fyn, det må cirka være midten. Nå. Lige nu er klokken lort, og jeg sidder i et tog på vej mod Slagelse, hvor min far samler mig op. Vi skal nemlig en smuttur til Århus, for at købe maling (jep) og gå på Aros. Og så er det vidst noget med at vi lige “slår vejen forbi grænsen” for at lade op på Pepsi Max og pølse. Jeg har i øvrigt planlagt et indlæg til jer senere – det handler om hættetrøjer. Hvad er det lige for noget lige pludselig? Kig ind i aften.

Older posts